pige 5 år voldsom adfærd, hjælp!

vi har brug for gode råd, vi - mor og far- kan næsten ikke hænge sammen mere.... 

Vores datter på 5 år har ændret adfærd, drastisk og vi er bekymrede.

Hun oplevede at bedsteveninden i børnehave flyttede, hun havde sidste dag der d.1/12. Min datter var i Spanien og var syg op til vores juleferie og mærkede derfor ikke savnet. Da hun startede i børnehave igen efter jul er alt eskaleret... Hendes adfærd har ændret sig markant og det er aå slemt nu, at vi snart ikke kan hænge sammen herhjemme mere! 

For at gære en lang historie kort, har vores datter altid været stædig og temperamentsfuld. Hun har haft raserianfald her og der, ikke noget vi ikke har kunnet håndtere. Men den sidste 1,5 måned har været et helvede... Hun begyndte at rase når hun kom hjem fra børnehave, ville ikke afsted, gav udtryk for at hun savnede veninden og følte sig alene der. Vi har forsøgt at snakke med hende om de ting hun finder svære og har kunne nå hende på mange områder. pludselig bliver hun taktil hyper sensitiv - tøjet skal være det samme hver dag, strømpebukser skal sidde på en bestemt måde, bluser må ikke krølle i ærmerne mm. og det er et helvede at få hende i andet tøj end det sæt hun går i nu... Det har voldt mange konflikter om morgenen og jeg kommer efterhånden for sent på job hver dag. 

Vi har forsøgt med belønning - hun vil ikke afsted om morgenen og har skabt konflikter hver morgen ved skiftet der hedder hjemmefra til børnehave. Når hun havde fået tøj på og vi var klar til at komme ud ad døren, fik hun et bolsje. Det fungerede for en stund, men ikke mere... 

Vi har brugt ur/alarm til at styre morgenerne for at tage styringen, så vi undgår at vi konstant er i konflikt med hinanden. Det fungerede meget kort og altid er eskaleret, virkelig meget... 

Fra at hun rasede ud herhjemme i ny og næ og vores tanker var, at hun var i sorg/krise over at bedste og eneste veninden flyttede og vi har givet hende masse af omsorg og kærlighed, brugt masser tid sammen med hende og haft en masse gode hyggestunder er hun simpelthen blevet så rasende på os... Hun er gal og vred hele tiden i vores samvær, hun vil ikke berøring: knus, kram mm. reagerer kraftigt på larm og sover mere end hun plejer. Samtidig oplever vi, at hun ikke vil spise og at hun generelt ikke trives særlig godt. 

for tiden "gemmer" hun sig fx. på badeværelset om morgenen med Ipad'en og vil ikke ud derfra. Banker jeg på eller siger godmorgen til hende, råber og skriger hun: Du må ikke snakke til mig, gå væk.. snakker jeg til hende, råber og skriger hun, sparker til ting og bliver rasende.

vi er gået fra at raserianfald var engang imellem, det er nu desværre blevet hverdags kost og gerne flere gange om dagen. De eskalere og benovet voldsommere og voldsommere - vi giver hende timeout på værelset og hun har snart ødelagt alt derinde i arrigskab, da hun sparker, slår og kaster med ting, når hun er gal. Vi kan ikke nå ind til hende når hun er der, generelt kan bi overhovedet ikke nå ind til hende for tiden... For tiden kører den på, at vi ikke må snakke til hende. Hver gang jeg åbner min mund, holder hun sig for ørerne og skriger: du må ikke snakke til mig... Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om hun fra os af har fået for meget "skæld og smæld" og hun defor ikke vil snakket, om hun ikke kan rumme det hele, om hun bare er voldsomt grænsesøgende, om hun er i dyb sorg og krise - og hvad Søren vi kan stille op? 

Vi har forsøgt at give hende tid og rum, det hjælper til dels men kræver en tidslomme på 2-3 timer, hvilket jeg ikke har om morgenen - står alene med hende hver morgen! Vi er også nød Til at tage hensyn til, at vi har underboen , som bliver trampet godt og grundigt op hver gang der pt. bliver sagt et ord til hende...

Vi er tyndslidte herhjemme, vi har haft nogle voldsomme ture med hende som har drevet os ud i steder vi ikke ønsker at være - vi har måtte Tage hende med tvang (hun er stærk!) hver gang hun får raserianfald og sætte hende ind på værelset. Vi har sågar måtte gøre samme, når hun skal i seng og hun har et par dage i sidste uge ligget og skreget sig selv i søvn af arrigskab - over at vi har snakket til hende! 

Hun er meget rigid i sin tankegang og - har egentlig altid været det, det er bare mere markant nu, da hun ikke har overskud til at komme videre - hun kan fx. gå tilbage eller bede os gå tilbage, hvis vi ikke lige kom/gjorde det hun havde tænkt sig. hun kan fx. bede os diktere, hvad hun siger og siger vi ikke det, brydes hendes mønstre hvilket kan få hende til at flippe helt ud... ved ikke om det giver mening? For tiden må vi ikke snakke med hende og gør vi det, "starter hun forfra" inde i hovedet. hvis hun fx. skulle til at børste tænder og vi siger noget til hende, bryder det hele sammen og hun starter forfra... Alt er en konflikt og det er eskaleret og det samme er vi, da vi ikke har overskud til hende mere... vi forsøger at være imødekommende, vi forsøger at være positie og sætte ord på hendes følelser. Vi forsøger alt hvad vi kan og mødes med konstant vrede og aggressivitet og har efterhånden svært ved at finde energien Til hende... 

Vi er i vildrede og har været omkring om vi snakker særlig sensitiv, ADHD, et barn i sorg/krise og mange andre ting. 

Det der er lidt påfaldende er, at de i børnehaven og når hun bliver passet af bedsteforældre, ikke oplever hende sådan.. Er klar over, at følelserne nemmere kommer ud når man er hjemme og i trygge omgivelser... vi kan bare snart ikke rumme hende mere, da alt er konfliktfyldt, selv vanlige rutiner vil hun ikke følge mere.

Vi magter ikke mere og det tager sig desværre også ud i vores adfærd samt lunte... Vi føler os isoleret, da vi ikke føler at vi kan tage nogle steder fordi vi frygter raserianfald. indtil for 2 uger siden tog de sig kun ud herhjemme, men efterhånden kommer de desværre også udenfor hjemmet... 

Vi er i vildrede og frustreret til op over begge ører - Nogle gode råd? 

hilsen den meget fortvivlede mor ��

Jeg har desværre ingen gode råd men ville ikke forlade tråden uden lige at sende en virituel for det lyder virkelig som en hård situation! 

Først; Du får lige en 

For jeg tror jeg ved, præcis, hvordan du/I har det. Vi har en datter på 4,5 som passer på alle beskrivelserne af jeres datter (med undtagelsen af det, at ødelægge ting). Vores datter er stædig, temperamentsfuld, utålmodig, perfektionistisk, egenrådig, påståelig og på nogle punkter bare pisse irriterende  

Vores datter har en ting med, at tøjet skal sidde perfekt. Underbukserne kan blive taget af og på flere gange, hvis en fold sidder forkert. Det samme med bluser hvis den krøller lidt. Strømperne skal sidde lige højt og der blive målt pertentligt hver gang. Sidder den ene strømpe en my højere end den anden, så forfra.  .. Det tager en EVIGHED at få hende i tøjet. Hun bliver oftest arrig hvis vi prøver at hjælpe.

Hun vil også diktere hvad vi skal sige og gøre. Gør vi tingene anderledes end hun havde forestillet sig, bliver hub sir. Når hun bliver sur så piver hun. Meget. Og vi er ved at blive vanvittige af det piveri. Hun er også begyndt at skrige. Virkelig højt og voldsomt. 

"Fordelen" hos os - i forhold til jeres situation - er nok, at hun altid har været sådan. Vi har derfor altid skulle forholde os til det og derfor ved vi også hvad der fungerer - og hvad der ikke gør. Men det er jo desværre ikke bare sådan at overføre samme praksis, da ingen ved om det vil virke. Hvis vores datter var blevet, som hun nu engang er, så pludseligt - så ville jeg også være ved, at gå ud af mit gode skind.. Jeg ville nok finde noget rådgivning et sted. Har I overvejet at tale med en pædagog fra børnehaven? Det er muligt, at de ikke oplever hende sådan, men de kender måske nogle konsulenter, vejledere eller børnepsykologer I evt. kan henvende jer til? Det er umiddelbart mit bedste bud... Det må fandme være hårdt, at skulle arbejde med alle de følelser hos jeres datter, alene som forældre?! 

Alt det bedste til jeres lille familie !

Har desværre heller ikke rigtig nogen gode råd. 

Det lyder lidt som min datter, vi har været igennem noget a'la det samme. Da hun begyndte på sit gik hendes far og jeg fra hinanden, da var hun 4,5 år. 

Har også været virkelig frustreret over det. Kan ikke komme med nogen gode råd, desværre, kan kun sige at det er blevet bedre. Det håber jeg også at det bliver for jer, men det tager tid. 

Først; Du får lige en 

For jeg tror jeg ved, præcis, hvordan du/I har det. Vi har en datter på 4,5 som passer på alle beskrivelserne af jeres datter (med undtagelsen af det, at ødelægge ting). Vores datter er stædig, temperamentsfuld, utålmodig, perfektionistisk, egenrådig, påståelig og på nogle punkter bare pisse irriterende  

Vores datter har en ting med, at tøjet skal sidde perfekt. Underbukserne kan blive taget af og på flere gange, hvis en fold sidder forkert. Det samme med bluser hvis den krøller lidt. Strømperne skal sidde lige højt og der blive målt pertentligt hver gang. Sidder den ene strømpe en my højere end den anden, så forfra.  .. Det tager en EVIGHED at få hende i tøjet. Hun bliver oftest arrig hvis vi prøver at hjælpe.

Hun vil også diktere hvad vi skal sige og gøre. Gør vi tingene anderledes end hun havde forestillet sig, bliver hub sir. Når hun bliver sur så piver hun. Meget. Og vi er ved at blive vanvittige af det piveri. Hun er også begyndt at skrige. Virkelig højt og voldsomt. 

"Fordelen" hos os - i forhold til jeres situation - er nok, at hun altid har været sådan. Vi har derfor altid skulle forholde os til det og derfor ved vi også hvad der fungerer - og hvad der ikke gør. Men det er jo desværre ikke bare sådan at overføre samme praksis, da ingen ved om det vil virke. Hvis vores datter var blevet, som hun nu engang er, så pludseligt - så ville jeg også være ved, at gå ud af mit gode skind.. Jeg ville nok finde noget rådgivning et sted. Har I overvejet at tale med en pædagog fra børnehaven? Det er muligt, at de ikke oplever hende sådan, men de kender måske nogle konsulenter, vejledere eller børnepsykologer I evt. kan henvende jer til? Det er umiddelbart mit bedste bud... Det må fandme være hårdt, at skulle arbejde med alle de følelser hos jeres datter, alene som forældre?! 

Alt det bedste til jeres lille familie !

tak, det er rart at vide at man ikke er fuldstændig alene i verden... 

Jeg er sjovt nok selv pædagog og har også prøvet alt der står i min magt, alt hvad jeg har lært og har i bagagen.. Børnehaven har svært ved at hjælpe, da de oplever en helt anden pige og mener, at det er i vores realation der er nogle uhensigtsmæssige mønstre der skal brydes!

Vi har en konsultation i morgen hos en rådgivende psykolog og håber på at blive klogere på, hvad vi skal stille op... 

Som du selv skriver, vores datter passer fuldstændig på alle de ord du beskriver din med - Og det har vi også kunnet håndtere indtil nu, hvor hendes adfærd pludselig har ændret sig så voldsomt...

Tak for ordene, håber på det bedste i morgen! 

Pu ha, det lyder megahårdt. 

Jeg ville få fat på en dygtig familiekonsulent. I mange tilfælde vil de efter at have talt med jer og være lidt sammen med jer som familie kunne komme med nogle råd, der vil hjælpe jer alle. 

Jeres kommunes familieafdeling kan sikkert enten foreslå en eller har en ansat, som I kan få hjælp hos. 

Når hun ikke udviser den adfærd, når hun er sammen med andre, ville jeg umiddelbart tvivle på, at det er hendes 'personlighed', men snarere noget hun gennemgår lige nu, som udspiller sig i relationen til jer. I er helt forståeligt kommet ind i en dum udvikling, hvor hun styrer hjemmelivet og jeres adfærd, indtil I tager kontrollen og magten fra hende. Så starter det for fra med, at hun styrer, osv. Selvom det er det hun 'beder om' og det der er nødvendigt, når hun flegner ud, må det også være stressende og forvirrende for en 5-årig at skulle styre så meget.

Jeg håber, I finder en vej til en bedre udvikling.

Anonym skriver:

vi har brug for gode råd, vi - mor og far- kan næsten ikke hænge sammen mere.... 

Vores datter på 5 år har ændret adfærd, drastisk og vi er bekymrede.

Hun oplevede at bedsteveninden i børnehave flyttede, hun havde sidste dag der d.1/12. Min datter var i Spanien og var syg op til vores juleferie og mærkede derfor ikke savnet. Da hun startede i børnehave igen efter jul er alt eskaleret... Hendes adfærd har ændret sig markant og det er aå slemt nu, at vi snart ikke kan hænge sammen herhjemme mere! 

For at gære en lang historie kort, har vores datter altid været stædig og temperamentsfuld. Hun har haft raserianfald her og der, ikke noget vi ikke har kunnet håndtere. Men den sidste 1,5 måned har været et helvede... Hun begyndte at rase når hun kom hjem fra børnehave, ville ikke afsted, gav udtryk for at hun savnede veninden og følte sig alene der. Vi har forsøgt at snakke med hende om de ting hun finder svære og har kunne nå hende på mange områder. pludselig bliver hun taktil hyper sensitiv - tøjet skal være det samme hver dag, strømpebukser skal sidde på en bestemt måde, bluser må ikke krølle i ærmerne mm. og det er et helvede at få hende i andet tøj end det sæt hun går i nu... Det har voldt mange konflikter om morgenen og jeg kommer efterhånden for sent på job hver dag. 

Vi har forsøgt med belønning - hun vil ikke afsted om morgenen og har skabt konflikter hver morgen ved skiftet der hedder hjemmefra til børnehave. Når hun havde fået tøj på og vi var klar til at komme ud ad døren, fik hun et bolsje. Det fungerede for en stund, men ikke mere... 

Vi har brugt ur/alarm til at styre morgenerne for at tage styringen, så vi undgår at vi konstant er i konflikt med hinanden. Det fungerede meget kort og altid er eskaleret, virkelig meget... 

Fra at hun rasede ud herhjemme i ny og næ og vores tanker var, at hun var i sorg/krise over at bedste og eneste veninden flyttede og vi har givet hende masse af omsorg og kærlighed, brugt masser tid sammen med hende og haft en masse gode hyggestunder er hun simpelthen blevet så rasende på os... Hun er gal og vred hele tiden i vores samvær, hun vil ikke berøring: knus, kram mm. reagerer kraftigt på larm og sover mere end hun plejer. Samtidig oplever vi, at hun ikke vil spise og at hun generelt ikke trives særlig godt. 

for tiden "gemmer" hun sig fx. på badeværelset om morgenen med Ipad'en og vil ikke ud derfra. Banker jeg på eller siger godmorgen til hende, råber og skriger hun: Du må ikke snakke til mig, gå væk.. snakker jeg til hende, råber og skriger hun, sparker til ting og bliver rasende.

vi er gået fra at raserianfald var engang imellem, det er nu desværre blevet hverdags kost og gerne flere gange om dagen. De eskalere og benovet voldsommere og voldsommere - vi giver hende timeout på værelset og hun har snart ødelagt alt derinde i arrigskab, da hun sparker, slår og kaster med ting, når hun er gal. Vi kan ikke nå ind til hende når hun er der, generelt kan bi overhovedet ikke nå ind til hende for tiden... For tiden kører den på, at vi ikke må snakke til hende. Hver gang jeg åbner min mund, holder hun sig for ørerne og skriger: du må ikke snakke til mig... Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om hun fra os af har fået for meget "skæld og smæld" og hun defor ikke vil snakket, om hun ikke kan rumme det hele, om hun bare er voldsomt grænsesøgende, om hun er i dyb sorg og krise - og hvad Søren vi kan stille op? 

Vi har forsøgt at give hende tid og rum, det hjælper til dels men kræver en tidslomme på 2-3 timer, hvilket jeg ikke har om morgenen - står alene med hende hver morgen! Vi er også nød Til at tage hensyn til, at vi har underboen , som bliver trampet godt og grundigt op hver gang der pt. bliver sagt et ord til hende...

Vi er tyndslidte herhjemme, vi har haft nogle voldsomme ture med hende som har drevet os ud i steder vi ikke ønsker at være - vi har måtte Tage hende med tvang (hun er stærk!) hver gang hun får raserianfald og sætte hende ind på værelset. Vi har sågar måtte gøre samme, når hun skal i seng og hun har et par dage i sidste uge ligget og skreget sig selv i søvn af arrigskab - over at vi har snakket til hende! 

Hun er meget rigid i sin tankegang og - har egentlig altid været det, det er bare mere markant nu, da hun ikke har overskud til at komme videre - hun kan fx. gå tilbage eller bede os gå tilbage, hvis vi ikke lige kom/gjorde det hun havde tænkt sig. hun kan fx. bede os diktere, hvad hun siger og siger vi ikke det, brydes hendes mønstre hvilket kan få hende til at flippe helt ud... ved ikke om det giver mening? For tiden må vi ikke snakke med hende og gør vi det, "starter hun forfra" inde i hovedet. hvis hun fx. skulle til at børste tænder og vi siger noget til hende, bryder det hele sammen og hun starter forfra... Alt er en konflikt og det er eskaleret og det samme er vi, da vi ikke har overskud til hende mere... vi forsøger at være imødekommende, vi forsøger at være positie og sætte ord på hendes følelser. Vi forsøger alt hvad vi kan og mødes med konstant vrede og aggressivitet og har efterhånden svært ved at finde energien Til hende... 

Vi er i vildrede og har været omkring om vi snakker særlig sensitiv, ADHD, et barn i sorg/krise og mange andre ting. 

Det der er lidt påfaldende er, at de i børnehaven og når hun bliver passet af bedsteforældre, ikke oplever hende sådan.. Er klar over, at følelserne nemmere kommer ud når man er hjemme og i trygge omgivelser... vi kan bare snart ikke rumme hende mere, da alt er konfliktfyldt, selv vanlige rutiner vil hun ikke følge mere.

Vi magter ikke mere og det tager sig desværre også ud i vores adfærd samt lunte... Vi føler os isoleret, da vi ikke føler at vi kan tage nogle steder fordi vi frygter raserianfald. indtil for 2 uger siden tog de sig kun ud herhjemme, men efterhånden kommer de desværre også udenfor hjemmet... 

Vi er i vildrede og frustreret til op over begge ører - Nogle gode råd? 

hilsen den meget fortvivlede mor ��

Besøg veninden, eller invitér veninden på besøg så de igen kan lege sammen.

Anonym skriver:

vi har brug for gode råd, vi - mor og far- kan næsten ikke hænge sammen mere.... 

Vores datter på 5 år har ændret adfærd, drastisk og vi er bekymrede.

Hun oplevede at bedsteveninden i børnehave flyttede, hun havde sidste dag der d.1/12. Min datter var i Spanien og var syg op til vores juleferie og mærkede derfor ikke savnet. Da hun startede i børnehave igen efter jul er alt eskaleret... Hendes adfærd har ændret sig markant og det er aå slemt nu, at vi snart ikke kan hænge sammen herhjemme mere! 

For at gære en lang historie kort, har vores datter altid været stædig og temperamentsfuld. Hun har haft raserianfald her og der, ikke noget vi ikke har kunnet håndtere. Men den sidste 1,5 måned har været et helvede... Hun begyndte at rase når hun kom hjem fra børnehave, ville ikke afsted, gav udtryk for at hun savnede veninden og følte sig alene der. Vi har forsøgt at snakke med hende om de ting hun finder svære og har kunne nå hende på mange områder. pludselig bliver hun taktil hyper sensitiv - tøjet skal være det samme hver dag, strømpebukser skal sidde på en bestemt måde, bluser må ikke krølle i ærmerne mm. og det er et helvede at få hende i andet tøj end det sæt hun går i nu... Det har voldt mange konflikter om morgenen og jeg kommer efterhånden for sent på job hver dag. 

Vi har forsøgt med belønning - hun vil ikke afsted om morgenen og har skabt konflikter hver morgen ved skiftet der hedder hjemmefra til børnehave. Når hun havde fået tøj på og vi var klar til at komme ud ad døren, fik hun et bolsje. Det fungerede for en stund, men ikke mere... 

Vi har brugt ur/alarm til at styre morgenerne for at tage styringen, så vi undgår at vi konstant er i konflikt med hinanden. Det fungerede meget kort og altid er eskaleret, virkelig meget... 

Fra at hun rasede ud herhjemme i ny og næ og vores tanker var, at hun var i sorg/krise over at bedste og eneste veninden flyttede og vi har givet hende masse af omsorg og kærlighed, brugt masser tid sammen med hende og haft en masse gode hyggestunder er hun simpelthen blevet så rasende på os... Hun er gal og vred hele tiden i vores samvær, hun vil ikke berøring: knus, kram mm. reagerer kraftigt på larm og sover mere end hun plejer. Samtidig oplever vi, at hun ikke vil spise og at hun generelt ikke trives særlig godt. 

for tiden "gemmer" hun sig fx. på badeværelset om morgenen med Ipad'en og vil ikke ud derfra. Banker jeg på eller siger godmorgen til hende, råber og skriger hun: Du må ikke snakke til mig, gå væk.. snakker jeg til hende, råber og skriger hun, sparker til ting og bliver rasende.

vi er gået fra at raserianfald var engang imellem, det er nu desværre blevet hverdags kost og gerne flere gange om dagen. De eskalere og benovet voldsommere og voldsommere - vi giver hende timeout på værelset og hun har snart ødelagt alt derinde i arrigskab, da hun sparker, slår og kaster med ting, når hun er gal. Vi kan ikke nå ind til hende når hun er der, generelt kan bi overhovedet ikke nå ind til hende for tiden... For tiden kører den på, at vi ikke må snakke til hende. Hver gang jeg åbner min mund, holder hun sig for ørerne og skriger: du må ikke snakke til mig... Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om hun fra os af har fået for meget "skæld og smæld" og hun defor ikke vil snakket, om hun ikke kan rumme det hele, om hun bare er voldsomt grænsesøgende, om hun er i dyb sorg og krise - og hvad Søren vi kan stille op? 

Vi har forsøgt at give hende tid og rum, det hjælper til dels men kræver en tidslomme på 2-3 timer, hvilket jeg ikke har om morgenen - står alene med hende hver morgen! Vi er også nød Til at tage hensyn til, at vi har underboen , som bliver trampet godt og grundigt op hver gang der pt. bliver sagt et ord til hende...

Vi er tyndslidte herhjemme, vi har haft nogle voldsomme ture med hende som har drevet os ud i steder vi ikke ønsker at være - vi har måtte Tage hende med tvang (hun er stærk!) hver gang hun får raserianfald og sætte hende ind på værelset. Vi har sågar måtte gøre samme, når hun skal i seng og hun har et par dage i sidste uge ligget og skreget sig selv i søvn af arrigskab - over at vi har snakket til hende! 

Hun er meget rigid i sin tankegang og - har egentlig altid været det, det er bare mere markant nu, da hun ikke har overskud til at komme videre - hun kan fx. gå tilbage eller bede os gå tilbage, hvis vi ikke lige kom/gjorde det hun havde tænkt sig. hun kan fx. bede os diktere, hvad hun siger og siger vi ikke det, brydes hendes mønstre hvilket kan få hende til at flippe helt ud... ved ikke om det giver mening? For tiden må vi ikke snakke med hende og gør vi det, "starter hun forfra" inde i hovedet. hvis hun fx. skulle til at børste tænder og vi siger noget til hende, bryder det hele sammen og hun starter forfra... Alt er en konflikt og det er eskaleret og det samme er vi, da vi ikke har overskud til hende mere... vi forsøger at være imødekommende, vi forsøger at være positie og sætte ord på hendes følelser. Vi forsøger alt hvad vi kan og mødes med konstant vrede og aggressivitet og har efterhånden svært ved at finde energien Til hende... 

Vi er i vildrede og har været omkring om vi snakker særlig sensitiv, ADHD, et barn i sorg/krise og mange andre ting. 

Det der er lidt påfaldende er, at de i børnehaven og når hun bliver passet af bedsteforældre, ikke oplever hende sådan.. Er klar over, at følelserne nemmere kommer ud når man er hjemme og i trygge omgivelser... vi kan bare snart ikke rumme hende mere, da alt er konfliktfyldt, selv vanlige rutiner vil hun ikke følge mere.

Vi magter ikke mere og det tager sig desværre også ud i vores adfærd samt lunte... Vi føler os isoleret, da vi ikke føler at vi kan tage nogle steder fordi vi frygter raserianfald. indtil for 2 uger siden tog de sig kun ud herhjemme, men efterhånden kommer de desværre også udenfor hjemmet... 

Vi er i vildrede og frustreret til op over begge ører - Nogle gode råd? 

hilsen den meget fortvivlede mor ��

Kan desværre ikke komme med gode råd men vil blot fortælle at jeg kender alt til det . Har stået der igennem 3 år , og det er sindsygt hårdt . Min dreng er særlig sensitiv og fornyeligt har vi fundet ud af han har sanseintegrations forstyrrelser .

kender ikke så meget til sorg / børn men håber det lykkes jer , at få gode redskaber til at hjælpe jeres pige . Hvis hendes reaktion kan sættes sammen med flytning af veninde.

min dreng reagere selv meget på sådan situationer . 

Anonym skriver:

vi har brug for gode råd, vi - mor og far- kan næsten ikke hænge sammen mere.... 

Vores datter på 5 år har ændret adfærd, drastisk og vi er bekymrede.

Hun oplevede at bedsteveninden i børnehave flyttede, hun havde sidste dag der d.1/12. Min datter var i Spanien og var syg op til vores juleferie og mærkede derfor ikke savnet. Da hun startede i børnehave igen efter jul er alt eskaleret... Hendes adfærd har ændret sig markant og det er aå slemt nu, at vi snart ikke kan hænge sammen herhjemme mere! 

For at gære en lang historie kort, har vores datter altid været stædig og temperamentsfuld. Hun har haft raserianfald her og der, ikke noget vi ikke har kunnet håndtere. Men den sidste 1,5 måned har været et helvede... Hun begyndte at rase når hun kom hjem fra børnehave, ville ikke afsted, gav udtryk for at hun savnede veninden og følte sig alene der. Vi har forsøgt at snakke med hende om de ting hun finder svære og har kunne nå hende på mange områder. pludselig bliver hun taktil hyper sensitiv - tøjet skal være det samme hver dag, strømpebukser skal sidde på en bestemt måde, bluser må ikke krølle i ærmerne mm. og det er et helvede at få hende i andet tøj end det sæt hun går i nu... Det har voldt mange konflikter om morgenen og jeg kommer efterhånden for sent på job hver dag. 

Vi har forsøgt med belønning - hun vil ikke afsted om morgenen og har skabt konflikter hver morgen ved skiftet der hedder hjemmefra til børnehave. Når hun havde fået tøj på og vi var klar til at komme ud ad døren, fik hun et bolsje. Det fungerede for en stund, men ikke mere... 

Vi har brugt ur/alarm til at styre morgenerne for at tage styringen, så vi undgår at vi konstant er i konflikt med hinanden. Det fungerede meget kort og altid er eskaleret, virkelig meget... 

Fra at hun rasede ud herhjemme i ny og næ og vores tanker var, at hun var i sorg/krise over at bedste og eneste veninden flyttede og vi har givet hende masse af omsorg og kærlighed, brugt masser tid sammen med hende og haft en masse gode hyggestunder er hun simpelthen blevet så rasende på os... Hun er gal og vred hele tiden i vores samvær, hun vil ikke berøring: knus, kram mm. reagerer kraftigt på larm og sover mere end hun plejer. Samtidig oplever vi, at hun ikke vil spise og at hun generelt ikke trives særlig godt. 

for tiden "gemmer" hun sig fx. på badeværelset om morgenen med Ipad'en og vil ikke ud derfra. Banker jeg på eller siger godmorgen til hende, råber og skriger hun: Du må ikke snakke til mig, gå væk.. snakker jeg til hende, råber og skriger hun, sparker til ting og bliver rasende.

vi er gået fra at raserianfald var engang imellem, det er nu desværre blevet hverdags kost og gerne flere gange om dagen. De eskalere og benovet voldsommere og voldsommere - vi giver hende timeout på værelset og hun har snart ødelagt alt derinde i arrigskab, da hun sparker, slår og kaster med ting, når hun er gal. Vi kan ikke nå ind til hende når hun er der, generelt kan bi overhovedet ikke nå ind til hende for tiden... For tiden kører den på, at vi ikke må snakke til hende. Hver gang jeg åbner min mund, holder hun sig for ørerne og skriger: du må ikke snakke til mig... Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om hun fra os af har fået for meget "skæld og smæld" og hun defor ikke vil snakket, om hun ikke kan rumme det hele, om hun bare er voldsomt grænsesøgende, om hun er i dyb sorg og krise - og hvad Søren vi kan stille op? 

Vi har forsøgt at give hende tid og rum, det hjælper til dels men kræver en tidslomme på 2-3 timer, hvilket jeg ikke har om morgenen - står alene med hende hver morgen! Vi er også nød Til at tage hensyn til, at vi har underboen , som bliver trampet godt og grundigt op hver gang der pt. bliver sagt et ord til hende...

Vi er tyndslidte herhjemme, vi har haft nogle voldsomme ture med hende som har drevet os ud i steder vi ikke ønsker at være - vi har måtte Tage hende med tvang (hun er stærk!) hver gang hun får raserianfald og sætte hende ind på værelset. Vi har sågar måtte gøre samme, når hun skal i seng og hun har et par dage i sidste uge ligget og skreget sig selv i søvn af arrigskab - over at vi har snakket til hende! 

Hun er meget rigid i sin tankegang og - har egentlig altid været det, det er bare mere markant nu, da hun ikke har overskud til at komme videre - hun kan fx. gå tilbage eller bede os gå tilbage, hvis vi ikke lige kom/gjorde det hun havde tænkt sig. hun kan fx. bede os diktere, hvad hun siger og siger vi ikke det, brydes hendes mønstre hvilket kan få hende til at flippe helt ud... ved ikke om det giver mening? For tiden må vi ikke snakke med hende og gør vi det, "starter hun forfra" inde i hovedet. hvis hun fx. skulle til at børste tænder og vi siger noget til hende, bryder det hele sammen og hun starter forfra... Alt er en konflikt og det er eskaleret og det samme er vi, da vi ikke har overskud til hende mere... vi forsøger at være imødekommende, vi forsøger at være positie og sætte ord på hendes følelser. Vi forsøger alt hvad vi kan og mødes med konstant vrede og aggressivitet og har efterhånden svært ved at finde energien Til hende... 

Vi er i vildrede og har været omkring om vi snakker særlig sensitiv, ADHD, et barn i sorg/krise og mange andre ting. 

Det der er lidt påfaldende er, at de i børnehaven og når hun bliver passet af bedsteforældre, ikke oplever hende sådan.. Er klar over, at følelserne nemmere kommer ud når man er hjemme og i trygge omgivelser... vi kan bare snart ikke rumme hende mere, da alt er konfliktfyldt, selv vanlige rutiner vil hun ikke følge mere.

Vi magter ikke mere og det tager sig desværre også ud i vores adfærd samt lunte... Vi føler os isoleret, da vi ikke føler at vi kan tage nogle steder fordi vi frygter raserianfald. indtil for 2 uger siden tog de sig kun ud herhjemme, men efterhånden kommer de desværre også udenfor hjemmet... 

Vi er i vildrede og frustreret til op over begge ører - Nogle gode råd? 

hilsen den meget fortvivlede mor ��

Stakkels hende og jer! kæmpe kram.

Jeg tænker, det er vigtigt at inddrage hendes børnehave i det. De er nød til at have fokus på at hjælpe hende med at skabe nogle nye lege relationer. Når man er 5 er disse relationer jo ret veletableret i børnehaven, og stå som hende den nye( og det er nok sådan det føles for hende) må være virkelig svært. Hun skal simpelthen hjælpes til at komme med i andres leg! Jeg tænker, du måske også kunne hjælpe her med at arrangere nogle legeaftaler med nogle af de andre børn.

Derudover tænker jeg, at det måske er en god ide at se veninden en gang imellem. Har I mulighed for at arragere nogle legeaftaler med hende stadig, eller er hun for langt væk?

Endelig synes jeg en familiekonsulent ville være en fantastisk ide!

Tusind tak for jeres respons allesammen, tak for omsorgen 

Vi gør hvad vi kan, har gjort mange forsøg på at etablere en legeaftale med veninden og har desværre ikke fået nogen respons herpå. Vi fortsætter...

børnehaven gør et rigtig stort stykke arbejde med hende og er meget Obs på at placere hende i kontekster hvor de tænker relationer ind. Og de forsøger på kryds og tværs af huset, at imødekomme aktiviteter med de børn hun selv har givet udtryk for, at hun anser som venner. 

vi har fået et times rådgivning i dag, som har været rar. Det var dejligt at få list flere værktøjer til at håndtere hende og Om ikke andet få klarlagt, at de heller ikke - ud fra beskrivelse - så en uopdragen møgunge, men en poge uden overskud til noget som helst. 

Vi har fået nye ideer til at komme videre herfra og glæder os til at , forhåbentlig, se resultater deraf.