Når man som mig er så heldig at være mor til en børneflok så sætter man pris på de små eneøjeblikke med et af børnene. De øjeblikke har jeg med Linus når vi cykler til og fra børnehave og især eftermiddagene byder på mange samtaler om livet og andet godt. Det er samtaler som kan bringe de største smil på ansigtet, kan give små stik i hjertet og meget andet. I dag var ingen undtagelse og jeg fik en skøn indsigt i en 5 årigs logik. Linus har forstået at husnumre springer med to, han ville så gerne vide hvad de forskellige medlemmer i familiens fødselsdagstal, han selv har 7 ligesom Dina, jeg har 19, Liam 25, Luciano 15, mormor 1 og Lia 14. Det grundede han lidt over, hvorefter han udbrød: hvor er det synd for Lia hun er den eneste der er på den ene side af vejen, så er hun ho helt alene for vi er alle sammen på samme side - ved du hvad mor, det var nok derfor hun døde. Jeg ville ønske hun var født d. 13. For så havde jeg mødt hende og haft hende som min storesøster.
ved ikke om jeg skal være mest rørt over hans tanker eller stolt over han har forstået lige og ulige eller... Men sikkert er det at der kom en klump i halsen. Den blev dog lige bag efter erstattet at et stort smil, da samtalen fortsatte med han spurgte hvad urealistisk betød og efter forklaringen sagde: mor, jeg synes julemanden er urealistisk for nogen gange har julemænd bare et skæg der er sat fast med en elastik
Anmeld
Citér
