Rundforvirret .. tror jeg

Puuh.. Er bange for jeg har mistet følelserne for min kæreste.. Vi blev eller forældre for 3 måneder siden, men inden fødslen havde vi det fint sammen .. Synes ærlig talt han er irriterende og ret barnlig.. Hvis vi diskutere ignorere han mig, prøver vi snakke om at rede tingende ud, ved han aldrig hvad han skal dige eller svare.. Man kan ikke snakke med ham om ting man er ked af- han lytter ikke eller også hed han ikke hvad han skal svare.. Lige inden jeg fødte var jeg rigtig ked af det, og prøvede at åbne op om det for ham .. Var ked af det fordi jeg følte mig ensom, fordi vi aldrig snakkede sammen, og han bare sov lige så snart han kom fra arbejde.. Hans respons var at give mig et kys på armen for at falde i søvn .. Klokken syv om aftenen.. 

Vi overvejer at finde en ny lejlighed, men jeh jan simpelthen ikke slippe fantasien om at flytte for mig selv, med vores søn.. Når jeh tænker på fremtiden er han ikke med.. Vi har ingen kærlighed i forholdet .. Han prøver hele tiden .. Og kan bare mærke jeg ikke har lyst til nærheden og derfor er afvisende.. Det skaber kun flere problemer.. Vi vrisser hele tiden af hinanden, og han bliver sur over nogle ret mærkelige ting .. 

Jeg har bare ikke sat vores søn til verdenen for at vi skulle gå fra hinanden .. Men tror kærligheden er forsvundet .. Render med et håb om alt bliver godt igen.. Men er bange for løbet er kørt .. Burde jeh slutte forholdet? Hvordan slutter jeg det overhovedet .. Undskyld, men har ingen at snakke med det om, sp skrev her i de ..

Anonym skriver:

Puuh.. Er bange for jeg har mistet følelserne for min kæreste.. Vi blev eller forældre for 3 måneder siden, men inden fødslen havde vi det fint sammen .. Synes ærlig talt han er irriterende og ret barnlig.. Hvis vi diskutere ignorere han mig, prøver vi snakke om at rede tingende ud, ved han aldrig hvad han skal dige eller svare.. Man kan ikke snakke med ham om ting man er ked af- han lytter ikke eller også hed han ikke hvad han skal svare.. Lige inden jeg fødte var jeg rigtig ked af det, og prøvede at åbne op om det for ham .. Var ked af det fordi jeg følte mig ensom, fordi vi aldrig snakkede sammen, og han bare sov lige så snart han kom fra arbejde.. Hans respons var at give mig et kys på armen for at falde i søvn .. Klokken syv om aftenen.. 

 

Vi overvejer at finde en ny lejlighed, men jeh jan simpelthen ikke slippe fantasien om at flytte for mig selv, med vores søn.. Når jeh tænker på fremtiden er han ikke med.. Vi har ingen kærlighed i forholdet .. Han prøver hele tiden .. Og kan bare mærke jeg ikke har lyst til nærheden og derfor er afvisende.. Det skaber kun flere problemer.. Vi vrisser hele tiden af hinanden, og han bliver sur over nogle ret mærkelige ting .. 

 

Jeg har bare ikke sat vores søn til verdenen for at vi skulle gå fra hinanden .. Men tror kærligheden er forsvundet .. Render med et håb om alt bliver godt igen.. Men er bange for løbet er kørt .. Burde jeh slutte forholdet? Hvordan slutter jeg det overhovedet .. Undskyld, men har ingen at snakke med det om, sp skrev her i de ..

Nej, absolut nej. Du har jo dårligt nok født og fortæller, at forholdet var fint inden i fik barn og at han kæmper. Med mindre der er noget himmelråbende galt i forholdet, så har man altså et ansvar for at prøve at få det til at fungere, når man har sat barn i verden. Især når barnet er spæd: det kræver manglende søvn og overskud, manglende tid til forholdet og sig selv, og det slider på forholdet. Men det er desværre en del af det for de fleste, en del man må investere, fordi det bliver nemmere på et tidspunkt hvor man får tid til at være sig selv og par igen. 

Det er meget normalt, når man har en baby, at ens lyst til fysisk nærkontakt og omsorg svinder voldsomt ind, fordi det behov dækkes af baby. Men faderen har ofte ikke den samme mængde af fysisk kontakt med barnet, og hans behov dækkes derfor ikke. Derfor synes jeg, at man må prøve at presse sig selv lidt til i det mindste at indføre kys og kram i dagligdagen, da lidt omsorg og nærhed er en lille pris at betale for et bedre fungerende parforhold. 

Derudover kunne i måske få baby passet et par timer og tage ud at lave noget som par. I værste fald så se en parterapeut, så i kan lære nogle gode redskaber til kommunikation.

Men nej, jeg synes virkelig det ville være fjollet at bryde parforholdet, som fungerede fint inden baby, fordi det er hårdt at være forældre til et spædbarn. Kæmp - hvis det ikke bliver bedre, når livet som forældre bliver nemmere, så kan det være..

Anonym skriver:

Puuh.. Er bange for jeg har mistet følelserne for min kæreste.. Vi blev eller forældre for 3 måneder siden, men inden fødslen havde vi det fint sammen .. Synes ærlig talt han er irriterende og ret barnlig.. Hvis vi diskutere ignorere han mig, prøver vi snakke om at rede tingende ud, ved han aldrig hvad han skal dige eller svare.. Man kan ikke snakke med ham om ting man er ked af- han lytter ikke eller også hed han ikke hvad han skal svare.. Lige inden jeg fødte var jeg rigtig ked af det, og prøvede at åbne op om det for ham .. Var ked af det fordi jeg følte mig ensom, fordi vi aldrig snakkede sammen, og han bare sov lige så snart han kom fra arbejde.. Hans respons var at give mig et kys på armen for at falde i søvn .. Klokken syv om aftenen.. 

 

Vi overvejer at finde en ny lejlighed, men jeh jan simpelthen ikke slippe fantasien om at flytte for mig selv, med vores søn.. Når jeh tænker på fremtiden er han ikke med.. Vi har ingen kærlighed i forholdet .. Han prøver hele tiden .. Og kan bare mærke jeg ikke har lyst til nærheden og derfor er afvisende.. Det skaber kun flere problemer.. Vi vrisser hele tiden af hinanden, og han bliver sur over nogle ret mærkelige ting .. 

 

Jeg har bare ikke sat vores søn til verdenen for at vi skulle gå fra hinanden .. Men tror kærligheden er forsvundet .. Render med et håb om alt bliver godt igen.. Men er bange for løbet er kørt .. Burde jeh slutte forholdet? Hvordan slutter jeg det overhovedet .. Undskyld, men har ingen at snakke med det om, sp skrev her i de ..

Okay, første tanke var "ro på!". I er nybagte forældre, alt har ændret sig. Søvnmangel og usikkerhed kan altså virkelig sætte parforholdet og kærligheden på prøve. Hvis det var mig, ville jeg lige klappe hesten og få snakket ordentlig ud omkring jeres forhold og forventningerne til hinanden. Det intime kan virkelig være svært, når man næsten lige har født. Men tag en ordentlig voksensnak om følelserne. Det kan være det viser sig, at han også er usikker. 

Der er en regl som siges at de første par mdr efter en fødsel, sætter man ens kærlighedsforhold på en prøve 

Der er SÅ mange som går fra hinanden efter man har sat et barn i verden pga uenigheder.. Men faktisk osse fordi at en forældre smider hele ens kærlighed over barnet kun. 

Jeg har efter 2 fødsler selv oplevet dette, så ved hvad der menes. 

Men jeg viste at dette kunne ske, og min partner kæmpede for at lade vær med at starte en diskution 

Der var perioder hvor jeg bare havde lyst til at smutte fra ham, men eftersom ens hormoner i kroppen stadig kører med 110% i timen! så kæmpede jeg for familielivet 

Det er pisse hårdt.... Ja! Men mit råd er at kæmpe for det. 

Fortæl din kæreste hvordan du har det men hvad du gerne ville kæmpe for. 

Fortæl hvad du ønsker og hvad i begge kan gøre for at få det løst.  

Gav ham en chance for at være en Far og en god kæreste for dig. 

Anonym skriver:

Puuh.. Er bange for jeg har mistet følelserne for min kæreste.. Vi blev eller forældre for 3 måneder siden, men inden fødslen havde vi det fint sammen .. Synes ærlig talt han er irriterende og ret barnlig.. Hvis vi diskutere ignorere han mig, prøver vi snakke om at rede tingende ud, ved han aldrig hvad han skal dige eller svare.. Man kan ikke snakke med ham om ting man er ked af- han lytter ikke eller også hed han ikke hvad han skal svare.. Lige inden jeg fødte var jeg rigtig ked af det, og prøvede at åbne op om det for ham .. Var ked af det fordi jeg følte mig ensom, fordi vi aldrig snakkede sammen, og han bare sov lige så snart han kom fra arbejde.. Hans respons var at give mig et kys på armen for at falde i søvn .. Klokken syv om aftenen.. 

 

Vi overvejer at finde en ny lejlighed, men jeh jan simpelthen ikke slippe fantasien om at flytte for mig selv, med vores søn.. Når jeh tænker på fremtiden er han ikke med.. Vi har ingen kærlighed i forholdet .. Han prøver hele tiden .. Og kan bare mærke jeg ikke har lyst til nærheden og derfor er afvisende.. Det skaber kun flere problemer.. Vi vrisser hele tiden af hinanden, og han bliver sur over nogle ret mærkelige ting .. 

 

Jeg har bare ikke sat vores søn til verdenen for at vi skulle gå fra hinanden .. Men tror kærligheden er forsvundet .. Render med et håb om alt bliver godt igen.. Men er bange for løbet er kørt .. Burde jeh slutte forholdet? Hvordan slutter jeg det overhovedet .. Undskyld, men har ingen at snakke med det om, sp skrev her i de ..

Her er vi også blevet forældre for snart 3 måneder siden... Til tvillinger.... Vi troede vi kendte hinanden (har været sammen 14 1/2 år inden de kom) men men men... Vi har fundet ud af, at man åbenbart ikke kender hinanden før man får børn (ved godt det lyder lidt overdrevet og skærer alle over en kam)... Selvfølgelig har vi diskuteret før uden at råbe og skrige a hinanden... Råber og skriger gør vi nu stadig ikke, heldigvis.. Men snerre af de åndsvageste ting... Se, DET kan vi... Som fx hvor regnslaget er til barnevognen... Men det hele bunder simpelthen i, at vi er bankende trætte... Vi kører på pumperne og er drænet for alt hvad der hedder energi... Det er sådan en omvæltning at blive forældre... Og vi har fået 2.... !! Man får simpelthen gjort og sagt nogle ting man ikke mener fordi man er presset... Sådan er det ihvertfald her... Om det er sådan hos alle skal jeg ikke gøre mig klog på... 

Når det så er sagt... Om du elsker din kæreste kan jeg jo ikke fortælle dig... Men i er blevet forældre... Giv det lidt tid... Jeg tror faktisk også at man nogle gange "glemmer" manden lidt u alt det her... Hvilken omvæltning det er for ham.. Om han er ok osv... Kvinden bliver "altid" spurgt og der er focus på evt fødsels depration hos kvinder... Men mænd kan vel også blive ramt.... Men giv det en chance...

Slå koldt vand i blodet. Skal jeg være ærlig, så havde jeg også en periode i forbindelse med fødsel og efter, hvor jeg bare havde lyst til at flytte langt væk fra alt og hvor alt bare var hårdt og træls (også min mand). Det gik dog over ligeså stille og forstår slet ikke jeg havde det sådan den dag i dag - vi har det så godt sammen.  Men der sker en milliard ting i en i forbindelse med man bliver mor og man er altså ikke helt sig selv. Nyd din baby og se tiden an :-)

Nyder vores søn fuldt ud, han er er et nemt barn, og sover 6-8 timer hver nat. Så synes ikke det er det der er problemet .. Men ja det er Self en stor omvæltning.. Bare svært at slå kold vand i blodet når jeg ikke ved om jeg elsker ham mere. Prøvede snakkemed ham i går aftes om det efter mit indslag her, og fik ikke rigtigt noget ud af det. Først blev han distraheret af fjernsynet.. Tror nærmere han lod som OM han blev distraheret, for da slukkede jeg for det, og så svarede han ikke, og sagde til Sidst han ikke vidste hvad han skulle sige, og at jeg ikke kan snakke Om ting ser er sket for en uge siden, for det kan han ikke huske.. Eller også føler han sig angrebet og så bliver snakkende tip mudderkastning man ikke får boget ud af .. 

Vi snakker aldrig sammen, han spiller computer dagen lang.. Mangler bare at man har er venskab i sit forhold. Der hvor man ikke behøver have fjernsynet kærende fordi man kan have længere samtaler. Savner at dele livshistorier med den man elsker. Han er enormt sarkastisk og joker med ting jeg har betroet mig med til ham, og synes det er sjovt selvom det minder mig OM den værste tid i mit liv. 

Det med vibhandle det godt inden jeg fødte var bare at vi ikke diskuterede, men alt der her har ko stået på længe. Men nu mangler jeg bare mere end nogensinde st vi kan kommunikere og snakke sammen. Nogle gange we vo helt fremmede for hinanden. Som han selv siger.. Kan han ike finde ud af at snakke om sådan nogle ting, men synes bare efter 2 år det er på tide at lære ham ordentligt at kende 

At få et barn er en kæmpe omvæltning og der burde være en regel om man ikke tager store store beslutninger det første år med mindre det er tvingende nødvendigt og det er ikke tvingende nødvendigt fordi man ikke ved om man elsker. Du skriver det er svært at slå koldt vand i blodet, nej det er det ikke, for lige pt gør han dig intet ondt og det alene liv du skal ud til er alligevel nogenlunde som det liv du har nu bare uden den praktiske hjælp der er ved at have en ekstra voksen. HvaD du derimod ændrer ved at flytte er forholdet mellem far og søn, far bliver perifær med mindre I alligevel skal være sammen de fleste dage, den vigtige tidlige fase hvor man virkelig lærer sit barn at kende, oplever alle de første ting, tager skrigeturene, grinene, de spæde forsøg på at kravle osv den bliver frarøvet far ved du ender forholdet nu. Så jo du skal slå koldt vand i blodet og fortælle dig selv i skal vokse som par og som forældre og du har 50% af ansvaret, og hvis I så om 1 år stadig er som fremmede, der stadig ingen følelser er så skal I have snakken og måske gå fra hinanden. 

I har ikke kendt hinanden længe, halvdelen af jeres forhold har handlet om at blive forældre og nu skal I tage det lange seje træk og ikke bare blive forældre, men blive en familie. Det kræver indsats, det kræver kompromiser, det kræver diskussioner, det kræver tilgivelse, det kræver man husker at kysse også selvom man egentlig godt kunne lade være, det kræver noget af begge to og der sidder mor og får dækket det meste af baby både når den er i maven og især når den er kommet ud. 

Jeres dreng fortjener du slår koldt vand i blodet, husker hvorfor det var I ville være forældre sammen og forsøger at sætte fokus på det. Og at du glemmer alt om at slutte forholdet til du har kæmpet og givet det en masse forsøg.

Og så vil jeg lige sige, har 4 børn og med dem alle har jeg da kunne pakke det hele og bare flyttet for mig selv, hvert barn er en omvæltning og hver gang skal man yde et stykke arbejde for at få den "lykkelige" familie

Anonym skriver:

Puuh.. Er bange for jeg har mistet følelserne for min kæreste.. Vi blev eller forældre for 3 måneder siden, men inden fødslen havde vi det fint sammen .. Synes ærlig talt han er irriterende og ret barnlig.. Hvis vi diskutere ignorere han mig, prøver vi snakke om at rede tingende ud, ved han aldrig hvad han skal dige eller svare.. Man kan ikke snakke med ham om ting man er ked af- han lytter ikke eller også hed han ikke hvad han skal svare.. Lige inden jeg fødte var jeg rigtig ked af det, og prøvede at åbne op om det for ham .. Var ked af det fordi jeg følte mig ensom, fordi vi aldrig snakkede sammen, og han bare sov lige så snart han kom fra arbejde.. Hans respons var at give mig et kys på armen for at falde i søvn .. Klokken syv om aftenen.. 

 

Vi overvejer at finde en ny lejlighed, men jeh jan simpelthen ikke slippe fantasien om at flytte for mig selv, med vores søn.. Når jeh tænker på fremtiden er han ikke med.. Vi har ingen kærlighed i forholdet .. Han prøver hele tiden .. Og kan bare mærke jeg ikke har lyst til nærheden og derfor er afvisende.. Det skaber kun flere problemer.. Vi vrisser hele tiden af hinanden, og han bliver sur over nogle ret mærkelige ting .. 

 

Jeg har bare ikke sat vores søn til verdenen for at vi skulle gå fra hinanden .. Men tror kærligheden er forsvundet .. Render med et håb om alt bliver godt igen.. Men er bange for løbet er kørt .. Burde jeh slutte forholdet? Hvordan slutter jeg det overhovedet .. Undskyld, men har ingen at snakke med det om, sp skrev her i de ..

Måske din kæreste føler sig til sidesat da du helt klart selv er i babyrosen hvor man er iih og åååh så forelsket i sit barn at man glemmer alle rundt om sig ????? Lyder lidt til at du måske tænker kærligheden imellem jer ikke er der længere fordi du har mødt dit livs kærlighed nemlig dit barn og forventer at kærligheden til faren skal føles på samme måde