Kæreste, slå op, deppresion.. Meget forvirret..

Hej de damer <3

Jeg undskylder på forhånd for et rodet indlæg..

Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over 2 år.
Og har boet sammen i halvandet år..

Han er opvokset i et alkoholiseret og voldeligt hjem og nogle sindsyge ex kærester ovenikøbet (utroskab osv..)

Jeg har haft en okey opvækst, men alle mine eks kærester har været mig utro eller svigtet mig på andre måder.

Efter vi havde været sammen i 3 måneder slog han op med mig, da han ikke mente at jeg var den rette for ham. Han havde det helt forfærdeligt med det valg han havde truffet, og brugte så ca en måned på at vinde mig tilbage, og sagde til mig at den eneste grund til at han slog op var fordi han blev helt vildt bange da han mente at jeg var ''way to good to be true' og han var bange for at blive svigtet igen. Set i bakspejlet så tilgav jeg ham nok aldrig helt for det, og vi har brugt timevis på at han har forklaret igen og igen og sagt undskyld tusindvis af gange.

Efter et halvt års tid, ''begyndte'' han at få en deppresion. Vi har skændtes uendelig meget, vi skændes om alting, nærmest. Der er meget lidt forståelse i vores forhold og der skal intet til at knække hverken af os. Sådan har det så været on'n'off resten af vores forhold og er det stadig.
Problemet lige nu er så bare, at vi begge skiftes med at ''slå op'' med hinanden da ingen af os orker at leve på den her måde mere.

Jeg ved godt at jeg nogle gange godt kunne være mere forstående med hensyn til brud af aftaler, brug for sine venner osv. Da jeg ved at det ikke er nemt at have en dep. (har selv prøvet det) 
Det er bare SÅ svært når jeg har brug for ham, men han har brug for fred. Jeg er glad og sprudlende og finder altid på nogle ting at lave. Han er det præcis omvendte. Han har kun lyst til at se film, ligge i sengen, eller snakke i mobil med en eller anden.

Vores sexliv er så godt som det eneste vi stadig har sammen lige pt. (her snakker jeg de sidste 2-3 uger)

I går sagde han så til mig at alle de normale opgaver man har i en dagligdag irreterede ham, fordi at han vidste at jeg forventede det af ham og at han slet ikke kunne bære mere konflikter med mig imens han har det på den her måde. Og at det var begyndt at irretere ham at jeg går og er så glad, levende og snakker så meget da han overhovedet ikke magter det og det synes han ikke kan være rigtigt, så siger han at måske han ikke elsker mig nok for så ville han nok ikke ønske at forsvinde og bare være alene.. Han synes at jeg har fortjent en kæreste der står tidligt op og laver morgenmad hver morgen og gør alt for at glæde mig da jeg er den bedste og smukkeste person han nogensinde har mødt.
Hver gang jeg prøver at forlade ham så snakker han mig fra det, hver gang han prøver at forlade mig så snakker jeg ham fra det.. Det er så underligt, vi begge ''vil'' det men der er ingen af os der kan klare det da vi elsker hinanden alt for højt.
Men jeg sagde til ham sidst han ''slog op'' at jeg ikke havde tænkt mig at forhindre ham i det mere så hvis det var det han ville så måtte han bare gøre det. Der gik nok 5 min. så havde han skiftet mening.

Vi snakkede så længe om det igår. Og blev enige om at han bliver nødt til at gå nu, da han langsomt ''dør'' mere og mere af det her  
Jeg spørger ham så om han ikke kan gå med det samme, for jeg kan ikke holde ud at skulle sige farvel til ham, det dræber mig. Men det ville han ikke, det eneste han ville var at putte med mig og ligge og holde om mig og snakke om alt det gode vi har haft sammen og undskylde for alt han har udsat mig for. Jeg spurgte ham endnu engang om han ikke bare kunne gå men det kunne han ikke sagde han, det eneste han havde lyst til var at ligge og holde om mig. Spurgte ham så om han ikke kunne gå før jeg kom hjem fra arbejde idag, men det ville han heller ikke (jeg har tidligt fri idag) for nu havde vi jo dagen idag til at snakke videre, kramme videre osv. Jeg blev ved med at sige til ham at det ikke nytter noget at vi bliver ved med at udsætte det, men han vil ikke gå. Og jeg kan slet ikke klare det selv.

Men vores kærlighed dræber os jo  

Hvad skal jeg stille op?? Jeg ved at jeg kan få ham til at blive, men det vil bare sige at jeg skal igennem det her igen på et senere tidspunkt. 
Han vil ikke til psykolog da han mener at han selv kan komme ud af det her, bare ikke her hjemme, han bliver nødt til at forsvinde, han kan bare ikke bære at skulle forlade mig da han elsker mig alt for højt.

Igen, hvad gør jeg??

Tusind tak hvis i er nået til enden af det her og undskyld for rodet.
Kærlig hilsen

den ulykkelige <3

Han skal have noget hjælp hvis han skal ud af det....

MinPrins skriver:

Han skal have noget hjælp hvis han skal ud af det....

Det vil og synes han ikke ..

Ud fra din beskrivelse af jeres forhold lyder det som om, at selvom I begge er i dyb mistrivsel i jeres forhold, så er måden I er sammen på også blevet det normale.

Samspillet mellem jer giver drama i hverdagen - dramaet slider på jer, men det giver også en voldsom bekræftelse af at være et meget vigtigt menneske i et andet menneskes liv. Det kan være svært at afstå fra og skulle se frem til et liv, hvor der ikke er et andet menneske, som mindst en gang om ugen grædende erklærer, at de ikke kan leve uden dig/ham.

Jeres fokus i forholdets tidlige fase, som sikkert har været på et dejligt liv sammen, er flyttet til at være på redningsmissionen i forhold til forholdet - og til den anden.

Jeg tror, at det fornuftige ville være, at en af jer - og den person tror jeg er nødt til at være dig - fjerner jer selv fra situationen i et stykke tid. Tag med en veninde, din mor, hvem som helst en uge syd på, i sommerhus, flyt over til veninden eller hjem til dine forældre. Tag en uge væk og giv ham besked på at pakke sine ting og flytte ud i løbet af den uge. Sig til ham, at du gerne vil tale med ham, når der er gået fx 3 uger.

Når du taler/mødes med ham igen og føler et stort savn, så tænk over: hvad er savn efter drama, hvad er savn efter forelskelsen, der var engang, hvad er savn efter ham, som den han er nu. Og hvad har du sat pris på i de tre uger, I ikke har talt sammen? Og så sæt eventuelt nye rammer om jeres fortsatte kontakt: fx han må ringe til dig en gang om ugen, hvor I taler sammen i 30 min.

Jeg tror, at det vil være hårdt, men jeg tror også, en væsentlig del af savnet vil gå på den bekræftelse du mangler, når du ikke længere har et menneske i dit liv, som ikke kan leve uden dig. Det er bare ikke det, en kæreste er.

L-mor skriver:

Ud fra din beskrivelse af jeres forhold lyder det som om, at selvom I begge er i dyb mistrivsel i jeres forhold, så er måden I er sammen på også blevet det normale.

Samspillet mellem jer giver drama i hverdagen - dramaet slider på jer, men det giver også en voldsom bekræftelse af at være et meget vigtigt menneske i et andet menneskes liv. Det kan være svært at afstå fra og skulle se frem til et liv, hvor der ikke er et andet menneske, som mindst en gang om ugen grædende erklærer, at de ikke kan leve uden dig/ham.

Jeres fokus i forholdets tidlige fase, som sikkert har været på et dejligt liv sammen, er flyttet til at være på redningsmissionen i forhold til forholdet - og til den anden.

Jeg tror, at det fornuftige ville være, at en af jer - og den person tror jeg er nødt til at være dig - fjerner jer selv fra situationen i et stykke tid. Tag med en veninde, din mor, hvem som helst en uge syd på, i sommerhus, flyt over til veninden eller hjem til dine forældre. Tag en uge væk og giv ham besked på at pakke sine ting og flytte ud i løbet af den uge. Sig til ham, at du gerne vil tale med ham, når der er gået fx 3 uger.

Når du taler/mødes med ham igen og føler et stort savn, så tænk over: hvad er savn efter drama, hvad er savn efter forelskelsen, der var engang, hvad er savn efter ham, som den han er nu. Og hvad har du sat pris på i de tre uger, I ikke har talt sammen? Og så sæt eventuelt nye rammer om jeres fortsatte kontakt: fx han må ringe til dig en gang om ugen, hvor I taler sammen i 30 min.

Jeg tror, at det vil være hårdt, men jeg tror også, en væsentlig del af savnet vil gå på den bekræftelse du mangler, når du ikke længere har et menneske i dit liv, som ikke kan leve uden dig. Det er bare ikke det, en kæreste er.

Tusind tak for dit svar!! 

Jeg vil helt klart tage det til eftertanke! 

Det lyder som et meget destruktivt forhold for jer begge. Det virker næsten, som om I "dyrker" den ulykkelige kærlighed sammen i stedet for at finde ind til den lykkelige - hvis det er muligt - eller erkende, at I ikke kan finde lykken sammen. Der er ikke rigtigt noget fremadrettet og "bæredygtigt" ved jeres relation, som tilsyneladende mere handler om en illusion om en stor, stor kærlighed - men hvis den er stor "nok", så tåler og udholder den alt, og det kan man vel dårligt sige, den gør. 

Noget helt andet er, at det virker bekymrende, at han går rundt med en ubehandlet depression. Hvad siger lægen? Går han sygemeldt? Hvem har stillet diagnosen? 

Mor og meget mere skriver:

Det lyder som et meget destruktivt forhold for jer begge. Det virker næsten, som om I "dyrker" den ulykkelige kærlighed sammen i stedet for at finde ind til den lykkelige - hvis det er muligt - eller erkende, at I ikke kan finde lykken sammen. Der er ikke rigtigt noget fremadrettet og "bæredygtigt" ved jeres relation, som tilsyneladende mere handler om en illusion om en stor, stor kærlighed - men hvis den er stor "nok", så tåler og udholder den alt, og det kan man vel dårligt sige, den gør. 

Noget helt andet er, at det virker bekymrende, at han går rundt med en ubehandlet depression. Hvad siger lægen? Går han sygemeldt? Hvem har stillet diagnosen? 

Han er selvstændig og er derfor ikke sygemeldt, han klarer sit arbejde men intet andet. 

Han har ikke været hos en læge, men der er ingen tvivl om at han har en dep. 

Han siger at han har brug for at finde sig selv igen, uden mig..

L-mor skriver:

Ud fra din beskrivelse af jeres forhold lyder det som om, at selvom I begge er i dyb mistrivsel i jeres forhold, så er måden I er sammen på også blevet det normale.

Samspillet mellem jer giver drama i hverdagen - dramaet slider på jer, men det giver også en voldsom bekræftelse af at være et meget vigtigt menneske i et andet menneskes liv. Det kan være svært at afstå fra og skulle se frem til et liv, hvor der ikke er et andet menneske, som mindst en gang om ugen grædende erklærer, at de ikke kan leve uden dig/ham.

Jeres fokus i forholdets tidlige fase, som sikkert har været på et dejligt liv sammen, er flyttet til at være på redningsmissionen i forhold til forholdet - og til den anden.

Jeg tror, at det fornuftige ville være, at en af jer - og den person tror jeg er nødt til at være dig - fjerner jer selv fra situationen i et stykke tid. Tag med en veninde, din mor, hvem som helst en uge syd på, i sommerhus, flyt over til veninden eller hjem til dine forældre. Tag en uge væk og giv ham besked på at pakke sine ting og flytte ud i løbet af den uge. Sig til ham, at du gerne vil tale med ham, når der er gået fx 3 uger.

Når du taler/mødes med ham igen og føler et stort savn, så tænk over: hvad er savn efter drama, hvad er savn efter forelskelsen, der var engang, hvad er savn efter ham, som den han er nu. Og hvad har du sat pris på i de tre uger, I ikke har talt sammen? Og så sæt eventuelt nye rammer om jeres fortsatte kontakt: fx han må ringe til dig en gang om ugen, hvor I taler sammen i 30 min.

Jeg tror, at det vil være hårdt, men jeg tror også, en væsentlig del af savnet vil gå på den bekræftelse du mangler, når du ikke længere har et menneske i dit liv, som ikke kan leve uden dig. Det er bare ikke det, en kæreste er.

Han var parat til at give det hele op den her gang og var på vej afsted.

Jeg stoppede ham! Begyndte og græde og blev nødt til at undskylde over at jeg har været så dårlig til at håndtere hans dep. jeg har haft alt for høje forventninger. Har læst nettet op og ned nu om hvordan det er at have en svær dep. og følelsen af bare at forsvinde..
Og jeg forstår ham meget bedre nu.

Vi fik aftalt at vi ikke slår op, men at han tager hjem til sine forældre og ''bor'' lige pt. indtil han (måske) får det bedre.
Og imens så lever jeg bare mit 'normale' liv uden ham og fokuserer på mit eget liv og min egen glæde.

Da han så gik kom han over og kyssede og krammede mig, kiggede mig dybt i øjnene og sagde 'Tak, *navn* Jeg elsker dig'

Jeg er villig til at gå igennem ild og vand for denne mand.