Hej! Jeg er en "dreng" på de 16 år. Min mor og far er gået fra hinanden, og jeg bor fast hos min mor, jeg har i lang tid haft en tanke om at jeg ikke får mine "lommepenge" som min mor havde lovet mig, jeg har skam prøvet at søge job, men alle siger bare "jamen vi ringer hvis det er" uden de får mit nummer... Så i dag spurgte jeg hende om jeg kunne se min konto, og den stod på nul. Hun sagde så at efter som vi lige er flyttet og hun har fået en u forventet regning, så har jeg ikke fået lommepenge i 7 måneder... Jeg er selvfølgelig lidt sur og skuffet... Men jeg vil helst ikke vise det til hende, hun har en sygdom der giver hende meget dumme humørsvingninger. Og jeg vil ikke gøre hende ked af det. Hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg spare op til den guitar jeg havde tænkt mig at købe, men ikke kunne?
Lindas svar
Kære dreng på 16
Dit svar falder lidt udenfor kategorien her på baby.dk, men jeg giver dig gerne et kort svar alligevel med mine tanker:
For det første vil jeg sige at lommepenge som 16-årig er et privilegium, ikke et krav. Altså skal du være glad, hvis du overhovedet FÅR penge af din mor. Men du har al ret til at være skuffet, hvis din mor faktisk har LOVET dig penge, som hun ikke kan give dig.
Jeg er glad for, at du viser din mor så meget omsorg, at du helst ikke vil genere hende ved at kræve penge af hende eller bebrejde hende. Men det lyder mere som om du forsøger at undgå konflikter snarere end at du tager hensyn til hende. Min tilgang er ALTID at vi skal være meget åbne i familier sammen, hvis vi skal kunne stole på hinanden og være glade sammen! Derfor synes jeg du skal tage en snak med din mor om, at du ønsker dig en guitar, at det er svært at få et job og at du faktisk er ked af ikke at få penge nu, som du plejede at få dem – selvom du fuldt ud forstår, at det kan være svært for din mor, at få pengene til at slå til.
Når du skal snakke med din mor, så gør det evt. i denne rækkefølge:
- Sig at du har noget I skal snakke om – så du er sikker på at få hendes opmærksomhed
- Sig at du har fuld forståelse for, at det er svært med økonomien
- Sig det du ønsker, føler og håber på hendes hjælp med.
Måske er løsningen ikke, at hun giver dig penge. Måske er løsningen, at hun kan hjælpe dig søge job, eller kan pege på en I kender der kan hjælpe dig få et job eller noget helt andet.
Forældre kan ikke trylle, og der er ofte flere ting der sker indeni de voksne, som andre ikke altid kan se. Men det er vigtigt at huske, at ALLE forældre forsøger at være gode forældre. Også selvom det ikke altid lykkes os på den måde, vi ønsker det.
Jeg håber du føler dig hjulpet af dette, ellers vil jeg anbefale dig at tage det op med en anden voksen du har tillid til. Måske det ikke skal være din far, hvis det kan skabe interne stridigheder mellem din far og din mor, men så med en anden voksen, du kan stole på.
Jeg ønsker dig alt godt.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk