Eksperthjælp: Børnene bliver ødelagte af at være hos mor

Linda Stæhr

Hej Linda
Jeg er så frustreret at jeg ved simpelthen ikke hvad vi skal gøre mere. Jeg har en mand som har en søn på 14 år der bor ved os og han har en datter som er 7år og bor ved sin mor. Jeg har boet med min mand i 4 1/2 år og vi har fået en søn sammen som er snart 2 år. Da jeg kom var der retssag mellem min mand og hans ekskone ang. børnene. Det var rigtigt hårdt især for drengen da han skulle vælge mellem hans forældre men det blev enden på han kom til at bo her og pigen bor ved sin mor. Det har været rigtigt hårdt med især drengen fordi at han var en der svarede meget igen og lavede en masse ballade i skolen.

I starten tænkte jeg at det kunne jeg godt forstå men efter længere tid kunne jeg mærke der var noget andet galt. Så startede kampen med at få en udredning på drengen. 3 år tog det og han fik konstateret ADHD men er ikke udad regerende. Men har meget svært ved, at få opgaver, så skal det være en af gangen og han kan ikke se forskel på fantasi og virkelighed. Han er en, der svarer meget igen og har ingen empati.

Kun hvis det går ud over ham selv bliver han fuldstændig ked af det. Hans mor og ham har haft det meget svært og været til terapi for, at det skulle blive bedre men nu er han kommet så langt, at han ikke har lyst til komme ud til sin mor, fordi han føler han er i vejen. Hvad han siger, at så er de i byen eller har gæster.

Moren kommer nogle gange i sidste øjeblik og siger, at han skal passes et andet sted, fordi hun skal i byen. Når vi siger, at han skal have struktur, så griner hun bare og siger, at han er bare er en dreng, der vil have sin vilje. Når han så kommer hjem fra hans mor er han meget modbydelig især over for mig og svarer meget igen. ca 3 dage så er han ovenpå igen og siger undskyld og gid du var min mor. Da vi fik udredning på ham ja inden spurgte vi moren om hun ville være med, men det ville hun ikke, for han var bare en umulig dreng. Men efter han fik udredning siger hun så ja det (diagnosen) har han fra mig for den har jeg haft. Hvor min mand spørger hvornår (hun fik den), svarer hun ”imens vi var gift men du drak som et hul i jorden og var ligeglad med mig. ”

Det vil sige han fik 1-2 øl. Hun siger hun fik medicin for det men min mand har aldrig set noget. Hvis vi prøver at snakke med hende om noget, så er vi efter hende eller hun vil ikke svare os. Vi har prøvet at få aflastning til drengen så han ikke skal ud til sin mor, men vi har fået et afslag.

Så lige pt er han stadig ude ved sin mor hver 14 dag, og når han kommer hjem bruger vi op til 3 dage til at få ro på ham igen. Han har været ved os i en periode, hvor han ikke kom ud til sin mor, men jeg har mine drenge også hver 14. dag, og han brugte meget, at jeg gjorde forskel når de var her. Jeg gør meget med den dreng. Vi tager på indkøb, restauranter osv. Det er mig der trøster og lytter til ham.

Nu har vi konfirmation med ham og selvfølgelig skal vi holde det med ekskonen for det vil drengen gerne men hun kom en dag og bestemte alt, hvad vi skulle have osv. Så spurgte jeg, om det ikke var drengens konfirmation, men til det sagde hun, at prinsen af dk ikke kunne bestemme det hele. Og sådan er det hele vejen igennem. Nu har vi så datteren hver 14 dag som også har problemer i skolen, som de er ved at finde ud af. Det eneste moren siger er, at det er skolens skyld. Pigen bliver tykkere og tykkere, og når vi konfronterer moren med det, fordi vi havde fået brev af sundhedsplejsken om at datteren er i den høje ende, så får vi at vide, at vi er efter hende igen igen. Når datteren kommer her er hun så overtræt og vil have sukker hele tiden. Nu har hun endelig fundet ud af, at her får man ikke alt det sukker og i starten sagde hun, at hun ville hjem til sin mor. Men det er blevet bedre. Pigen kommer i str.98-104 i undertøj og bluser. Har tisset i sengen nogle gangen og har svært ved at tørre sig ordentlig. Svarer meget igen eller vil ikke svare os. Hvis hun kunne få lov, sad hun med tablet eller fjernsyn. Hun har set alle netflix film ude ved hendes mor. Når jeg spørger på en eller anden måde, hvad hun laver med sin mor, så siger hun hmm ved jeg ikke. J

a der er mange flere ting i det. Jeg har været ved lægen og snakket om problemet, da jeg er ved at gå helt ned med flaget. Og lægen kender ekskonen, hvor han siger, at de børn er ødelagt og at drengen kommer nok ud i noget kriminalitet på et tidspunkt. Jeg siger så til ham: Kan du slet ikke gøre noget, men han siger nej. Jeg har ringet til pigens skolen og sagt, at jeg er meget bekymret men ingenting hjælper. Vi prøver at få hjælp af kommunen med aflastning til drengen, så han ikke skal ud til sin mor, men vi har fået afslag. Min mand er kommet så langt nu, at han er ved at opgive sin datter, da det gør så ondt på ham og er ved at tage sin søn op på kommunen med en taske og bare sætte ham der, for at han kan få noget hjælp.

Vi ved simpelthen ikke, hvad vi skal gøre mere. Vi er kørt helt træt og lige pt er jeg sygemeldt og det ligner ikke mig. Vi vil bare hjælpe de børn, men vi kan ikke selv. Jo kommunen sagde ja til en kontaktperson men vi har ikke hørt noget i over 1 måned og har kontaktet dem men ingen svar tilbage. Nu har vi prøvet med en mail. Vi føler at kommunen mener, at det er os, der er noget i vejen med og ja vi ved godt, at vi tackler nogle af tingene forkert, men vi er kørt helt træt og jeg er ved at opgive det her forhold. Elsker min mand og synes han har nogle dejlige unger, men kan ikke se på, at de bliver mere og mere ødelagt især datteren og at vi ikke kan få mere hjælp til drengen. Mvh PP

Lindas svar

Kære PP

Din sag er desværre ikke den eneste af slagsen. Alt for ofte kommer børn i klemme i samværssager (læs fx denne kronik af Børns Vilkår). Jeg synes det er så bittert at vores danske samfund ikke kan finde ud af at træffe hurtigere beslutninger i samværssager om børn, der sætter BARNETS bedste højest. Den slags sager trækker desværre alt for meget ud og børnene lider undervejs.

Jeg har gået og tænkt over din besked i flere dage nu. Jeg kan sagtens høre at I gør mange gode ting for jeres børn og at den store udfordring ligger i at I og moren ikke kan tale sammen om hvad børnene har brug for. Det lyder til at hun ikke magter gøre mere end nu – at hun også har givet op (hun tager hellere i byen, afviser med at give børnene skylden og formår ikke at tage sig af datterens overvægt). Jeg har ikke EN gylden løsning men har dog en række råd til jer:

1. FÅ HJÆLP! I må ikke stå alene og gå ned med flaget. Kontakt venner og bekendte, der kan lytte til jer, hjælpe med at kontakte det offentlige og ring gerne til Børns Vilkår og få rådgivning!
2. Hold ud og hold sammen – de eneste der kan skabe forandring for de to børn er dig og din mand. Derfor skal I fortsat klø på og blive ved med at kontakte statsforvaltningen/kommunen og andre for at de til sidst bliver NØDT til at handle. Gem alt skriftlige og tag det med til kommunen helt fysisk og peg på alle de forhold, der ikke er i orden, som de BØR handle på.
3. Når I kontakter det offentlige skal I gøre det hele skriftligt og beskrive de ting I ser omkring børnene så tydeligt og præcist som muligt – kræv en skriftlig bekræftelse på modtagelse og ring op til I får den. – alt skal dokumenteres.
4. Længe har I forsøgt at påpege alle mors muligheder for forbedringer. Hvis dette opfattes som kritik af mor, som gør at hun afviser jer, så overvej en ny strategi. Det handler om børnene, så måske I kan spille en rolle, der hedder, at I viser forståelse overfor mor i ALT, hvad I siger til hende… nogle gange må man sluge sin stolthed og retfærdighedssans for at hjælpe sine børn. Hvis I på den måde kan komme på den gode side af mor, tør hun MÅSKE åbne op for det HUN synes er svært. Jeg ved godt det er en stor udfordring og at det måske ikke virker – men det kunne være det hele værd.
5. Overfor børnene skal I tydeligt sætte ord på det der sker i sagen, UDEN at tale ondt om deres mor. Fx: ”Vi forsøger at gøre det sådan, at du ikke skal passes af mor, for vi tror du er gladere, hvis du kun er hos os”. Børn har ret til at forstå, hvad der sker – på deres niveau.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Linda Stæhr skriver:

Linda Stæhr

Hej Linda
Jeg er så frustreret at jeg ved simpelthen ikke hvad vi skal gøre mere. Jeg har en mand som har en søn på 14 år der bor ved os og han har en datter som er 7år og bor ved sin mor. Jeg har boet med min mand i 4 1/2 år og vi har fået en søn sammen som er snart 2 år. Da jeg kom var der retssag mellem min mand og hans ekskone ang. børnene. Det var rigtigt hårdt især for drengen da han skulle vælge mellem hans forældre men det blev enden på han kom til at bo her og pigen bor ved sin mor. Det har været rigtigt hårdt med især drengen fordi at han var en der svarede meget igen og lavede en masse ballade i skolen.

I starten tænkte jeg at det kunne jeg godt forstå men efter længere tid kunne jeg mærke der var noget andet galt. Så startede kampen med at få en udredning på drengen. 3 år tog det og han fik konstateret ADHD men er ikke udad regerende. Men har meget svært ved, at få opgaver, så skal det være en af gangen og han kan ikke se forskel på fantasi og virkelighed. Han er en, der svarer meget igen og har ingen empati.

Kun hvis det går ud over ham selv bliver han fuldstændig ked af det. Hans mor og ham har haft det meget svært og været til terapi for, at det skulle blive bedre men nu er han kommet så langt, at han ikke har lyst til komme ud til sin mor, fordi han føler han er i vejen. Hvad han siger, at så er de i byen eller har gæster.

Moren kommer nogle gange i sidste øjeblik og siger, at han skal passes et andet sted, fordi hun skal i byen. Når vi siger, at han skal have struktur, så griner hun bare og siger, at han er bare er en dreng, der vil have sin vilje. Når han så kommer hjem fra hans mor er han meget modbydelig især over for mig og svarer meget igen. ca 3 dage så er han ovenpå igen og siger undskyld og gid du var min mor. Da vi fik udredning på ham ja inden spurgte vi moren om hun ville være med, men det ville hun ikke, for han var bare en umulig dreng. Men efter han fik udredning siger hun så ja det (diagnosen) har han fra mig for den har jeg haft. Hvor min mand spørger hvornår (hun fik den), svarer hun ”imens vi var gift men du drak som et hul i jorden og var ligeglad med mig. ”

Det vil sige han fik 1-2 øl. Hun siger hun fik medicin for det men min mand har aldrig set noget. Hvis vi prøver at snakke med hende om noget, så er vi efter hende eller hun vil ikke svare os. Vi har prøvet at få aflastning til drengen så han ikke skal ud til sin mor, men vi har fået et afslag.

Så lige pt er han stadig ude ved sin mor hver 14 dag, og når han kommer hjem bruger vi op til 3 dage til at få ro på ham igen. Han har været ved os i en periode, hvor han ikke kom ud til sin mor, men jeg har mine drenge også hver 14. dag, og han brugte meget, at jeg gjorde forskel når de var her. Jeg gør meget med den dreng. Vi tager på indkøb, restauranter osv. Det er mig der trøster og lytter til ham.

Nu har vi konfirmation med ham og selvfølgelig skal vi holde det med ekskonen for det vil drengen gerne men hun kom en dag og bestemte alt, hvad vi skulle have osv. Så spurgte jeg, om det ikke var drengens konfirmation, men til det sagde hun, at prinsen af dk ikke kunne bestemme det hele. Og sådan er det hele vejen igennem. Nu har vi så datteren hver 14 dag som også har problemer i skolen, som de er ved at finde ud af. Det eneste moren siger er, at det er skolens skyld. Pigen bliver tykkere og tykkere, og når vi konfronterer moren med det, fordi vi havde fået brev af sundhedsplejsken om at datteren er i den høje ende, så får vi at vide, at vi er efter hende igen igen. Når datteren kommer her er hun så overtræt og vil have sukker hele tiden. Nu har hun endelig fundet ud af, at her får man ikke alt det sukker og i starten sagde hun, at hun ville hjem til sin mor. Men det er blevet bedre. Pigen kommer i str.98-104 i undertøj og bluser. Har tisset i sengen nogle gangen og har svært ved at tørre sig ordentlig. Svarer meget igen eller vil ikke svare os. Hvis hun kunne få lov, sad hun med tablet eller fjernsyn. Hun har set alle netflix film ude ved hendes mor. Når jeg spørger på en eller anden måde, hvad hun laver med sin mor, så siger hun hmm ved jeg ikke. J

a der er mange flere ting i det. Jeg har været ved lægen og snakket om problemet, da jeg er ved at gå helt ned med flaget. Og lægen kender ekskonen, hvor han siger, at de børn er ødelagt og at drengen kommer nok ud i noget kriminalitet på et tidspunkt. Jeg siger så til ham: Kan du slet ikke gøre noget, men han siger nej. Jeg har ringet til pigens skolen og sagt, at jeg er meget bekymret men ingenting hjælper. Vi prøver at få hjælp af kommunen med aflastning til drengen, så han ikke skal ud til sin mor, men vi har fået afslag. Min mand er kommet så langt nu, at han er ved at opgive sin datter, da det gør så ondt på ham og er ved at tage sin søn op på kommunen med en taske og bare sætte ham der, for at han kan få noget hjælp.

Vi ved simpelthen ikke, hvad vi skal gøre mere. Vi er kørt helt træt og lige pt er jeg sygemeldt og det ligner ikke mig. Vi vil bare hjælpe de børn, men vi kan ikke selv. Jo kommunen sagde ja til en kontaktperson men vi har ikke hørt noget i over 1 måned og har kontaktet dem men ingen svar tilbage. Nu har vi prøvet med en mail. Vi føler at kommunen mener, at det er os, der er noget i vejen med og ja vi ved godt, at vi tackler nogle af tingene forkert, men vi er kørt helt træt og jeg er ved at opgive det her forhold. Elsker min mand og synes han har nogle dejlige unger, men kan ikke se på, at de bliver mere og mere ødelagt især datteren og at vi ikke kan få mere hjælp til drengen. Mvh PP

Lindas svar

Kære PP

Din sag er desværre ikke den eneste af slagsen. Alt for ofte kommer børn i klemme i samværssager (læs fx denne kronik af Børns Vilkår). Jeg synes det er så bittert at vores danske samfund ikke kan finde ud af at træffe hurtigere beslutninger i samværssager om børn, der sætter BARNETS bedste højest. Den slags sager trækker desværre alt for meget ud og børnene lider undervejs.

Jeg har gået og tænkt over din besked i flere dage nu. Jeg kan sagtens høre at I gør mange gode ting for jeres børn og at den store udfordring ligger i at I og moren ikke kan tale sammen om hvad børnene har brug for. Det lyder til at hun ikke magter gøre mere end nu – at hun også har givet op (hun tager hellere i byen, afviser med at give børnene skylden og formår ikke at tage sig af datterens overvægt). Jeg har ikke EN gylden løsning men har dog en række råd til jer:

1. FÅ HJÆLP! I må ikke stå alene og gå ned med flaget. Kontakt venner og bekendte, der kan lytte til jer, hjælpe med at kontakte det offentlige og ring gerne til Børns Vilkår og få rådgivning!
2. Hold ud og hold sammen – de eneste der kan skabe forandring for de to børn er dig og din mand. Derfor skal I fortsat klø på og blive ved med at kontakte statsforvaltningen/kommunen og andre for at de til sidst bliver NØDT til at handle. Gem alt skriftlige og tag det med til kommunen helt fysisk og peg på alle de forhold, der ikke er i orden, som de BØR handle på.
3. Når I kontakter det offentlige skal I gøre det hele skriftligt og beskrive de ting I ser omkring børnene så tydeligt og præcist som muligt – kræv en skriftlig bekræftelse på modtagelse og ring op til I får den. – alt skal dokumenteres.
4. Længe har I forsøgt at påpege alle mors muligheder for forbedringer. Hvis dette opfattes som kritik af mor, som gør at hun afviser jer, så overvej en ny strategi. Det handler om børnene, så måske I kan spille en rolle, der hedder, at I viser forståelse overfor mor i ALT, hvad I siger til hende… nogle gange må man sluge sin stolthed og retfærdighedssans for at hjælpe sine børn. Hvis I på den måde kan komme på den gode side af mor, tør hun MÅSKE åbne op for det HUN synes er svært. Jeg ved godt det er en stor udfordring og at det måske ikke virker – men det kunne være det hele værd.
5. Overfor børnene skal I tydeligt sætte ord på det der sker i sagen, UDEN at tale ondt om deres mor. Fx: ”Vi forsøger at gøre det sådan, at du ikke skal passes af mor, for vi tror du er gladere, hvis du kun er hos os”. Børn har ret til at forstå, hvad der sker – på deres niveau.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.

Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk

Åh jeg ved nu ikke. Selvfølgelig er det ærgerligt at man ikke kan holde alle i hånden i en samværssag, men jeg har simpelthen så svært ved det med at der altid skal peges fingre af "kommunen" eller "systemet".

Man vælger jo selv at få børn, desværre ved man jo ikke på forhånd om det går godt. Men problemer mellem to forældre er altså som udgangspunkt forældrenes skyld og ansvar. Ville det være fedt hvis "systemet" havde ubegrænsede resurser? Ja. Men det er ikke tilfældet.

Jeg er selv i en økonomisk ufordelagtig situation og konsekvensen er jo så at jeg ikke kan rejse, shoppe osv. 

Jeg hæfter mig ved at i har "prøvet at få aflastning så drengen ikke skal ud til sin mor". Og der tænker jeg på hvorfor i ikke selv forsøger at passe ham i stedet for at ansøge om aflastning? Det må da være i hans bedste tarv.

Beklager hvis det virker som et surt opstød. Men jeg synes man er nødt til at feje for sin egen dør, inden man stempler "systemet" eller lignende som den store synder. Problemet er jo at peger man selv med én finger, så er der fem der peger tilbage på en selv. Hvad kan I SELV gøre? 

Stakkels børn.

Først bliver de ødelagt af forældrene. Da de reagerer på det, forsøges de afsat- opgivet af ansvarsfraværende forældre og ny familie- det jo børnene den er galt med!!

Drengen har sgu da ikke ADHD, han har bare været uheldig med sine biologiske forældre. I virkeligheden skulle han have haft en Z- diagnose- belastet opvækst/ samspilsramt.

Der er 1000 og atter tusind af disse børn, og det er sgu ikke til at bære.

Jeg fordømmer forældre der ødelægger deres børn på den måde- se dog for helvede indad!!

Jeg græder helt! Hvorfor skal børn ødelægges bare fordi forældrerne ikke kan finde ud af det? Kan virkelig blive sur over at man kan være sådan, pas ham selv eller få ham passet ved en han er tæt med fra jeres fælles familie, det er det bedste for ham nu, ikke en endnu ny familie. 

Ja undskyld men pigen burde og skulle væk og i plejefamilie eller os så skal moren godt nok stramme sig an, havde de troet det vil være som en dans på røde roser? . 

Det handler i bund og grund om samarbejde. 

Min datters far og jeg kan ikke sammen overhoved men af den grund snakker vi stadig pænt om hinanden og til hinanden, især når vores datter er der. 

Vågn op!!

Det helt oplagte er, at far skal have begge børn fuld tid med samvær til mor (selv de mest håbløse forældre kan være udmærkede samværsforældre). 

Vejen dertil kan være en underretning, så kommunen bliver forpligtet til at undersøge sagen nærmere. (Overskriften "underretning" sætter nogle helt specielle processer i gang.) Måske skal pigens skole skrive den i samarbejde med jer? 

Opgiv tanken om aflastning eller lignende, det er forældrenes opgave at passe børnene, medmindre begge er elendige forældre.