det føltes som om at hele min verden faldt sammen i aftes.. alle omkring os har gået det sidste års tid og stukket til os om vi ikke snart skulle lave en lillesøster eller lillebror til min dejlige papdatter på 5, og det eneste vi plejer at sige er at vi vil jo gerne vil, men at det bare ikke kommer når vi gerne vil have det.. har haft en SA og en BIO, så de eneste gange at jeg har haft de to lyserøde streger er det endt skidt desværre.. det er et kæmpe stort ønske som fylder rigtig meget, og har utrolig svært ved at prøve på ikke at tænke på det.
ved godt at det ikke er nogen rette snor, men det burde have været vores tur som de næste i famillien både på min og min mands side til at komme med det næste skud på stammen..
helt ude af det blå fandt jeg så ud af i går aftes at nogen på min mands side af familien er gravide, og jeg må ærligt indrømme at jeg har rigtig svært ved at være vildt lykkelig på deres vegne.. ikke fordi jeg ikke er glad på deres vegne, men er dybt ulykkelig og har svært ved at forstå det.
de er begge syge i sådan en grad at det ikke går på arbejde og er afhængige at medicin fra tid til anden. den ene over 50 og den anden i midt 20érne. og de virke ikke som nogle der ønske eller havde mulighed for det med deres sygdom.. så synes bare det hele er kommet helt bag på mig..
jeg synes det er utrolig svært at håndtere, hvis det bare er venner eller bekendte som man aldrig møder eller som man kun skriver med over facebook er det ti gange nemmere at ønske folk tillykke og være sød og glad på deres vegne. men dem her skal jeg sidde i stue med til forskellige familie ting. det bliver hårdt at skulle holde masken ...
Anmeld
Citér
