Jeg kan ikke mere. Forberedelse?

Jeg ved at jeg burde gå fra mine børns far. Jeg mangler bare at ku gi slip, og sige "så er det slut!". Hvordan kommer man fra at stå hér, til at gå? Jeg elsker ham jo meget, men han kører mig ned fuldstændig. 

Anonym skriver:

Jeg ved at jeg burde gå fra mine børns far. Jeg mangler bare at ku gi slip, og sige "så er det slut!". Hvordan kommer man fra at stå hér, til at gå? Jeg elsker ham jo meget, men han kører mig ned fuldstændig. 

Da jeg gik fra min søns far var det, det sværeste valg blandet med de nemmeste valg nogensinde. Jeg var ikke lykkelig, og mit humør dalede drastisk så snart han trådte ind af døren. 

Det endte med jeg sagde til mig selv: Fortjener min søn ikke at have en glad mor i stedet for en der går og er muggen hver gang far er hjemme? Fordi jeg påvirkede min søn med mit dårlige humør, jeg kunne mærke det på ham lige med det samme. 

Og fortjener jeg ikke selv at være glad? Jo gladere jeg er, jo bedre for mig selv og mine omgivelser! 

Jeg gik fra min datters far da hun var 7 måneder. Det bedste jeg nogensinde har gjort, men samtidig det sværeste. 

Han var aldrig hjemme og han tog sig ikke af vores datter. Jeg var ked af det hele tiden og jeg var virkelig et rod. Jeg kunne ikke overskue noget som helst og vidste at det ikke var sådan mit liv skulle være. Min datter skulle ikke vokse op i sådan noget.

Så jeg tog springet og flyttet. Det var hårdt, men mere fordi der kom en masse bøvl med ham efterfølgende, men hold op mit liv er blevet 1000 gange bedre og jeg er glad og har styr på alt i mit liv. Min datter er glad og vi hygger. 

Men det er bare at kaste sig ud i det. hvis det alligevel ikke kan blive dårligere hvorfor så ikke gør et forsøg. :-)

Anonym skriver:

Jeg ved at jeg burde gå fra mine børns far. Jeg mangler bare at ku gi slip, og sige "så er det slut!". Hvordan kommer man fra at stå hér, til at gå? Jeg elsker ham jo meget, men han kører mig ned fuldstændig. 

Jeg har det præcist som dig, jeg kan heller ikke bare få det gjort. 

Jeg hader mig selv for at ville gøre mine børn til dele-børn, men samtidig vil jeg ikke være ked af det og sur mere.

jeg føler mig som en fiasko at havde fået to børn med en mand, brugt hele min ungdom med ham, også det ikke virker. Jeg kommer fra en familie af kernefamilier, mor, far og børn der er blevet sammen til døden dem skiller. Jeg vil være den første der får dele-børn. Det værste er at han ikke tager mig seriøst når jeg siger at det må ændres på den ene eller anden måde, ellers må det slutte. Han laver den klassiske med at love det bliver bedre, men der sker aldrig en skid

Da jeg gik fra min drengs far for et par måneder siden var det også det sværeste valg jeg har måttet tage. Følte jeg tog vores søn fra S (min ex). 

Men jeg havde det ikke godt og jeg havde kæmpet en kamp i lang tid. Tog valget endeligt en dag hvor vi for en gang skyld sad og talte sammen som voksne mennesker da jeg ikk ønskede at gøre det forbi mens vi endnu engang var uvenner. 

Han blev dybt ulykkelig, men stod fast og huskede mig selv på at hvis jeg ikke var lykkelig så ville min dreng heller ikke være lykkelig. Og ærligt. Min dreng har ikk været nemmere siden vi gik fra hinanden og hans far har virkelig steppet up og vokset meget. 

Diosa85 skriver:

Da jeg gik fra min drengs far for et par måneder siden var det også det sværeste valg jeg har måttet tage. Følte jeg tog vores søn fra S (min ex). 

Men jeg havde det ikke godt og jeg havde kæmpet en kamp i lang tid. Tog valget endeligt en dag hvor vi for en gang skyld sad og talte sammen som voksne mennesker da jeg ikk ønskede at gøre det forbi mens vi endnu engang var uvenner. 

Han blev dybt ulykkelig, men stod fast og huskede mig selv på at hvis jeg ikke var lykkelig så ville min dreng heller ikke være lykkelig. Og ærligt. Min dreng har ikk været nemmere siden vi gik fra hinanden og hans far har virkelig steppet up og vokset meget. 

Må jeg spørge hvad du sagde? Jeg har sagt flere gange til min kæreste, at jeg ikke synes vi skulle være sammen mere, og han svarer altid i stil med "ej rolig nu jeg har jo sagt jeg nok skal bla bla bla" også bliver han ligesom hængende. Også selvom jeg svarer at jeg bare ikke tror på hvad han siger mere og er træt a det.

jeg indrømmer gerne at jeg er virkelig dårlig til konflikter, og når han svarer sådan bliver jeg skide sur og aner ikle hvad jeg skal sige. Også er vi nærmest bare lidt uvenner også fortsætter hverdagen som altid

Anonym skriver:

Må jeg spørge hvad du sagde? Jeg har sagt flere gange til min kæreste, at jeg ikke synes vi skulle være sammen mere, og han svarer altid i stil med "ej rolig nu jeg har jo sagt jeg nok skal bla bla bla" også bliver han ligesom hængende. Også selvom jeg svarer at jeg bare ikke tror på hvad han siger mere og er træt a det.

 

jeg indrømmer gerne at jeg er virkelig dårlig til konflikter, og når han svarer sådan bliver jeg skide sur og aner ikle hvad jeg skal sige. Også er vi nærmest bare lidt uvenner også fortsætter hverdagen som altid

Jeg synes da at du skal sige til ham at i ikke skal være sammen mere. Og at han skal finde et andet sted at bo. Eller omvendt an på hvem der flytter. 

Held og lykke med det 

Anonym skriver:

Må jeg spørge hvad du sagde? Jeg har sagt flere gange til min kæreste, at jeg ikke synes vi skulle være sammen mere, og han svarer altid i stil med "ej rolig nu jeg har jo sagt jeg nok skal bla bla bla" også bliver han ligesom hængende. Også selvom jeg svarer at jeg bare ikke tror på hvad han siger mere og er træt a det.

 

jeg indrømmer gerne at jeg er virkelig dårlig til konflikter, og når han svarer sådan bliver jeg skide sur og aner ikle hvad jeg skal sige. Også er vi nærmest bare lidt uvenner også fortsætter hverdagen som altid

Sagde som det var. At jeg ikk havde det godt sammen med ham og at jeg kunne være påvirkningen på vores søn så jeg ville ikk byde ham det længere. Han blev også altid ved at sige som din mang "rolig nu, kan ændre det" og "hvis vi vil hinanden nok så løser det sig" osv men sagde til ham at jeg ikk ville mere alligevel for vi havde forsøgt så mange gange og det holdte maks et par dage også var vi tilbage i det samme igen. Også holdt jeg bare fast i beslutningen denne gang. 

Det har kostet mange tårer. Men er glad Idag. 

Jeg ved ikke om du kunne få ham til det, men måske skulle i prøve at gå i noget parterapi. Ikke fordi jeg siger at i skal blive sammen (for det lyder ikke til at være det rigtige valg) men fordi det kan blive nemmere at gå fra hinanden når man får snakket med en terapeut om det.

Tiden efter i er gået fra hinanden kan også blive nemmere, fordi mange af de konflikter der kan opstå når man har børn er noget man kan få snakket igennem inden det sker. Overgangen fra at være sammen til at være eks'er kan nemt ende med en masse skænderier, og det vil gøre livet til et helvede for jeres børn. Jeg er selv skilsmissebarn og syntes absolut ikke det var rart dengang.

Måske kan det få ham til at se at du mener det? Og tage jeres brud alvorligt

Min kæreste og jeg er lige gået fra hinanden! Selvom det er for det bedste og det ikke kunne være så meget anderledes, så er jeg da mega ked af det! Nogle dage er han mit livs kærlighed og må have ham tilbage prompte. Andre dage kan jeg slet ikke se hvad jeg har set i ham... 

Men vigtigst af alt, så tror jeg man skal tillade sig selv og være ked af det, når man er ked af det! Acceptere sin situation og bare tag en dag af gangen. 

Tiden læger alle sår...