Anonym skriver:
Jeg skriver for råd.
Jeg er oprigtig bekymret for min søster. Hun har haft to kærester i det nye år, og deb ene dag skrev hun hvor meget hun elskede ham og han var manden i hendes liv og hun sku flytte op tik ham. Han nåede sågar os at møde hendes søn ( som er i pleje ) på de 14 dage de var sammen.
Dagen efter var hun kærester med en ny og erklærede sin kærlighed til ham og nu ee de flyttet sammen �� !
Jeg er bare bekymret men samtidig os gal på hende for den nye kæreste hun har fundet mistede hans forlovede gennem 10 år i december og som han har børn med. Og hun var også en god veninde til min søster.
min søster glemmer hendes søn mere og mere da hun synes disse børn har dry så hårdt og fortjener en ny "mor" og self har de det hårdt det virkelig synd for de stakkels børn. Mrn sys også det synd at faren bare drager en ny kvinde ind ig bor hos dem Når deres mor lige er død ����
jeg har læst flere gange at hendes familie har spurgt ham
om han virkelig er seriøs for de sørger stadig - ved godt man sørger forskelligt synes bare det er så synd for de børn �� man kan vel ikk tillade sig og sige noget men bare smile
og holde sine tanker for sig selv �� jeg synes for mit eget vedkommende det hårdt og kigge på. Undskyld jeh måtte bsre uf med det. Jeg hsr tænkt længe over det ����
Ærlig talt, så kan man have en mening, men du har ikke ret til at blande dig i deres liv. :/
Jeg er ret sikker på at jeg kender den familie du taler om. Og din søster har vidst snakket med manden længe, netop fordi hun var ven med hans kæreste!
Jeg kender ikke din søster, men jeg tror det går op for dem alle på et tidspunkt. De ser glade ud - allesammen, også børnene - og hvis det kan hjælpe dem oven på tabet af deres kære. Så lad dem. Det havde være værre for mig, hvis han havde præsenteret børnene for en fremmed, men hun er jo velkendt og vellidt i familien. Det er bare ærgerligt at hun glemmer sin egen søn, det havde jeg ikke fanget tidligere. Men han er vel desværre ikke anbragt uden grund?! 
Jeg havde selv sørget anderledes hvis jeg havde mistet min mand, men man kan ikke bestemme hvordan andre skal sørge. 
Jeg kender en anden hvor konen døde efter 30 år. Der gik ikke 3 mdr så havde han en ny, og de er sammen den dag i dag 6-7 år efter, og meget lykkelige! Jeg havde meget svært ved at forstå det dengang, at han kunne komme så hurtigt videre, for mig betød det jo at han ikke kunne have elsket hende, men det gjorde han - meget højt, men som han sagde, hans liv var jo ikke slut. Han måtte acceptere at hun ikke kom tilbage, og så leve sit eget liv, men jeg har jo set hvad det har gjort ved denne mand, så jeg har fået stor respekt for at folk kan hive sig op og komme videre på den måde.
