Føler mig ydmyget

Torsdag skulle jeg havde haft aftenvagt. Kæresten og jeg blev dog uvenner inden og han kørte sin vej lige inden at jeg skulle afsted på job. Der stod jeg med 2 børn som selvfølgelig ikke kan passe sig selv. Jeg blev så sur og skuffet og gik lidt i panik for hvad skulle jeg nu gøre!!?? Jeg ringede først til farmor og farfar men de kunne ikke passe dem. Så ringede jeg til et vennepar og de ville meget gerne hjælpe men jeg syntes også at det ville være synd for børnene for de ville jo blive total forvirret over hvorfor de nu skulle passes af andre. De sagde at det var helt op til mig hvad jeg ville gøre men de syntes at jeg skulle ringe til mit arbejde og fortælle sandheden....Jeg fulgte deres råd og gjorde det og bad hende jeg snakkede med om at holde tæt for jeg var så flov og syntes at det var så pinligt!!! Jeg er stadig flov over det  Det var iorden. De ville se om de kunne få en akut ind for mig. Så jeg kom ikke på arbejde den aften. En time senere kom han hjem og vi har ikke sagt et ord til hinanden....Jeg er så skuffet og føler mig så ydmyget over for vores vennepar og mit arbejde. Han vidste at jeg skulle på arbejde og så skred han bare fra det hele og jeg var nødt til at gå til bekendelse over for mit arbejde. 

Er det forkert af mig at føle mig ydmyget?? Noget andet er at jeg er lidt skuffet over svigermor for hun har ikke ringet eller skrevet omkring hvad jeg fandt ud af eller om hvordan jeg har det. Ja. Jeg ved godt at de er træt af at høre om vores konflikter of har frabedt om at ville høre på det men alligevel.... Kan jeg tillade mig at føle mig skuffet??

Anonym skriver:

Torsdag skulle jeg havde haft aftenvagt. Kæresten og jeg blev dog uvenner inden og han kørte sin vej lige inden at jeg skulle afsted på job. Der stod jeg med 2 børn som selvfølgelig ikke kan passe sig selv. Jeg blev så sur og skuffet og gik lidt i panik for hvad skulle jeg nu gøre!!?? Jeg ringede først til farmor og farfar men de kunne ikke passe dem. Så ringede jeg til et vennepar og de ville meget gerne hjælpe men jeg syntes også at det ville være synd for børnene for de ville jo blive total forvirret over hvorfor de nu skulle passes af andre. De sagde at det var helt op til mig hvad jeg ville gøre men de syntes at jeg skulle ringe til mit arbejde og fortælle sandheden....Jeg fulgte deres råd og gjorde det og bad hende jeg snakkede med om at holde tæt for jeg var så flov og syntes at det var så pinligt!!! Jeg er stadig flov over det  Det var iorden. De ville se om de kunne få en akut ind for mig. Så jeg kom ikke på arbejde den aften. En time senere kom han hjem og vi har ikke sagt et ord til hinanden....Jeg er så skuffet og føler mig så ydmyget over for vores vennepar og mit arbejde. Han vidste at jeg skulle på arbejde og så skred han bare fra det hele og jeg var nødt til at gå til bekendelse over for mit arbejde. 

Er det forkert af mig at føle mig ydmyget?? Noget andet er at jeg er lidt skuffet over svigermor for hun har ikke ringet eller skrevet omkring hvad jeg fandt ud af eller om hvordan jeg har det. Ja. Jeg ved godt at de er træt af at høre om vores konflikter of har frabedt om at ville høre på det men alligevel.... Kan jeg tillade mig at føle mig skuffet??

Over kæresten ja, svigermor nej det synes jeg ikke.

Jeg ville tage en seriøs snak med kæresten, for kan du være sammen med en der er så barnlig at det går ud over dig og dit arbejde fordi i bliver uvenner over noget. Det holder jo ikke.

Loa skriver:

Over kæresten ja, svigermor nej det synes jeg ikke.

Jeg ville tage en seriøs snak med kæresten, for kan du være sammen med en der er så barnlig at det går ud over dig og dit arbejde fordi i bliver uvenner over noget. Det holder jo ikke.

Jeg syntes også at det er vildt barnligt!! Og egentlig også pinligt og flovt for ham. Men han er stædig og jeg ved at han er ligeglad. Men jeg er så sur på ham at jeg ikke kan snakke med ham eller tilgive ham for det stunt han gjorde!! 

Anonym skriver:

Torsdag skulle jeg havde haft aftenvagt. Kæresten og jeg blev dog uvenner inden og han kørte sin vej lige inden at jeg skulle afsted på job. Der stod jeg med 2 børn som selvfølgelig ikke kan passe sig selv. Jeg blev så sur og skuffet og gik lidt i panik for hvad skulle jeg nu gøre!!?? Jeg ringede først til farmor og farfar men de kunne ikke passe dem. Så ringede jeg til et vennepar og de ville meget gerne hjælpe men jeg syntes også at det ville være synd for børnene for de ville jo blive total forvirret over hvorfor de nu skulle passes af andre. De sagde at det var helt op til mig hvad jeg ville gøre men de syntes at jeg skulle ringe til mit arbejde og fortælle sandheden....Jeg fulgte deres råd og gjorde det og bad hende jeg snakkede med om at holde tæt for jeg var så flov og syntes at det var så pinligt!!! Jeg er stadig flov over det  Det var iorden. De ville se om de kunne få en akut ind for mig. Så jeg kom ikke på arbejde den aften. En time senere kom han hjem og vi har ikke sagt et ord til hinanden....Jeg er så skuffet og føler mig så ydmyget over for vores vennepar og mit arbejde. Han vidste at jeg skulle på arbejde og så skred han bare fra det hele og jeg var nødt til at gå til bekendelse over for mit arbejde. 

Er det forkert af mig at føle mig ydmyget?? Noget andet er at jeg er lidt skuffet over svigermor for hun har ikke ringet eller skrevet omkring hvad jeg fandt ud af eller om hvordan jeg har det. Ja. Jeg ved godt at de er træt af at høre om vores konflikter of har frabedt om at ville høre på det men alligevel.... Kan jeg tillade mig at føle mig skuffet??

Sikke dog et røvhul!

Du kan ikke tillade dig at være skuffet over din svigerforældre da de allerede har frabedt sig at høre om jeres problemer. Sæt dig i deres sted! 

Skuffet kan du være over din kæreste og det skal du sige til ham ligeud. En ting er, at I skændes og han er sur på dig. En anden ting er at han er far og har forpligelser overfor sine børn. Hvad f.. tænker han på???

jeg forstår ikke hvorfor du skulle fortælle din chef om problemerne? Du kunne da bare have sagt at der er opstået et familiært nødstilfælde som gør at du ikke kan få dine børn passet. 

Og for Guds skyld lad være med at indblande andre i jeres problemer! I er voksne mennesker med børn. Tag ansvar og løs jeres problemer på egen hånd. Hvis I ikke kan det, så få noget professionel hjælp. 

Vivienne skriver:

Sikke dog et røvhul!

Du kan ikke tillade dig at være skuffet over din svigerforældre da de allerede har frabedt sig at høre om jeres problemer. Sæt dig i deres sted! 

Skuffet kan du være over din kæreste og det skal du sige til ham ligeud. En ting er, at I skændes og han er sur på dig. En anden ting er at han er far og har forpligelser overfor sine børn. Hvad f.. tænker han på???

jeg forstår ikke hvorfor du skulle fortælle din chef om problemerne? Du kunne da bare have sagt at der er opstået et familiært nødstilfælde som gør at du ikke kan få dine børn passet. 

Og for Guds skyld lad være med at indblande andre i jeres problemer! I er voksne mennesker med børn. Tag ansvar og løs jeres problemer på egen hånd. Hvis I ikke kan det, så få noget professionel hjælp. 

Det var ikke min chef men min kollega jeg snakkede med... Jeg var så forvirret og anede ikke mine levende råd... I hverdagen har jeg ingen at snakke med og mit selvværd er lig med nul så er blevet så usikker. Jeg anede virkelig ikke hvad jeg ellers skulle sige til min kollega... 

Det var ikke min chef men min kollega jeg snakkede med... Jeg var så forvirret og anede ikke mine levende råd... I hverdagen har jeg ingen at snakke med og mit selvværd er lig med nul så er blevet så usikker. Jeg anede virkelig ikke hvad jeg ellers skulle sige til min kollega... 

Jeg synes at det er rigtigt af dig at række ud og bede om hjælp, når dit skvat af en mand (ja, undskyld tonen) i den grad svigter sit ansvar overfor både dig og børn. Du bør ikke skamme dig - men han børn til gengæld have ufattelig svært ved at holde sig selv ud!

Svigerforældrene frabeder sig flere konflikter. Det må respekteres - men der fortæller også noget om at det ikke er første gang I behandler hinanden grimt.

Hvis ikke man i et parforhold også er kammerater, der ufravigeligt støtter hinanden og ikke svigter når det er svært... ja, så er det for mig personligt ikke noget jeg ville kunne finde mig i at leve med...

Jeg ville være RASENDE hvis det var min kæreste!! 

Jeg kan godt forstå svigerforældrene frabeder sig at blive involveret i jeres problemer, hvilke forældre har lyst til at se hvilket skravl af en mand de har opdraget og som du så desværre må trækkes med, syntes hans opførsel er fuldstændig uacceptabel