Eksperthjælp: Uenig om opdragelsen

Linda Stæhr

Hej Brevkasse.
Jeg har en rimelig heftig diskussion med min mand angående vores 1 årige søn. Når vores søn skriger af os sent på aften, så mener min mand, at han skal sættes ind i sin seng til han holder op med at skrige og så kan vi tage ham op når han holder op. Hvis han så skriger igen, så vil min mand gerne sætte ham tilbage i sin seng fordi han mener det lærer ham selvkontrol. Så kan han sidde og "deale" med det selv, så han lærer vi ikke gider det skrigeri.
Men jeg mener, at det er usundt. Jeg mener han føler sig ekskluderet fra familien når han står inde på sit værelse i sin seng og græder mens han kan høre sin far og datter grine i stuen. Min mand siger så, at det jo kun er 20 sekunder, men jeg mener ikke det er sundt at lade ham stå of "skrige af". Min mand mener han skaber sig og har brug for at lære vi ikke gider det skrigeri, og vi ikke bare kommer fordi han skriger. Han vil nemlig ikke have han bliver forkælet som han var.

Han bruger begrundelsen, at det virkede for hans datter, men det ved jeg ikke helt om jeg er enig i. Det skal lige siges jeg først kom ind i hendes liv da hun var 5 og hun er 7 nu. Min mand og moderen til hans datter har aldrig været sammen.
Hvad skal jeg gøre? Jeg bliver kaldt dominerende og får at vide jeg så bare kan håndtere opdragelsen til han er 5, når jeg siger jeg ikke vil lade min søn stå og græde. Jeg mener ikke han kan lære at tackle sine følelser før han er i hvert fald 4.
Mvh en frustreret mor

Lindas svar

Kære frustrerede mor

Det kan være en kæmpe udfordring med de 1- årige som kun lige er begyndt at protestere for alvor. Der sker desuden mange skift rent mentalt i 1-årige børns hjerner og det hele bliver let kaotisk for både børn og forældre.

Kunsten at lære selvkontrol

At lære selvkontrol handler rigtig nok om at lære at udsætte behov, vente på tur og på andre måder tilpasse sig andre mennesker. Men tilgangen kan som du har oplevet være meget kontant og direkte eller blød og forstående. På mange måder ”virker” begge metoder hvis bare det bliver kørt konsekvent, for børn lærer gennem konsekvente mønstre i samspillet. Altså hvis far sætter ham i sengen, for at få ro, så vil han på sigt få ro, fordi barnets strategi med at skrige ikke vil virke. Efter ca 3 dage med denne konsekvente metode VIL barnet opgive at skrige på opmærksomhed. MEN det er vigtigt at mærke om der er behov der i så fald bliver overhørt: Er barnet træt og skriger på nærhed, så vil det føle det ikke har ret til sine følelser og behov, ved at blive afvist og sat i et andet rum, som om han skulle skamme sig. Afstand er ok som opdragelse, men det er ofte nok bare at vende sig væk og ikke give barnets uhensigtsmæssige handlinger opmærksomhed. Det er for mig at se ret drastisk at sætte et barn på 1 år i et andet rum. Et større barn, der har lært at takle sine egne følelser (og som ikke er i affekt før sengetid) kunne lettere klare at blive bedt om at gå ind i et andet rum og falde til ro. Den afstand skræmmer ikke et barn på fx 3 der måske selv trænger til ro. En baby er anderledes afhængig af sine forældres nærvær og forståelse – specielt når barnet er træt.

Forkælet?

Et barn bliver ikke forkælet af at blive taget alvorligt i sin vrede eller frustration – aldrig. Men barnet bliver forkælet, hvis det ikke bliver hjulpet til efterhånden at udtrykke sin vrede og frustration på mere hensigtsmæssige måder. Dette er mindst lige så skadeligt som at blive afvist – selvom det har forskellige konsekvenser. Forkælelse handler på mange måder om hvem der får lov at bestemme, som din mand vist lægger an til. Men forældre kan godt bestemme i en situation SAMTIDIG med at de er lydhøre over for barnets behov.

Hvordan gør vi så?

Jeg er faktisk enig med din mand i at jeres søn skal lære at begrænse sine skrigturer (hvis det da er bevidste forsøg på at påvirke jer snarere end afmagt eller ulykkelighed) selvkontrol skal langsomt optrænes fra 1- års alderen. I stedet for at isolere, synes jeg I skal bruge opmærksomhed til at regulere hans udtryk på. Opmærksomhed er som slik for børn. Skrigeri kan ofte stoppes ved at kigge væk og virke uinteresseret (efter nogle dage med konsekvent reaktion på samme måde). Hvis han bliver vred og slår, kan han sættes en meter væk og komme tilbage, når han bliver ked af det. Prøv at tage sønnen op, når han skriger, hvis han ikke falder til ro, så kig væk og giv straks igen opmærksomhed, så snart han falder lidt ned. Den type tilretning er passende for en et-årig. Det er som regel nok.

I forhold til at ”skrige af” i sengen: Jeg anbefaler altid, at barnets seng skal være et sted med hygge, ro og fred. Det kan nemlig skabe problemer ved sengetid at barnet forbinder sin seng med isolering og straf, snarere end at sengen er forbundet med nus, hygge og trætheden, der får lov at tage over.

En sidste overvejelse:

Par diskussioner om børn

Ofte har par med børn en tendens til at skubbe hinanden ud i ekstremerne, når der opstår uenighed om opdragelsen: Han er ALT for streng, Hun er ALT for blød eller omvendt. Det er simpelthen en kommunikations dynamik vi skal være meget opmærksomme på. For det er uhensigtsmæssigt at fx mor bliver den ENESTE der kan trøste, og far den ENESTE, der kan være skrap eller modsat. Bare fordi det er de roller vi er endt i. Når vi ikke synes, at partneren hører vores argumenter, skruer vi nemlig lige retorikken op, i stedet for at se på hele billedet. Vi må i stedet prøve at være opmærksomme på det logiske og hensigtsmæssige i partnerens argumenter, lige så meget som i vores egne argumenter, når vi skal finde fælles løsninger i opdragelsen. Når det er sagt, så er det ok at far og mor ikke gør tingene præcist ens – det kan endda være en fordel. Problemet opstår, når far og mor står og vil bruge hver deres måde SAMTIDIG. Så bliver barnet forvirret og mor og far bliver vrede på hinanden.

Konklusion: Tag en snak sammen, hvor alle argumenter bliver hørt. Forsøg at vise tillid til hinanden for at ville barnet det bedste og find sammen en løsning, I begge kan leve med.

Hvis dette ikke er svar nok, er du velkommen til at ringe mig op på 28 58 77 98, jeg laver telefonrådgivning hvor de første 5 min er gratis, og derefter aftaler vi, om du ønsker at fortsætte og betale for en rådgivning. Se mere her.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Linda Stæhr skriver:

Linda Stæhr

Hej Brevkasse.
Jeg har en rimelig heftig diskussion med min mand angående vores 1 årige søn. Når vores søn skriger af os sent på aften, så mener min mand, at han skal sættes ind i sin seng til han holder op med at skrige og så kan vi tage ham op når han holder op. Hvis han så skriger igen, så vil min mand gerne sætte ham tilbage i sin seng fordi han mener det lærer ham selvkontrol. Så kan han sidde og "deale" med det selv, så han lærer vi ikke gider det skrigeri.
Men jeg mener, at det er usundt. Jeg mener han føler sig ekskluderet fra familien når han står inde på sit værelse i sin seng og græder mens han kan høre sin far og datter grine i stuen. Min mand siger så, at det jo kun er 20 sekunder, men jeg mener ikke det er sundt at lade ham stå of "skrige af". Min mand mener han skaber sig og har brug for at lære vi ikke gider det skrigeri, og vi ikke bare kommer fordi han skriger. Han vil nemlig ikke have han bliver forkælet som han var.

Han bruger begrundelsen, at det virkede for hans datter, men det ved jeg ikke helt om jeg er enig i. Det skal lige siges jeg først kom ind i hendes liv da hun var 5 og hun er 7 nu. Min mand og moderen til hans datter har aldrig været sammen.
Hvad skal jeg gøre? Jeg bliver kaldt dominerende og får at vide jeg så bare kan håndtere opdragelsen til han er 5, når jeg siger jeg ikke vil lade min søn stå og græde. Jeg mener ikke han kan lære at tackle sine følelser før han er i hvert fald 4.
Mvh en frustreret mor

Lindas svar

Kære frustrerede mor

Det kan være en kæmpe udfordring med de 1- årige som kun lige er begyndt at protestere for alvor. Der sker desuden mange skift rent mentalt i 1-årige børns hjerner og det hele bliver let kaotisk for både børn og forældre.

Kunsten at lære selvkontrol

At lære selvkontrol handler rigtig nok om at lære at udsætte behov, vente på tur og på andre måder tilpasse sig andre mennesker. Men tilgangen kan som du har oplevet være meget kontant og direkte eller blød og forstående. På mange måder ”virker” begge metoder hvis bare det bliver kørt konsekvent, for børn lærer gennem konsekvente mønstre i samspillet. Altså hvis far sætter ham i sengen, for at få ro, så vil han på sigt få ro, fordi barnets strategi med at skrige ikke vil virke. Efter ca 3 dage med denne konsekvente metode VIL barnet opgive at skrige på opmærksomhed. MEN det er vigtigt at mærke om der er behov der i så fald bliver overhørt: Er barnet træt og skriger på nærhed, så vil det føle det ikke har ret til sine følelser og behov, ved at blive afvist og sat i et andet rum, som om han skulle skamme sig. Afstand er ok som opdragelse, men det er ofte nok bare at vende sig væk og ikke give barnets uhensigtsmæssige handlinger opmærksomhed. Det er for mig at se ret drastisk at sætte et barn på 1 år i et andet rum. Et større barn, der har lært at takle sine egne følelser (og som ikke er i affekt før sengetid) kunne lettere klare at blive bedt om at gå ind i et andet rum og falde til ro. Den afstand skræmmer ikke et barn på fx 3 der måske selv trænger til ro. En baby er anderledes afhængig af sine forældres nærvær og forståelse – specielt når barnet er træt.

Forkælet?

Et barn bliver ikke forkælet af at blive taget alvorligt i sin vrede eller frustration – aldrig. Men barnet bliver forkælet, hvis det ikke bliver hjulpet til efterhånden at udtrykke sin vrede og frustration på mere hensigtsmæssige måder. Dette er mindst lige så skadeligt som at blive afvist – selvom det har forskellige konsekvenser. Forkælelse handler på mange måder om hvem der får lov at bestemme, som din mand vist lægger an til. Men forældre kan godt bestemme i en situation SAMTIDIG med at de er lydhøre over for barnets behov.

Hvordan gør vi så?

Jeg er faktisk enig med din mand i at jeres søn skal lære at begrænse sine skrigturer (hvis det da er bevidste forsøg på at påvirke jer snarere end afmagt eller ulykkelighed) selvkontrol skal langsomt optrænes fra 1- års alderen. I stedet for at isolere, synes jeg I skal bruge opmærksomhed til at regulere hans udtryk på. Opmærksomhed er som slik for børn. Skrigeri kan ofte stoppes ved at kigge væk og virke uinteresseret (efter nogle dage med konsekvent reaktion på samme måde). Hvis han bliver vred og slår, kan han sættes en meter væk og komme tilbage, når han bliver ked af det. Prøv at tage sønnen op, når han skriger, hvis han ikke falder til ro, så kig væk og giv straks igen opmærksomhed, så snart han falder lidt ned. Den type tilretning er passende for en et-årig. Det er som regel nok.

I forhold til at ”skrige af” i sengen: Jeg anbefaler altid, at barnets seng skal være et sted med hygge, ro og fred. Det kan nemlig skabe problemer ved sengetid at barnet forbinder sin seng med isolering og straf, snarere end at sengen er forbundet med nus, hygge og trætheden, der får lov at tage over.

En sidste overvejelse:

Par diskussioner om børn

Ofte har par med børn en tendens til at skubbe hinanden ud i ekstremerne, når der opstår uenighed om opdragelsen: Han er ALT for streng, Hun er ALT for blød eller omvendt. Det er simpelthen en kommunikations dynamik vi skal være meget opmærksomme på. For det er uhensigtsmæssigt at fx mor bliver den ENESTE der kan trøste, og far den ENESTE, der kan være skrap eller modsat. Bare fordi det er de roller vi er endt i. Når vi ikke synes, at partneren hører vores argumenter, skruer vi nemlig lige retorikken op, i stedet for at se på hele billedet. Vi må i stedet prøve at være opmærksomme på det logiske og hensigtsmæssige i partnerens argumenter, lige så meget som i vores egne argumenter, når vi skal finde fælles løsninger i opdragelsen. Når det er sagt, så er det ok at far og mor ikke gør tingene præcist ens – det kan endda være en fordel. Problemet opstår, når far og mor står og vil bruge hver deres måde SAMTIDIG. Så bliver barnet forvirret og mor og far bliver vrede på hinanden.

Konklusion: Tag en snak sammen, hvor alle argumenter bliver hørt. Forsøg at vise tillid til hinanden for at ville barnet det bedste og find sammen en løsning, I begge kan leve med.

Hvis dette ikke er svar nok, er du velkommen til at ringe mig op på 28 58 77 98, jeg laver telefonrådgivning hvor de første 5 min er gratis, og derefter aftaler vi, om du ønsker at fortsætte og betale for en rådgivning. Se mere her.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.

Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk

Seriøst?! "Opdragelse" af et barn på 1 år?!

Hvis man tager bare lidt hensyn til almindelig viden om små børns udvikling, så virker det altså ret forkert at tale om "tilretning" og selvkontrol hos et 1årigt barn. 

Jeg er måles over hvordan en såkaldt "ekspert" kan have den slags forældet tilgang til børn.

Et lille barn på 1 år er så meget styret af behov og lyst, at det da slet ikke kan forstå at udsætte sine behov endnu. Den slags kommer med alderen når barnet bliver ældre. Et lille barn på 1 år skal da i den grad have sit behov for tryghed og nærhed opfyldt, ikke ignoreres og få af vide at dets følelser er forkerte.

Og et så lille barn skal da overhovedet ikke trænet og rettes ind. Det er sgu da et lille menneske ikke en hund. Jeg ville ikke engang behandle min hund så nedværdigende.

Prøv du at blive ignoreret og ekskluderet på den måde, og se hvor godt det får dig til at føle.

Kære Linda.

Er der noget man som forældre kan blive uenige om, så er det opdragelsen af det fælles guld. For der ligger SÅ mange følelser i, og vi vil, som udgangspunkt, jo gøre det vi hver især synes er allerbedst.

Nu er jeg på ingen måder ekspert, jeg er "bare" mor. En af den slags mødre der har læst side op og side ned, i alverdens bøger, artikler, undersøgelser, you Name it. Om alverdens ting vedrørende børn, netop fordi, man jo er nysgerrig og vil det bedste.

Mit aller bedste råd til dig er, lyt til din mavefornemmelse omkring dit barn. Du føler det er møgforkert at han skal stå i sengen og "græde af", fordi dit instinkt fortæller dig det. Ikke fordi normen fortæller dig det. Og det skal du stole på. Jeg kan så til gengæld garantere dig, at det du føler bakkes op af flere forskere og psykologer. Hans hjerne er så umoden endnu, at han på ingen måde bliver forkælet, eller forstår konsekvens i den form din mand tænker. Han vil opleve at han ikke bliver hørt, og til sidst give op. Neurologisk set lukker hjernen ned, det er et overlevelsesinstinkt. 

Hans eneste måde at kommunikere med jer på, er jo bl.a. Ved gråd. Han trænger til jeres opmærksomhed og omsorg. Han er ked af det, utryg over noget, har haft mareridt, er forvirret fordi der sker kæmpe udvikling i hans system nu. Og det er så godt givet ud, at mætte ham med al den kærlighed og omsorg han har brug for, det giver et harmonisk, trygt og kærligt barn. 

Selvom han ikke har et decideret verbalt sprog endnu, så er hans begrebsverden stor, og I kan med fordel hjælpe ham dagen igennem, med at sætte ord på følelser og situationer. Ex. Når han står i sin seng og græder efter jer, så mød ham hvor han er, tag ham op, sig fx. "Jeg kan høre at du er rigtig ked af det/vred nu/bange for/ savner mor og far" 

Ang. Jeres forskellige tilgang til tingene, er mit bedste råd også, at du prøver at møde din mand hvor han er, prøver at forstå hvorfor han tænker som han gør. Han ved ikke bedre, han er måske selv opdraget sådan? Og en partner der føler sig set og hørt, er langt nemmere at få en god snak og debat med, hvor i kan blive enige om en fælles måde at opfostre jeres barn på. Find evt. Nogle artikler der understøtter det du tænker, det kan hjælpe nogle gange når "nogle kloge nogen" siger det.

Jeg håber I finder en god løsning.

kh. Nadia 

Patriark skriver:

Seriøst?! "Opdragelse" af et barn på 1 år?!

Helt seriøst. Opdragelse af en et-årig!

Men det lyder til du lægger noget andet i det en jeg gør. Du skal ikke skælde ud på et et-årigt barn, men kan godt langsomt tilpasse barnets udtryk på en nænsom måde. 1-årige kan fx pludselig opleve at de får en forfærdentlig meget opmærksomhed på at skrige pludseligt og højt. Men de er allerede i stand til at vælge andre måder at få opmærksomhed end det... Specielt hvis vi guider dem fx med vores opmærksomhed. Det er ikke anderledes end at en ammende mor skubber barnet fra, hvis det pludselig bider hende i brystet. Det er feedback til barnet om at sutte, ikke bide. Du kan faktisk også "opdrage" et to dages gammelt barn til at begynde at opdage forskel på nat og dag ved at dæmpe lyset i nattetimerne, tale sagte og underholde mindre. Det er feedback til barnet om at falde til ro og være mere frisk når der er lyst om dagen.

Opdragelse er bevidst feedback på det barnet gør i forhold til hvad vi voksne ser som mest hensigtsmæssigt at det gør.

Hvornår synes du det er hensigtsmæssigt at "opdrage" børn?

Venlig hilsen Linda

migxher skriver:

Jeg er måles over hvordan en såkaldt "ekspert" kan have den slags forældet tilgang til børn.

Et lille barn på 1 år er så meget styret af behov og lyst, at det da slet ikke kan forstå at udsætte sine behov endnu. Den slags kommer med alderen når barnet bliver ældre. Et lille barn på 1 år skal da i den grad have sit behov for tryghed og nærhed opfyldt, ikke ignoreres og få af vide at dets følelser er forkerte.

Og et så lille barn skal da overhovedet ikke trænet og rettes ind. Det er sgu da et lille menneske ikke en hund. Jeg ville ikke engang behandle min hund så nedværdigende.

Prøv du at blive ignoreret og ekskluderet på den måde, og se hvor godt det får dig til at føle.

Kære Mixher, jeg kan godt forstå at du forarges over at man skal "tilrette" børn på et år. Det jeg foreslår at tilrette er adfærd der går over gevind ikke barnets personlighed.

Som jeg beskriver, så skal forældrene først fornemme om barnet er i affekt, træt eller har brug for noget... snarere end bare har fundet en metode der giver (negativ) opmærksomhed. Det er faktisk det jeg læser ud af konteksten - at barnet er for træt til at samarbejde. Og i så fald skal man kun vise barnet omsorg.

Men siden jeg ikke har stået i situationen skal jeg også anvise hvad forældrene kan gøre, hvis barnet er faldet i en uheldig rille med at få opmærksomhed med at skrige højt uden grund. Her giver det mening at kigge væk og så straks tilbage, når skrigene er væk. Dette er ikke uværdigt, traumatiserende eller på anden måde nedværdigende. Det er godt forældreskab at hjælpe ens børn fungere med ens omgivelser. Nogle få børn begynder omkring 1- års alderen at vise vrede ved at slå og her kan man gør afstanden tydeligere, hvis det bliver nødvendigt. Men igen straks tage barnet op, når det er klar. Dette skal naturligvis gøres nænsomt, og kun forældre kender deres egne børns grænser og behov.

Det jeg måske ikke får sagt tydeligt nok er at jeg ikke bifalder fars metode, selvom den "virker". Jeg synes det er at afvise barnets behov på forhånd...

Tak for din feedback

Linda Stæhr skriver:

Linda Stæhr

Hej Brevkasse.
Jeg har en rimelig heftig diskussion med min mand angående vores 1 årige søn. Når vores søn skriger af os sent på aften, så mener min mand, at han skal sættes ind i sin seng til han holder op med at skrige og så kan vi tage ham op når han holder op. Hvis han så skriger igen, så vil min mand gerne sætte ham tilbage i sin seng fordi han mener det lærer ham selvkontrol. Så kan han sidde og "deale" med det selv, så han lærer vi ikke gider det skrigeri.
Men jeg mener, at det er usundt. Jeg mener han føler sig ekskluderet fra familien når han står inde på sit værelse i sin seng og græder mens han kan høre sin far og datter grine i stuen. Min mand siger så, at det jo kun er 20 sekunder, men jeg mener ikke det er sundt at lade ham stå of "skrige af". Min mand mener han skaber sig og har brug for at lære vi ikke gider det skrigeri, og vi ikke bare kommer fordi han skriger. Han vil nemlig ikke have han bliver forkælet som han var.

Han bruger begrundelsen, at det virkede for hans datter, men det ved jeg ikke helt om jeg er enig i. Det skal lige siges jeg først kom ind i hendes liv da hun var 5 og hun er 7 nu. Min mand og moderen til hans datter har aldrig været sammen.
Hvad skal jeg gøre? Jeg bliver kaldt dominerende og får at vide jeg så bare kan håndtere opdragelsen til han er 5, når jeg siger jeg ikke vil lade min søn stå og græde. Jeg mener ikke han kan lære at tackle sine følelser før han er i hvert fald 4.
Mvh en frustreret mor

Lindas svar

Kære frustrerede mor

Det kan være en kæmpe udfordring med de 1- årige som kun lige er begyndt at protestere for alvor. Der sker desuden mange skift rent mentalt i 1-årige børns hjerner og det hele bliver let kaotisk for både børn og forældre.

Kunsten at lære selvkontrol

At lære selvkontrol handler rigtig nok om at lære at udsætte behov, vente på tur og på andre måder tilpasse sig andre mennesker. Men tilgangen kan som du har oplevet være meget kontant og direkte eller blød og forstående. På mange måder ”virker” begge metoder hvis bare det bliver kørt konsekvent, for børn lærer gennem konsekvente mønstre i samspillet. Altså hvis far sætter ham i sengen, for at få ro, så vil han på sigt få ro, fordi barnets strategi med at skrige ikke vil virke. Efter ca 3 dage med denne konsekvente metode VIL barnet opgive at skrige på opmærksomhed. MEN det er vigtigt at mærke om der er behov der i så fald bliver overhørt: Er barnet træt og skriger på nærhed, så vil det føle det ikke har ret til sine følelser og behov, ved at blive afvist og sat i et andet rum, som om han skulle skamme sig. Afstand er ok som opdragelse, men det er ofte nok bare at vende sig væk og ikke give barnets uhensigtsmæssige handlinger opmærksomhed. Det er for mig at se ret drastisk at sætte et barn på 1 år i et andet rum. Et større barn, der har lært at takle sine egne følelser (og som ikke er i affekt før sengetid) kunne lettere klare at blive bedt om at gå ind i et andet rum og falde til ro. Den afstand skræmmer ikke et barn på fx 3 der måske selv trænger til ro. En baby er anderledes afhængig af sine forældres nærvær og forståelse – specielt når barnet er træt.

Forkælet?

Et barn bliver ikke forkælet af at blive taget alvorligt i sin vrede eller frustration – aldrig. Men barnet bliver forkælet, hvis det ikke bliver hjulpet til efterhånden at udtrykke sin vrede og frustration på mere hensigtsmæssige måder. Dette er mindst lige så skadeligt som at blive afvist – selvom det har forskellige konsekvenser. Forkælelse handler på mange måder om hvem der får lov at bestemme, som din mand vist lægger an til. Men forældre kan godt bestemme i en situation SAMTIDIG med at de er lydhøre over for barnets behov.

Hvordan gør vi så?

Jeg er faktisk enig med din mand i at jeres søn skal lære at begrænse sine skrigturer (hvis det da er bevidste forsøg på at påvirke jer snarere end afmagt eller ulykkelighed) selvkontrol skal langsomt optrænes fra 1- års alderen. I stedet for at isolere, synes jeg I skal bruge opmærksomhed til at regulere hans udtryk på. Opmærksomhed er som slik for børn. Skrigeri kan ofte stoppes ved at kigge væk og virke uinteresseret (efter nogle dage med konsekvent reaktion på samme måde). Hvis han bliver vred og slår, kan han sættes en meter væk og komme tilbage, når han bliver ked af det. Prøv at tage sønnen op, når han skriger, hvis han ikke falder til ro, så kig væk og giv straks igen opmærksomhed, så snart han falder lidt ned. Den type tilretning er passende for en et-årig. Det er som regel nok.

I forhold til at ”skrige af” i sengen: Jeg anbefaler altid, at barnets seng skal være et sted med hygge, ro og fred. Det kan nemlig skabe problemer ved sengetid at barnet forbinder sin seng med isolering og straf, snarere end at sengen er forbundet med nus, hygge og trætheden, der får lov at tage over.

En sidste overvejelse:

Par diskussioner om børn

Ofte har par med børn en tendens til at skubbe hinanden ud i ekstremerne, når der opstår uenighed om opdragelsen: Han er ALT for streng, Hun er ALT for blød eller omvendt. Det er simpelthen en kommunikations dynamik vi skal være meget opmærksomme på. For det er uhensigtsmæssigt at fx mor bliver den ENESTE der kan trøste, og far den ENESTE, der kan være skrap eller modsat. Bare fordi det er de roller vi er endt i. Når vi ikke synes, at partneren hører vores argumenter, skruer vi nemlig lige retorikken op, i stedet for at se på hele billedet. Vi må i stedet prøve at være opmærksomme på det logiske og hensigtsmæssige i partnerens argumenter, lige så meget som i vores egne argumenter, når vi skal finde fælles løsninger i opdragelsen. Når det er sagt, så er det ok at far og mor ikke gør tingene præcist ens – det kan endda være en fordel. Problemet opstår, når far og mor står og vil bruge hver deres måde SAMTIDIG. Så bliver barnet forvirret og mor og far bliver vrede på hinanden.

Konklusion: Tag en snak sammen, hvor alle argumenter bliver hørt. Forsøg at vise tillid til hinanden for at ville barnet det bedste og find sammen en løsning, I begge kan leve med.

Hvis dette ikke er svar nok, er du velkommen til at ringe mig op på 28 58 77 98, jeg laver telefonrådgivning hvor de første 5 min er gratis, og derefter aftaler vi, om du ønsker at fortsætte og betale for en rådgivning. Se mere her.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.

Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk

Jeg har opdaget at jeg kunne have udtalt mig tydeligere i mit første svar:

Selvom det "virker" at være meget kontakt og konsekvent, så kan jeg ikke på nogen måde anbefale at køre den hårde stil og afvise barnet som nævnt i spørgsmålet - og da slet ikke på små 1-årige børn. Det "virker" ja, men man kan meget let give børn ar på sjælen i processen.

Budskabet er stadig for mig: Forsøg at finde frem til grunden for dit barns adfærd og forhold dig til det.

Vi må aldrig hoppe til afstraffelse af børn - bare fordi det "virker". Beklager jeg var utydelig.

Venlig hilsen Linda Stæhr