Til at starte med, vil jeg sige at jeg er rigtig taknemmelig for mine skønne unger, og for de gode oplevelser jeg fik selv om de var anderledes.
Det fjerner dog ikke helt den sorg jeg har over de ting jeg mistede mulighed for at få.
jeg havde længe ønsket børn da vi i 2009 startede PB og selvom jeg vidste der kunne gå lang tid, inden p-pillerne var ude af kroppen men hurtigt viste det sig noget ikke var normalt. Jeg blev sendt til gynækolog, og fik taget en masse prøver, scannet osv og fik konstateret pcos.
De mente på ingen måde vi kunne lave børn naturligt og jeg var knust. Da vi kom tilbage til scanning havde jeg lige haft æl så skulle afvente mens og derefter opstart, men faldt den for sent skulle vi vente til efter sommerferien (dette var i 2010)
lykkeligvis var årsagen til udebleven mens i den cyklus at jeg mod alle odds var blevet.
Jeg glædede mig til at skulle nyde den søde ventetid, være gravid og ønskede en hjemmefødsel osv.
Desværre var graviditeten hård, jeg var dårlig næsten halvvejs og så tog andet over. Fik bækkenløsning, og endte med svangerskabsforgiftning, igangsættelse i uge 35 og akut kejsersnit 35+3
jeg kæmpede flere mdr med en amning der var dødsdømt fra start men jeg troede på det og prøvede alt.
Har været så heldig at få 4 skønne unger, 1 lavet med hormonbehandling. Men alle graviditeter var hårde, fik 4 ks svangerskabsforgiftning og indlæggelser og 4 mislykkede ammeforsøg da jeg bare ikke havde noget mælk.
Selvom der er meget jeg er taknemmelig for, er jeg meget påvirket af mine graviditeter bla med indlæggelser og den behandling jeg fik. Jeg er utrolig ked af det, over jeg ikke fik mulighed for at føde vaginalt som ønsket, og det vender sig i mig når folk snakker om hvor fantastisk deres fødsel var, ikke at jeg ikke er glad men at jeg bliver rigtig ked af jeg ikke fik den mulighed, ikke fik lov at bevise at jeg også kunne, hvad kvinder har gjort i evigheder.
Fået kommentarer om amning som jo bare er det mest naturlige i verden og ikke 1 gang fik jeg den oplevelse. Det jeg oplevede var et helvede der blev nyttesløst, min hårde indsats og kamp gav intet resultat.
Alle de ting jeg ønskede og glædede mig til fik jeg ikke. Er jo ikke fordi jeg er utaknemmelig for de gode oplevelser jeg fik eller det som var istedet. Men føler det hele bliver forværret lidt af det tabu jeg oplever, om at man ikke fødte selv, ikke kunne amme osv.
Jeg valgte ved 4 kejsersnit at blive sterilliseret og det var den rigtige beslutning. Men er alligevel trist over jeg ikke får de her positive oplevelser igen, at det er pga min krop vi ikke senere kan få oplevelsen igen. At en læge da jeg endeligt skulle bekræfte åbnede muligheden for flere børn og så ville hun alligevel ikke helt svare om det nu var muligt. Det irriterer hun åbnede for noget og gav en måske mulighed, for var der chance for det hele var fint osv, havde jeg nok valgt anderledes.
Er frustreret over alle de her følelser, og fik tid til snak omkring det og endte med behandleren og jordemoderen sad og virkede fornærmede, pga nogle af de fejl som var sket, pga travlhed, manglende kommunikation osv.
Hvorfor skulle jeg lige ramme travle perioder osv alle 4 gange, under første fødsel måtte min mand tage snak med jordemoderen, pga hendes opførsel overfor mig, og pga fejl trak de den alt for langt før de lavede kejsersnit. Det kom på tale mange gange da min søn blev stresset, men afblæst igen da det så så bedre ud. Mit blodtryk var ustyrligt og set i bakspejlet nåede jeg at blive alt for syg inden jeg fik kejsersnit og gav et frygteligt forløb, hvor heg bla vågnede alene op næste morgen og ikke anede hvor jeg var eller hvad der var sket, og huskede så jeg havde født men anede ikke hvilket køn vi fik eller hvor barnet var. Det var frygteligt forløb både under indlæggelse og den første tid hjemme.
Alt jeg ønskede var en rolig hjemmefødsel og et alm ammeforløb ikke engang en alm fødsel på hospitalet kunne jeg præstere
