At lytte til jeres overvejelser og erfaringer

 Hej

Jeg har læst forskellige tråde i denne emne del, og vi er blevet opfordret af vores læge til at overveje behandling. 

Hvis I har lyst at dele jeres tanker omkring behandling, vil det være en stor hjælp for os. 

Jeg dømmer ingen, ønsker blot at blive klogere og lytte til jeres overvejelser. Jeg støder selv på tanker omkring hormon behandling, etik, ønsket om et barn, og synes det er svært... Og et stort skridt at tage, og jeg vil være sikker på at jeg har alle overvejelser med og at de er afstemt. 

Tak fordi du læser denne

BienBlomsten skriver:

 Hej

 

Jeg har læst forskellige tråde i denne emne del, og vi er blevet opfordret af vores læge til at overveje behandling. 

Hvis I har lyst at dele jeres tanker omkring behandling, vil det være en stor hjælp for os. 

Jeg dømmer ingen, ønsker blot at blive klogere og lytte til jeres overvejelser. Jeg støder selv på tanker omkring hormon behandling, etik, ønsket om et barn, og synes det er svært... Og et stort skridt at tage, og jeg vil være sikker på at jeg har alle overvejelser med og at de er afstemt. 

 

Tak fordi du læser denne

Hej BienBlomsten

Ja, det er en stor beslutning, men det kommer nok an på, hvad man ellers har med sig i bagagen. Hvor man er i sit liv, hvor stort ens ønske om at få børn er, hvor lang tid man har lyst til at forsøge selv (og hvor gammel man er, så hvor lang tid man kan tillade sig at forsøge selv) og om man feks. ville have det lige så fint med at adoptere!?!

Jeg har altid godt villet have børn (min kæreste har nok trukket den lige længe nok), men da vi havde forsøgt i et år uden succes, var jeg ikke i tvivl om at vi ville tage imod behandling - jeg vil gøre alt for at få mit eget barn!!

Selve behandlingen er frygtelig! Ikke så meget at skulle stikke sig selv eller tage hormoner, det mærker jeg ikke meget til. Det er mere det med konstant at skulle tænke på det - det fylder ENORMT meget i ens hoved at være i behandling... og alligevel er perioderne imellem behandlingerne endnu værre, for der går man med den konstante frygt for at det aldrig lykkes og at man slet ikke selv kan gøre noget!

Det er hårdt at ens nærmeste ikke ved, hvad man går igennem - men det er også hårdt når de får det at vide, for så ved man at de også går og spekulerer og alligevel er det lidt tabubelagt...nok fordi det er så svært at snakke om!

Og i fht. arbejde er det også en belastning at skulle have fri i tide og utide...

Ja, beklager! Ikke en opløftende besked, men vi ville nok alle sammen ønske at vi ikke behøvede at være herinde

Held og lykke med hvad I finder ud af

Det etiske i det har jeg ikke brudt min hjerne så meget med! Mit ønske om at blive mor fyldte alt. Vi har et godt fundament for at få et barn og give det en god opvækst og den der med at hvis man ikke selv kan lave børn bør man ikke få børn giver jeg ikke meget for, for hvorfor bliver alkoholikere og narkomaner så forældre i vildskab? Så det lader jeg mig ikke gå på af at nogle kunne finde på at mene. 

Det er pisse hårdt at være i behandling. Det vil jeg ikke lyve om. Og det er hårdt både for en selv, ens partner og forholdet. Men det er også det hele værd når man står med sit lille smukke barn i armene og ja vi er sågar villige til at gøre det igen for at gøre vores datter til storesøster  

i forhold til at fortælle eller lade være til de nærmeste er svært. Første gang fik vi det nok sagt til lige mange nok... Men det er en svær balancegang, for hvis det ikke går havde jeg brug for nogle at tale med det om. 

Næste gang vi går i gang, så får min arbejdsplads besked om vi er i gang, det var en kæmpe stressfaktor for mig sidste gang, at jeg skulle lyve om hvorfor jeg nu skulle til læge igen. 

Men det er sgu også bare voldsomt grænseoverskridende at skulle lade sin arbejdsplads være nogle af de første der får besked om, at man er i fertilitetsbehandling. 

Jeg ved ikke om du kan bruge mine tanker til noget, men hvis der er noget du vil have uddybet så sig endelig til, så gør jeg det gerne

Åh... Jamen vi er ikke helt så langt endnu, lige nu står den på udredning. Blodprøver er taget, sæd er indleveret og gyn tid i næste uge...

vi har egentligt ikke besluttet om vi vil gå vidre når vi har resultatet endnu...

men jeg vil gå ind til en evt behandling med åbent og positivt sind... Hvor forfærdeligt behandling er, synes jeg er hvad man gør det til..

jeg er overbevist om, at så længe man ser behandlingen som en positiv oplevelse og erkender at det at lave baby er ude af af ens hænder, så skal det nok gå...

jeg synes det er så vigtigt at huske parforholdet, og husker kærligheden og det positive - ellers bliver det en sur tid man går i møde... Man skal huske at man jo har hinanden og det har man både med og uden baby..

indtil videre er jeg positiv og fortrøstningsfuld - ja jeg er nervøs for hvad gyn siger, men jeg kan ikke ændre på resultatet, og vi tager det en dag af fangen og nyder at være kærester imens herhjemme..

tarkoflen skriver:

Det etiske i det har jeg ikke brudt min hjerne så meget med! Mit ønske om at blive mor fyldte alt. Vi har et godt fundament for at få et barn og give det en god opvækst og den der med at hvis man ikke selv kan lave børn bør man ikke få børn giver jeg ikke meget for, for hvorfor bliver alkoholikere og narkomaner så forældre i vildskab? Så det lader jeg mig ikke gå på af at nogle kunne finde på at mene. 

Det er pisse hårdt at være i behandling. Det vil jeg ikke lyve om. Og det er hårdt både for en selv, ens partner og forholdet. Men det er også det hele værd når man står med sit lille smukke barn i armene og ja vi er sågar villige til at gøre det igen for at gøre vores datter til storesøster  

i forhold til at fortælle eller lade være til de nærmeste er svært. Første gang fik vi det nok sagt til lige mange nok... Men det er en svær balancegang, for hvis det ikke går havde jeg brug for nogle at tale med det om. 

Næste gang vi går i gang, så får min arbejdsplads besked om vi er i gang, det var en kæmpe stressfaktor for mig sidste gang, at jeg skulle lyve om hvorfor jeg nu skulle til læge igen. 

Men det er sgu også bare voldsomt grænseoverskridende at skulle lade sin arbejdsplads være nogle af de første der får besked om, at man er i fertilitetsbehandling. 

Jeg ved ikke om du kan bruge mine tanker til noget, men hvis der er noget du vil have uddybet så sig endelig til, så gør jeg det gerne

Det er rart at læse at du har tænkt dig at være åben over for dit job, sådan har jeg også tænkt mig at gøre hvis det bliver aktuelt...

jeg er også ret åben over for mine nærmeste - jeg tror nemlig ikke at det gør noget godt at gemme på det...

fo82 skriver:

Åh... Jamen vi er ikke helt så langt endnu, lige nu står den på udredning. Blodprøver er taget, sæd er indleveret og gyn tid i næste uge...

vi har egentligt ikke besluttet om vi vil gå vidre når vi har resultatet endnu...

men jeg vil gå ind til en evt behandling med åbent og positivt sind... Hvor forfærdeligt behandling er, synes jeg er hvad man gør det til..

jeg er overbevist om, at så længe man ser behandlingen som en positiv oplevelse og erkender at det at lave baby er ude af af ens hænder, så skal det nok gå...

jeg synes det er så vigtigt at huske parforholdet, og husker kærligheden og det positive - ellers bliver det en sur tid man går i møde... Man skal huske at man jo har hinanden og det har man både med og uden baby..

indtil videre er jeg positiv og fortrøstningsfuld - ja jeg er nervøs for hvad gyn siger, men jeg kan ikke ændre på resultatet, og vi tager det en dag af fangen og nyder at være kærester imens herhjemme..

Jeg er for så vidt enig i, at man skal være positiv og gå ind i det med et åbent sind! Jeg følte dog på egen krop at angsten for ikke at blive mor engang imellem tog over og at stressen over at tage næsespray og hormoner på præcise tidspunkter er hårdt for krop og sind! Men når det er sagt, har det også på mange måder bragt os tættere, for der er ingen andre end os to, der har oplevet på egen krop hvordan vores forløb var. Jeg er min kæreste evigt taknemmelig for den støtte, omsorg og opmærksomhed han gav mig, og at han gav mig plads til at være umulig og bange, det er guld værd! Begge parter viser jo de mest sårbare sider af sig selv, og når man kan klare sådan en omgang og for vores vedkommende en voldsom omgang stress, så tror jeg på vi kan klare det meste, som livet vil byde os. 

fo82 skriver:

Det er rart at læse at du har tænkt dig at være åben over for dit job, sådan har jeg også tænkt mig at gøre hvis det bliver aktuelt...

jeg er også ret åben over for mine nærmeste - jeg tror nemlig ikke at det gør noget godt at gemme på det...

Det gjorde bestemt ikke noget godt for mig at gemme det i det første forsøg! Og overfor venner og familie har vi hele tiden været ret åbne, faktisk måske lige lovlig åbne, det bliver nok droslet en smule ned næste gang. Ikke at folk ikke må vide det, jeg tror bare ikke jeg vil fortælle hvor langt vi eksempelvis er i processen, for så kan det komme lidt som en overraskelse når det forhåbentlig sker men man bliver jo klogere af hvad man har prøvet før og hvad der virker for en selv og heldigvis kan man jo bare ændre det undervejs, hvis man får brug for at fortælle mere om det

Tex skriver:

Hej BienBlomsten

Ja, det er en stor beslutning, men det kommer nok an på, hvad man ellers har med sig i bagagen. Hvor man er i sit liv, hvor stort ens ønske om at få børn er, hvor lang tid man har lyst til at forsøge selv (og hvor gammel man er, så hvor lang tid man kan tillade sig at forsøge selv) og om man feks. ville have det lige så fint med at adoptere!?!

Jeg har altid godt villet have børn (min kæreste har nok trukket den lige længe nok), men da vi havde forsøgt i et år uden succes, var jeg ikke i tvivl om at vi ville tage imod behandling - jeg vil gøre alt for at få mit eget barn!!

Selve behandlingen er frygtelig! Ikke så meget at skulle stikke sig selv eller tage hormoner, det mærker jeg ikke meget til. Det er mere det med konstant at skulle tænke på det - det fylder ENORMT meget i ens hoved at være i behandling... og alligevel er perioderne imellem behandlingerne endnu værre, for der går man med den konstante frygt for at det aldrig lykkes og at man slet ikke selv kan gøre noget!

Det er hårdt at ens nærmeste ikke ved, hvad man går igennem - men det er også hårdt når de får det at vide, for så ved man at de også går og spekulerer og alligevel er det lidt tabubelagt...nok fordi det er så svært at snakke om!

Og i fht. arbejde er det også en belastning at skulle have fri i tide og utide...

Ja, beklager! Ikke en opløftende besked, men vi ville nok alle sammen ønske at vi ikke behøvede at være herinde

Held og lykke med hvad I finder ud af

Tusind tak for din ærlighed. Det er lige det jeg søger! 

Du har helt ret, at det er bare en stor beslutning, men der er også den overvejelse som du nævner, at vil man opleve at være gravid og bære sit eget barn, eller kan man acceptere at adoptere..... Det er nok her jeg er i min beslutningsproces som jeg/vi endnu ikke har afklaret. Det vil sige, at min kæreste vil helst behandling, da han har et stort ønske om eget barn og egentlig drømmer jeg også om en graviditet. 

Din ærlighed omkring behandling og ventetiden imellem er lige den jeg søger. Det er også sådan at jeg forestiller mig det er, og det er den del jeg skal have afklaret med mig selv om jeg er klar på. 

Kan forstå at I ikke har delt det med familien eller? Men vi har endnu ikke fortalt nogle (ud over et vennepar) at vi har forsøgt i lang tid og at vi nu er blevet anbefalet behandling. Det er netop svært at tale åbent om for det er meget privat og gør også ondt og føler ikke andre behøver at være en del af det..... 

Tak for din ærlighed

Jeg er glad for at du kunne bruge det:-) Det er også rart at komme ud med...

Vi har fortalt det til de nærmeste venner og noget af den nærmeste familie - men det er bare svært, når ens forældre har gået og sukket efter børnebørn i så mange år, og vi altid har sagt "jaja, det skal nok komme" og så pludselig når man er klar, vil det ikke lykkes Men jeg er rigtig glad for at vennerne ved det, både fordi det er rart at snakke om uden at de har følelser involveret, men også så de ikke længere spørger, hvornår vi skal igang (alle vores venner har 1-2 børn, så vi er virkelig efternølere)!

Til gengæld, så har vi 2 vennepar, et par i familien og 3 på min tidligere arbejdsplads, som også har været igennem det her - så vi er ihvertfald ikke alene!

Ang. andre muligheder, så var jeg åben for adoption og donation (æg/sæd) i starten, men min kæreste ville absolut ikke acceptere andet end vores helt egne børn...og nu ved jeg ikke rigtig længere hvad jeg vil

Men hey, måske I er blandt de heldige, hvor det bare lykkes i første forsøg - så er I jo hurtigt videre, og så er alle bekymringerne pludselig langt væk