At blive mindet om at det ikke lykkes...

3 år og snart 4 måneder siden vi begyndte at at prøve.. men pga pcos er det endnu ikke lykkedes selv efter vi brugte 1 år og en formue på behandling.. 

Nå men det er jo så et faktum.. Jeg er ked af at det ikke er lykkedes endnu. Men mit største problem har dog været at min dejlige bonusdatter igennem snart 5 år, som jeg ser som og behandler som var hun mit eget kød og blod, de sidste 2½ år har efterspurgt en søskende, hun har endda bildt sig selv ind at jeg var gravid og at hun blev store søster når babyen var klar til at komme ud.. En enkelt gang havde hun endda sagt det på fritteren, jeg tror i håb om at hvis andre hørte det at det ville blive rigtigt. 

Min mand og jeg har haft snakket med hende om det, og der har egentlig været stille i en periode, men her for ikke så længe siden havde jeg en uheldig episode med hende da vi var ude og køre i bus bare hende og jeg. Hun spurgte igen til hvornår hun fik en lille søskende, og hvis jeg ikke kunne tage mig sammen og blive gravid kunne jeg så ikke bare adoptere så hun kunne få en storebror.. Det gjorde rigtig ondt, og i vrede slog hun mig i maven og sagde jeg med vilje ikke ville give hende en lille bror.. Jeg fik afværget situationen, og vi kom hjem, men der blev ikke snakket mere om det så snart farmand var der var hun sig selv igen.. Jeg er rigtig ked af denne situation, og synes egentlig slet ikke det er fair.. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal få hende til at forstå at det ikke er noget jeg gør bevist.. Og hvorfor præcis det er MIN skyld det ikke sker.. Hendes mor har ingen kæreste så der ligger hun slet ikke tankerne.. Har ikke snakket med min mand om det endnu, for ved ærligtalt ikke hvordan jeg skal åbne den samtale..

Hun er 8 år, og aner endnu ikke hvordan babyer bliver til eller hvordan biologien nogengange fungere.. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal tage den med hende..?? 

Har brug for råd.. Om det er med egne børn eller bonus børn der gerne vil have en søskende, hvordan har i taklet det, eller ville i takle det? En ting er at takle hendes følelser, men jeg bliver mindet om gang på gang at min krop ikke fungere som en kvinde krop skal og bliver så ked af det hver gang.. 

Jeg kan desværre ikke bidrage med gode råd, men fik godt nok en klump i maven af at læse dit indlæg, føler med dig, og ville bare gerne sende et kram 

Anonym skriver:

Jeg kan desværre ikke bidrage med gode råd, men fik godt nok en klump i maven af at læse dit indlæg, føler med dig, og ville bare gerne sende et kram 

Det er okay, tak for cyber krammet i det mindste 

Anonym skriver:

3 år og snart 4 måneder siden vi begyndte at at prøve.. men pga pcos er det endnu ikke lykkedes selv efter vi brugte 1 år og en formue på behandling.. 

Nå men det er jo så et faktum.. Jeg er ked af at det ikke er lykkedes endnu. Men mit største problem har dog været at min dejlige bonusdatter igennem snart 5 år, som jeg ser som og behandler som var hun mit eget kød og blod, de sidste 2½ år har efterspurgt en søskende, hun har endda bildt sig selv ind at jeg var gravid og at hun blev store søster når babyen var klar til at komme ud.. En enkelt gang havde hun endda sagt det på fritteren, jeg tror i håb om at hvis andre hørte det at det ville blive rigtigt. 

Min mand og jeg har haft snakket med hende om det, og der har egentlig været stille i en periode, men her for ikke så længe siden havde jeg en uheldig episode med hende da vi var ude og køre i bus bare hende og jeg. Hun spurgte igen til hvornår hun fik en lille søskende, og hvis jeg ikke kunne tage mig sammen og blive gravid kunne jeg så ikke bare adoptere så hun kunne få en storebror.. Det gjorde rigtig ondt, og i vrede slog hun mig i maven og sagde jeg med vilje ikke ville give hende en lille bror.. Jeg fik afværget situationen, og vi kom hjem, men der blev ikke snakket mere om det så snart farmand var der var hun sig selv igen.. Jeg er rigtig ked af denne situation, og synes egentlig slet ikke det er fair.. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal få hende til at forstå at det ikke er noget jeg gør bevist.. Og hvorfor præcis det er MIN skyld det ikke sker.. Hendes mor har ingen kæreste så der ligger hun slet ikke tankerne.. Har ikke snakket med min mand om det endnu, for ved ærligtalt ikke hvordan jeg skal åbne den samtale..

Hun er 8 år, og aner endnu ikke hvordan babyer bliver til eller hvordan biologien nogengange fungere.. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal tage den med hende..?? 

Har brug for råd.. Om det er med egne børn eller bonus børn der gerne vil have en søskende, hvordan har i taklet det, eller ville i takle det? En ting er at takle hendes følelser, men jeg bliver mindet om gang på gang at min krop ikke fungere som en kvinde krop skal og bliver så ked af det hver gang.. 

Jeg ville snakke med hende om at det også er jeres store ønske at få en baby men desværre er det ikke altid det lykkes. Min datter er 8 år og hun ville sagtens kunne forstå og vi ville kunne have sådan en snak med hende, men igen børn er forskellige så mærk jer frem, men tænker kommunikation er vejen frem og så ønsker jeg ellers alt det bedste for jer og forhåbentlig er baby også i jeres fremtid. 

Jeg står i et lignende problem. 

Min søn bliver 6 år om 2 måneder, og hans største ønske overhovedet er at få en lillebror og han kan bare ikke forstå at jeg ikke bare kan få en. 

For det første så er jeg først lige begyndt at se en efter min skilsmisse, så sønnen ved ikke noget om ham endnu, derfor kan jeg endnu feje den lidt af vejen ved at sige at mor jo ingen kæreste har. Men det er ikke altid det er nok, og så mener han at jeg bare kan få en baby mere sammen med hans far, og så kører den ellers derfra. 

Jeg har forsøgt at forklare ham at man ikke bare lige kan gå ud at få en baby, og det ikke er altid man kan få det man vil, og jeg tænker at du også kan forklare bonus at tingene ikke altid går som man gerne vil, det burde hun være stor nok til at forstå. 

Med til min historie ved jeg også allerede nu at det bliver svært for mig overhovedet at få en baby mere, og at jeg højest sandsynligt vil skulle gå igennem reagensglas behandling for at opnå det, og derfor ved jeg at der kommer til at gå nogle år endnu inden jeg kan gøre min dreng til storebror, og derfor gør det virkelig ondt at han smider sådan en bombe indimellem.

Øv det er mega træls og synd for jer alle 3. Jeg var selv helt vildt sur og bebrejdende på min mor da jeg var lille over at jeg ikke måtte få nogen søskende når alle mine venner havde! Fornyligt fortalte min mor mig hvor hårdt det havde været at se mig vokse op som enebarn altid eneste barn til jul og familiefødselsdage, og det min forældre ønskede sig mest i verden var selvfølgelig flere børn, de kunne bare ikke blive gravide! Det slog mig at jeg da ville ønske hun havde sat sig ned og forklaret mig hvordan tingene hang sammen og at de faktisk rigtig gerne ville have give mig en lillesøster eller bror.. Det tror jeg godt jeg ville have kunne forstå som 6-7 årig. Selvom det er kedeligt man ikke altid får hvad man ønsker sig så har man jo kærligheden til hinanden og det er ikke så skidt endda! Jeg fik iøvrigt en lillesøster da jeg var 9 og en lillebror da jeg var 11, og selvom det er hårdt at blive storesøster til to og teenager på samme tid, er de det bedste der er sket for mig. Det skal nok lykkes for jer!

Anonym skriver:

3 år og snart 4 måneder siden vi begyndte at at prøve.. men pga pcos er det endnu ikke lykkedes selv efter vi brugte 1 år og en formue på behandling.. 

Nå men det er jo så et faktum.. Jeg er ked af at det ikke er lykkedes endnu. Men mit største problem har dog været at min dejlige bonusdatter igennem snart 5 år, som jeg ser som og behandler som var hun mit eget kød og blod, de sidste 2½ år har efterspurgt en søskende, hun har endda bildt sig selv ind at jeg var gravid og at hun blev store søster når babyen var klar til at komme ud.. En enkelt gang havde hun endda sagt det på fritteren, jeg tror i håb om at hvis andre hørte det at det ville blive rigtigt. 

Min mand og jeg har haft snakket med hende om det, og der har egentlig været stille i en periode, men her for ikke så længe siden havde jeg en uheldig episode med hende da vi var ude og køre i bus bare hende og jeg. Hun spurgte igen til hvornår hun fik en lille søskende, og hvis jeg ikke kunne tage mig sammen og blive gravid kunne jeg så ikke bare adoptere så hun kunne få en storebror.. Det gjorde rigtig ondt, og i vrede slog hun mig i maven og sagde jeg med vilje ikke ville give hende en lille bror.. Jeg fik afværget situationen, og vi kom hjem, men der blev ikke snakket mere om det så snart farmand var der var hun sig selv igen.. Jeg er rigtig ked af denne situation, og synes egentlig slet ikke det er fair.. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal få hende til at forstå at det ikke er noget jeg gør bevist.. Og hvorfor præcis det er MIN skyld det ikke sker.. Hendes mor har ingen kæreste så der ligger hun slet ikke tankerne.. Har ikke snakket med min mand om det endnu, for ved ærligtalt ikke hvordan jeg skal åbne den samtale..

Hun er 8 år, og aner endnu ikke hvordan babyer bliver til eller hvordan biologien nogengange fungere.. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal tage den med hende..?? 

Har brug for råd.. Om det er med egne børn eller bonus børn der gerne vil have en søskende, hvordan har i taklet det, eller ville i takle det? En ting er at takle hendes følelser, men jeg bliver mindet om gang på gang at min krop ikke fungere som en kvinde krop skal og bliver så ked af det hver gang.. 

Jeg synes det er enormt hårdt at blive konfronteret med ønsket om søskende. Vi har været i behandling i et lille halvt år uden resultat, og mine egne følelser kan jeg pakke ind og skubbe lidt væk når jeg ikke lige kan rumme det, men når min søn (7 år) siger at han gerne vil have en lillesøster eller -bror, eller at når vi skal have en baby, skal den laves inde i mors mave, rammer det mig lige i smasken. Jeg får simpelthen bare så enormt dårlig samvittighed over at jeg ikke formår at give ham den søster eller bror han forestiller sig.

Indtil sidste uge har vi sagt noget ala det synes vi også kunne være rigtig dejligt, men det er ikke lige nu. Det har han accepteret fint, men han har tydeligvis behov for at snakke om det, for det dukker op med jævne mellemrum. I lørdags så han mig så tage min Pergotime. Normalt tager jeg den efter sengetid, men han var længe oppe pga MGP. Og han ville rigtig gerne vide, hvorfor jeg tog den, så jeg besluttede mig for at være ærlig og sige at det var fordi at vi gerne ville lave en baby og lægen havde sagt at pillen ville hjælpe. Det accepterede han. Snakkede lidt om baby-idéen, og så var han videre. Men det var en kæmpe lettelse for mig. Ikke fordi at han på nogen måde (overhovedet!!) skal involveres i vores fertilitetsbehandling, men det var rart ikke at snakke udenom. Bare svare helt ærligt.

Det er rigtig sjovt du skriver denne tråd netop i dag. På vej ned på apoteket efter scanning i dag gik jeg nemlig og tænkte på at jeg godt kunne savne lidt at der var nogen der forstod hvad det ville sige ikke at kunne leve op til ens barns ønske om søskende.

Du er meget velkommen til at skrive til mig privat.

Kære ts.

Først: Jeg håber det snart lykkes for jer.

Dernæst: jeg tror godt I kan forklare hende at I gerne vil, men at det er svært. Min datter på 7 har hørt børneudgaven af hvor børn kommer fra, og senere voksenudgaven i frikvarteret i skolen. Jeg ville godt kunne forklare hende hvis det var svært og ikke ville lykkes, uden at gå i detaljer med det. 

Udover det tror jeg at hun ville holde helt op med at være sur på dig/hendes far over det, hvis I forklarede hende at I ønsker det lige så meget som hun, og gør alt hvad I kan for at gøre hende til storesøster..

kram til dig