Hvordan slapper I af i graviditets-ræset?

Hej alle sammen.

Jeg smed p-pillerne i august 2015. Min mens blev først normal omkring november 2015, så det er vel egentlig først her, man starter med at tælle hvor længe vi har prøvet?

Vi prøver stadig at blive gravid, og jeg ved, at det er helt normalt at prøve i op til et år - MEN: hvordan slapper I af i det her graviditetsræs?

Jeg føler, at alle omkring mig bliver gravide, og vi prøver fortsat. Jeg oplever det som et pres, og jeg begynder at frygte, at der er noget galt med en af os, siden det ikke er sket endnu. 

Og så frygter jeg, at jeg kan forhindre mig selv i at blive gravid rent psykisk, fordi jeg er begyndt at stresse over det. Og stress fremmer jo ikke ligefrem mulighederne.  Altså en ond cirkel

Så piger, hvordan slapper I af i det her graviditetsræs? Jeg tænker på at kaste mig ud i noget med meditation eller visualisering (altså hvor man mentalt ser for sig, at man bliver gravid og fokuserer en masse positiv energi på det.) Nogen der har prøvet det? Eller andre gode råd? Jeg synes, det er lidt hårdt :/ 

Kh mig

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

Jeg smed p-pillerne i august 2015. Min mens blev først normal omkring november 2015, så det er vel egentlig først her, man starter med at tælle hvor længe vi har prøvet?

Vi prøver stadig at blive gravid, og jeg ved, at det er helt normalt at prøve i op til et år - MEN: hvordan slapper I af i det her graviditetsræs?

Jeg føler, at alle omkring mig bliver gravide, og vi prøver fortsat. Jeg oplever det som et pres, og jeg begynder at frygte, at der er noget galt med en af os, siden det ikke er sket endnu. 

Og så frygter jeg, at jeg kan forhindre mig selv i at blive gravid rent psykisk, fordi jeg er begyndt at stresse over det. Og stress fremmer jo ikke ligefrem mulighederne.  Altså en ond cirkel

Så piger, hvordan slapper I af i det her graviditetsræs? Jeg tænker på at kaste mig ud i noget med meditation eller visualisering (altså hvor man mentalt ser for sig, at man bliver gravid og fokuserer en masse positiv energi på det.) Nogen der har prøvet det? Eller andre gode råd? Jeg synes, det er lidt hårdt :/ 

Kh mig

Vi har forsøgt siden september, og der er heller ikke sket noget her. Kæresten har dog nedsat sædkvalitet, og skal tjekkes herfor igen om 7 uger ca. Men jeg tager lidt tilskud - BIDRO royal, folinsyre og tester mig frem til ÆL (er jeg næsten lige startet på, så nu må vi se om det kan gøre tricket) 

Jeg kender SÅ GODT til det med, at føle alle omkring en bliver gravide - og det er altså lidt frustrerende, selvom jeg er rigtig glad på deres vegne!  

Jeg forsøger at tænke positivt, og ha den indstilling, at "når det sker, så sker det" og at det nok skal komme  Og så huske at hygge sig, og ikke lade det hele blive for seriøst og præget af PB  

Jeg kan kun give et gæt, for har ikke prøvet at planlægge hvor det blev til noget. Jeg fik en abort hvor det var et uheld og jeg var alt for ung, og så en kort periode hvor min mand og jeg prøvede men stoppede pga. opstået sygdom i familien. Det blev udsat til senere.

Men måske skal man prøve at aflede sin opmærksomhed lidt, så det ikke er alt der står og falder med den graviditet. Lav noget sjovt sammen, planlæg nogle ting I skal ud og opleve, så du har mere end én ting at glæde dig til 

Uanset hvad kommer tiden i hvert fald til at gå hurtigere på den måde 

Jeg har lige smidt p-pillerne og vil nu tålmodigt vente og se de næste par måneder hvornår min krop finder sin egen rytme igen. Så kan der komme lidt opdateringer hen ad vejen på det 

Accepten af at projekt-baby ikke er et kapløb. Og ja, ved jeg godt er lettere sagt end gjort. Efter mere end 1 1/2 år i behandling måtte jeg sande, at det på ingen måde gavnede min krop at stresse den. Holdt en pause, fik kontakt til en fantastisk terapeut og efter et par måneders pause og vi så startede op igen, blev jeg gravid(mistede desværre). Men nu ved jeg, min krop ikke gider stress og jag.

Du kan ikke stresse dig fra at blive gravid. De psykologiske faktorer er i denne sammenhæng vanvittigt overdrevne.

Fertilitet er primært et fysisk anliggende - selvom mange ammestuehistorier dikterer det modsatte. Accepter at nogle dage er svære og andre lidt lettere - og drop den dårlige samvittighed over at "nu skal du også slappe af og ikke tænke over det".

Dine tanker bestemmer ikke - heller ikke selvom myterne herom fylder rigtig meget....

Jeg står i samme situation som dig og vi startede også i august måned sidste år.. nogle måneder er svære, andre lidt nemmere.

At acceptere situationen må være det bedste råd jeg har til dig. Det er bare svært at se ens veninder og familie bliver gravide, og det er svært at vente på testdag, og det er svært ikke at blive gravid og mærke spark i maven. Sådan er det bare og det er okay!

Jeg har virkelig lært igennem den her proces at livet er et mirakel og at jeg skal være taknemmelig, hvis jeg bliver gravid. Jeg blev hurtigt gravid med mit første barn og jeg var f.eks. vildt skuffet over at det var en dreng og ikke en pige, men nu er jeg bare så ligeglad med kønnet, jeg vil bare gerne have en en sund og rask baby. Man kan også lige pludselig sætte sig lidt ind i hvordan det er for par som bare ikke bliver gravide og det er også en gave at kunne det.

Tag en dag af gangen og hold dig selv i gang med små projekter, så tiden går og det ikke kun er tanken om baby som kan give dig glæde og mening. jo mere tid du bruger på symptomlæsning og på baby.dk jo langsommere går det i hvert fald efter min erfaring (og hvad laver jeg så herinde?? )

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Du kan ikke stresse dig fra at blive gravid. De psykologiske faktorer er i denne sammenhæng vanvittigt overdrevne.

Fertilitet er primært et fysisk anliggende - selvom mange ammestuehistorier dikterer det modsatte. Accepter at nogle dage er svære og andre lidt lettere - og drop den dårlige samvittighed over at "nu skal du også slappe af og ikke tænke over det".

Dine tanker bestemmer ikke - heller ikke selvom myterne herom fylder rigtig meget....

Hmm ... Et af symptomerne på stress er udeblevet menstruation ? ... Så det kan man vel godt  

En stresset krop fungerer ikke optimalt - så det påvirker sikkert mere end vi aner  

serinasmor skriver:

Hmm ... Et af symptomerne på stress er udeblevet menstruation ? ... Så det kan man vel godt  

En stresset krop fungerer ikke optimalt - så det påvirker sikkert mere end vi aner  

 

Jeg negligerer ikke, at der kan være gode grunde til at passe på sig selv psykisk. Det gælder mange sammenhænge, og om ikke andet så fordi det gør det nemmere at være til.

Men at gøre fertilitet til primært et psykisk spørgsmål, er både forkert og skadeligt.

Forkert fordi infertilitet bunder i fysiologiske problemer (også når vi ikke nødvendigvis kan definere dem) og skadeligt fordi det er med til at individualisere problemet og skubbe ansvaret over på den barnløse selv ("du tænker for meget over det, derfor bliver du ikke gravid").

Såfremt stress var afgørende for graviditet ville kvinder i fertilitetsbehandling meget sjældent blive gravide. Det bliver de jo. Det samme gælder kvinder i andre livskriser, eller kvinder med stressede arbejde. Det bliver de jo også.

Jeg tror ikke at du finder en seriøst fertilitetslæge, som for alvor mener at det er psyken der er mest afgørende. Til gengæld finder du mange kvinder, for hvem omverdenens tro på myterne om tankens kraft, har være med til at gøre det forløb endnu mere belastende end det ellers havde været...

Jeg begyndte også at stresse lidt over det, men tænkte så, at hele mit liv ikke skulle handle om næste gang vi skulle prøve at lave et barn. Jeg havde heldigvis mit speciale og en eksamen og fokusere på, plus vi skulle flytte, så pludselig var mine tanker et andet sted og BANG. Så blev jeg gravid. Sommetider er det en god idé blot at flytte fokus over på de gode ting og lade naturen gå sin gang. Vi valgte bare at have sex, når vi havde lyst og ikke gøre det til en pligt for at prøve at lave en baby, og det hjalp os

Tusind tak for de mange gode input. 

Vi forsøger nu at få en lille ferie i kalenderen - det giver noget at glæde sig til og noget andet at tænke på.

Har kastet mig over meditation, og det synes jeg faktisk også er meget afstressende (omend svært!)

Men det er virkelig dejligt at høre fra andre i samme situation. Det hjælper i hvert fald til, at jeg heller ikke føler mig helt tosset i bolden, men kan se, at det jo faktisk er normalt