Frygten for fiasko

vi er igang med første ivf forsøg og frygten for at der er noget der går galt er så stor! Jeg havde på cd 8 ca 8-9 æg alle sammen på 9 og 9,5 mm ved ikke om det er normale str på den dag? Men frygten for at når så æggene skal tages ud at de alle sammen går til og jeg hverken får nogle lagt tilbage igen eller på frys. Er så bange for at skal igennem alt det her medicin, som iøvrigt tager hårdt på mig, og at skulle gennem en æu og så det hele bare bliver smidt på jorden fordi mine æg går til 

Noget af det der er så urimeligt hårdt ved at være i behandling, er at man konstant venter i angst for næste skridt, der potentielt kan gå galt.... menstruation, afvisning af klinikken, medicinen, om der dannes æg, om de vokser tilstrækkeligt, om de kan tages ud, befrugter sig, deler sig, kan lægges op, om man bliver gravid...

Der er så anstrengende - og jeg ville ønske at jeg havde et gyldent råd til at komme igennem. Men tiden skal bare gå. Nogle gange hjalp der mig at tænke at det ikke var mit ansvar længere, men kun lægernes... at acceptere at jeg ikke kunne gøre andet end at følge med...

Første forsøg var det hårdeste, uden sammenligning. Jeg håber for dig at det hele går som det skal. Hold ud!!

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Noget af det der er så urimeligt hårdt ved at være i behandling, er at man konstant venter i angst for næste skridt, der potentielt kan gå galt.... menstruation, afvisning af klinikken, medicinen, om der dannes æg, om de vokser tilstrækkeligt, om de kan tages ud, befrugter sig, deler sig, kan lægges op, om man bliver gravid...

Der er så anstrengende - og jeg ville ønske at jeg havde et gyldent råd til at komme igennem. Men tiden skal bare gå. Nogle gange hjalp der mig at tænke at det ikke var mit ansvar længere, men kun lægernes... at acceptere at jeg ikke kunne gøre andet end at følge med...

Første forsøg var det hårdeste, uden sammenligning. Jeg håber for dig at det hele går som det skal. Hold ud!!

Ja du har ret! Det hele føles også bare som om jeg er en prøveklud lige nu. Jeg beder bare til at alt går vel! Skal scannes igen tirsdag og så håber jeg de bliver ved med at følges af mine æg, de var alle sammen 9 og 9,5 mm og hvis de følges af hele vejen krydser jeg for at bare 1 af de 8 æg duer 

Åh hvor jeg kender følelsen. Efter 2 år i behandling er følelsen ikke blevet bedre, men jeg er blevet bedre til at håndtere den. Jeg har været ufattelig god til at klandre mig selv, når noget i behandlingen gik galt, men er nået dertil, hvor jeg må erkende, at alt er ude af mine hænder. Jeg har ingen chance for at kontrollere noget som helst, og det er uden tvivl det aller sværeste. 

Jeg Kan ikke give dig nogen super gode tips til hvordan du bedst kommer igennem det, men kan sige at følelsen du føler, er meget meget normal.

Kærlighedogkildevand skriver:

vi er igang med første ivf forsøg og frygten for at der er noget der går galt er så stor! Jeg havde på cd 8 ca 8-9 æg alle sammen på 9 og 9,5 mm ved ikke om det er normale str på den dag? Men frygten for at når så æggene skal tages ud at de alle sammen går til og jeg hverken får nogle lagt tilbage igen eller på frys. Er så bange for at skal igennem alt det her medicin, som iøvrigt tager hårdt på mig, og at skulle gennem en æu og så det hele bare bliver smidt på jorden fordi mine æg går til 

Jeg havde det hårdt inden behandlingen self også under men jeg kunne ligesom slappe mere af da det ikk var op til mig længere. Og tænkte bliver jeg ikk gravid så har jeg i hvert fald gjort alt. Heldigvis blev vi gravide i første isci så kan ikk forstille mig hvor hårdt og hvor ondt det gør efter flere år i behandling. Må dog så indrømme vi har kun et æg på frys og der frygter jeg det ikk bliver til noget vil så gerne ha en til. 

Jeg var et nervevrag til vores første forsøg og jeg var sikker på at alt der kunne gå galt nok skulle gå galt - for hvorfor skulle vores held have vendt? 

Jeg blev så nedslået da jeg fik nyheden om 3 follikler for hvad er så chancen for at der er æg - og æg nok til at kunne blive et æg der kunne komme tilbage? Var sikker på at jeg om søndagen skulle ringes op og have beskeden at der desværre ikke var et der duede! 

Ud kom der 3 æg, 1 kunne komme tilbage og det ene var så åbenbart nok! 

Men jo, der kommer mange perioder hvor man føler at det hele ramler og jeg har flere gange bandet min krop langt væk for hvorfor kunne den ikke bare lave 10 æg så jeg ikke skulle være nervøs? Hvorfor kan min krop ikke bare selv sørge for at blive gravid? Men hver gang kommer man jo videre for det skal man! Husk du gør hvad du kan og du kan ikke gøre mere. 

Jeg krydser for dig