Endnu en om besværlige børn ;)

Jeg ser lige nu flere debatter om børn der bare nægter at høre efter, og Gud hvor er det rart at vide man ikke er alene. 

Men nu søger jeg også et råd, min skønne datter blev 4 i oktober, og blev storesøster i december, så det er stadig meget nyt med en lillebror. Hun er mega stædig og faktisk også lidt provokerende, altså beder vi hende om noget svarer hun bare nej, eller "men jeg skal lige" eller noget i den stil, der ud over svarer hun igen og har i noget tid reageret med "du er ikke min ven så, du er bare den tarveligste, jeg gider aldrig lege med dig, jeg vil have en anden mor" osv osv, noget jeg egentligt bliver lidt ked af at høre, men har fundet ud af at hun stopper hurtigere hvis jeg bare siger, nå nå, det er fint og sådan. 

NÅ, MEN ANYWAY  nogle gange trækker hun sku tænder ud, og er ikke til at tale til, to gange nu har hun skreget og slået ud efter mig, ting jeg bare ikke vil acceptere, der ud over bliver lillebror enormt bange og ked af det når hun skriger sådan. Andre gange bliver hun bare ved med at provokere, f.eks. Synes hun det er vildt sjovt at bøvse, jeg synes det er ulækkert og beder hende lade være, hun bliver ved og ved og griner bare uanset hvordan min tilgang er.

det blev langt, men egentligt ville jeg bare høre hvad jeres tilgang til sådan nogle dejlige børn er?

vi havde snakket om at når vi har sagt tingene tre gange og hun fortsætter så må hun gå op på sit værelse og bøvse/skrige eller hvad det skulle være. Det fungerer ikke, hun kommer rendende ud og fortsætter hele tiden og ser det mere som en leg, ellers bliver hun ked af det. Og jeg ønsker ikke at hendes værelse skal være et sted man kommer hen som straf, derfor har vi prøvet at sætte hende i vores soveværelse, men igen føles det forkert for mig at ekskludere hende, og hun ender bare med at sidde og skrige efter os når vi går ud ad soveværelset, og rende ud hele tiden, bryder mig ikke om at holde i døren eller lign.. 

Hjælp mig damer, hvad gør i? Orker ikke skænderierne hele tiden 

A. Nonymsen skriver:

Jeg ser lige nu flere debatter om børn der bare nægter at høre efter, og Gud hvor er det rart at vide man ikke er alene. 

 

Men nu søger jeg også et råd, min skønne datter blev 4 i oktober, og blev storesøster i december, så det er stadig meget nyt med en lillebror. Hun er mega stædig og faktisk også lidt provokerende, altså beder vi hende om noget svarer hun bare nej, eller "men jeg skal lige" eller noget i den stil, der ud over svarer hun igen og har i noget tid reageret med "du er ikke min ven så, du er bare den tarveligste, jeg gider aldrig lege med dig, jeg vil have en anden mor" osv osv, noget jeg egentligt bliver lidt ked af at høre, men har fundet ud af at hun stopper hurtigere hvis jeg bare siger, nå nå, det er fint og sådan. 

 

NÅ, MEN ANYWAY  nogle gange trækker hun sku tænder ud, og er ikke til at tale til, to gange nu har hun skreget og slået ud efter mig, ting jeg bare ikke vil acceptere, der ud over bliver lillebror enormt bange og ked af det når hun skriger sådan. Andre gange bliver hun bare ved med at provokere, f.eks. Synes hun det er vildt sjovt at bøvse, jeg synes det er ulækkert og beder hende lade være, hun bliver ved og ved og griner bare uanset hvordan min tilgang er.

 

det blev langt, men egentligt ville jeg bare høre hvad jeres tilgang til sådan nogle dejlige børn er?

vi havde snakket om at når vi har sagt tingene tre gange og hun fortsætter så må hun gå op på sit værelse og bøvse/skrige eller hvad det skulle være. Det fungerer ikke, hun kommer rendende ud og fortsætter hele tiden og ser det mere som en leg, ellers bliver hun ked af det. Og jeg ønsker ikke at hendes værelse skal være et sted man kommer hen som straf, derfor har vi prøvet at sætte hende i vores soveværelse, men igen føles det forkert for mig at ekskludere hende, og hun ender bare med at sidde og skrige efter os når vi går ud ad soveværelset, og rende ud hele tiden, bryder mig ikke om at holde i døren eller lign.. 

 

Hjælp mig damer, hvad gør i? Orker ikke skænderierne hele tiden 

Herhjemme står vi i samme situation, 4 år i November og en lillebror på halvt år, så jeg følger lige med har desværre ingen råd

Hun er jo jaloux og påvirket af at I har fået en baby. Løsningen er ikke straf men masser af kærlighed og anerkendelse. 

Og man holder ikke døren når éns lille barn forsøger at komne ud . .....

At i udelukker hende bekræfter kun en usikker 4 årig i at hun ikke er nummer er længere og så reagerer man med endnu mere  desperation og trods.  

4 årige tænker ikke rationelt så i hendes lille verden har i fået  en baby  der vil tage hendes plads og hun forsøger at finde hendes plsds og teste om jeres kærlighed stadig er der. 

Min lige fyldt 4 her den  22 fik også en lillebror i december for tidligt så vi var også indlagt.  Og han reagerer også  med trods  osv men det bliver længere imellem og kortere ture efterhånden som han oplever anerkendelse af at det er svært at se mor med en ny baby og at vi stadig kan rumme ham.

Så  masser af positivt mor tid og plads til at være ked af det så bliver det bedre med tid 

Carina:-) skriver:

Hun er jo jaloux og påvirket af at I har fået en baby. Løsningen er ikke straf men masser af kærlighed og anerkendelse. 

Og man holder ikke døren når éns lille barn forsøger at komne ud . .....

At i udelukker hende bekræfter kun en usikker 4 årig i at hun ikke er nummer er længere og så reagerer man med endnu mere  desperation og trods.  

4 årige tænker ikke rationelt så i hendes lille verden har i fået  en baby  der vil tage hendes plads og hun forsøger at finde hendes plsds og teste om jeres kærlighed stadig er der. 

Min lige fyldt 4 her den  22 fik også en lillebror i december for tidligt så vi var også indlagt.  Og han reagerer også  med trods  osv men det bliver længere imellem og kortere ture efterhånden som han oplever anerkendelse af at det er svært at se mor med en ny baby og at vi stadig kan rumme ham.

Så  masser af positivt mor tid og plads til at være ked af det så bliver det bedre med tid 

 

Nu skriver jeg også at jeg ikke vil holde i døren (da dette var et råd jeg fik fra min svigerinde) der ud over skal det måske lige siges at vi slet ikke har haft sat hende "væk" efter lillebror er kommet, det duede alligevel ikke. synes bare tit folk skriver at de bruger time out, hvilket ikke virker her

men nogle gange når hun kører helt op, kan man være nok så pædagogisk og anerkendende uden at hun falder ned igen/stopper med at grine en ind i hovedet. Men synes heller ikke det er holdbart konstant at skulle skælde ud, sige hold nu op, lad nu være osv 

Det er en helt normal reaktion om end det er møg træls... Du skal self ikke holde i døren.. Sæt hende evt i døråbningen så hun stadig kan hører i andre og følg hende tilbage når hin rejser sig sig at hun først jan være sammen med jer andre når hun er færdig med at skrige .. Det vil nok tage mange gange men er man vedholdende selvom det er hårdt så skal hun nok finde ud af at i faktisk mener det. Det er også vigtig at du pg hende laver noget alene for hun savner dig. Det er ligegyldigt om i lege på værelset en halv time, læser en bog, kører ud og handler eller leger i haven bare hun har din fulde opmærksomhed i den halve time . Hun har også lige grænsen til trodsalderen og kombineret med reaktionen på lillebror så trækker det tænder ud. Min søn var også så strid da han blev storebror... Fortvivl ikke det bliver bedre men det kan godt tage tid..

Kram til dig

A. Nonymsen skriver:

Jeg ser lige nu flere debatter om børn der bare nægter at høre efter, og Gud hvor er det rart at vide man ikke er alene. 

 

Men nu søger jeg også et råd, min skønne datter blev 4 i oktober, og blev storesøster i december, så det er stadig meget nyt med en lillebror. Hun er mega stædig og faktisk også lidt provokerende, altså beder vi hende om noget svarer hun bare nej, eller "men jeg skal lige" eller noget i den stil, der ud over svarer hun igen og har i noget tid reageret med "du er ikke min ven så, du er bare den tarveligste, jeg gider aldrig lege med dig, jeg vil have en anden mor" osv osv, noget jeg egentligt bliver lidt ked af at høre, men har fundet ud af at hun stopper hurtigere hvis jeg bare siger, nå nå, det er fint og sådan. 

 

NÅ, MEN ANYWAY  nogle gange trækker hun sku tænder ud, og er ikke til at tale til, to gange nu har hun skreget og slået ud efter mig, ting jeg bare ikke vil acceptere, der ud over bliver lillebror enormt bange og ked af det når hun skriger sådan. Andre gange bliver hun bare ved med at provokere, f.eks. Synes hun det er vildt sjovt at bøvse, jeg synes det er ulækkert og beder hende lade være, hun bliver ved og ved og griner bare uanset hvordan min tilgang er.

 

det blev langt, men egentligt ville jeg bare høre hvad jeres tilgang til sådan nogle dejlige børn er?

vi havde snakket om at når vi har sagt tingene tre gange og hun fortsætter så må hun gå op på sit værelse og bøvse/skrige eller hvad det skulle være. Det fungerer ikke, hun kommer rendende ud og fortsætter hele tiden og ser det mere som en leg, ellers bliver hun ked af det. Og jeg ønsker ikke at hendes værelse skal være et sted man kommer hen som straf, derfor har vi prøvet at sætte hende i vores soveværelse, men igen føles det forkert for mig at ekskludere hende, og hun ender bare med at sidde og skrige efter os når vi går ud ad soveværelset, og rende ud hele tiden, bryder mig ikke om at holde i døren eller lign.. 

 

Hjælp mig damer, hvad gør i? Orker ikke skænderierne hele tiden 

Vi får en lillebror til maj. Vores bliver 4 til juni og hun har altid haft meget temperament. Men det er taget til det sidste år. Vores siger de samme ting som din, men også en masse grimme ord. Plus jeg hader dig mor. Og jeg siger nå men mor elsker stadig dig. Og laver så noget andet. Hvis hun fortsætter med noget hun ikke må, så er konsekvensen værelset. Det skal siges døren lukkes ikke, og vores rum ligger så tæt så hun stadig kan se os. Og for det meste er hun kølet af når hun kommer ud.

hun kan blive bund hysterisk og ligge og skrige og græde. Jeg har prøvet at tage hende op til mig, men hun vrider sig ud. Men har fundet ud af hun lige skal have lov at rase ud. Og så har hun bagefter brug for at komme op og blive trøstet. Og det bliver hun og vi snakker ikke mere om det. Og så sætter vi ord på når huj bliver gal. Siger jeg kan godt forstå du bliver sur over mor siger nej til det og det, men det er sådan det er. Så hun ved det er okay at blive sur men det ændre ikke på min holdning. 

Jeg ved ikke om det er til nogen hjælp. Og det skal siges i perioder hjælper de ting jeg skriver ikke. Men man er nødt til at holde fast. 

Mit råd: drop ideen om time out - ja mange bruger det, men jeg er selv ikke tilhænger. Time out med omvendt fortegn kan bruges som en hjælp til et barn hvor man kan se det er for meget, fx have et sted i stuen eller andet hvor barnet kan gå hen til og få lov at være i fred for alle de ord de voksne har når man opfører sig dumt, eller hvor man signalerer som barn: lad mig være også i forhold til søskende. Min erfaring er det ikke skal være væk fra konteksten, ikke være på værelset når de er så små, men måske et hyggehjørne i stuen. For netop i den tid hvor de har behov for ro er de også for det meste mest utrygge og vil derfor søge fællesskabet og så er det det går galt. 

En anden ting jeg kom til at tænke på er, du/I ikke skal falde i fælden (som jeg selv er faldet i tusind gange) og sige: lillebror bliver bange, eller lillebror kan ikke lide eller....? Jeres datter har i stedet brug for du/at sigee: kom her hen til mig, nu får far lillebror skal vi så.... Og når hun siger: du er den tarveligste mor, jeg vil have en anden. Så skal hun opleve verden ikke falder sammen, mor bliver ikke sur eller ked af det, mor siger: kom og få et kæmpe kram af den tarveligste mor for det tror jeg vi har brug for. Min søn i cirka samme alder sagde ting alla: jeg vil dø, jeg håber du dør osv. Det gjorde så ondt helt ind i hjertet, men jeg valgte at elske det ud af ham, anerkende hans frustration og vise ham han var knuselsket også i den frustration. Modsat time out, er reglen her hjemme intet barn må være alene når de er gale og kede af det (for de er sjældent kun gale), måske jeg bare sidder lige ved siden af dem og venter på de kan modtage et kram, men jeg er der, og så må søskende vente. 

Og jo man får altså mindre når man bliver storesøster, man får så tilgengæld også en søskende så man får mere af noget andet. Og ofte glemmer de voksne alene tiden, den tid hvor man bare er sig selv med sin mor og man har hele hele hele opmærksomheden. Og plus det er der også pludselig en forventning om man er lidt større end før man blev storesøster og storesøster her måske behov for at være mindre. Det er en kæmpe omvæltning af blive storesøster, en gav en dag mog billedet: det er det samme som hvis din mand en dag kom hjem med en ny kone, verdens sødeste kone som du ved kan blive din bedste ven, men......!

Mit helt konkrete råd er at sætte fokus på alt der gode jeres datter gør, tal om det, fokuser på det også i dit eget hoved. Og næste gang hun bøvser fx, sig: hold op hvor er du dygtig. Giv mig 3 store og så find et puslespil som vi kan lave sammen.