Eksperthjælp: Baby 10 dage,:Panik efter en langvarig fødsel, som endte med akut kejsersnit

Lisbeth Jess

Hej jeg skriver fordi er mor til en dreng som er 10 dage gammel. Han kom til verden ved akut kejsersnit efter en lang fødsel uden særlig megen progression. Efter fødslen var jeg dårligt tilpas og far fik baby i armene som den første og havde ham også de efterfølgende timer. Som dagene er gået og jeg er blevet mere frisk har jeg overtaget en del af de praktiske ting vedrørende baby og jeg ammer også. Jeg har nogle følelse omkring det at være blevet mor, som jeg som jeg skammer mig over, men indser at jeg er nødt til at håndtere. Jeg synes min lille dreng er sød, dejlig og smuk. Jeg vil ham det bedste. Imidlertid er jeg helt panisk hvis min mand ( som pt har et par dage tilbage af barsel) skal ud at handle osv, som medfører at jeg efterlades alene med babyen. Jeg føler ikke jeg slår til som mor og jeg tænker tit på at jeg slet ikke anede det ville være så hårdt at være mor og drømmer mig tilbage til tiden før han kom til verden. Er det normalt at føle sådan her?alle andre virker forelskede i deres babyer og som om det hele er så lykkeligt i den første tid med babyen.

Lisbeths svar

Kære Du!

Stort tillykke med din lille dreng.

Det blev en fødsel ,som du ikke havde forestillet dig. Langvarig og den endte med akut kejsersnit.

Du havde det så skidt efter kejsersnittet, at du ikke magtede at have din lille dreng i favn. heldigvis var der en far som klared den nære kontakt.

De følelser du beskriver er helt normale efter en langvarig fødsel, hvor det ikke gik, som du havde forestillet dig,:

Du modtog en anderledes pakke end den,du havde forventet. det kan ryste enhver.

At blive mor er en kæmpeomvæltning, mange følelser vælter rundt og det er ikke altid lykke og mor kærligheden dukker op først.

Lige nu er du meget bekymret for hvordan det vil gå, nå¨r far ikke er derhjemme mer`. Den bekymring skal tages alvorligt

I to må have en snak i dag,; Er der mulighed for han får forlænget orlov, indtil du er tryg?

I morgen skal du ringe til dine egen læge for at få en snak. Bede din sundhedsplejerske om et akutbesøg. En snak med jordemoderen om dit fødselsforløb kan hjælpe dig videre.

Har I mon et netværk af bedsteforældre, søskende, venner, der kan træde til, hvis den forlængede orlov ikke lykkes.?

Det er nu, der skal rækkes ud og bede om hjælpen, så du får den støtte og tryghed ,du har brug for.

Du skal nok komme igennem, langsomt og sikkert finder du trygheden og erkendelsen af dit nye liv med en baby bliver et  dejligt liv. med gensidig glæde.

At du lige nu ville ønske dig uden barn er en helt ok følelse. Du kan tillade dig at mærke den, give den plads, men ikke lade den overtage styringen af dig.

Det er vigtigt ,du får den rette hjælp, og første skridt er indsigten ,som du så fint har beskrevet. det kræver mod at fortælle og du har gjort det.

Brug søndagen på at slappe af, ligge tæt med dit barn, duft ham, mærk ham og bare vær. Det er så fint, du kan amme, bliv endelig ved med det.

Ønsker dig alt det bedste. Det skal nok gå alt sammen. skriv gerne igen, jeg svarer gerne.

Sender dig et kæmpe knus, og pøj pøj.

Varme Hilsner

Lisbeth Jess

Jeg havde et forløb, der minder virkelig meget om dit. Langvarig fødsel, akut kejsersnit, og en far der måtte tage over i starten, da jeg selv var for dårlig til at kunne være der for min datter. Hun er fem uger gammel i morgen. Hvis du har brug for en snak med én, som kender turen, er du meget velkommen til at skrive 

Kære du! 

Det er du bestemt ikke alene med jeg har haft en dejlig fødsel men ret alvorlige problemer bagefter. Og da vi kom hjem fra sygehuset, var det min mand som måtte tage sig om vores søn de første to uger, da jeg ikke kunne meget. Hvor har jeg følt mig som den dårligste mor! Og ønsket at jeg ikke havde fået et barn, fordi jeg jo tydligvis ikke var egnet til det, og at vores søn havde fortjent en meget bedre mor. Og ligesom dig synes jeg at alle andre nybagte mødre bare svævede rundt i deres lykkelige lyserøde barselsbobler. Jeg har tit grædt, og har følt mig usikker, især den dag min mand skulle tilbage på arbejde. Hertil kommer at jeg ikke er dansker, og min mor er langt væk og kunne hverken komme til fødslen eller tiden efter, og jeg havde så meget brug for hende, for at fortælle mig hvordan man gør... 

Min søn er nu lige blevet et år gammel, og når jeg ser tilbage, så har jeg vel, trods testen sagde andet, haft en lille fødselsdepression som kom sammen med andre stærke følelser. Vigtigst var for mig støtten og tålmodigheden framin mands side. Nu er jeg en glad mor og elsker min lille bandit høj, selvom det har taget sin tid at vænne sig til at være mor og bære så meget ansvar. Angst og tristhed har gradvist aftaget og især da det første smil kom (ret sent) blev min verden lysere igen. Jeg har i starten tvunget mig ud til artangementer specielt for mødre med babyer (fysioterapi til mig pga fødselsgener, med baby; foredrage på biblioteket omkring baby og mad, søvn etc; mødregruppe som heldigvis er søde kvinder; babybio etc) alle de steder, hvor babyer er "tilladt" og det ikke gør noget som helst når der bliver grædt, larmet, skiftet bleer, ammet og man måske føler sig lidt overvældet. Der kunne jeg jo godt se at ikke alle mødre var så perfekte som jeg troede, og at alle havde deres egne udfordringer, og jeg fandt nogle nye ve inder (og legekammerater til vores søn). Måske kan du også finde noget som fungerer for dig. At vove sig ud i verden med baby kan være lidt udfordrende, så tag til arrangementer for barslende forældre, hvor du har tid til at lære din baby at kende - og din nye selv. Og hvordan I to spiller sammen så blover det nemmere at tackle hverdagen sammen. 

Det er vigtigt at huske at I BEGGE skal lære at leve i den nye verden. Og I lærer det sammen og det bliver bedre, det er jeg sikker på <3 om nogle måneder ser du sikkert tilbage og ser en stor fremskridt. Du er ligepræcis den mor som din baby har brug for og som den elsker allerhøjest <3