Hvordan behandler man stedbørn?

Jeg er meget i tvivl om kategorien, så beklager på forhånd.

Men som barn flyttede jeg med min mor til et nyt sted i landet. Min mor blev den nye kone, hendes nye mand havde to børn med en kvinde som jeg den dag i dag stadig ikke kan tåle synet af.

Men stedfars familie behandlede mig rigtigt dårligt - jeg var som luft for dem, og var der et eneste ord i min retning, var det negativt. Til fælles fødselsdage (vi var tre børn) fik jeg ikke altid gaver når man stedfars to børn gjorde.

Det var hårdt for mig, særligt fordi vi flyttede langt væk fra min mors og dermed min familie. Havde ikke kontakt med min bio far.

De to børn var også til tider hårde ved mig - og jaloux, selv om jeg syntes de var heldige. De fik al opmærksomhed, fik dobbelt fødselsdage osv osv. De boede nemlig 14 dage skiftevis hos deres far (hvor jeg nu boede) og deres mor.

Der er selvfølgelig sket mange ting, men for at gøre en lang og kompliceret historie kort, så hadede den tidligere kone også mig og min mor. Hun ville ofte mødes og snakke med min stedfar om deres børn, men ville ikke have min mor ned, selv om hun jo var deres stedmor og holdt af børnene. Måske på sin vis forståeligt, men hun gik langt for at forhindre et samarbejde. Hun ringede også i flere år til min stedfar for at kritisere mig.

Blandt andet brokkede hun sig over da der skulle laves nye værelser i huset. Mit værelse var utæt (gammelt hus) og det blev derfor mig der fik det første værelse der blev færdigt. Jeg boede der jo også alle dage, hvorimod det ene barn på det tidspunkt boede hovedsageligt hos deres mor og den anden stadig halv/halvt.

En dag hvor hun ringede for at brokke sig over at jeg fik nyt værelse, valgte jeg desværre at lytte med på tlf. Det var selvfølgelig forkert, men jeg har et skadet barn som dybest set bare gerne ville vide hvad jeg nu skulle stå på mål for.

Jeg synes overhovedet ikke min stedfar forsvarede mig imod sin ekskone. Det er en del år siden, så prøver at lade være med at forestille mig mere end der skete så jeg kan ikke være sikker på at han gav hende ret i at jeg var et hysterisk barn (det mente hun jeg var fordi jeg ønskede det første nye værelse pga mus og skrubtudser i det gamle værelse, som var helt utæt og dårligt.

Men selv om mit forhold til min stedfar nu er ok, så gør det alligevel ondt at han ikke bad hende om at blande sig udenom. Hvad ragede det overhovedet hende? Jeg ved at min mor har haft de samme følelser, og tænker han måske er for vattet til at ville forsvare os fordi ekskonen er en kæmpe harpe.

Men hvad synes andre egentlig? Er det ok at hun blandede sig i opdragelsen af mig? Jeg kæmper med mange ting fra min barndom og hun er bare en af dem. Men skal jo se hende nogle gange til mine stedsøskendes arrangementer og helt ærligt så har jeg stadig lyst til at spænde ben for hende eller måske stikke hende en lussing 

Har selv børn og god uddannelse osv så det er irrationelt, men ville bare gerne høre fra andre om det egentlig er ok hvad hun og min stedfar gjorde.

Jeg forstår ikke hvorfor din mor var sammen med en der tillod den behandling af hendes datter???

Anonym skriver:

Jeg er meget i tvivl om kategorien, så beklager på forhånd.

Men som barn flyttede jeg med min mor til et nyt sted i landet. Min mor blev den nye kone, hendes nye mand havde to børn med en kvinde som jeg den dag i dag stadig ikke kan tåle synet af.

Men stedfars familie behandlede mig rigtigt dårligt - jeg var som luft for dem, og var der et eneste ord i min retning, var det negativt. Til fælles fødselsdage (vi var tre børn) fik jeg ikke altid gaver når man stedfars to børn gjorde.

Det var hårdt for mig, særligt fordi vi flyttede langt væk fra min mors og dermed min familie. Havde ikke kontakt med min bio far.

De to børn var også til tider hårde ved mig - og jaloux, selv om jeg syntes de var heldige. De fik al opmærksomhed, fik dobbelt fødselsdage osv osv. De boede nemlig 14 dage skiftevis hos deres far (hvor jeg nu boede) og deres mor.

Der er selvfølgelig sket mange ting, men for at gøre en lang og kompliceret historie kort, så hadede den tidligere kone også mig og min mor. Hun ville ofte mødes og snakke med min stedfar om deres børn, men ville ikke have min mor ned, selv om hun jo var deres stedmor og holdt af børnene. Måske på sin vis forståeligt, men hun gik langt for at forhindre et samarbejde. Hun ringede også i flere år til min stedfar for at kritisere mig.

Blandt andet brokkede hun sig over da der skulle laves nye værelser i huset. Mit værelse var utæt (gammelt hus) og det blev derfor mig der fik det første værelse der blev færdigt. Jeg boede der jo også alle dage, hvorimod det ene barn på det tidspunkt boede hovedsageligt hos deres mor og den anden stadig halv/halvt.

En dag hvor hun ringede for at brokke sig over at jeg fik nyt værelse, valgte jeg desværre at lytte med på tlf. Det var selvfølgelig forkert, men jeg har et skadet barn som dybest set bare gerne ville vide hvad jeg nu skulle stå på mål for.

Jeg synes overhovedet ikke min stedfar forsvarede mig imod sin ekskone. Det er en del år siden, så prøver at lade være med at forestille mig mere end der skete så jeg kan ikke være sikker på at han gav hende ret i at jeg var et hysterisk barn (det mente hun jeg var fordi jeg ønskede det første nye værelse pga mus og skrubtudser i det gamle værelse, som var helt utæt og dårligt.

Men selv om mit forhold til min stedfar nu er ok, så gør det alligevel ondt at han ikke bad hende om at blande sig udenom. Hvad ragede det overhovedet hende? Jeg ved at min mor har haft de samme følelser, og tænker han måske er for vattet til at ville forsvare os fordi ekskonen er en kæmpe harpe.

Men hvad synes andre egentlig? Er det ok at hun blandede sig i opdragelsen af mig? Jeg kæmper med mange ting fra min barndom og hun er bare en af dem. Men skal jo se hende nogle gange til mine stedsøskendes arrangementer og helt ærligt så har jeg stadig lyst til at spænde ben for hende eller måske stikke hende en lussing 

Har selv børn og god uddannelse osv så det er irrationelt, men ville bare gerne høre fra andre om det egentlig er ok hvad hun og min stedfar gjorde.

Din stedfars ekskone lyder som en klaphat, men den virkelige skurk i dette er da klart din mor! Hvor er det dog en modbydelig barndom HUN har budt dig - det er hende du virkelig burde bebrejde. Din stedfar bærer naturligvis også en stor del af skylden, men det var din mor, det rejste med rig langt væk fra din familie og lod dem der skulle havd udgjort en familie for dig behandle dig så ringe!!! - fordi HUN havde fundet kærligheden  Hvor var din biologiske far i øvrigt i alt dette?? 

Jeg er ked af at høre om din historie, som forståeligt nok fylder rigtig meget hos dig. Jeg tror ikke umiddelbart du får meget ud af at rode rundt i om der var ok det der foregik - for faktum er uanset hvad, at med dine barneøjne blev det oplevet som en række alvorlige svigt, at de voksne omkring dig gjorde som de gjorde.

Har du talt med din mor om dine oplevelser - hvor var hun henne? Og hvorfor mon det lige er sin stedmor som bliver genstand for din følelse af svigt... der var vel trods alt hende som du havde mindst med at gøre? Hvor var din far henne og hvorfor skulle I flytte så langt væk fra resten af din familie? Jeg tror at jeg i dit sted ville overveje at tale med en psykolog om nogle af ovennævnte ting, hvis ikke du oplever at du kan tale med de personer der var involverede...

Set udefra er det påfaldende, at du kredser om din stedfars ekskones måde at behandle og omtale dig på. Groft sagt var det ikke hendes "opgave" eller pligt at tage sig kærligt af dig. Og har hun følt sine børn truet af dig og din mor, været bange for, der gik noget fra dem, så har hendes opførsel selvfølgelig ikke været acceptabel, men egentlig uinteressant. Hun behøver ikke holde af dig, og du behøver ikke hendes accept eller omsorg. Derimod skulle din stedfar have markeret sig over for hende, men igen: Ingen ved, om han var i klemme - havde dårlig samvittighed over for sin ekskone - eller om han bare lod hendes brok gå ind ad det ene øre og ud af det andet, fordi han enten var vattet eller vidste, at så fik hun luft, og han fik fred. 

Den væsentligste brik i din historie er din mor. Hun skulle have sørget for, at du følte dig vigtig og værdsat. Det var hendes vigtigste opgave, og den har hun forsømt. 

Min historie ligner lidt din - jeg var min stedfars syndebuk og irritationsmoment, og i min verden var han ond, mens min mor gjorde alting rigtigt. Som voksen gik det op for mig, at hun havde svigtet mig ved at lukke øjnene for, hvordan min stedfar behandlede mig, og den erkendelse var og er stadig svær. Jeg har aldrig konfronteret hende med det, og det kommer jeg nok aldrig til, selv om det ville være sundt at få luft. Men det har trods alt været godt for mig at få min mor ned fra piedestalen og at få et mere realistisk syn på, hvem der burde have gjort hvad. Er du aldrig vred på din mor? 

Som andre skriver er svigtet sket fra din mors side og stedfars side. Hvis der holdes fest og de ikke giver dig gaver ville jeg da som forældre have sagt fra og ikke inviteret dem der gjorde sådan.

syntes egentlig ikke du skal hade Eks konen. Hun har haft et problem med din mir men det er jo meget normalt.. JEG ville have et problem med min mor. For ja du er svigtet men det er du altså fra hendes side. HUN skulle have forsvaret Dmdig og sagt fra over for folk inkl. Din stedfar.

skal du gøre op med fortiden skal du nok arbejde med det i stedet for