Hej Linda.
Jeg skriver fordi jeg har det rigtig skidt, og føler mig som en virkelig dårlig mor.
Jeg har en søn på 20 mdr, og en lille en på 2 mdr. Ham på 20 mdr, er en velfungerende glad dreng, som trives og udvikler sig som han skal. Får ligeledes altid stor ros af dagplejemor.
Så er der ham på 2 mdr. Han udvikler sig ikke som han skal. For at være helt præcis er han 9 uger - bliver 10 uger om 2 dage.
Han smiler meget sjældent, og pludrer ikke til os, kun til genstande. Fx ting der hænger over ham på legetæppet. Derudover er han ikke særlig god til øjenkontakten. Man han godt få den, men man skal selv søge ham, og hjælpe ham til at fasholde den - han søger den aldrig selv, og han skal være meget oplagt før vi fanger ham, og aldrig mere end 1 minut ad gangen.
Han er meget urolig og ked af det en stor del af dagen, så det er begrænset hvor meget tid han "orker" at skulle bruge på at kigge på og snakke med os, men jeg prøver vældig ofte.
Jeg snakker til ham det meste af tiden, og øver som sagt øjenkontakt meget -bruger ofte lang tid på puslebordet også hvor jeg ligeledes prøver at fange ham, men han er ikke særlig interesseret i det.
Sidst sundhedsplejersken var her sagde hun at hun ville give mig ret i mine observationer. Hun kunne godt få ham til at kigge på hende, men han var meget neutral sagde hun. Hun sagde at han ikke viste glæde når hun kiggede på ham og snakkede til ham - sådan er det også når vi kigger på ham. En sjælden gang får vi et smil eller en lille pludrelyd men det er meget sjældent.
Ofte virker det faktist som om at han helst vil være i fred - han trives bedst hvis han kan få lov at ligge for sig selv på aktivitetstæppet, og kan der ofte blive ked af det hvis vi snakker til ham.
Derudover er han ekstremt følsom overfor lyde og bliver ofte bange når der kommer en pludselig lyd. Det kan være lyden af et stykke legetøj der "trækkes op" eller bare lyden af min telefon der vibrerer.
Han har også en meget lav muskeltonus og er ifølge sundhedsplejersken heller ikke alderssvarende motorisk.
Han skal MR scannes om en uge, da lægerne på ouh heller ikke mener hans kontakt er ok.
Jeg er så bange for at det er mig der er en dårlig mor. Er det mon mig der ikke snakker nok til ham? Snakker jeg mon "forkert" til ham, er det fordi han får lov at ligge for sig selv indimellem og han føler sig svigtet af det, eller måske fordi at jeg lader ham falde i søvn selv i barnevognen (ligger bare og hygger til han sover), osv osv. Jeg bebrejder mig selv rigtig meget og er bange for at jeg er en dårlig mor, men bare ikke selv kan se hvad jeg gør forkert 
Han får nok naturligt en smule mindre opmærksomhed end den store gjorde, da jeg jo også skal give den store opmærksomhed når han er hjemme, men så er far altså god til at tage den lille..
Tænker konstant på om jeg skulle have snakket endnu mere med ham, om jeg mon har skadet ham osv. Kan bare ikke se hvad jeg skulle have gjort anderledes. Synes vi snakker med ham og aktiverer ham i nærmest alle hans vågne timer - jeg har dårlig samvittighed hvis han får lov at ligge for sig selv på tæppet i bare 5 minutter, fordi så føler jeg at det måske er derfor han ikke gider kontakten fordi vi så ikke har været tilgængelige og så har han måske bare valgt at lukke omverdenen ude?
Jeg ved det ikke, men hvad tror du? Er nogen børn sådan uden at det er forældrenes skyld?
Det skal siges at der har været problemer med øjenkontakten siden fødslen, og det står beskrevet i hans journal allerede fra han er 3 dage gammel.
Han har været ved øjenlæge og hans øjne fejler ikke noget.
Ser frem til at høre fra dig....
Mvh. en meget trist mor.
Lindas svar
Kære meget triste mor
Hvor er det tungt at mærke at tingene ikke er som forventet.
Jeg har to punkter til dig:
Din søns afvisning af øjenkontakt
Måske der er noget ved din søn, som er anderledes end forventet. Men som du beskriver det får jeg slet ikke en fornemmelse af at du kan gøre mere… måske snarere tvært imod.
Det lyder for mig, som om du har sat dig for at gøre dit yderste for at ”hjælpe” ham til normal øjenkontakt. Men samtidig lyder det til, at han reagerer modsat, når du prøver. Mon din søn siger: ”Giv mig lige lidt luft, du prøver for meget!” ? Børn er forskellige. Nogle er mere sensitive end andre. Men INGEN babyer kan holde til at blive ”trænet” i øjenkontakt alle vågne timer… så ville jeg også vende mig væk.
Du skal tilbage til at turde stole på dine egne fornemmelser af dit barn. Det er simpelthen så vigtig for at kunne guide dit samvær med ham. Forsøg at lytte mere til hvad HAN har lyst til. Har han lyst til at lægge og kigge længe selv, så lad ham. Du kan evt. sidde/ligge i nærheden og lade ham opleve nærværet med andre sanser end synet: En kærlig hånd på ryggen, lyden af din vejrtrækning, ligge på maven og lytte til dit hjerte...
Hvis min fornemmelse er rigtig med at din søn let overstimuleres af indtryk (og dermed i særdeleshed af øjenkontakt, som er det mest krævende), så skal han langsomt have tid til selv at få LYST til det!
DIN SØN VIL DIG!!! Men lige nu har han brug for noget andet end det han får.
Din egen usikkerhed
Din søn vil automatisk opfange små signaler fra sin mor, som ikke trives. Tag dig af dig selv også: Du skal trives, hvis han skal forventes at trives! Selv i trivsel er vi forældre rollemodellerJ
- Søg hjælp: Du SKAL have nogen der kan støtte dig i denne situation. Tvivlrådighed og selvbebrejdelse har det med at vokse sig over ørerne på os og handlingslamme os. Stop det ved at få støtte hos andre! Fagpersoner kan sige præcist hvad du kan gøre for din søn, og indtil de gør det, kan du ikke bebrejde dig selv for ikke at vide, hvad du skal gøre. Tal også med gode veninder og din partner. Få støtte, forståelse og hjælp. Det er slet ikke så unikt at gå med de tanker som du har, som du måske tror. Som det er nu, risikerer du at ende med en fødselsdepression, hvis det ikke allerede er det der er på færde. Snak med sundhedsplejesken!
- Din fornemmelse siger dig, at din søn ”helst bare vil have fred”. Respekter både din egen fornemmelse for dette og din søns behov for ro. Og hvil i at du er nærværende på andre måder og at du gør ALT hvad en mor kan gøre i din situation: Du handler, søger hjælp og giver kærlighed.
Med alt dette vil jeg ønske dig og din lille familie alt det bedste!
Og til de som læser med: Hjælp denne mor med dine egne oplevelser, så hun VED hun ikke er alene.
Venlig hilsen
Familierådgiver Linda Stæhr ved Trivsel i familien.dk
Ps. Læs evt. mere her om den vigtige forældreintuition, om forældres skyldfølelse eller om det at være ”gode forældre”
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
