Vokset fra manden...

ja, ved ikke lige med den overskrift, men vil høre om andre herinde er gået fra jeres partner fordi i har udviklet jer/indset at i ønsker mere?

jeg har en svær familiebaggrund med svigt og manglende tryghed og kærlighed. Da jeg var 24 mødte jeg min nuværende mand og vi har været sammen i 13 år. Vi har to børn sammen.

jeg har i mange år vist eller haft en ide om, at det ville ende med, at jeg gik fra ham. Han er stabil og sød og rar, men vi har meget lidt tilfælles og selvom vi har prøvet i årevis at nærme os hinandens behov så er det bare umuligt.

vi har aldrig været forelskede, men byggede langsomt en kærlighed op og jeg holder bestemt af ham, men kan bare ikke leve længere med at være så ensom i mit forhold. Jeg kan ikke finde tilbage til forelskelsen for den har aldrig været der.

det hele er så trist nu og jeg føler mig meget alene. Min mand forstår slet ikke vores brud, han kunne sagtens fortsætte også selvom vi ikke føler det store for hinanden, det kan jeg bare ikke! På den måde bliver skylden for bruddet også mit alene, min beslutning om at børnene skal opleve skilsmisse og at han mister børnene i dagligdagen (vi er enige om, at jeg skal have dem boende)

hvis jeg havde haft et større selvværd dengang som 24 årig så havde jeg aldrig valgt at være sammen med ham. Jeg prøvede dengang flere gange at blive fri af ham, men han var insisterende og jeg var selvfølgelig smigret og følte mig tryg og elsket ved at der var en der ville ha mig.

nu er det som om jeg endelig er blevet voksen og tør kræve mere af livet. Jeg vil hellere være alene end altid at blive skuffet over vores forhold. Det er så svært at min udvikling skal have så store konsekvenser for mine børn og også for min mand som jeg intet ondt ønsker for.

er der andre "brændte børn" der har oplevet lignende?

Anonym skriver:

ja, ved ikke lige med den overskrift, men vil høre om andre herinde er gået fra jeres partner fordi i har udviklet jer/indset at i ønsker mere?

jeg har en svær familiebaggrund med svigt og manglende tryghed og kærlighed. Da jeg var 24 mødte jeg min nuværende mand og vi har været sammen i 13 år. Vi har to børn sammen.

jeg har i mange år vist eller haft en ide om, at det ville ende med, at jeg gik fra ham. Han er stabil og sød og rar, men vi har meget lidt tilfælles og selvom vi har prøvet i årevis at nærme os hinandens behov så er det bare umuligt.

vi har aldrig været forelskede, men byggede langsomt en kærlighed op og jeg holder bestemt af ham, men kan bare ikke leve længere med at være så ensom i mit forhold. Jeg kan ikke finde tilbage til forelskelsen for den har aldrig været der.

det hele er så trist nu og jeg føler mig meget alene. Min mand forstår slet ikke vores brud, han kunne sagtens fortsætte også selvom vi ikke føler det store for hinanden, det kan jeg bare ikke! På den måde bliver skylden for bruddet også mit alene, min beslutning om at børnene skal opleve skilsmisse og at han mister børnene i dagligdagen (vi er enige om, at jeg skal have dem boende)

hvis jeg havde haft et større selvværd dengang som 24 årig så havde jeg aldrig valgt at være sammen med ham. Jeg prøvede dengang flere gange at blive fri af ham, men han var insisterende og jeg var selvfølgelig smigret og følte mig tryg og elsket ved at der var en der ville ha mig.

nu er det som om jeg endelig er blevet voksen og tør kræve mere af livet. Jeg vil hellere være alene end altid at blive skuffet over vores forhold. Det er så svært at min udvikling skal have så store konsekvenser for mine børn og også for min mand som jeg intet ondt ønsker for.

er der andre "brændte børn" der har oplevet lignende?

Fingre for svar!

det kunne være min historie du havde skrevet der. 

Udover at da jeg ville gå fra min  mand blev jeg forelsket i ham, ja dybt mærkeligt, men det blev jeg og derfor er vi stadig sammen. 

Men gud hvor jeg kender det, afsavnet og håbet om rigtig kærlighed og roen der kommer når barndommen er langt nok væk, til at turde være den man er og mærke hvad man gerne vil. 

Jeg kan godt forstå det er rigtig hårdt lige nu men jeg tror på du får det bedre  på den anden side, hvor du kan stå stærk og rank og vide hvad du vil med livet  

Anonym skriver:

det kunne være min historie du havde skrevet der. 

Udover at da jeg ville gå fra min  mand blev jeg forelsket i ham, ja dybt mærkeligt, men det blev jeg og derfor er vi stadig sammen. 

 

Men gud hvor jeg kender det, afsavnet og håbet om rigtig kærlighed og roen der kommer når barndommen er langt nok væk, til at turde være den man er og mærke hvad man gerne vil. 

Jeg kan godt forstå det er rigtig hårdt lige nu men jeg tror på du får det bedre  på den anden side, hvor du kan stå stærk og rank og vide hvad du vil med livet  

Ej hvor er det dejligt at få svar fra en der kender det! Tårene løber lige nu. Det er bare SÅ hårdt, at jeg skal udsætte min mand og børn for det. Jeg har bare søgt det stabile og trygge og ignoreret alle advarselssignaler om, at han ikke var den rette. Jeg føler mig som en snylter, en bedrager i forhold til ham. Selvom jeg igennem tiden har været helt ærlig omkring mine følelser. Min mand er meget følelsesmæssig lukket og skøjter på overfladen, han er hverken interesseret i at lære sig selv eller mig at kende i dybden. Tror aldrig han har taget min snak helt alvorligt. Tak for svar!

ps. Det med forelskelsen prøvede jeg med min ekskæreste i teenageårene. Noget tid efter vi havde slået op fik en en depression, han var der for mig (ville mig stadig) og pludselig blev jeg drønforelsket i ham. Tror det var en form for nødværge eller selvopholdelsesdrift. Han var den eneste jeg havde.

siger absolut ikke det er det samme for dig. Mindede mig bare om min oplevelse.

Anonym skriver:

Ej hvor er det dejligt at få svar fra en der kender det! Tårene løber lige nu. Det er bare SÅ hårdt, at jeg skal udsætte min mand og børn for det. Jeg har bare søgt det stabile og trygge og ignoreret alle advarselssignaler om, at han ikke var den rette. Jeg føler mig som en snylter, en bedrager i forhold til ham. Selvom jeg igennem tiden har været helt ærlig omkring mine følelser. Min mand er meget følelsesmæssig lukket og skøjter på overfladen, han er hverken interesseret i at lære sig selv eller mig at kende i dybden. Tror aldrig han har taget min snak helt alvorligt. Tak for svar!

ps. Det med forelskelsen prøvede jeg med min ekskæreste i teenageårene. Noget tid efter vi havde slået op fik en en depression, han var der for mig (ville mig stadig) og pludselig blev jeg drønforelsket i ham. Tror det var en form for nødværge eller selvopholdelsesdrift. Han var den eneste jeg havde.

siger absolut ikke det er det samme for dig. Mindede mig bare om min oplevelse.

 

 

 

 

jeg kan virkelig følge dig, i forhold til min egen barndom ved jeg bare at jeg har brug for en mand der vil lærer mig i dybden, jeg har brug for rigtig stor forståelse og empati og hvis jeg ikke får det føler jeg mig fravalgt og negliseret. 

jeg kan godt forstå det er rigtig brutalt med dine børn, men tænk på hvilken mor du giver dem nu? en mor der hviler i sig selv, er åben overfor verdenen, og tør stå ved hvem hun er - wauw et selvtillids boost du kan give dine børn 

tror du i dybden på at din ex mand er glad for det liv han havde med dig? eller tror du måske han lod sig indordne fordi han ikke kan sætte ord på hvad der manglede i jeres forhold? 

tja det er nu 3 år siden jeg var ved at smutte og pludselig blev forelsket i ham, så jeg tror den er vedvarene, et eller andet sted var det også mig der ikke ville lade mig elske, jeg var et kaos og hvem kan finde orden og ro til kærlighed der? 

Jeg synes man skal kæmpe røven ud af bukserne for forholdet når man har børn, MEN når det er sagt skal det jo ikke koste en ens livskvalitet!

Ville du ønske, at dine børn skulle leve i et ægteskab som dit? Hvis ikke så er det "bare" afsted. 

Rigtig meget held og lykke. 

Held og lykke med det.

vil bare sige, at skilsmisse ikke behøver betyde, at man får traumatiserede børn, hvis i kan finde ud af at arbejde sammen og holde en god tone, så kan det som end ende med at deres/jeres liv bliver bedre.

tænker at din mand også fortjener en der elsker ham, som han elsker hende. Så ud sæt gang i rejsen for jer begge, selvom de første skridt bliver hårde.

skrevet af en, hvis forældre nu begge har fejret sølvbryllup med mand/kone nr. 2.