Eksperthjælp: Børn der bliver bange

Linda Stæhr

min datter på 4 er for et par uger siden blevet bange for at gå på toilettet alene. Hun siger at hun er bange for mørket, at der er monstre og hun ikke kan lide at være alene.
Det er ikke et problem andre steder i huset, kun på toilettet. For eksempel her til morgen sad jeg i soveværelset og ammede lillebror på 3mdr, hun er ved at tisse i bukserne, men vil ikke gå på badeværelset før jeg går med, dette til trods for at badeværelset ligger lige op og ned af soveværelset og jeg ville kunne snakke med hende hele tiden. Jeg ved simpelthen ikke hvad det skyldes? Og hvad vi skal stille op? for det er ikke altid muligt for os at gå med hende, jeg er alene med begge børn om morgenen så det er svært for mig at rende med hende hele tiden når der også skal smøres madpakker, skife lillebror, laves morgen mad osv osv osv.

Har du nogen råd til hvordan vi skal takle det? Og hvad det kan skyldes?

Lindas svar

Kære mor

Du beskriver din datter på 4 reagere uforståelig med frygt i badeværelset, hvilket ikke tidligere har været et problem.

Børn kan indimellem opfinde ting at være bange for, som en måde at håndtere de ting, der skræmmer og gør dem bange i livet generelt. Som al menneskelig udvikling skal vi lære at takle både udefrakommende indtryk og indre tilstande. At lære at være bange og takle det, ser jeg derfor som helt naturligt. I nogle tilfælde er frygten overført fra en situation til en anden. Fx at noget har skræmt et barn på legepladsen og pludselig er sofaen uhyggelig derhjemme. Tag det som en mulighed for at hjælpe din datter lære at bearbejde sine egne følelser.

Undersøg frygten

Uden at gøre det for terapeutisk, så tal om frygten, nysgerrigt og åbent.

Fx: ”Hvor sidder det ’bange’ indeni dig? Oppe i hovedet, eller nede i benene eller…? Nå… sådan har jeg det også indimellem, det er ikke rart. Men det er ok at blive bange indimellem.”

Tilgang til frygt hos børn

• Når vi afdramatiserer det barnet er bange for, ved ikke selv at blive bekymret, men bare anerkende at sådan er det. Så bliver barnet mindre bange for sin egen følelse.
• Når vi fuldt ud accepterer frygten i barnet som noget helt almindeligt man kan tale om (og ikke protesterer imod eller gør til noget pjat) – så lærer barnet at acceptere sig selv fuldt og helt, hvilket i sig selv virker angst-dæmpende.
• Når vi hjælper barnet konfrontere og handle trods frygten, så lærer barnet at finde sine egne løsninger på det der skræmmer.

Eksempel: ”Er badeforhænget uhyggeligt? Nu prøver jeg lige at røre ved det. Prøv selv at røre ved det, jeg er her, det er ok at være lidt bange. Flot klaret. [Eller bare øve at gå tættere og tættere på og mærke at barnet tør] Hvordan skal badeforhænget hænge for at det er mindre uhyggeligt? Skal vi drille forhænget og putte det op i vasken, så det ikke får lov at skræmme dig længere? ’Så dumme forhæng, nu må du ikke gøre X bange mere – det gider vi ikke’…”. Grin lidt sammen og accepter at det tager tid.

Man kan også tegne det der gør barnet bange… men husk at tegne alt det der HJÆLPER når man bliver bange også. Fx mor der er større end det barnet er bange for, eller måske barnet tegner en kniv (som forsvar mod monstre) – det skal ikke skræmme at barnet vælger lidt voldsomme symboler, det er bare symboler på noget der er svært at sætte ord på.

For et barn er det lettere at sige: ”Jeg slår monstret ihjel med en stor kniv” end at sige: ”Når jeg føler min angst, så accepterer jeg først følelsen og så opdager jeg, at JEG er stærkere end alt det der skræmmer mig og så bliver jeg mindre bange”. På den måde er børn gode til at finde symboler og fortællinger der kan hjælpe dem selv.

Når alt dette er sagt, så hører jeg gerne fra dig, hvis tingene stadig efter nogle uger er svære… du kan finde kontaktoplysninger på min hjemmeside: Trivsel i familien.dk.

Du har også mulighed for at melde dig på mit nyhedsbrev og få nyeste viden om børn og opdragelse og tilbud om miniforløb om opdragelse (webkurser).

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Bliver lige nødt til at kommentere. Vi har også en pige på 4 år og da lillebror var omkring 5 mdr blev hun også lige pludselig bange for at gå på toilettet selv, og hun blev bange for at sove på sit eget værelse. Jeg har hele tiden tænkt at det havde noget at gøre med at hun var blevet storesøster og har derfor bare gået med hver gang. Lillebror er nu et år og stadig en gang imellem vil hun ha at jeg går med. Og for 2 uger siden begyndte hun at sove på sit eget værelse igen. Vi har snakket meget om hvorfor hun bliver bange osv, men er helt sikker på at det hænger sammen med at der kom en lille ny.

Jeg har også haft samme oplevelse med en bange 3 1/2 årig. Det opstod ca. 3 måneder efter lillebrors ankomst. Det blev så slemt, at han nogle dage gik i hældende på mig, kunne f.eks. Ikke stå på den anden side af et dørtrin fra mig. Det gik over efter 4 måneders tid.