Afviser mig.. Og så alligevel ikke.

Bliver nød til at høre andres syn på sagen..

Sagen er, at min datter på 3 år har et ret heftigt temp. Det er ikke så tit at hun viser det, men huner dog begyndt at vise det mere og mere.

Når hun får et hysterisk anfald græder hun hysterisk, hopper op og ned, kaster sig rundt og kan slet ikke finde ro i sig selv 

Hun fik sådan et anfald her i dag, og det skærer mig bare i hjertet 

Hun var faldet i søvn på sofaen da vi kom hjem fra børnehaven, sov en time, og vågnede så selv op. Ved dog godt, at hun slet ikke var udhvilet, da hun har sprunget sin lur over i børnehaven i dag.

Men hun bliver så mere og mere utilfreds, jeg sætter mig over til hende og prøver at trøste hende, kramme hende, men hun vil mig ikke. HUn siger så pludselig at hun skal tisse, så vi går på badeværelset, men hun når desværre at tisse i bukserne. Også lidt uheldigt  Jeg tager stille bukserne af hende, vasker hende stille, løfter hende op, og vi går ud for at finde nyt tøj. Har på intet tidspunkt her skældt hende ud eller noget.

HUn smågræder så stadigvæk lidt, og også mens hun får rene trusser på. Da vi så når til strømperne, flipper hun helt ud, og får et rigtig stort hysterisk anfald 

Jeg sætter mig på gulvet ved siden af hende, taler stille til hende, og prøver at få hende over til mig, men der er ingen kontakt. Spørger om jeg skal gå, hun svarer ja, men da jeg så rejser mig flipper hun endnu mere ud. Jeg sætter mig ned ved siden af hende igen, og prøver igen at få hende over til mig, men hun afviser mig totalt. Trækker mig så lidt længere væk fra hende, men så rejser hun sig op, rækker armene ud mod mig og skriger - neeeeej moar..

Prøver så noget nyt her. Går hen til hende, ligger armene om hende og holder hende fast mens jeg prøver at trøste hende. Sidder sådan et stykke tid, men hun prøver bare hele tiden at skubbe mig væk. Slipper hende til sidst og sætter mig ca 1 m fra hende. Hun skal vide at jeg er der, selvom at hun ikke gider mig..

Efter pænt lang tid falder hun stille og roligt til ro. Jeg spørger hende om hunvil over til mor, og hun svarer hysterisk - nej moar -.. Hun får lidt mere tid, jeg spørger hende igen, men får samme svar.. Hun får lidt mere tid, hvorefter jeg siger til hende - at det eneste mor gerne vil, er at trøste dig min skat.

Efter lidt tid kommer hun kravlende over til mig, putter sig ind til mig. Ligger armene rundt om hende, og vugger hende blidt. Tror vi sidder sådan i ca 20 min., og rejser os først da hun viser tegn på at trække sig væk. Vi går ind i stuen, og herefter er hun så igen min super glade og friske lille pige.

Men ku jeg ha håndteret situationen anderledes? Har i nogle tanker eller ideer? Også til hvorfor hun skubber mig væk som hun gør, når hun får sine anfald?

KOm meget gerne med jeres ærlige mening. 

Anonym skriver:

Bliver nød til at høre andres syn på sagen..

Sagen er, at min datter på 3 år har et ret heftigt temp. Det er ikke så tit at hun viser det, men huner dog begyndt at vise det mere og mere.

Når hun får et hysterisk anfald græder hun hysterisk, hopper op og ned, kaster sig rundt og kan slet ikke finde ro i sig selv 

Hun fik sådan et anfald her i dag, og det skærer mig bare i hjertet 

Hun var faldet i søvn på sofaen da vi kom hjem fra børnehaven, sov en time, og vågnede så selv op. Ved dog godt, at hun slet ikke var udhvilet, da hun har sprunget sin lur over i børnehaven i dag.

Men hun bliver så mere og mere utilfreds, jeg sætter mig over til hende og prøver at trøste hende, kramme hende, men hun vil mig ikke. HUn siger så pludselig at hun skal tisse, så vi går på badeværelset, men hun når desværre at tisse i bukserne. Også lidt uheldigt  Jeg tager stille bukserne af hende, vasker hende stille, løfter hende op, og vi går ud for at finde nyt tøj. Har på intet tidspunkt her skældt hende ud eller noget.

HUn smågræder så stadigvæk lidt, og også mens hun får rene trusser på. Da vi så når til strømperne, flipper hun helt ud, og får et rigtig stort hysterisk anfald 

Jeg sætter mig på gulvet ved siden af hende, taler stille til hende, og prøver at få hende over til mig, men der er ingen kontakt. Spørger om jeg skal gå, hun svarer ja, men da jeg så rejser mig flipper hun endnu mere ud. Jeg sætter mig ned ved siden af hende igen, og prøver igen at få hende over til mig, men hun afviser mig totalt. Trækker mig så lidt længere væk fra hende, men så rejser hun sig op, rækker armene ud mod mig og skriger - neeeeej moar..

Prøver så noget nyt her. Går hen til hende, ligger armene om hende og holder hende fast mens jeg prøver at trøste hende. Sidder sådan et stykke tid, men hun prøver bare hele tiden at skubbe mig væk. Slipper hende til sidst og sætter mig ca 1 m fra hende. Hun skal vide at jeg er der, selvom at hun ikke gider mig..

Efter pænt lang tid falder hun stille og roligt til ro. Jeg spørger hende om hunvil over til mor, og hun svarer hysterisk - nej moar -.. Hun får lidt mere tid, jeg spørger hende igen, men får samme svar.. Hun får lidt mere tid, hvorefter jeg siger til hende - at det eneste mor gerne vil, er at trøste dig min skat.

Efter lidt tid kommer hun kravlende over til mig, putter sig ind til mig. Ligger armene rundt om hende, og vugger hende blidt. Tror vi sidder sådan i ca 20 min., og rejser os først da hun viser tegn på at trække sig væk. Vi går ind i stuen, og herefter er hun så igen min super glade og friske lille pige.

Men ku jeg ha håndteret situationen anderledes? Har i nogle tanker eller ideer? Også til hvorfor hun skubber mig væk som hun gør, når hun får sine anfald?

KOm meget gerne med jeres ærlige mening. 

 

Vores kan også blive så hysterisk. Og jeg tror hun har brug for at rase ud. Og så er det vigtigt de ved man er der hvis de har brug for en. Så jeg synes du har håndteret det helt rigtigt 

Anonym skriver:

Bliver nød til at høre andres syn på sagen..

Sagen er, at min datter på 3 år har et ret heftigt temp. Det er ikke så tit at hun viser det, men huner dog begyndt at vise det mere og mere.

Når hun får et hysterisk anfald græder hun hysterisk, hopper op og ned, kaster sig rundt og kan slet ikke finde ro i sig selv 

Hun fik sådan et anfald her i dag, og det skærer mig bare i hjertet 

Hun var faldet i søvn på sofaen da vi kom hjem fra børnehaven, sov en time, og vågnede så selv op. Ved dog godt, at hun slet ikke var udhvilet, da hun har sprunget sin lur over i børnehaven i dag.

Men hun bliver så mere og mere utilfreds, jeg sætter mig over til hende og prøver at trøste hende, kramme hende, men hun vil mig ikke. HUn siger så pludselig at hun skal tisse, så vi går på badeværelset, men hun når desværre at tisse i bukserne. Også lidt uheldigt  Jeg tager stille bukserne af hende, vasker hende stille, løfter hende op, og vi går ud for at finde nyt tøj. Har på intet tidspunkt her skældt hende ud eller noget.

HUn smågræder så stadigvæk lidt, og også mens hun får rene trusser på. Da vi så når til strømperne, flipper hun helt ud, og får et rigtig stort hysterisk anfald 

Jeg sætter mig på gulvet ved siden af hende, taler stille til hende, og prøver at få hende over til mig, men der er ingen kontakt. Spørger om jeg skal gå, hun svarer ja, men da jeg så rejser mig flipper hun endnu mere ud. Jeg sætter mig ned ved siden af hende igen, og prøver igen at få hende over til mig, men hun afviser mig totalt. Trækker mig så lidt længere væk fra hende, men så rejser hun sig op, rækker armene ud mod mig og skriger - neeeeej moar..

Prøver så noget nyt her. Går hen til hende, ligger armene om hende og holder hende fast mens jeg prøver at trøste hende. Sidder sådan et stykke tid, men hun prøver bare hele tiden at skubbe mig væk. Slipper hende til sidst og sætter mig ca 1 m fra hende. Hun skal vide at jeg er der, selvom at hun ikke gider mig..

Efter pænt lang tid falder hun stille og roligt til ro. Jeg spørger hende om hunvil over til mor, og hun svarer hysterisk - nej moar -.. Hun får lidt mere tid, jeg spørger hende igen, men får samme svar.. Hun får lidt mere tid, hvorefter jeg siger til hende - at det eneste mor gerne vil, er at trøste dig min skat.

Efter lidt tid kommer hun kravlende over til mig, putter sig ind til mig. Ligger armene rundt om hende, og vugger hende blidt. Tror vi sidder sådan i ca 20 min., og rejser os først da hun viser tegn på at trække sig væk. Vi går ind i stuen, og herefter er hun så igen min super glade og friske lille pige.

Men ku jeg ha håndteret situationen anderledes? Har i nogle tanker eller ideer? Også til hvorfor hun skubber mig væk som hun gør, når hun får sine anfald?

KOm meget gerne med jeres ærlige mening. 

 

Jeg har ikk børn på den alder endnu. Men for mig lyder det som om at du taklede situationen rigtig flot.  Tror ikke hun afviser dig. Tror bare hun er sur og har brug for at rase ud. 

Hvad sagde du til hende da hun kom til at tisse i bukserne? 

Kære du,

Det er SÅ rockerhårdt, når de gør sådan! Min datter har også de ture, vi havde en periode, hvor de kom hver dag. Jeg kan nok ikke sige så meget andet end, at hvis hun ellers overvejende er i trivsel, så er det en fase. Du fortæller, at hun er cirka 3 år. Når børn når 3-4 års-alderen begynder de at få en gryende "theory of mind". Det vil sige, at først her begynder de at forstå, at folk omkring dem har et sind og en tankevirksomhed, som kan adskille sig fra deres eget. De opdager, at far og mor faktisk kan have ønsker og intentioner, som ikke matcher de ønsker og intentioner, de selv har. Men selvom denne gryende forståelse begynder at spire i deres sind, så har de jo endnu ikke udviklet kompetencerne til at forstå denne adskillelse af deres vs. andres sind, og de har endnu ikke lært hvordan de skal håndtere oplevelsen af, at far og mor vil noget andet, end de selv vil.

Og fordi de ikke har lært det endnu, så er det meget naturligt i en periode at få de voldsomme vredesudbrud. Når børn er fanget i dem, på den måde du beskriver dit barn, så kan man for det første ikke opdrage på dem. - Ikke imens udbruddet står på, man må vente til bagefter. Det nytter ikke noget med de lange snakke, det nytter ikke noget at tilbyde først det ene og det andet, selvom man gør det i bedste intention og prøver at hjælpe. Men barnet er fanget i den her frustration, som for ham eller hende føleles helt forfærdelig stor, for  hvorfor forstår mor ikke?  Hvorfor kan hun ikke bare ville det samme som jeg?

Og der synes jeg, du gør nogle ting, som er rigtig gode. Netop at sidde, hvor hun kan se dig. Du kan prøve at anerkende hendes følelser, men ganske kort, imens hun er ophidset, fordi hun ikke på det tidspunkt er i stand til at tage så meget ind. Fortæl hende, at det er okay at blive vred. Ganske kort. Og når hun har raset ud, og du trøster, så sætte ganske enkelt og kort ord på det, der lige er sket, og hvad der udløste det. Det er selvfølgelig vigtigt at holde fast i den grænse, du har sat, men for at dit barn kan lære sin indre følelsesverden at kende, har hun brug for din anerkendelse af det hun føler og oplever.

Jeg tror ikke, at du kan gøre en helt forfærdelig masse for at hive hende ud af vreden, når den opstår. Det er så hårdt at stå i, jeg ved det! Men bare vær hos hende - Sig blidt og roligt med jævne mellemrum, at du er der, når hun er klar. Så skal hun nok komme til sidst, som hun gjorde.

Men det er i hvert fald helt naturligt. Som nævnt var min datter på samme måde i måske et års tid. Nogen gange havde hun anfald, der varede op i mod en time. I starten forsøgte jeg at gøre alt muligt, som hos dig, men efterhånden lærte jeg, at mine mange forsøg på at hive hende ud af vreden forstærkede den, fordi hun ikke kunne rumme alle mine tilbud og gode intentioner, når hun var fanget i sin frustration.

Håber det kan hjælpe dig at vide, at du ikke er den eneste der oplever sådan, og at den frustration er helt almindelig for alderstrinnet. Der vil selvfølgelig være stor variation i, hvor voldsomme de er, og de vil typisk hænge sammen med barnets personlighedstræk.

Anonym skriver:

Bliver nød til at høre andres syn på sagen..

Sagen er, at min datter på 3 år har et ret heftigt temp. Det er ikke så tit at hun viser det, men huner dog begyndt at vise det mere og mere.

Når hun får et hysterisk anfald græder hun hysterisk, hopper op og ned, kaster sig rundt og kan slet ikke finde ro i sig selv 

Hun fik sådan et anfald her i dag, og det skærer mig bare i hjertet 

Hun var faldet i søvn på sofaen da vi kom hjem fra børnehaven, sov en time, og vågnede så selv op. Ved dog godt, at hun slet ikke var udhvilet, da hun har sprunget sin lur over i børnehaven i dag.

Men hun bliver så mere og mere utilfreds, jeg sætter mig over til hende og prøver at trøste hende, kramme hende, men hun vil mig ikke. HUn siger så pludselig at hun skal tisse, så vi går på badeværelset, men hun når desværre at tisse i bukserne. Også lidt uheldigt  Jeg tager stille bukserne af hende, vasker hende stille, løfter hende op, og vi går ud for at finde nyt tøj. Har på intet tidspunkt her skældt hende ud eller noget.

HUn smågræder så stadigvæk lidt, og også mens hun får rene trusser på. Da vi så når til strømperne, flipper hun helt ud, og får et rigtig stort hysterisk anfald 

Jeg sætter mig på gulvet ved siden af hende, taler stille til hende, og prøver at få hende over til mig, men der er ingen kontakt. Spørger om jeg skal gå, hun svarer ja, men da jeg så rejser mig flipper hun endnu mere ud. Jeg sætter mig ned ved siden af hende igen, og prøver igen at få hende over til mig, men hun afviser mig totalt. Trækker mig så lidt længere væk fra hende, men så rejser hun sig op, rækker armene ud mod mig og skriger - neeeeej moar..

Prøver så noget nyt her. Går hen til hende, ligger armene om hende og holder hende fast mens jeg prøver at trøste hende. Sidder sådan et stykke tid, men hun prøver bare hele tiden at skubbe mig væk. Slipper hende til sidst og sætter mig ca 1 m fra hende. Hun skal vide at jeg er der, selvom at hun ikke gider mig..

Efter pænt lang tid falder hun stille og roligt til ro. Jeg spørger hende om hunvil over til mor, og hun svarer hysterisk - nej moar -.. Hun får lidt mere tid, jeg spørger hende igen, men får samme svar.. Hun får lidt mere tid, hvorefter jeg siger til hende - at det eneste mor gerne vil, er at trøste dig min skat.

Efter lidt tid kommer hun kravlende over til mig, putter sig ind til mig. Ligger armene rundt om hende, og vugger hende blidt. Tror vi sidder sådan i ca 20 min., og rejser os først da hun viser tegn på at trække sig væk. Vi går ind i stuen, og herefter er hun så igen min super glade og friske lille pige.

Men ku jeg ha håndteret situationen anderledes? Har i nogle tanker eller ideer? Også til hvorfor hun skubber mig væk som hun gør, når hun får sine anfald?

KOm meget gerne med jeres ærlige mening. 

 

Sådan er min 3 årige også. 

Det er bare alderen

Anonym skriver:

Bliver nød til at høre andres syn på sagen..

Sagen er, at min datter på 3 år har et ret heftigt temp. Det er ikke så tit at hun viser det, men huner dog begyndt at vise det mere og mere.

Når hun får et hysterisk anfald græder hun hysterisk, hopper op og ned, kaster sig rundt og kan slet ikke finde ro i sig selv 

Hun fik sådan et anfald her i dag, og det skærer mig bare i hjertet 

Hun var faldet i søvn på sofaen da vi kom hjem fra børnehaven, sov en time, og vågnede så selv op. Ved dog godt, at hun slet ikke var udhvilet, da hun har sprunget sin lur over i børnehaven i dag.

Men hun bliver så mere og mere utilfreds, jeg sætter mig over til hende og prøver at trøste hende, kramme hende, men hun vil mig ikke. HUn siger så pludselig at hun skal tisse, så vi går på badeværelset, men hun når desværre at tisse i bukserne. Også lidt uheldigt  Jeg tager stille bukserne af hende, vasker hende stille, løfter hende op, og vi går ud for at finde nyt tøj. Har på intet tidspunkt her skældt hende ud eller noget.

HUn smågræder så stadigvæk lidt, og også mens hun får rene trusser på. Da vi så når til strømperne, flipper hun helt ud, og får et rigtig stort hysterisk anfald 

Jeg sætter mig på gulvet ved siden af hende, taler stille til hende, og prøver at få hende over til mig, men der er ingen kontakt. Spørger om jeg skal gå, hun svarer ja, men da jeg så rejser mig flipper hun endnu mere ud. Jeg sætter mig ned ved siden af hende igen, og prøver igen at få hende over til mig, men hun afviser mig totalt. Trækker mig så lidt længere væk fra hende, men så rejser hun sig op, rækker armene ud mod mig og skriger - neeeeej moar..

Prøver så noget nyt her. Går hen til hende, ligger armene om hende og holder hende fast mens jeg prøver at trøste hende. Sidder sådan et stykke tid, men hun prøver bare hele tiden at skubbe mig væk. Slipper hende til sidst og sætter mig ca 1 m fra hende. Hun skal vide at jeg er der, selvom at hun ikke gider mig..

Efter pænt lang tid falder hun stille og roligt til ro. Jeg spørger hende om hunvil over til mor, og hun svarer hysterisk - nej moar -.. Hun får lidt mere tid, jeg spørger hende igen, men får samme svar.. Hun får lidt mere tid, hvorefter jeg siger til hende - at det eneste mor gerne vil, er at trøste dig min skat.

Efter lidt tid kommer hun kravlende over til mig, putter sig ind til mig. Ligger armene rundt om hende, og vugger hende blidt. Tror vi sidder sådan i ca 20 min., og rejser os først da hun viser tegn på at trække sig væk. Vi går ind i stuen, og herefter er hun så igen min super glade og friske lille pige.

Men ku jeg ha håndteret situationen anderledes? Har i nogle tanker eller ideer? Også til hvorfor hun skubber mig væk som hun gør, når hun får sine anfald?

KOm meget gerne med jeres ærlige mening. 

 

Jeg synes også det er det rigtige du har gjort 

og jeg tror alle børn har deres ture. Det er klart efter en trættende dag i institution os.

Diosa85 skriver:

Jeg har ikk børn på den alder endnu. Men for mig lyder det som om at du taklede situationen rigtig flot.  Tror ikke hun afviser dig. Tror bare hun er sur og har brug for at rase ud. 

Hvad sagde du til hende da hun kom til at tisse i bukserne? 

Jeg sagde ikke noget til hende. Eller jo, som jeg plejer - det er helt okay skat, det er hvad der sker. Det kan vaskes. 

Bliver aldrig sur over det, for hun gør det ikke med vilje 

Anonymor skriver:

Kære du,

Det er SÅ rockerhårdt, når de gør sådan! Min datter har også de ture, vi havde en periode, hvor de kom hver dag. Jeg kan nok ikke sige så meget andet end, at hvis hun ellers overvejende er i trivsel, så er det en fase. Du fortæller, at hun er cirka 3 år. Når børn når 3-4 års-alderen begynder de at få en gryende "theory of mind". Det vil sige, at først her begynder de at forstå, at folk omkring dem har et sind og en tankevirksomhed, som kan adskille sig fra deres eget. De opdager, at far og mor faktisk kan have ønsker og intentioner, som ikke matcher de ønsker og intentioner, de selv har. Men selvom denne gryende forståelse begynder at spire i deres sind, så har de jo endnu ikke udviklet kompetencerne til at forstå denne adskillelse af deres vs. andres sind, og de har endnu ikke lært hvordan de skal håndtere oplevelsen af, at far og mor vil noget andet, end de selv vil.

Og fordi de ikke har lært det endnu, så er det meget naturligt i en periode at få de voldsomme vredesudbrud. Når børn er fanget i dem, på den måde du beskriver dit barn, så kan man for det første ikke opdrage på dem. - Ikke imens udbruddet står på, man må vente til bagefter. Det nytter ikke noget med de lange snakke, det nytter ikke noget at tilbyde først det ene og det andet, selvom man gør det i bedste intention og prøver at hjælpe. Men barnet er fanget i den her frustration, som for ham eller hende føleles helt forfærdelig stor, for  hvorfor forstår mor ikke?  Hvorfor kan hun ikke bare ville det samme som jeg?

Og der synes jeg, du gør nogle ting, som er rigtig gode. Netop at sidde, hvor hun kan se dig. Du kan prøve at anerkende hendes følelser, men ganske kort, imens hun er ophidset, fordi hun ikke på det tidspunkt er i stand til at tage så meget ind. Fortæl hende, at det er okay at blive vred. Ganske kort. Og når hun har raset ud, og du trøster, så sætte ganske enkelt og kort ord på det, der lige er sket, og hvad der udløste det. Det er selvfølgelig vigtigt at holde fast i den grænse, du har sat, men for at dit barn kan lære sin indre følelsesverden at kende, har hun brug for din anerkendelse af det hun føler og oplever.

Jeg tror ikke, at du kan gøre en helt forfærdelig masse for at hive hende ud af vreden, når den opstår. Det er så hårdt at stå i, jeg ved det! Men bare vær hos hende - Sig blidt og roligt med jævne mellemrum, at du er der, når hun er klar. Så skal hun nok komme til sidst, som hun gjorde.

Men det er i hvert fald helt naturligt. Som nævnt var min datter på samme måde i måske et års tid. Nogen gange havde hun anfald, der varede op i mod en time. I starten forsøgte jeg at gøre alt muligt, som hos dig, men efterhånden lærte jeg, at mine mange forsøg på at hive hende ud af vreden forstærkede den, fordi hun ikke kunne rumme alle mine tilbud og gode intentioner, når hun var fanget i sin frustration.

Håber det kan hjælpe dig at vide, at du ikke er den eneste der oplever sådan, og at den frustration er helt almindelig for alderstrinnet. Der vil selvfølgelig være stor variation i, hvor voldsomme de er, og de vil typisk hænge sammen med barnets personlighedstræk.

Tak for dit rigtige fine svar 

Vi plejer når hun har raset ud, og hun er blevet trøstet, så lige at snakke lidt om hvad der skete og hvad der udløste det.

Der plejer jeg også at sige til hende, at det er helt okay at hun bliver vred, og at det er helt okay at hun viser det og får sin vrede ud.

Tit kan hun så desværre bare ikke sætte ord på det, som idag, og så siger hun - at det er bare fordi at jeg vil ha dig mor. 

Er jo i bund og grund en super sød bemærkning hun kommer med der , men nogle gange har jeg også bare fornemmelsen af, at hun også bruger den, når hun ikke kan sætte ord på det.

Prøver sammen med hende at sætte ord på det, men lykkedes ikke altid.

Anonym skriver:

Tak for dit rigtige fine svar 

Vi plejer når hun har raset ud, og hun er blevet trøstet, så lige at snakke lidt om hvad der skete og hvad der udløste det.

Der plejer jeg også at sige til hende, at det er helt okay at hun bliver vred, og at det er helt okay at hun viser det og får sin vrede ud.

Tit kan hun så desværre bare ikke sætte ord på det, som idag, og så siger hun - at det er bare fordi at jeg vil ha dig mor. 

Er jo i bund og grund en super sød bemærkning hun kommer med der , men nogle gange har jeg også bare fornemmelsen af, at hun også bruger den, når hun ikke kan sætte ord på det.

Prøver sammen med hende at sætte ord på det, men lykkedes ikke altid.

Synes det er rigtig fint det du gør - for hun er jo ikke stor nok til selv helt at sætte ord på det endnu, så det at du støtter hende i det er bare rigtig godt, og det vil hjælpe hende på sigt!

Anonym skriver:

Jeg sagde ikke noget til hende. Eller jo, som jeg plejer - det er helt okay skat, det er hvad der sker. Det kan vaskes. 

Bliver aldrig sur over det, for hun gør det ikke med vilje 

Regnede nu bestemt heller ikke med du blev sur, slet ikke derfor jeg spurgte

men du skrev bare i indlægget at du ikk sagde noget til det og skulle lige tjekke om det var som i ingenting eller bare ikke skæld ud. For ingenting kunne jo være ligeså slemt som skæld ud. Okay lidt indviklet, men tror du ved hvad jeg mener  

så som jeg skrev før. Så synes jeg du taklede det super flot.