Jeg er så enten en af dem med en høj smertetærskel eller har været heldig.
Mit ene barn blev vendt i uge 38 hvor hun havde ligget med numsen kilet ned i bækkenet i 6 uger og de startede med at være meget skeptiske og sagde de kun ville give det et hurtigt forsøg fordi hun sad så fast.
Jeg startede led at få kørt en strimmel, fik muskelafslappende med sprøjte og blev så scannet så de vidste præcis hvordan baby lå. Der kom 2 voksne mennesker (kan ikke huske om de var læger eller hvad de var). Den ene stod op og den anden lige som nærmest sad hen over mig og så begyndte de at modellere med maven med hårde cirkelbevægelse. I de første 5-10 minutter skete intet og de var ved at give op, men ville lige give det et sidste forsøg og vupti så begyndte hovedet at rykke sig, der efter var der en der mere mindre holdt på hovedet mens den anden flyttede på hende (svært st forklare, men de skulle sørge for hun ikke smuttede ned igen). Og så gik det faktisk stærkt følte jeg, ligesom om de smuttede noget på plads. Det var en enorm lettelse fa hun var vendt og de prøvede at placere hendes hoved i bækkenet. Jeg kunne bedre trække vejret, hvor før havde hovedet siddet oppe under ribbenene så fik jeg nu plads.
Syntes slet ikke det gjorde ondt, kunne mærke der de gjorde men ikke som smerte.
Egentlig var det værste bagefter hvor jeg hele tiden var aå bange for hun vendte sig igen og kan huske jeg græd en morgen fordi jeg var sikker på det var hovedet jeg kunne mærke igen...
Jeg ville til hver en tid gøre det igen for at undgå kejsersnit
Anmeld
Citér