Bekymret mor

Jeg har en dejlig omsorgsfuld datter på knap 9 år og jeg er lidt bekymret, men ved ikke om min bekymring er berettiget.
Vi flyttede i sommerferien og samtidig flyttede N skole, dvs hun forlod alle de venskaber hun havde opbygget siden vuggestue og de er nu begyndt at tage afstand og har deres egen hverdag, dette forstår N ikke helt og ser det ikke, men går stadig i en verden og tror de er perlevenner. Ved ikke helt hvordan jeg skal forklare hende at veje til tider skilles uden at hun bliver ulykkelig 

Udover det er hun en lidt kejtet pige. Hendes kommunikation er til tider hen i vejret og folk, inkl hendes nye klassekammerater, forstår ikke helt hvad hun faktisk siger/mener pga formuleringerne, som om resten af sætningerne bliver i hovedet. Der er ingen der ringer og spør om hun vil lege, andet end de 2 fra klassen der bor i kvarteret som kommer rendende til tider. Hendes situationsfornemmelse er til tider lig med nul... Jeg frygter voldsomt om hun bliver skubbet ud af venneflokken i klassen, fordi hun skiller sig sådan ud. Hun har til tider en ny med hjem fra skolen men så ser vi heller ikke mere til dem  Hun elsker opmærksomheden og suger den måske lidt for meget til sig og skal høres... Udover det er hun enormt sårbar og tænkende, så beder jeg hende skrue lidt ned kan jeg se hvordan hovedet begynder at køre; åh nej nu er mor sur, selvom jeg ikke er det og siger det med almindelig stemme, og så kommer behagegenet op i hende overfor mig... Vil så gerne støtte og vejlede, men er det forkert? Skal jeg bare lade hende tage de ture der kommer af slag og afslag og så samle hende op eller skal jeg guide hende undervejs? Bare hun ikke bliver forvirret og usikker  Hun bliver aldrig sur eller reagere udad, kun tænkende og nedslået... Jeg skælder enormt sjældent ud, som i meget sjældent!

Undskyld den lange smøre... Jeg elsker min datter voldsomt, men er også en bekymret mor der vil sit barn det bedste og måske er nået et sted hvor jeg bare er usikker på fremgangsmåden og måske mine evner som mor... Har lidt brug for at høre det er normalt og andre oplever lidt det samme... Alle voksne siger hun er sådan en dejlig pige, men er måske bare bange for at hun bliver ensom på venner... Håber i forstår mig og ikke blot kalder mig "mærkelig"... Tak 

Først og fremmest vil jeg sige at jeg ikke rigtig har nogen gode råd. Men ville ikke gå fra tråden uden at skrive, at jeg synes du lyder som en fantastisk mor for din datter. Du kender hendes svagheder utrolig godt og jeg er sikker på du nok skal hjælpe hende på den bedste måde ❤️ Din datter skal være glad for at have en så god og støttende mor :-)

Clarasmor2010 skriver:

Først og fremmest vil jeg sige at jeg ikke rigtig har nogen gode råd. Men ville ikke gå fra tråden uden at skrive, at jeg synes du lyder som en fantastisk mor for din datter. Du kender hendes svagheder utrolig godt og jeg er sikker på du nok skal hjælpe hende på den bedste måde ❤️ Din datter skal være glad for at have en så god og støttende mor :-)

Tusind tak  Det betyder så meget at høre  Tak

Vil ikke bekymre dig, men det lyder som en beskrivelse af mig som barn og jeg er autist...

Og har demonstreret min total mangel på situationsfornemmelse

Der er absolut ingen grund til at begynde at trække diagnoser ned over hovedet på pigen eller fare frem med støtteindsats osv. Langt hen af vejen, synes jeg at det er vigtigt at lade mennesker/børn være som de er og forsøge at rumme og acceptere dem.

Du lyder som en fantastisk, omsorgsfuld og kærlig mor, der har en dejlig datter. Når jeg skriver som jeg gør, er det jo selvfølgelig fordi jeg har en bagage, jeg fik ingen diagnose og støtte før jeg var fyldt 20 år og havde ikke nogen venner og var tit ensom. Mine forældre forstod ingenting og reagerede på min manglende situationsfornemmelse med skæld ud og det at ignorere mig.

Jeg tænker, at det er virkelig godt, at du er opmærksom på din datters trivsel, udvikling og ja velværdsfølelse generelt. Det er en god idé at lægge mærke til den som du gør. Det kan sagtens være en periode, fordi det er skide svært at flytte fra venner. hun har kendt altid og måske er det blot en lidt langvarig reaktion, men det er godt at holde øje med hende- Det vigtigste er hvordan hun har det og hvad hun føler.

Puha..

Har læst dit oplæg og det får mig til at tænke på min bonusdatter..
Hun flyttede skole for 2 år siden (snart 3) og det er først efter hun er kommet i 4 klasse, hvor de har fået ny klasselære, at hun for alvor er begyndt, at snakke med alle fra klassen. Det viste sig så, at der havde været en del fnidder i klassen og det var mest gået udover vores den lille, da hun i tøsernes øjne var "anderledes" i forhold til de andre (hendes forældre er skilt, hun har meget unge forældre, er ikke lige så motorisk, boglig og sprogligt fremme som de andre og så er hun lettere overvægtig) og vi vidste intet 

Hun har også en tendens til gerne at ville bestemme ALT og have alt opmærksomhed. 

Vi tog en snak med læren og bad hende fortælle os, hvordan hun syntes det gik i skolen og da hun så opdagede problemet, greb hun ind og begyndte at "blande" både piger og drenge anderledes, når de skulle lave gruppearbejde, så de ikke kun arbejdede med de samme og så lavede hun fælles lege. Vi tog også en snak med den lille og fortalte hende, at hun måtte lære, at give plads til andre og at hun ikke kun skulle tænke på hvad hun ville, men også hvad de andre havde lyst til, for ellers ville de andre ikke lege med hende og det har hjulpet utroligt meget 

Jeg undskylder den lange smøre, men håber det måske kan hjælpe lidt

Anonym skriver:

Jeg har en dejlig omsorgsfuld datter på knap 9 år og jeg er lidt bekymret, men ved ikke om min bekymring er berettiget.
Vi flyttede i sommerferien og samtidig flyttede N skole, dvs hun forlod alle de venskaber hun havde opbygget siden vuggestue og de er nu begyndt at tage afstand og har deres egen hverdag, dette forstår N ikke helt og ser det ikke, men går stadig i en verden og tror de er perlevenner. Ved ikke helt hvordan jeg skal forklare hende at veje til tider skilles uden at hun bliver ulykkelig 

Udover det er hun en lidt kejtet pige. Hendes kommunikation er til tider hen i vejret og folk, inkl hendes nye klassekammerater, forstår ikke helt hvad hun faktisk siger/mener pga formuleringerne, som om resten af sætningerne bliver i hovedet. Der er ingen der ringer og spør om hun vil lege, andet end de 2 fra klassen der bor i kvarteret som kommer rendende til tider. Hendes situationsfornemmelse er til tider lig med nul... Jeg frygter voldsomt om hun bliver skubbet ud af venneflokken i klassen, fordi hun skiller sig sådan ud. Hun har til tider en ny med hjem fra skolen men så ser vi heller ikke mere til dem  Hun elsker opmærksomheden og suger den måske lidt for meget til sig og skal høres... Udover det er hun enormt sårbar og tænkende, så beder jeg hende skrue lidt ned kan jeg se hvordan hovedet begynder at køre; åh nej nu er mor sur, selvom jeg ikke er det og siger det med almindelig stemme, og så kommer behagegenet op i hende overfor mig... Vil så gerne støtte og vejlede, men er det forkert? Skal jeg bare lade hende tage de ture der kommer af slag og afslag og så samle hende op eller skal jeg guide hende undervejs? Bare hun ikke bliver forvirret og usikker  Hun bliver aldrig sur eller reagere udad, kun tænkende og nedslået... Jeg skælder enormt sjældent ud, som i meget sjældent!

Undskyld den lange smøre... Jeg elsker min datter voldsomt, men er også en bekymret mor der vil sit barn det bedste og måske er nået et sted hvor jeg bare er usikker på fremgangsmåden og måske mine evner som mor... Har lidt brug for at høre det er normalt og andre oplever lidt det samme... Alle voksne siger hun er sådan en dejlig pige, men er måske bare bange for at hun bliver ensom på venner... Håber i forstår mig og ikke blot kalder mig "mærkelig"... Tak 

Jeg tror ikke, at du har noget at bekymre dig om vis a vis dine egne evner som mor. Du lyder reflekteret og omsorgsfuld. Det må være dejligt for din datter.

En tanke kunne være, at I overvejer om din datter skal gå til noget udenfor skolen. Til spejder, håndbold, dans whatever er det sociale samvær til dels mere voksenstyret og i faste rammer, hvilket måske kan gavne din datter. Fokus er samtidig ikke på, hvad hun vil lege og de andre/den anden lege, men på den aktivitet man samles om. Hvis hun ikke får skabt nære venskaber i skolen, men har venner til fx spejder vil hun ikke tænke, at hun er umulig at være venner med, men snarere at der desværre ikke er nogen i klassen, som er bedste ven-materiale.

Mange fritidsaktiviteter kan samtidig understøtte en motorisk selvtillid, som kan være nyttig i det sociale samspil.

En anden mulig ide er, om I har en jævnaldrende i familien/omgangskredsen (en kusine, fx), som hun kan være sammen med hos jer over nogle dage i skoleferien. Der vil være mindre på spil i samværet - hvis vi bliver uvenner om sjipningen, skal vi alligevel være sammen to dage mere og har tid til at blive gode venner igen - og du kan over tid i uger og måneder efter tale med hende om nogle af de ting, der fungerede rigtig godt. Hvis en klassekammerat ikke gider hende, fordi hun "altid skal bestemme og hun gider kun at tegne", kan du tale med hende om, at hun jo var glad for at klatre i træer, sjippe, lufte hund, osv. med kusinen. Måske skulle hun invitere klassekammeraten til at være med til det. Jeg tænker, at det kunne give jer en fælles referenceramme til at snakke ud fra det, der fungerer godt i hendes legerelationer.  

Jeg har ingen gode råd. Men vil som de andre understrege hvor god en mor du lyder til at være. Du kender hendes svagheder og styrker og alene det at du skriver dette indlæg fortæller i den grad lm hvor omsorgsfuld du er overfor din datter.