Dysfunktionel familie

Dette er noget af et langt indlæg, men jeg har hårdt brug for vejledning.

Jeg er 17 år gammel, og er desværre i en ret dysfunktionel familie. Mine forældre bor pt ikke sammen, men er ikke skilt. De bor i to forskellige byer (nabobyer), og jeg bor det meste af tiden hos min mor, da det er tættest på skole, job, venner osv. Min 3 år yngre bror, bor mest hos vores far - også af hensyn til skole, venner osv.

Jeg husker ikke mine forældre som et lykkeligt par, og da de efter ca. 15 år valgte at gifte sig for 5 år siden, var det en stor overraskelse for mig.

Min mor har et ret stort problem med sit selvværd, og har et meget stort behov for at have magt. Hun vil meget gerne bestemme over alt og alle, og har meget svært ved at se et problem med det. Min far er en utroligt tålmodig mand, og har sjældent startet en diskussion med min mor. Dermed ikke sagt at de aldrig skændes, for det gør de. Det er bare altid min mor der skændes med min far, og ikke omvendt. Min far har altid givet min mor ret, og har bare lader hende bestemme. Jeg har til gengæld en stor retfærdighedsfølelse, så jeg finder mig ikke i hvad som helst - hverken på mine eller andres vegne.

Jeg har talt med min far, og han har besluttet sig for at skrive et brev til min mor, da det kan være svært at få lov til at argumentere for sin sag, hvis man har en samtale med hende.

Jeg har i mange år - også inden de flyttede fra hinanden - håbet at de ville blive skilt, for jeg kan godt se, at min far ikke trives, og jeg synes han fortjener en der værdsætter ham.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre... Det er så trættende og ødelæggende for os alle. Er der nogen der har et godt råd eller en mening om min situation? På forhånd, tak

Det lyder godt nok helt enormt hårdt, og jeg har rigtig ondt af jer alle, at det skal være sådan at være en familie.

Jeg må dog sige, at min første tanke er, at du måske skal prøve at skrue ned for din retfærdighedssans ift. din far. Jeg ved ikke, om du før i dit liv er blevet sat i en position, hvor du har måtte agere konfliktmægler mellem dine forældre, men det bør aldrig være et barns job at indtage den position. Og det er det du gør, når du må hjælpe - og et eller andet sted presse - din far.

Det kan ikke undgå at påvirke dig - Fordi du må indtage en voksenrolle over for nogle voksne, som burde være ansvarlige nok til at klare deres problemer selv.

Det er ikke fordi, at jeg ikke forstår dit brændende ønske om retfærdighed og at passe på din far, som måske ikke er så god til at kæmpe sine egne kampe. Det er jo i virkeligheden en virkelig dejlig gestus. Men din far er et voksent menneske, og du bør aldrig sættes i klemme mellem dine forældre på dén måde. Uanset om du egentlig ønsker det, fordi du føler det kan hjælpe.

Hvis du oplever et behov for, at din mor skal "sættes på plads" eller have nogle ting at vide, var det måske mere optimalt, at du fik sagt fra  selv på  dine egne vegne. For det skal der være plads til! Man skal aldrig acceptere positionen som dørmåtte. Men du bør kæmpe dine egne kampe, som jeg ser det, ikke din fars.

Selvfølgelig kan du tale med ham om det, hvis det er den relation i har. Men din far kan ikke tage en kamp helt oprigtigt, som han ikke har styrken eller lysten til, men egentlig presses ud i. Og du bør ikke have den byrde på dine skuldre. Så lad ham kæmpe selv - Men snak med ham, hvis det er sådan i har det med hinanden. Og brug din retfærdighedssans på dine egne vegne.

Det er mit råd 

Anonym skriver:

Dette er noget af et langt indlæg, men jeg har hårdt brug for vejledning.

Jeg er 17 år gammel, og er desværre i en ret dysfunktionel familie. Mine forældre bor pt ikke sammen, men er ikke skilt. De bor i to forskellige byer (nabobyer), og jeg bor det meste af tiden hos min mor, da det er tættest på skole, job, venner osv. Min 3 år yngre bror, bor mest hos vores far - også af hensyn til skole, venner osv.

Jeg husker ikke mine forældre som et lykkeligt par, og da de efter ca. 15 år valgte at gifte sig for 5 år siden, var det en stor overraskelse for mig.

Min mor har et ret stort problem med sit selvværd, og har et meget stort behov for at have magt. Hun vil meget gerne bestemme over alt og alle, og har meget svært ved at se et problem med det. Min far er en utroligt tålmodig mand, og har sjældent startet en diskussion med min mor. Dermed ikke sagt at de aldrig skændes, for det gør de. Det er bare altid min mor der skændes med min far, og ikke omvendt. Min far har altid givet min mor ret, og har bare lader hende bestemme. Jeg har til gengæld en stor retfærdighedsfølelse, så jeg finder mig ikke i hvad som helst - hverken på mine eller andres vegne.

Jeg har talt med min far, og han har besluttet sig for at skrive et brev til min mor, da det kan være svært at få lov til at argumentere for sin sag, hvis man har en samtale med hende.

Jeg har i mange år - også inden de flyttede fra hinanden - håbet at de ville blive skilt, for jeg kan godt se, at min far ikke trives, og jeg synes han fortjener en der værdsætter ham.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre... Det er så trættende og ødelæggende for os alle. Er der nogen der har et godt råd eller en mening om min situation? På forhånd, tak

Åh, jeg tænker først og fremmest, at du skal passe rigtigt godt på dig selv. Det er fint og prisværdigt, at du ønsker at bakke din far op, men det er også rigtigt vigtigt, at du husker på, han er voksen og selv har det primære ansvar for, hvordan hans liv skal se ud. Det er ham, der skal kæmpe sine kampe eller lade være - du er barnet og har intet ansvar for at "redde" ham, tværtimod skulle han ideelt set hjælpe og støtte dig - sammen med din mor. 

Det er naturligt, at du tager parti, og din mor har åbenlyst en ubehagelig adfærd, men du må ikke blive "mor" for din far. Du skal skabe dit eget voksenliv snart, og det er drænende og ødelæggende, hvis du samtidig skal bruge kræfter på at skabe et bedre liv for din far. Han KAN sige fra, han KAN søge skilsmisse - men han skal selv tage initiativ og handle.