Atter en "nogle der kender det, når..."-tråd

Hej alle piger. 

Jeg er en 26-årig kvinde, gravid i 21. uge, termin ultimo juni. Jeg har et spørgsmål, jeg egentlig næsten er mere nervøs for at stille end for at der overhovedet kommer nogle svar :-P 

Mit "problem" er at jeg hele tiden skifter mellem at glæde mig og være fuldstændig uforstående over for at jeg overhovedet er gravid. Min manglende forståelse og rummelighed skræmmer mig enormt meget! Jeg burde jo glæde mig, være ovenud lykkelig, utålmodig som et lille barn (no pun intended ;-) ) før juleaften - men alligevel kan jeg ikke slukke for følelsen af uvirkelighed. 

Nogle af jer der kender til det, jeg beskriver? 

Jeg fik først forståelsen nogle dage efter jeg havde født:-) fattede det ikke rigtigt gennem hele graviditeten. Dvs. Jeg glædede mig meget, men det var alt for uvirkeligt for mig,  til at jeg helt kunne forholde mig til det. Har haft det sådan med begge mine børn:-) 

Ja, jeg kender følelsen. Jeg finder det sommetider helt urealistisk, at der vokser et lille individ inden i mig, men når jeg så mærker et lille puf, så bliver jeg fyldt med glæde over, at jeg er i gang med at skabe et individ.  
Så jeg kender det, det kan virke urealistisk til tider, og til tider skræmmende.

Pattyanden skriver:

Hej alle piger. 

Jeg er en 26-årig kvinde, gravid i 21. uge, termin ultimo juni. Jeg har et spørgsmål, jeg egentlig næsten er mere nervøs for at stille end for at der overhovedet kommer nogle svar :-P 

 

Mit "problem" er at jeg hele tiden skifter mellem at glæde mig og være fuldstændig uforstående over for at jeg overhovedet er gravid. Min manglende forståelse og rummelighed skræmmer mig enormt meget! Jeg burde jo glæde mig, være ovenud lykkelig, utålmodig som et lille barn (no pun intended ;-) ) før juleaften - men alligevel kan jeg ikke slukke for følelsen af uvirkelighed. 

Nogle af jer der kender til det, jeg beskriver? 

Jeg kunne godt nogle gange bliver fuldstændig overvældet af hvor totalt syret det var at der var et andet menneske der voksede inden i mig. Sådan helt, det kan ikke passe - agtigt.

Og selvom min datter er 19 mdr nu, kan jeg godt stadig af og til synes at det er helt vildt at jeg faktisk er nogens mor.