Hej
jeg er i tvivl og håber du måske kan give mig råd.
Min søn bliver 10 mdr om lidt, og jeg ammer ham stadigvæk. Han skal starte vuggestue til sommer men overvejer at stoppe amning snart.
jeg ammer ham meget om natten når vi sover. Men hvordan skal jeg vænne ham til at stille og roligt ikke ammes meget om natten ??
han vil hverken have sut eller flaske , har prøvet med forskellige slags uden held. Han vil bare ikke 
Catrines svar
Hejsa
Jeg tænker først og fremmest, at du godt kan stoppe nat-amningerne, men stadigvæk amme din søn om dagen, fx om morgenen, om eftermiddagen og om aftenen inden sengetid. Han har stadigvæk stor glæde af din mælk og den nærvær som amning giver. Jeg synes ikke at det er nødvendigt at begynde med flaske nu - den bør man alligevel stoppe med ved 1-års alderen. Og en sut er jo ikke en nødvendighed. Mange børn klarer sig særdeles fint uden sut. Man bekymrer sig tit unødigt ift hvordan det skal gå i vuggestuen med at trøste uden sut. Men det plejer at gå rigtig fint!
Du spørger til hvordan man stille og roligt stopper med at amme om natten. Til det er jeg nødt til at sige, at det nok er svært at gøre stille og roligt. Det er jo svært for din søn at vide om han må få kl 2, men ikke kl 4, eller hvordan man nu vælger at trappe ned. Hvert barn er forskelligt, og derfor er det svært at give et konkret råd der virker for alle. Jeg synes dog at folk har mest succes med at stoppe helt om natten. At amme sidste gang lige inden sengetid, og så beslutte hvornår det er morgen. Og først lade ham amme igen på det tidspunkt. Måske kl. 5 til at starte med - så plejer tiden at rykke sig af sig selv. Når man har besluttet at stoppe med at amme om natten, så bør man være helt sikker, for hvis man ikke er det, kan barnet fornemme ens usikkerhed, og det kan derfor blive mere ulykkeligt end ellers. Det bedste vil være hvis ens samlever kan sove med barnet i de par nætter det tager. Imens kan moren sove i et andet rum. Og lade være med at komme løbende når barnet græder efter mælk. Det kan lyde hårdt, men det går som regel lettere end man regner med.
Det er én måde at gøre det på. Hvordan du vælger at prøve er op til dig. Du må meget gerne ringe til en af Forældre og Fødsels frivillige ammerådgivere og få en snak om det.
Held og lykke
Mange hilsner Catrine
Forældre og Fødsel er Danmarks eneste brugerforening der varetager de gravides, fødendes og småbørnsforældres vilkår. Forældre og Fødsel tilbyder desuden rådgivning inden for emner som slynger, søvn, vandfødsler, abort, søskende, samsovning, tvillinger, efterfødselsreaktioner med videre.
Forældre og Fødsel: fogf.dk
Anmeld
Citér