Eksperthjælp: Har jeg ødelagt hendes selvværd?

Linda Stæhr

Hej :-)

Et spørgsmål der virkelig trænger sig på.

Har jeg ødelagt hendes selvværd? Og kan det gøres bedre?

Jeg har en datter, der lige er blevet 4 år. En utrolig dejlig pige som jeg er heldig at have stort set al min tid til, da min mand og jeg har delt vores opgaver. Manden arbejder og jeg passer hus, børn, indkøb osv.

Det betyder at jeg ofte står med hende alene i mange situationer, også dem der kræver tålmodighed og rolig tale.
Jeg er bange for, at jeg for ofte har skældt ud og overrumplet hende med min autoritet.
Jeg skælder nok ud ca 1 gang om dagen, og tit bliver jeg ked af det efter, og fortryder.
Det er som om min egen opdragelse ligger så dybt, at jeg ikke når at tænke før jeg skælder ud.

Efter jeg har talt med store bogstaver, går hun nogengange over i et hjørne og taler til sig selv. Hun siger ting som, jeg er ikke en sød pige, jeg er ikke sød og jeg er dum. Min hjerne laver dumme ting. Det smerter mig så meget at høre på! Jeg går altid over til hende, og spørger hvorfor hun siger sådan noget pjat! Jeg har aldrig sagt hun er dum eller andet, så jeg ved ikke hvor hun har de ord fra.
Jeg ved bare, det er forfærdeligt at se og høre.

Min datter går til dans og gymnastik, og jeg kan se at hun altid søger mit blik. Jeg bliver lidt irriteret over det, da det virker som om hun skal have "mit smil" og min accept hele tiden.

I hverdagen fortæller jeg hende, hun er en dejlig pige, kysser hende en del og snakker altid med hende om dagen ( hun går i skovbørnehave 4 dage i ugen, af 4 timer)
Jeg gør meget ud af rolige morgener ( vi kører hjemmefra 09.00) og af at spise sammen morgenen. Der er 0 tegnefilm, kun hygge og snak.

Jeg er så ked af hvis hendes selvværd er "nedbrudt".... Jeg ved ikke om det er så slemt, men det virker nogengange sådan.
Hvis det står skidt til med selvværdet, hvad kan jeg så gøre for at rette op på det?
Hendes selvtillid fejler ikke noget, men hun bliver også altid rost af andre udefra, og fra os. Både for sin personlighed og væremåde.

Jeg håber du kan hjælpe.

De bedste hilsner

Lindas svar

Kære mor

Jeg hører her om en stærk pige, der protesterer mod for voldsom irettesættelse ved bevidst at ramme dig for noget hun synes er forkert… det vil jeg forsøge at uddybe herunder.

Jeg kan høre, at du er en mor, der virkelig gør noget ud af din rolle og opgave som mor. God tid, nærvær, omsorg osv. Men ingen mor kan undgå at hidse sig op over sine børn indimellem – det er altså MIN erfaring - uanset gode intentioner. Derfor er det vigtigere hvordan du håndterer din vrede over ting din datter gør, snarere end om den må være der eller ikke.

En ting der er vigtig at påpege her er, at børn ALTID finder de huller i vores velmenende opdragelse, som gør ondt indeni os. I din datters tilfælde, så kan hun ENDELIG ”få dig” ved at stille sig i hjørnet og sige onde ting om sig selv. Dermed får hun vendt situationen, som hun ønsker den. Fra ubehagelig misbilligelse fra sin mor til anger og bods søgning fra din side. Hende måde at reagere på, ser jeg som sund viden om og udforskning af jeres relation, men du skal vide, at det sandsynligvis er et forsøg på at manipulere dig til at blive blød og sød igen – hvilket virker.

Når det er sagt, så er der måske noget om sagen. Hun protesterer sandsynligvis, fordi du taler ”med (for) store bogstaver”. Hun stiller sig i et hjørne og ”oversætter” hvad du lige har formidlet til hende: At hun er dum og forkert – og hvis det virkelig er det budskab hun modtager, så skal du ændre dit ”budskab”, når du irettesætter hende. Pas på med at kalde reaktionen for ”Pjat”, for så kalder du dermed hendes følelser og opfattelser for ”pjat” – hvilket er det modsatte af anerkendelse. Hvis du kommer til at ”overrumple hende med din autoritet”, så gå hen til hende, beskriv hvad du gjorde forkert og sig undskyld. Dernæst kan du evt. spørge hvordan HUN synes du skulle have reageret. Hun er 4 år, hun ved godt, hvad der skal til for at hun gider opføre sig ordentligt.

Jeg har altid stor tillid til mødres indre mavefornemmelse. Hvis du har en fornemmelse af, at du kan gøre tingene anderledes og bedre end nu, og at du måske har talt med ”for store bogstaver”, så tror jeg du KAN handle anderledes… ellers ville du ikke være så meget i tvivl om den nuværende situation.

Forældres irritation handler oftest om egen mislykkede indsats

Der er EN ting du skriver, som jeg vælger at analysere lidt på: Din irritation over at din datter vil have din accept og anerkendelse til fx dans. Som regel handler irritation om noget indeni os selv, snarere end om den person, vi bliver irriterede på. I dit tilfælde (og her tillader jeg mig at gætte vildt) tror jeg du bliver irriteret over, at datteren STADIG har brug for meget anerkendelse, selvom du gør SÅ meget for at give hende et stærkt selvbillede og en sikker og tryg barndom.

På den måde bliver hendes behov for anerkendelse til en underkendelse af din egen indsats som mor – siden du nærmest ene-ansvarlig for hende i jeres hjem. Jeg gætter på at målet i din opdragelse og i din indsats som mor bl.a. er at dit barn skal hvile stærkt og roligt i sig selv og kan opnå sine drømme gennem egen indsats, snarere end gennem anerkendelse fra andre. Derfor er hendes behov for anerkendelse den modsatte reaktion end den du ønsker. Dermed er det virkelige irritationsmoment at du ikke opnår det du forsøger i tilstrækkelig grad… giver det mening for dig?

Men midt i dette overser du måske, at din egen irritation opfattes mere af hende end du er klar over, så hun dermed ser en mor der både er irritabel og forsøger at være anerkendende på en gang. Her ville ethvert barn blive usikkert og søge øjenkontakt og sikkerhed - for budskabet til hende bliver dobbelt. Her må du først være ærlig overfor dig selv og sige: ”Jeg har brug for en pause som anerkendende mor, for lige nu, føles det ubehageligt.” Dernæst må du tage ansvar for det af irritationen, der handler om dig selv, så du bedre kan støtte din datter i hendes liv og præstationer. Evt. kan en god ven, en familierådgiver eller din mand hjælpe dig med dette.

Et stærkt selvværd kommer af at føle sig tryg og anerkendt uanset de følelser og tanker man måtte indeholder. Når du bevidst anerkender din datters behov for anerkendelse og tryghed, hendes vrede og forurettede følelser, på linie med hendes glæde og alle hendes andre kvaliteter. Så VIL hun kunne vokse sig stærk og tryg og få et stærkt selvbillede og en stærk tro på sig selv.

Læs evt. her om Hvorfor børn SKAL være så besværlige.

Så gå frimodigt i gang med at ændre de reaktioner der skal korrigeres. Anerkende det i dig selv, der skal anerkendes. Og anerkende din datter som den hun er med alt det hun indeholder. Så skal det alt sammen nok løse sig. Selvfølgelig skal vi forældre sige fra og sætte grænser, men det skal gøres på en måde der passer til barnet.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk