Fru Hansen skriver:
Jeg hørte et spændende program i radioen for noget tid siden. En læge fortalte Hvordan hun oplevede at hun fik et stigende antal henvendelser fra mennesker der har ondt i livet og som ønskede sygemelding. Lægen mente at en del af disse mennesker ikke reelt var 'syge' men i stedet bare havde svært ved at håndtere de almindelige bump på livets landevej.
Jeg spekulerer på om jeg egentlig ikke er lidt enig med hende.
Jeg har selv en kronisk sygdom og har meldt mig ind i en facebook gruppe for andre med samme sygdom. I forbindelse med mit arbejde er jeg også med i en anden sygdoms-facebookgruppe.
Men hvor er jeg træt af at læse at flere klager over at omverdenen ikke kender til deres sygdom og ikke tager hensyn. Jeg bliver så frustreret over den der ego-navlepiller-adfærd som jeg oplever. Så jeg har besluttet at melde mig ud af grupperne igen.
Jeg ved godt at man kan være påvirket af sygdom i forskellig grad og at der selvfølgelig er nogle der ikke kan passe et job. Men vi kan jo ikke køre et velfærdssamfund, hvis alle ligger på sofaen og piller i egen navle.
Hvad siger du? Er vi blevet en nation af klynkere? Eller er det fordi der ikke længere er plads til forskellighed og rummelighed på arbejdsmarkedet og i samfundet?
Jeg hader generaliseringer i alle afskygninger. Og hvis det er den læge, jeg tænker på - hende LA-politikeren, Marianne Mørk, der har skrevet debatindlæg både om sygemeldinger på tvivlsomt grundlag og om, at der er gået prestige blandt helt unge ved at være psykisk sårbare - så er mit indtryk af hende, at hun er blottet for empati og i nogen grad udleverer sine patienter.
Men - jovist er der mennesker, som let lader sig vælte omkuld, og der er også dem, der udnytter systemet. Til gengæld er der også syge og psykisk sårbare, som hænger i med næb og kløer og driver rovdrift på sig selv, til de segner. Jeg vil nødigt gøre mig til dommer over andres tærskler, og ganske ofte tror jeg også, at det er et spørgsmål om selvværd og om social baggrund, der udgør forskellen på, om man sætter en ære i - og overhovedet formår - at kæmpe for fx at fastholde kontakten til arbejdsmarkedet.
Jeg har sclerose, og jeg er til alt held mildt ramt. For mig er det næsten liv eller død at fortsætte med at arbejde, helst på fuld tid, for jeg elsker mit job og ville have umådeligt svært ved at slippe det. Jeg synes jo, jeg er heldig, at mit arbejdsliv er så vigtigt for mig - og at jeg har dét med i bagagen, at det er en værdi i sig selv at tage på job hver dag. Havde jeg nu et arbejde, som ikke tilførte mit liv noget positivt, ville jeg muligvis "klynke" mere. Havde jeg nu en baggrund, hvor jeg havde set fra barnsben, at det med at arbejde ikke var noget, der gjorde mine forældre glade, og at der ikke var brug for "sådan nogle som os" i samfundet, ville jeg måske også have en anden indstilling.
Til gengæld kører jeg i perioder mig selv så flad pga. sygdommen, at jeg ikke magter andet end at passe mit job og at sove. I ugevis. Det har haft omkostninger for mine børn og mit familieliv, og dér ville jeg nok nogle gange ønske, at jeg gav mig selv lov til at sætte barren lidt lavere og tage en sygedag i ny og næ. Jeg kommer fra en "klynkefri" familie, og det er altså heller ikke udelt positivt, når der nu faktisk er grund til at sige "Av" eller "Break!" engang imellem.
