Min kæreste har ikke behov for at tale om det

Ja, som overskriften indikerer, så har min kæreste ikke behov for at tale, om de fertilitetsproblemer vi har. Jeg synes det kan være rigtig svært, at han ikke rigtig har noget at sige, når jeg gerne vil tale om det. Hos mig fylder det (fertilitetsproblemerne) rigtig meget, hvor det derimod virker til slet ikke at påvirke min kæreste.  Min kærestes sædkvalitet er nedsat, men han siger at det ikke går ham på, hvis jeg spørger ind til det.

Er der nogle af jer, der også har lidt af en knudemand?? Der ikke har lyst til at tale om det, og hvordan forholder I jer til det?

Nogle gange kan jeg personligt føle mig lidt alene med mine tanker, fordi jeg ikke kan tale med min kæreste, som er den eneste pt i samme situation som mig. 

C85 skriver:

Ja, som overskriften indikerer, så har min kæreste ikke behov for at tale, om de fertilitetsproblemer vi har. Jeg synes det kan være rigtig svært, at han ikke rigtig har noget at sige, når jeg gerne vil tale om det. Hos mig fylder det (fertilitetsproblemerne) rigtig meget, hvor det derimod virker til slet ikke at påvirke min kæreste.  Min kærestes sædkvalitet er nedsat, men han siger at det ikke går ham på, hvis jeg spørger ind til det.

Er der nogle af jer, der også har lidt af en knudemand?? Der ikke har lyst til at tale om det, og hvordan forholder I jer til det?

Nogle gange kan jeg personligt føle mig lidt alene med mine tanker, fordi jeg ikke kan tale med min kæreste, som er den eneste pt i samme situation som mig. 

Vi skulle til at starte IVF behandling efter at have forsøgt i halvandet år. Det lykkedes os dog på normal vis. Testede positiv samme dag vi skulle starte behandling. Lidt pudsigt. Men min kæreste var faktisk meget åben omkring det. Ville gerne snakke om det og lytte til mig. Han virkede til at være lige så interesseret i gevinsten som jeg. Han var også med til lægesamtaler mm, så det blev en ting vi blev fælles om. Håber din kæreste kan åbne lidt op, om ikke andet så for din skyld  

C85 skriver:

Ja, som overskriften indikerer, så har min kæreste ikke behov for at tale, om de fertilitetsproblemer vi har. Jeg synes det kan være rigtig svært, at han ikke rigtig har noget at sige, når jeg gerne vil tale om det. Hos mig fylder det (fertilitetsproblemerne) rigtig meget, hvor det derimod virker til slet ikke at påvirke min kæreste.  Min kærestes sædkvalitet er nedsat, men han siger at det ikke går ham på, hvis jeg spørger ind til det.

Er der nogle af jer, der også har lidt af en knudemand?? Der ikke har lyst til at tale om det, og hvordan forholder I jer til det?

Nogle gange kan jeg personligt føle mig lidt alene med mine tanker, fordi jeg ikke kan tale med min kæreste, som er den eneste pt i samme situation som mig. 

Uh ha..... Pas på du ikke gør der til et problem hvis han ikke ser det som er stort problem. 

Hvis han ikke ser det som et stort problem er det irriterende hvis du hele tiden går og lyder som om at det burde være det. 

Jeg ville tale med veninder om det..... Han skal nok tale om det på et tidspunkt. Men du skal hellere være glad for at han ikke tager det så tungt. 

Livet går ikke i stå eller behøver at være forfærdeligt fordi man skal have hjælp. Prøv at lade være med at lade det fylde for meget. Det tærer på en. ... Taler af 5 år erfaring.

Smølfine123 skriver:

Uh ha..... Pas på du ikke gør der til et problem hvis han ikke ser det som er stort problem. 

Hvis han ikke ser det som et stort problem er det irriterende hvis du hele tiden går og lyder som om at det burde være det. 

Jeg ville tale med veninder om det..... Han skal nok tale om det på et tidspunkt. Men du skal hellere være glad for at han ikke tager det så tungt. 

Livet går ikke i stå eller behøver at være forfærdeligt fordi man skal have hjælp. Prøv at lade være med at lade det fylde for meget. Det tærer på en. ... Taler af 5 år erfaring.

Jeg forsøger virkelig også på, ikke at lade det fylde alt for meget, men i perioder er det godt nok svært. F.eks. når det kan føles som om alle omkring mig bliver gravide. Jeg kan indimellem få følelsen af uretfærdighed og jeg kan ingenting gøre, bortset fra at prøve at tænke på noget andet. 

Jeg er typen, der godt kan lide at have kontrol og i denne situation har jeg absolut ingen.  Savner nok bare at kunne lufte mine frustrationer og at kunne snakke om det, uden at min kæreste lukker helt i. Mine veninder er slet ikke i samme situation som mig og jeg synes derfor det er svært at bruge dem, da de jo ikke ved hvilke følelser der fylder i min krop. Tror ikke man kan sætte sig ind i det, hvis man ikke har prøvet det.

Hvordan har du håndteret det? Når nu du har været igennem det i så mange år?

Kæreste du

Én ting er i mine øjne, hvis din kæreste ikke selv har behov for at tale om egne følelser i alt det som sker, ved at afvise at det går ham på (det vil jeg tillade mig at betvivle kraftigt, og snarere foreslå at det er fordi det er for svært for ham at i-tale-sætte).

Men et andet og mindst ligeså vigtigt problem er, hvis hans knuder samtidig gør, at du ikke må få plads til at tale om alt det du slæber rundt på - så er der i mine øjne tale om et problem I er nødt til at få gjort noget ved. Man kommer ikke igennem en livskrise i et forhold ved ikke at kunne tale sammen...

Man håndterer sorg og krise forskelligt, også i et forhold. Måske er han bange for at indrømme hvor svært det er. Måske forsøger han misforstået at være stærk for jer begge. Måske forstår han ikke hvor ensomt det er for dig at føler dig alene med alle følelserne.

Mit bedste råd er at du fortæller ham at du har brug for ham. Brug for at vide at det også er vigtigt for ham, og at I kæmper sammen. At det er ok at han er bekymret. At I nok skal klare den sammen, hvis I lærer at støtte hinanden... om nødvendigt ville jeg finde en professionel som kunne hjælpe jer med at få åbnet op for posen.

Tanker til jer!

C85 skriver:

Jeg forsøger virkelig også på, ikke at lade det fylde alt for meget, men i perioder er det godt nok svært. F.eks. når det kan føles som om alle omkring mig bliver gravide. Jeg kan indimellem få følelsen af uretfærdighed og jeg kan ingenting gøre, bortset fra at prøve at tænke på noget andet. 

Jeg er typen, der godt kan lide at have kontrol og i denne situation har jeg absolut ingen.  Savner nok bare at kunne lufte mine frustrationer og at kunne snakke om det, uden at min kæreste lukker helt i. Mine veninder er slet ikke i samme situation som mig og jeg synes derfor det er svært at bruge dem, da de jo ikke ved hvilke følelser der fylder i min krop. Tror ikke man kan sætte sig ind i det, hvis man ikke har prøvet det.

Hvordan har du håndteret det? Når nu du har været igennem det i så mange år?

Tja... Hvad gjorde jeg.

jeg kunne bryde sammen og tænke ... Han går sikkert fra mig og finder en anden finke der kan give ham et barn. Jeg var sur på min krop osv. Men jeg kom til at tænke på at sandsynligheden for at ham ville gå kun ville stige ved at jeg blev sur og tvær og ked af det hele tiden. Jeg prøvede derfor at tage mig lidt sammen. Det var ikke skuespil - han vidste at det ikke var sjovt for mig. Men jeg forsøgte på ikke at lade det tære vores forhold. Vi tog på en lang vandretur (1 måned) og nød hinanden. Vi tog på cafe og i biffen - alle de ting man savner når man er udkørt og har børn

jeg lavede en liste over hvad der puttede energi ind på min energikonto... Det kan være yoga, cykelture, pigetur/ shoppetur, chokolade, langt varmt karbad, spa m.m 

Prøv at lave en liste og gør noget af det.

I forhold til st have en smule kontrol kan man forberede sin krop då godt som muligt. Jeg spiste sundt uden sukker, tog gravitamin , fiskeolie, løb og gik til akupunktur 6-8 gange inden ægoplægning. Så gør man jo et eller andet. 

Du kan ikke afgøre om du bliver gravid men forberede din krop bedst muligt. 

Hvis han har dårlig sæd og det er hårdt med behandling kan I jo vælge donor - det går typisk lettere. Du kan jobtabene det som sidste udvej. 

Jeg var on and off i behandling i 5 år og fik to sønner ud af det. To graviditeter. 

Jeg tror man skal passe på med at sige at manden har brug for nødvendigvis at italesætte det eller er knudemand. Der findes end del mænd som bare ikke har behov for at drøfte derfor heller ikke ser det som et stort problem at få hjælp.

Min kæreste er heller ikke typen som har behov for at snakke om det. Jeg har nogle gange forsøgt mig med direkte at spørge om hvordan han har det med det hele. Hvortil han har svaret at det jo egentlig er rart nok vi er kommet i behandling så vi kan få noget hjælp. Samtidig fortæller han at det bare ikke fylder på samme måde for ham, da det jo ikke er ham som tager medicin og får bivirkninger,  og skal skannes og skal ringe ind når jeg får menstruation. Lige nu er vi også kun i fasen med hjemmerul, så han skal jo ikke gøre så meget andet end han plejer. Vi har også valgt at han ikke behøver tage med på sygehuset, når jeg bare skal skannes og sådan. Så selv om vi jo begge to er i behandling, så står vi på en måde bare ikke helt i samme situation.

Min kæreste vil gerne  (til en vis grænse) høre på mine tanker om alt det der sker. Men når tankerne kommer til at kører i ring, eller jeg vil snakke/fortælle om det samme igen med 2 dages mellemrum, der står han lidt af. Det er der jeg så især bruger mine veninder.  De har bestemt heller ikke nogen form for kendskab til det at være i behandling (eller bare det at have svært ved at blive gravide). Men der kan jeg så også bruge en del tid på at fortælle om behandlingen og hvilke piller er det nu, plus en hel masse om hvordan jeg føler omkring det.