Problemer i forholdet

Efter længere tids forhold, med en masse modgang, som desværre har ført til skænderier og diskutioner, alt alt for meget, så har vi været virkelig langt ude, i det her forhold - og med det mener jeg ikke stoffer og sådan, men vi har vært tæt på at gå fra hinanden, utrolig mange gange. B.la fordi at min kæreste har en eller anden dum ide med at når tingene flyder over i hans hoved, går det desværre ud over vores forhold. Han er kommet med et par gange at han ikke er klar til et forhold, han egner sig ikke til at være i et, osv osv.. Men som jeg så har haft snakket med to veninder om, hvis ikke han havde været klar, var han vel gået fra mig for længst, eller allerede første gang at han havde haft den tanke - eller tager jeg bare helt fejl nu? 

Men for lidt over en lille måneds tid siden, fik han så nyt arbejde, hvor de tager en del til Sjælland og er, og hans nye chef og ham, har så haft nogen lange snakke omkring det med forhold, arbejde og langdistancen, med hensyn til ikke at se hinanden fra f.eks mandag til torsdag, fordi den ene part er på Jylland og den anden på Sjælland. - Skal lige siges, når de er derovre, arbejder de nærmest døgndrift og sover ikke ret meget, men det er så for at blive færdige med deres arbejde. Men det gør at vi ikke er meget i kontakt, hvilket er sindssygt hårdt for mig, da jeg går sygemeldt pt og ikke laver det helt vilde. 

Han "smed" så endnu en bombe igår og fortalt at han ikke viste om han kunne mere, det hele var blevet får meget. Generelt alt i vores forhold. Vores diskutioner/skænderier. Han indrømmede også at da han havde sagt han var træt i næsten 14 dage, hvilket gjorde vi ikke rigtig havde sex, jamen det var fordi han ikke havde lysten til mig og inderst inde, knuste det mig næsten. Jeg var positiv og ville selvfølgelig ikke miste ham, så vi er stadig sammen, fordi jeg sagde vi skulle blive bedre til nogen forskellige ting osv. Men jeg har aldrig fået at vide af en kæreste at han ikke havde lyst til mig. 

Nu ligger problemet så i at, jeg gør alt hvad jeg kan for at være positiv og smilende, hvilket er pisse hårdt ligenu, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, har lyst til at sætte mig til at tude, hvilket jeg også bare ved, intet nytter. Har simpelthen den dårligste følelse i kroppen og kan ikke finde ud af om jeg har lyst til ham eller ej. Det sårede mig utrolig dybt. 

Så nu er det jeg søger nogen råd og ideer, til hvad jeg kan gøre, for måske at få det bedre, eller andet? 

Anonym skriver:

Efter længere tids forhold, med en masse modgang, som desværre har ført til skænderier og diskutioner, alt alt for meget, så har vi været virkelig langt ude, i det her forhold - og med det mener jeg ikke stoffer og sådan, men vi har vært tæt på at gå fra hinanden, utrolig mange gange. B.la fordi at min kæreste har en eller anden dum ide med at når tingene flyder over i hans hoved, går det desværre ud over vores forhold. Han er kommet med et par gange at han ikke er klar til et forhold, han egner sig ikke til at være i et, osv osv.. Men som jeg så har haft snakket med to veninder om, hvis ikke han havde været klar, var han vel gået fra mig for længst, eller allerede første gang at han havde haft den tanke - eller tager jeg bare helt fejl nu? 

Men for lidt over en lille måneds tid siden, fik han så nyt arbejde, hvor de tager en del til Sjælland og er, og hans nye chef og ham, har så haft nogen lange snakke omkring det med forhold, arbejde og langdistancen, med hensyn til ikke at se hinanden fra f.eks mandag til torsdag, fordi den ene part er på Jylland og den anden på Sjælland. - Skal lige siges, når de er derovre, arbejder de nærmest døgndrift og sover ikke ret meget, men det er så for at blive færdige med deres arbejde. Men det gør at vi ikke er meget i kontakt, hvilket er sindssygt hårdt for mig, da jeg går sygemeldt pt og ikke laver det helt vilde. 

Han "smed" så endnu en bombe igår og fortalt at han ikke viste om han kunne mere, det hele var blevet får meget. Generelt alt i vores forhold. Vores diskutioner/skænderier. Han indrømmede også at da han havde sagt han var træt i næsten 14 dage, hvilket gjorde vi ikke rigtig havde sex, jamen det var fordi han ikke havde lysten til mig og inderst inde, knuste det mig næsten. Jeg var positiv og ville selvfølgelig ikke miste ham, så vi er stadig sammen, fordi jeg sagde vi skulle blive bedre til nogen forskellige ting osv. Men jeg har aldrig fået at vide af en kæreste at han ikke havde lyst til mig. 

Nu ligger problemet så i at, jeg gør alt hvad jeg kan for at være positiv og smilende, hvilket er pisse hårdt ligenu, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, har lyst til at sætte mig til at tude, hvilket jeg også bare ved, intet nytter. Har simpelthen den dårligste følelse i kroppen og kan ikke finde ud af om jeg har lyst til ham eller ej. Det sårede mig utrolig dybt. 

Så nu er det jeg søger nogen råd og ideer, til hvad jeg kan gøre, for måske at få det bedre, eller andet? 

Jeg kan ikke lade være med at tænke om han er stresset over det nye arbejde?

Eller om det har stået på i længere tid?

Anonym skriver:

Efter længere tids forhold, med en masse modgang, som desværre har ført til skænderier og diskutioner, alt alt for meget, så har vi været virkelig langt ude, i det her forhold - og med det mener jeg ikke stoffer og sådan, men vi har vært tæt på at gå fra hinanden, utrolig mange gange. B.la fordi at min kæreste har en eller anden dum ide med at når tingene flyder over i hans hoved, går det desværre ud over vores forhold. Han er kommet med et par gange at han ikke er klar til et forhold, han egner sig ikke til at være i et, osv osv.. Men som jeg så har haft snakket med to veninder om, hvis ikke han havde været klar, var han vel gået fra mig for længst, eller allerede første gang at han havde haft den tanke - eller tager jeg bare helt fejl nu? 

Men for lidt over en lille måneds tid siden, fik han så nyt arbejde, hvor de tager en del til Sjælland og er, og hans nye chef og ham, har så haft nogen lange snakke omkring det med forhold, arbejde og langdistancen, med hensyn til ikke at se hinanden fra f.eks mandag til torsdag, fordi den ene part er på Jylland og den anden på Sjælland. - Skal lige siges, når de er derovre, arbejder de nærmest døgndrift og sover ikke ret meget, men det er så for at blive færdige med deres arbejde. Men det gør at vi ikke er meget i kontakt, hvilket er sindssygt hårdt for mig, da jeg går sygemeldt pt og ikke laver det helt vilde. 

Han "smed" så endnu en bombe igår og fortalt at han ikke viste om han kunne mere, det hele var blevet får meget. Generelt alt i vores forhold. Vores diskutioner/skænderier. Han indrømmede også at da han havde sagt han var træt i næsten 14 dage, hvilket gjorde vi ikke rigtig havde sex, jamen det var fordi han ikke havde lysten til mig og inderst inde, knuste det mig næsten. Jeg var positiv og ville selvfølgelig ikke miste ham, så vi er stadig sammen, fordi jeg sagde vi skulle blive bedre til nogen forskellige ting osv. Men jeg har aldrig fået at vide af en kæreste at han ikke havde lyst til mig. 

Nu ligger problemet så i at, jeg gør alt hvad jeg kan for at være positiv og smilende, hvilket er pisse hårdt ligenu, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, har lyst til at sætte mig til at tude, hvilket jeg også bare ved, intet nytter. Har simpelthen den dårligste følelse i kroppen og kan ikke finde ud af om jeg har lyst til ham eller ej. Det sårede mig utrolig dybt. 

Så nu er det jeg søger nogen råd og ideer, til hvad jeg kan gøre, for måske at få det bedre, eller andet? 

Det lyder ikke som om I har børn - hvorfor bliver du sammen med ham? Helt ærligt, så lyder det forhold som en dødssejler.

Anonym skriver:

Efter længere tids forhold, med en masse modgang, som desværre har ført til skænderier og diskutioner, alt alt for meget, så har vi været virkelig langt ude, i det her forhold - og med det mener jeg ikke stoffer og sådan, men vi har vært tæt på at gå fra hinanden, utrolig mange gange. B.la fordi at min kæreste har en eller anden dum ide med at når tingene flyder over i hans hoved, går det desværre ud over vores forhold. Han er kommet med et par gange at han ikke er klar til et forhold, han egner sig ikke til at være i et, osv osv.. Men som jeg så har haft snakket med to veninder om, hvis ikke han havde været klar, var han vel gået fra mig for længst, eller allerede første gang at han havde haft den tanke - eller tager jeg bare helt fejl nu? 

Men for lidt over en lille måneds tid siden, fik han så nyt arbejde, hvor de tager en del til Sjælland og er, og hans nye chef og ham, har så haft nogen lange snakke omkring det med forhold, arbejde og langdistancen, med hensyn til ikke at se hinanden fra f.eks mandag til torsdag, fordi den ene part er på Jylland og den anden på Sjælland. - Skal lige siges, når de er derovre, arbejder de nærmest døgndrift og sover ikke ret meget, men det er så for at blive færdige med deres arbejde. Men det gør at vi ikke er meget i kontakt, hvilket er sindssygt hårdt for mig, da jeg går sygemeldt pt og ikke laver det helt vilde. 

Han "smed" så endnu en bombe igår og fortalt at han ikke viste om han kunne mere, det hele var blevet får meget. Generelt alt i vores forhold. Vores diskutioner/skænderier. Han indrømmede også at da han havde sagt han var træt i næsten 14 dage, hvilket gjorde vi ikke rigtig havde sex, jamen det var fordi han ikke havde lysten til mig og inderst inde, knuste det mig næsten. Jeg var positiv og ville selvfølgelig ikke miste ham, så vi er stadig sammen, fordi jeg sagde vi skulle blive bedre til nogen forskellige ting osv. Men jeg har aldrig fået at vide af en kæreste at han ikke havde lyst til mig. 

Nu ligger problemet så i at, jeg gør alt hvad jeg kan for at være positiv og smilende, hvilket er pisse hårdt ligenu, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, har lyst til at sætte mig til at tude, hvilket jeg også bare ved, intet nytter. Har simpelthen den dårligste følelse i kroppen og kan ikke finde ud af om jeg har lyst til ham eller ej. Det sårede mig utrolig dybt. 

Så nu er det jeg søger nogen råd og ideer, til hvad jeg kan gøre, for måske at få det bedre, eller andet? 

Nogen gange når et forhold jo desværre også bare dertil hvor man skal sige stop.. Jow det gør ondt men bagefter ser du at det var det rigtige for Jer/dig..

Og engang imellem må man slippe kærligheden fri for selv også at finde en ny

For mig lyder det som om han siger en masse ting for at såre dig sådan det i sidste ende er dig der trækker stikket ud, og så kan han bebrejde dig for ikke at give det en chance.

Det må virkelig også være opslidende for din psyke hele tiden at spekulere over om han mon mener at forholdet er ikke holder, eller om han bare er stresset.
Nogen gange skal man have en vink med en vognstang.
Havde det været min kæreste havde jeg sagt "okay, du har ikke længere lysten til mig, og du synes ikke det her forhold er noget værd mere. Så er det vidst på tide vi går hver til sit" og så se hvad det fører med sig.

Normalt ville jeg sige at man skulle få styr på det, men det lader til at det kun er dig der er villig til at arbejde på jeres forhold, hvilket aldrig kommer til at fungere hvis det kun er den ene part der arbejder. Du kommer til at hade ham som pesten for alt den spildte tid du har brugt på at behage ham og hans behov, når han endelig får taget sig sammen til at sige det ikke skal være jer.
Hvad med dig og dine behov? dine lyster? 

Husk at passe på dig selv, og tag de valg der gavner dig og din psyke <3

esioul skriver:

Jeg kan ikke lade være med at tænke om han er stresset over det nye arbejde?

Eller om det har stået på i længere tid?

Jamen det tror jeg også lidt det er + at tingene bare altid er imod ham  

Men hvad skulle have stået på i længere tid? 

modesty skriver:

Det lyder ikke som om I har børn - hvorfor bliver du sammen med ham? Helt ærligt, så lyder det forhold som en dødssejler.

Vi har ikke børn nej og jamen, tror både det er fordi jeg er bange får at miste, jeg har været igennem så mange forhold, hvor jeg virkelig har fået knustes hjertet, enormt mange gange, fordi jeg både har været får naiv og dum. Og fordi han er den første kæreste der har holdt så længe, hvor jeg virkelig har troet på en fremtid med ham. Han fortalte mig b.la også at hans følelser er ved at forsvinde stille og roligt, men han siger det er fordi vi har haft så mange skænderier og diskutioner, hvilket jeg skam også udemærket godt er klar over, ikke holder til. Jeg har været igennem min første operation sidste år, og det tog meget hårdt på mig, røg ned i et hul, som jeg desværre bare har haft rigtig svært ved at komme op af og da han ligesom gerne ville støtte og være der får mig, så var han jo kun sammen med mig, vi koncentrere os kun om os selv. Så det har ført til, efter jeg er røget ned i det hul, at jeg er blevet enormt negativ og ser negativt på alt + jeg bliver meget hurtig irritabel osv. Har så sagt han skal give mig en chance i at komme op igen og blive mere positiv og glad. Så vi er stadig sammen, men ja 

Anonym skriver:

For mig lyder det som om han siger en masse ting for at såre dig sådan det i sidste ende er dig der trækker stikket ud, og så kan han bebrejde dig for ikke at give det en chance.

Det må virkelig også være opslidende for din psyke hele tiden at spekulere over om han mon mener at forholdet er ikke holder, eller om han bare er stresset.
Nogen gange skal man have en vink med en vognstang.
Havde det været min kæreste havde jeg sagt "okay, du har ikke længere lysten til mig, og du synes ikke det her forhold er noget værd mere. Så er det vidst på tide vi går hver til sit" og så se hvad det fører med sig.

Normalt ville jeg sige at man skulle få styr på det, men det lader til at det kun er dig der er villig til at arbejde på jeres forhold, hvilket aldrig kommer til at fungere hvis det kun er den ene part der arbejder. Du kommer til at hade ham som pesten for alt den spildte tid du har brugt på at behage ham og hans behov, når han endelig får taget sig sammen til at sige det ikke skal være jer.
Hvad med dig og dine behov? dine lyster? 

Husk at passe på dig selv, og tag de valg der gavner dig og din psyke <3

Den havde jeg faktisk ikke lige overvejet, men tror bare ikke på at han er sådan.

Jamen har det også bare lidt sådan, at hvis han ikke mener forholdet holder, hvorfor så blive sammen med mig? Men tror meget af det også er p.ga stress + han ser aldrig rigtig andre end mig. Glæder mig helt til at han skal drikke og hygge sig på torsdag med nogen venner, for så kan han få lov at slippe tankerne lidt. Han har også indrømmet at når han først for en kæreste, så går han 100% op i hende, hvilket jeg skam også har sagt er forkert. Jeg har så lovet mig selv, for har selvfølgelig ikke sovet fantastisk i nat, at jeg skal blive bedre til at sige, når han spørger om jeg skal noget "ja, jeg skal være sammen med en veninde" eller andet, ikke? Får han siger også jeg har ændret mig meget og det er jeg desværre først begyndt at indse nu + jeg har desværre ikke lagt mærke til hvilke ting han har ændret, for det brokkede han sig også over i weekenden. 

Jamen jeg tror bare ikke på vi kan give helt slip på hinanden. Får knap 2 år siden, havde vi noget, så droppede han mig, men vi fortsatte med at være venner med fordele. Så røg kontakten i et lille halvt års tid +/- og pludselig var vi i kontakt igen også snakkede vi faktisk om at vi ikke skulle finde sammen med hinanden eller andre, da ingen af os var klar til det, men det gjorde vi så sjovt nok alligevel en lille måneds tid efter. Den dag idag, er det også jeg tænker - jeg elsker ham ja, jeg vil kæmpe for forholdet og ikke mindst ham ja, men går vi nogensinde fra hinanden, så ved jeg ikke hvor meget venskab der er tilbage bagefter.

Noget siger mig også bare at du har ret. Jeg tror han trækker den så langt ud, hvis ikke der snart sker forandringer i det forhold her, også ender det med at det er mig der skal trække stikket, men jeg er nok bare verdens dårligste person til at slå op..

Anonym skriver:

Den havde jeg faktisk ikke lige overvejet, men tror bare ikke på at han er sådan.

Jamen har det også bare lidt sådan, at hvis han ikke mener forholdet holder, hvorfor så blive sammen med mig? Men tror meget af det også er p.ga stress + han ser aldrig rigtig andre end mig. Glæder mig helt til at han skal drikke og hygge sig på torsdag med nogen venner, for så kan han få lov at slippe tankerne lidt. Han har også indrømmet at når han først for en kæreste, så går han 100% op i hende, hvilket jeg skam også har sagt er forkert. Jeg har så lovet mig selv, for har selvfølgelig ikke sovet fantastisk i nat, at jeg skal blive bedre til at sige, når han spørger om jeg skal noget "ja, jeg skal være sammen med en veninde" eller andet, ikke? Får han siger også jeg har ændret mig meget og det er jeg desværre først begyndt at indse nu + jeg har desværre ikke lagt mærke til hvilke ting han har ændret, for det brokkede han sig også over i weekenden. 

Jamen jeg tror bare ikke på vi kan give helt slip på hinanden. Får knap 2 år siden, havde vi noget, så droppede han mig, men vi fortsatte med at være venner med fordele. Så røg kontakten i et lille halvt års tid +/- og pludselig var vi i kontakt igen også snakkede vi faktisk om at vi ikke skulle finde sammen med hinanden eller andre, da ingen af os var klar til det, men det gjorde vi så sjovt nok alligevel en lille måneds tid efter. Den dag idag, er det også jeg tænker - jeg elsker ham ja, jeg vil kæmpe for forholdet og ikke mindst ham ja, men går vi nogensinde fra hinanden, så ved jeg ikke hvor meget venskab der er tilbage bagefter.

 

Noget siger mig også bare at du har ret. Jeg tror han trækker den så langt ud, hvis ikke der snart sker forandringer i det forhold her, også ender det med at det er mig der skal trække stikket, men jeg er nok bare verdens dårligste person til at slå op..

Jeg kan sagtens følge dig i det du siger. Og jeg tror sku aldrig det bliver nemt at slå op med nogen  

Hvis du beslutter dig for at det er det der skal til, så kan jeg give dig et lille råd

Sæt dig ned og find ud af hvorfor du ikke synes det skal være jer mere. En grund kunne jo være at han gør sig usikker på dig selv og den person du nu engang er. Vær sikker på at du får mærket alle dine følelser igennem. Græd når han ikke er hjemme hvis det er det du har brug for, nogen gange er det rart bare at være tømt så man ikke begynder at tude når det bliver alvorligt.

Hvis du så derimod beslutter at det skal fandme være jer!!! Så find ud af hvorfor, og fortæl ham det. Det er også okay at sige "ved du hvad skat, jeg har sku virkelig været rigtig meget i tvivl om os her på det sidste, men jeg føler bare vi har så meget mere vi skal nå sammen, så nu må vi sku kæmpe for det her"

Noget andet jeg hører du siger er at han brokker sig over du har ændret dig... kunne det ske han har ændret sig ligeså meget selv.? Det er lidt det der sker jo ældre vi bliver