Anonym skriver:
Nu er weekenden snart kommet hvor jeg har tænkt mig at flytte. Jeg har endnu ikke sagt det til faren, da jeg ved at hvis jeg tager en samtale med ham og nævner det, så er hans reaktion mget hård og negativ selvfølgelig og han vil virke truende og mene jeg ser en anden osv osv. Har som sagt prøvet det før. Ved også at hvis han ved jeg vil flytte så tager han ikke til fyn som var hans plan. Jeg ved at han vil få mig til at trække i land og blive stående og boende, og det vil jeg ikke. Jeg må indse at dette forhold ikke fungere selvom jeg er en svag, naiv og en pige fyldt med dårlig samvittighed over for ham. Jeg føler jeg er ved at græde nu bare ved at skrive dette, på tråds af han allerede en gang i har skrevet til mig på sms "jeg er jo bange for at tage til fyn forsi du sikkert vil være sammen med en anden" hver dag siger han sådan eller noget andet eller helt tredige.. jeg føler mig på bar bund og føler jeg ved at trække i lang derfor kunne det være rart med et knus og et los bag i 
Jeg ved, at det er pisse hårdt. Jeg måtte også selv bryde ud af et destruktivt forhold, hvor vi havde børn sammen, og selvom jeg vidste, at det var det bedste for vores børn og for mig selv, så havde han jo alligevel nedbrudt mit selvværd så meget, at jeg havde den der tvivl, om det nu alligevel var det rigtige, eller om det var mig, der var noget i vejen med. Ved ikke, om du kan kende det.
Men grunden til jeg deler det er, at jeg vil fortælle dig, at jeg aldrig har fortrudt det. Man bliver så fri, når man ikke længere er lænket til en mand, der ikke sætter pris på en, og når man ikke længere er i forhold, der trækker en ned og ikke op. I dag har jeg en ny kæreste, jeg bor med. Her er ligeværdighed og respekt, og jeg er lykkelige. Det er børnene også.
Du skal 'bare' ud på den anden side. Det er fandme ikke nemt at tage springet. Det at gøre det føles så ultimativt, og... Det er det jo også. Og hvad bliver konsekvenserne? Hvad vil han gøre? Men trods den angst og frygt, kan du se dig selv i spejlet og sige, at du er en ordentlig rollemodel. En god mor. Du traf et valg, der gavnede jeres barns trivsel og fremtidige psykiske velbefindende. Selvom det var svært for dig. Det er da røvhamrende sejt, for det er forfærdelig svært. Det kræver umenneskelig styrke!
Jeg er glad for, du har noget familie, der kan bakke op om jer. Det bliver hårdt den første tid, dig og din x skal finde et fælles ståsted, og er vil være mange følelser, der er trådt på. Men ud fra hvad du før har beskrevet (hvis du er den jeg tror du er), så er det det rigtige. Og det skal du fæstne dig ved: Du er en stærk kvinde, at du gør dette for både dig selv og din søn. Og en dag ser tingene lysere ud!
