Jeg tror jeg skal skilles..

Hej alle i søde mødre. 

Ja, som min overskrift sjovt nok siger, så tror jeg at jeg skal skilles.. 

Mig og min mand har faktisk kun været gift i lidt over 1 år.. Og vi har vores datter på knap 1 år..

Men ja.. Jeg har længe overvejet om det nu er det her jeg vil. Han er min første kæreste, og første mand jeg havde sex med, så man kan vel godt sige at jeg ikke har prøvet så meget. Men det sidste halve år, har jeg gået meget med tankerne for mig selv, jeg har slet ikke åbnet mig op overfor ham. Jeg er for blot et par uger siden begyndt at flirte med andre fyre, hvilket slet ikke ligner mig? Jeg har længe gået og undret mig over om det er mig og ham resten af livet. Hvis ham og min datter er væk på weekend ved hans forældre, så er det kun hende jeg savner. Aldrig ham. 

Vi havde en episode for et par måneder siden, hvor vi kom hjem fra hans forældre, og vi kom op og skændes omkring at jeg synes godt at jeg kunne få lov til at gå en enkelt aften i byen med en veninde, fordi jeg er den der har siddet hjemme det sidste år med vores datter, jeg har slet ikke været i byen eller noget, men det har han. Han bliver så lidt sur over at jeg har det sådan, for når man er mor så skal man åbenbart sidde hjemme og aldrig få lov til andet end at passe børn, og han må alt! Så vi kom op og skændes super meget, og det var der det skete. Han tog så hårdt fat i min overarm at jeg fik mærker. Han slog mig.. Og så smed han mig ind i soveværelset og sagde at når jeg var kommet på bedre tanker kunne jeg komme ud igen.. Jeg tog mine sko da han havde lukket døren og løb ud af teresse døren i soveværelset og var væk i knap to timer.. Den eneste grund til at jeg kom tilbage var pga vores datter. Jeg ville ikke lade hende i stikken. Men ham! Årh! Han kunne rende mig et hvis stykke! Jeg var ked af det og såret, men ikke mindst bange! Jeg var så forfærdeligt bange for at det skete igen.. Jeg sov ikke den nat og de efterfølgende nætter. Jeg begyndte at gøre ting ved mig selv, som nok i bund og grund ikke er okay, men for at få tårene sat et andet sted hen var jeg nødt til det.. 

Han ved ikke jeg har gået med de her tanker.. Han ved ikke jeg rent faktisk har kigget på lejelighed et andet sted end hvor vi bor nu. 

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal ligge den op for ham? Jeg er bange for hans reaktion! Jeg ved ikke om jeg tør? Men på den anden side så har jeg heller ikke lyst til at være i et ægteskab hvor jeg ikke er tryg og hvor jeg flirter med andre? Jeg tror ikke jeg elsker ham mere? Eller jo, man vil jo altid elske sin første for evigt, men jeg elsker ham ikke på den samme måde som jeg gjorde før.. Jeg er ikke forelsket i ham længere? 

Altså jeg har ikke været ham utro eller noget, men jeg skriver med andre.. Ikke noget frækt eller noget. Bare helt almindelige samtaler.. Men stadig? Burde jeg det når jeg er gift? 

Hvordan ligger jeg den her op for ham? Siger jeg bare "Hey skat, jeg vil skilles?" Jeg ved med mig selv at jeg er nok nødt til at komme væk fra det her nu, inden jeg bliver kørt endnu længere ned.. 

Hvordan gjorde i? Hvis der er nogle af jer der har prøvet det? (det skal lige siges vi har været sammen i snart 8 år, så det er jo ikke et nyt forhold) 

Håber der er nogle der kan hjælpe.. For jeg ved ærligtalt ikke hvad jegskal gøre af mig selv mere. jeg har ikk lyst til at være hjemme når han er her..

Og for første gang i 2 år skal jeg i byen med min bedsteveninde! Så jeg glæder mig! En aften uden en mand der er sur og en aften uden baby gråd.. En aften hvor jeg kan komme hjem i min seng uden nogen som helst. (De er taget op til hans forældre) 

Anyways.. Håber der er nogle der kan hjælpe.. 

Fortsat god Weekend... 

Har ikke prøvet det eller noget i den dur men vil sige held og lykke med det hele. 

Og nyd din aften!

Mange tak, er selv spændt (: 

Min historie er lidt det samme. Ja bortset fra at jeg tvang mig selv gennem helvede og lod ham styre mit liv i 9 år fordi han forbød mig at blive skilt. Men nu har jeg taget beslutningen for et par uger siden- OG JEG ER SÅ LYKKELIG! Føler virkelig jeg har fundet mig selv, en person jeg troede jeg havde mistet for evigt. Jeg kan ikke sige hvad der er det rigtige for dig. Men, følg dit hjerte! Mænd der er sådan er ikke besværet værd. Heller ikke selv om de er søde og man har gode minder. 

SandraXOXO skriver:

Min historie er lidt det samme. Ja bortset fra at jeg tvang mig selv gennem helvede og lod ham styre mit liv i 9 år fordi han forbød mig at blive skilt. Men nu har jeg taget beslutningen for et par uger siden- OG JEG ER SÅ LYKKELIG! Føler virkelig jeg har fundet mig selv, en person jeg troede jeg havde mistet for evigt. Jeg kan ikke sige hvad der er det rigtige for dig. Men, følg dit hjerte! Mænd der er sådan er ikke besværet værd. Heller ikke selv om de er søde og man har gode minder. 

Tak. Jeg tror bare lige at jeg også skal have fortalt ham det først. Han ved jo ingenting endnu. Jeg synes ikke jeg kan være bekend bare at smide en skilsmisse erklæring i hovedet på ham. Vi skal jo også finde ud af hvad med hende? Hvordan gør vi med hende? 

Jeg skal ud og finde lejelighed og alt det der!

Når han nu har haft fat i dig og at du er bange, vil jeg alliere mig med en du stoler på. Som kan vente ude i opgangen og som kan hjælpe dig væk hvis det bliver nødvendigt. Du skal også finde et sted du kan bo med din pige enten en ny lejlighed eller hos noget familie/veninder fra den dag du siger til ham det er slut. Du vil skilles så må du ligesom være den der går. Og jeg tror bestemt ikke at der kommer noget godt ud af at blive boende sammen til den ene har fundet noget andet. 

Pøj pøj med det hele 

Okay. Jeg glemte alt jeg havde læst da jeg læste han har slået dig taget fat i dig... Undskyld kan du se at komm væk eller vil du leve med det resten af dit liv? Og på et eller andet tidspunkt kan være jeres barn set far slår mor! 

Du finder først et sted at være og jeg vil anbefale at det IKKE er en lejlighed hvor du er alene..  Aftal med en ven eller forældre eller andet at flytte derind til at starte med.. Hvis han er voldelig er det ikke godt du bor helt alene.. Når alt er på plads så siger du det til ham.. Du skal være indstillet på at i det øjeblik det er sagt skal du kunne forlade lejligheden med sekunds varsel så alt skal være gjort klart og være ude af lejligheden. HUSK du kun må tage personlige ting med.. Fælles ting skal deles i enighed.. 

Din datter skal ikke være der. Få hende passet så hun ikke oplever hvis han bliver vred.. Og så skal du have backup hjælp klar... Nogle der kan stå uden for og kan hjælpe dig hvis han bliver sur.. Aftal et kodeord og lad så din telefon ringe dem op så de kan høre hele samtalen og kan gribe ind hvis kodeordet lyder. Og hold så HELE tiden telefonen i hånden.. 

Hvis han ikke bliver voldelig så svare du pænt på hans evt spørgsmål og slutter forholdet på en pæn måde.. Bliver han vred og voldelig smutter du med det samme.. 

Lav en tidsramme for dig selv.. Eks. Om 14 dage er jeg smuttet og fortæl en veninde eller andet om det således at du ikke bare kan trække tiden ud.. 

Har I snakket sammen om episoden?

Det lyder som om du skal væk. I og med han har taget fat i dig og slået dig?? Sådan noget sker ikke kun en gang. Håber du gør det bedste for dig og dit barn.

og den dag du konfrontere ham med det, vær da ikke alene!

kram til dig