usympatisk læger

Hej

Hvor mange af jer har oplevet læger der var virkelig ubehagelige og usympatiske?  Jeg har desværre prøvet det et par gange og bliver rigtig ked af det over det.

Når man går til en læge og måske skal tale om noget der er svært eller ikke er rart vil man gerne mødes af et rart menneske. Men ofte har jeg oplevet at lægen afbryder mens man fortæller og ikke vil høre hvad man selv har at sige. Der bliver sprunget direkte til en konklusion.

Det værste jeg har oplevet var en læge som åbenbart ikke havde tid til at høre hvad jeg havde at sige om sagen, for han afbrød mig og tog en beslutning meget hurtigt. Til gengæld begyndte han at spørge om meget underlige ting, f.eks. om jeg boede hos mine forældre, hvor min mand og jeg bor, om det var en ejerlejlighed eller leje, hvor stor vores lejlighed er, hvor mange værelser den har og hvor meget vi har givet for den da vi købte den. WTF? Hvad har det med sagen at gøre? 

Jeg sagde også at jeg foretrækker private hospitaler, men han blev ved med at henvise til at jeg kunne gå gratis til min egen læge og på et almindeligt hospital. Jeg fornemmede at han ikke troede på at jeg havde råd til behandling på et privat hospital. Jeg er ikke engang sikker på at han tjekkede hvor gammel jeg er ( 24 år), for han behandlede mig som en der var langt yngre. Jeg var dybt chokeret da jeg gik derfra, og jeg forstår ikke hvordan alle de ting var relevante. 

Er der nogen der har prøvet noget lignende og hvad gjorde i ved det?

Nervøs pige skriver:

Hej

Hvor mange af jer har oplevet læger der var virkelig ubehagelige og usympatiske?  Jeg har desværre prøvet det et par gange og bliver rigtig ked af det over det.

Når man går til en læge og måske skal tale om noget der er svært eller ikke er rart vil man gerne mødes af et rart menneske. Men ofte har jeg oplevet at lægen afbryder mens man fortæller og ikke vil høre hvad man selv har at sige. Der bliver sprunget direkte til en konklusion.

Det værste jeg har oplevet var en læge som åbenbart ikke havde tid til at høre hvad jeg havde at sige om sagen, for han afbrød mig og tog en beslutning meget hurtigt. Til gengæld begyndte han at spørge om meget underlige ting, f.eks. om jeg boede hos mine forældre, hvor min mand og jeg bor, om det var en ejerlejlighed eller leje, hvor stor vores lejlighed er, hvor mange værelser den har og hvor meget vi har givet for den da vi købte den. WTF? Hvad har det med sagen at gøre? 

Jeg sagde også at jeg foretrækker private hospitaler, men han blev ved med at henvise til at jeg kunne gå gratis til min egen læge og på et almindeligt hospital. Jeg fornemmede at han ikke troede på at jeg havde råd til behandling på et privat hospital. Jeg er ikke engang sikker på at han tjekkede hvor gammel jeg er ( 24 år), for han behandlede mig som en der var langt yngre. Jeg var dybt chokeret da jeg gik derfra, og jeg forstår ikke hvordan alle de ting var relevante. 

Er der nogen der har prøvet noget lignende og hvad gjorde i ved det?

 

Hmm 

Måske det allermest er fordi vores sundhedssystem i Danmark bygger på at ingen har behov forprivat hospitaler - som grundlæggende tanke u hvert fald ... 

Har aldrig selv mødt nogen der foretrækker privat ... Hvorfor gør du ?  

Og frem for alt - hvorfor var du ved lægen ? Og jeg fornemmer det ikke var egen læge ? 

Nervøs pige skriver:

Hej

Hvor mange af jer har oplevet læger der var virkelig ubehagelige og usympatiske?  Jeg har desværre prøvet det et par gange og bliver rigtig ked af det over det.

Når man går til en læge og måske skal tale om noget der er svært eller ikke er rart vil man gerne mødes af et rart menneske. Men ofte har jeg oplevet at lægen afbryder mens man fortæller og ikke vil høre hvad man selv har at sige. Der bliver sprunget direkte til en konklusion.

Det værste jeg har oplevet var en læge som åbenbart ikke havde tid til at høre hvad jeg havde at sige om sagen, for han afbrød mig og tog en beslutning meget hurtigt. Til gengæld begyndte han at spørge om meget underlige ting, f.eks. om jeg boede hos mine forældre, hvor min mand og jeg bor, om det var en ejerlejlighed eller leje, hvor stor vores lejlighed er, hvor mange værelser den har og hvor meget vi har givet for den da vi købte den. WTF? Hvad har det med sagen at gøre? 

Jeg sagde også at jeg foretrækker private hospitaler, men han blev ved med at henvise til at jeg kunne gå gratis til min egen læge og på et almindeligt hospital. Jeg fornemmede at han ikke troede på at jeg havde råd til behandling på et privat hospital. Jeg er ikke engang sikker på at han tjekkede hvor gammel jeg er ( 24 år), for han behandlede mig som en der var langt yngre. Jeg var dybt chokeret da jeg gik derfra, og jeg forstår ikke hvordan alle de ting var relevante. 

Er der nogen der har prøvet noget lignende og hvad gjorde i ved det?

 

Ja! Har oplevet to forskellige meget sympatiske læger. 

Den ene kom jeg op til fordi jeg havde mistanke om en sygdom. Hun fortalte mig at den sygdom i hvert fald ikke fandtes og jeg nok bare fik angstanfald. (Jeg blev lam når jeg var lige ved at falde i søvn) hun skrev en seddel hvor der stod "det er ikke farligt, det er bare noget jeg bilder mig selv ind. Det går over lige om lidt" - så bad hun mig vende mig om på siden og læse sedlen hver gang det skete.. Tror bare ikke lige hun havde fattet at jeg var lam og derfor ikke kunne vende mig om?!  Skiftede læge og efter første besøg havde jeg en henvisning til en neurolog og han sende mig videre til hospitalet hvor jeg efter en masse undersøgelser fik min diagnose. Så sygdommen fandtes altså 

den anden var det værste jeg har oplevet! Min kæreste og jeg havde planlagt vores andet barn. Lægen (en gynækolog under uddannelse der var tilknyttet mit lægehus) blev ved med at fortælle mig om at det jo altså var MEGET hårdt at have et barn og jeg var ung så havde stadig massere tid endnu.. Hun lagde absolut ikke skjul på at hun var imod unge forældre og så ung var jeg ikke engang! Mistede desværre i 8. Uge og da jeg efterfølgende skulle op og have tager blodprøver fortalte hun at det faktisk var min egen skyld fordi jeg havde fået en provokeret abort tidligere (8 år tidligere!!) desuden blev hun ved med at presse på om vi skulle tage en snak om prævention selvom jeg klart lagde ud for hende at vi bestemt ønskede at fortsætte med at prøve. Hun gik endda så vidt at hun efter to uger ringede mig op imens jeg var på arbejde og spurgte om jeg nu var helt sikker på at vi ikke skulle aftale en tid til snak om prævention 

Nej det var ikke min egen læge. Jeg foretrækker private hospitaler fordi jeg engang har haft en meget meget forfærdelig oplevelse med det offentlige. Det var en operation der gik galt, men de sendte mig hjem alligevel, og vi prøvede at ringe til dem, men de ville ikke tale med os sagde at vi skulle ringe til et andet hospital (det jeg havde været til forundersøgelser på), og åbenbart ikke det hvor jeg havde været indlagt. Men da vi ringede til hospital Nr 2 sagde de at vi skulle snakke med dem hvor jeg havde været indlagt. Så ingen ville tage ansvaret og ingen ville høre på mig og min mand, de sagde bare at "det var helt normalt". Men det var det tydeligvis ikke, blødte stadig frem såret 9 dage efter operationen,  og tråden var ved at opløse sig selv mens såret stod åbent med 0,5 cm. Til sidst blev jeg akut indlagt på et 3 hospital hvor de lavede operationen forfra. Jeg havde åbenbart haft en masse indre blødninger. 

Anonym skriver:

Ja! Har oplevet to forskellige meget sympatiske læger. 

Den ene kom jeg op til fordi jeg havde mistanke om en sygdom. Hun fortalte mig at den sygdom i hvert fald ikke fandtes og jeg nok bare fik angstanfald. (Jeg blev lam når jeg var lige ved at falde i søvn) hun skrev en seddel hvor der stod "det er ikke farligt, det er bare noget jeg bilder mig selv ind. Det går over lige om lidt" - så bad hun mig vende mig om på siden og læse sedlen hver gang det skete.. Tror bare ikke lige hun havde fattet at jeg var lam og derfor ikke kunne vende mig om?!  Skiftede læge og efter første besøg havde jeg en henvisning til en neurolog og han sende mig videre til hospitalet hvor jeg efter en masse undersøgelser fik min diagnose. Så sygdommen fandtes altså 

den anden var det værste jeg har oplevet! Min kæreste og jeg havde planlagt vores andet barn. Lægen (en gynækolog under uddannelse der var tilknyttet mit lægehus) blev ved med at fortælle mig om at det jo altså var MEGET hårdt at have et barn og jeg var ung så havde stadig massere tid endnu.. Hun lagde absolut ikke skjul på at hun var imod unge forældre og så ung var jeg ikke engang! Mistede desværre i 8. Uge og da jeg efterfølgende skulle op og have tager blodprøver fortalte hun at det faktisk var min egen skyld fordi jeg havde fået en provokeret abort tidligere (8 år tidligere!!) desuden blev hun ved med at presse på om vi skulle tage en snak om prævention selvom jeg klart lagde ud for hende at vi bestemt ønskede at fortsætte med at prøve. Hun gik endda så vidt at hun efter to uger ringede mig op imens jeg var på arbejde og spurgte om jeg nu var helt sikker på at vi ikke skulle aftale en tid til snak om prævention 

Det lyder da forfærdeligt, og meget påtrængende!!! Det skal hun sgu da ikke bestemme. ..og hvordan kan man beskylde nogen for selv at være skyld i en spontan abort?? Det er helt tosset

Det, du skal gøre, er, at finde dig en god praktiserende læge. Hvis man "shopper rundt" mellem forskellige læger, får man aldrig et forhold til nogen af dem, og det kan netop medføre nogle lidt trælse forløb. 

Abracadabra skriver:

Det, du skal gøre, er, at finde dig en god praktiserende læge. Hvis man "shopper rundt" mellem forskellige læger, får man aldrig et forhold til nogen af dem, og det kan netop medføre nogle lidt trælse forløb. 

Ja du har nok ret i at man får det tryggere  med nogen man kender.

Men man har jo ikke lyst til at komme tilbage til en man ikke brød sig om?... jeg synes desværre det er for sjældent at man finder en der er sød og rar og klar til at lytte til hvad man har på hjerte. Det hele skal gå så hurtigt og det kan være svært hvis man kommer med noget der ikke bare er så simpelt som en splint i fingeren.

Desuden kommer man jo aldrig til nogen man kender hvis man bliver sendt på hospitalet.  Der bliver man bare sendt ind til den der har først tid. Og det synes jeg er lidt skræmmende i det offentlige, for ind i mellem støder man på en nar.  Har endda oplevet at lægen aldrig dukkede op igen efter en operation, og efterfølgende fandt jeg ud af at han ikke havde lavet det vi havde aftalt. Men det oplyste han mig ikke om på noget tidspunkt efterfølgende...

Nervøs pige skriver:

Ja du har nok ret i at man får det tryggere  med nogen man kender.

Men man har jo ikke lyst til at komme tilbage til en man ikke brød sig om?... jeg synes desværre det er for sjældent at man finder en der er sød og rar og klar til at lytte til hvad man har på hjerte. Det hele skal gå så hurtigt og det kan være svært hvis man kommer med noget der ikke bare er så simpelt som en splint i fingeren.

Desuden kommer man jo aldrig til nogen man kender hvis man bliver sendt på hospitalet.  Der bliver man bare sendt ind til den der har først tid. Og det synes jeg er lidt skræmmende i det offentlige, for ind i mellem støder man på en nar.  Har endda oplevet at lægen aldrig dukkede op igen efter en operation, og efterfølgende fandt jeg ud af at han ikke havde lavet det vi havde aftalt. Men det oplyste han mig ikke om på noget tidspunkt efterfølgende...

Nej, men så skal du jo finde en praktiserende læge, du bryder dig om! Det er løsningen på problemet - og så skal du måske skifte til et lægehus og prøve de forskellige, indtil du finder en "yndlings". 

Jeg har verdens sødeste læge, men sådan har det ikke altid været.

Engang var jeg undervægtig og talte med min læge om det. Min daværende læge sagde, at det var fordi jeg havde det psykisk dårligt og derfor spiste for lidt.

Jeg fortalte, at jeg overhovedet ikke havde det dårligt og uanset hvor meget og hvad jeg spiste blev jeg ved med kun at veje 42 kg.

Hun insisterede på jeg havde det dårligt psykisk... Og det endte jeg da også med at have, da jeg tog derfra. 

Hun var nu også lidt underlig. Engang til en helbredsundersøgelse i forbindelse med opretning af pension, sagde hun jeg havde meget smalle øregange og så råbte hun "KAN DU HØRE"? "Øh... Ja, det der kunne jeg da i hvert fald godt høre. Ligesom alle dem i venteværelset nok også kunne".