Turbulent forhold i graviditeten

Jeg er simpelthen så ked af det. Min kæreste og jeg venter os et barn til foråret. Det var meget planlagt og ønsket! Der er imidlertid sket en masse i vores forhold, og jeg ved ikke rigtig hvad mine følelser for ham er. Jeg savner ham ikke når han ikke er her - heller ikke når jeg ikke har set ham en uge grundet hans rejsen med arbejdet - og har været meget i tvivl om jeg skulle fortsætte forholdet. Jeg har dog fortalt ham om dette så vi kunne løse det i fællesskab. Et af problemerne er, at jeg føler at jeg har skulle agere som hans mor og be ham hjælpe med opvasken, rydde op efter sig selv, samle sine sure sokker op mv. Ting, der ikke var et problem for ham selv at gøre før graviditeten. Jeg er pt en travl kvinde, og knokler for at skrive min bachelor opgave, som skal afleveres ca samme tid som baby melder sin ankomst. Derudover skal jeg i praktik på en privatskole med meget høje krav, og vil jo også gerne gøre det godt. Jeg har ferie fra studiet i uge 7, og har for over en måned siden fortalt kæresten at jeg har booket et lokale oppe på seminariet, så jeg kan arbejde med enten bachelor eller praktik. Jeg får simpelthen ikke lavet nok, hvis jeg sidder hjemme og arbejder - det er afprøvet. Min kæreste fandt forleden ud af at han har knap 3 ferieuger der skal bruges inden maj, og ville derfor tage fri, så han kunne få styr på babys værelse - det praktiske aspekt i at fjerne hans egne ting og banke nogle hylder mv. Jeg sagde at jeg syntes det lød som en god ide, men at han ikke skulle tilrettelægge det efter mig, da jeg som sagt har travlt, og ikke vil stresse mig selv og min krop mere end højst nødvendigt. Det skabte imidlertid ravage igår, da han siger at han forventer at jeg holder en hel uge fri fra studie og opgaver for at være sammen med ham og lave praktiske ting eller se på at han laver det. Jeg er helt med på at bruge weekenderne på det og også en dag eller to når han tager fri, men det er slet ikke ok i hans øjne. Det resulterede i et kæmpe skænderi og gråd og tårer fra os begge. Vi snakkede igår om at opsige vores lejlighed og gå hver til sit, men når vi snakker om det så snart vi er faldet lidt ned, beskylder han mig for at starte skænderiet med vilje, fordi jeg ikke vil ham længere. Har snakket med tætte veninder om det, og der er flere der har sagt at de ikke vil se ham før til barnedåben, da de mener han er dominerende og forsøger at styre mig.. Jeg er udkørt, og bare rigtig rigtig træt af det hele. Ville egentlig bare ud med det...

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen så ked af det. Min kæreste og jeg venter os et barn til foråret. Det var meget planlagt og ønsket! Der er imidlertid sket en masse i vores forhold, og jeg ved ikke rigtig hvad mine følelser for ham er. Jeg savner ham ikke når han ikke er her - heller ikke når jeg ikke har set ham en uge grundet hans rejsen med arbejdet - og har været meget i tvivl om jeg skulle fortsætte forholdet. Jeg har dog fortalt ham om dette så vi kunne løse det i fællesskab. Et af problemerne er, at jeg føler at jeg har skulle agere som hans mor og be ham hjælpe med opvasken, rydde op efter sig selv, samle sine sure sokker op mv. Ting, der ikke var et problem for ham selv at gøre før graviditeten. Jeg er pt en travl kvinde, og knokler for at skrive min bachelor opgave, som skal afleveres ca samme tid som baby melder sin ankomst. Derudover skal jeg i praktik på en privatskole med meget høje krav, og vil jo også gerne gøre det godt. Jeg har ferie fra studiet i uge 7, og har for over en måned siden fortalt kæresten at jeg har booket et lokale oppe på seminariet, så jeg kan arbejde med enten bachelor eller praktik. Jeg får simpelthen ikke lavet nok, hvis jeg sidder hjemme og arbejder - det er afprøvet. Min kæreste fandt forleden ud af at han har knap 3 ferieuger der skal bruges inden maj, og ville derfor tage fri, så han kunne få styr på babys værelse - det praktiske aspekt i at fjerne hans egne ting og banke nogle hylder mv. Jeg sagde at jeg syntes det lød som en god ide, men at han ikke skulle tilrettelægge det efter mig, da jeg som sagt har travlt, og ikke vil stresse mig selv og min krop mere end højst nødvendigt. Det skabte imidlertid ravage igår, da han siger at han forventer at jeg holder en hel uge fri fra studie og opgaver for at være sammen med ham og lave praktiske ting eller se på at han laver det. Jeg er helt med på at bruge weekenderne på det og også en dag eller to når han tager fri, men det er slet ikke ok i hans øjne. Det resulterede i et kæmpe skænderi og gråd og tårer fra os begge. Vi snakkede igår om at opsige vores lejlighed og gå hver til sit, men når vi snakker om det så snart vi er faldet lidt ned, beskylder han mig for at starte skænderiet med vilje, fordi jeg ikke vil ham længere. Har snakket med tætte veninder om det, og der er flere der har sagt at de ikke vil se ham før til barnedåben, da de mener han er dominerende og forsøger at styre mig.. Jeg er udkørt, og bare rigtig rigtig træt af det hele. Ville egentlig bare ud med det...

Kan der være nogle hormoner, der spiller dig et puds? 

Umiddelbart lyder det jo dejligt, at han vil redebygge - og du lyder faktisk nærmest sur over det? 

Abracadabra skriver:

Kan der være nogle hormoner, der spiller dig et puds? 

Umiddelbart lyder det jo dejligt, at han vil redebygge - og du lyder faktisk nærmest sur over det? 

Jeg synes nu ikke hun lyder sur, hun synes jo også det er en rigtigt dejlig ide. Men at hun allerede har planlagt at skulle lave bachelor eller praktik, så kan han da ikke tillade sig at blive sur. 

Til TS: 

Jeg synes ærligt ikke han kan være bekendt at blive sur, du havde allerede gjort opmærksom på det inden han fik den ide at holde ferie. Du skal ikke lave dine planer om bare fordi han pludseligt er kommet i tanke om noget han gerne vil. 

Jeg tænker her at der er 2 til at skændes.

1. at du føler intet for ham kan nemt være hormoner. Det er meget normalt og derfor ville jeg personligt ikke tage nogen beslutning pt hvis jeg var dig.. Det lyder som om du er meget stresset og det går ud over ham

2. det lyder som om han har forventninger som du på ingen måde kan efterkomme. Han er jo egentlig ret sød. Vil bygge rede og savner noget tid med dig ( måske for at I kunne finde hinanden igen) men han glemmer at snakke med dig om det. Han glemmer at I skal være 2 om beslutningerne.

Ærlig talt for I forventningafstemt eller kommer i begge bare og siger" Nu gør jeg sådan fordi...

Spørger I nogen sinde hinanden om det er ok? Har du spurgt ham om det var ok du ikke holdt ferie i uge 7? og har han spurgt dig om du syntes det var ok at du skulle blive hjemme??

Syntes I skylder hinanden at snakke om tingene i stedet for bare at bestemme som 2 individer. I er et par og ting skal koordineres med den anden... 

Og så til sidst. Det er sgu nemt at snakke med ens tætte veninder og så få ret. Hvordan ville du have det hvis han på den måde betroede sig til sine venner som kun hørte hans side af historien og de så bare frøs dig ude uden at du havde en chance for at forsvare dig?? Der syntes jeg faktisk at både du og dine veninder bare jer meget forkert og umodent an. Det er fint nok at betro sig til veninder og at de giver råd, men du skal på ingen måde tage deres ord for gode vare om at du har ret. DE tager jo det parti de hører historien fra OG de skal på ingen måde tage en aktiv straf i brug. Der går både du og de langt over stregen. Havde jeg været din kæreste havde jeg i den grad følt mig udstillet og jeg ville i den grad følt vi havde tabt noget fortrolighed som par.

Så ærlig talt syntes jeg i begge opfører jer temmelig umodent. Og jeg syntes I begge skylder jeres barn at blive voksne og få kommunikeret ordenligt MED hinanden, OM hinanden og TIL hinanden. 

Husk mænd kan også reagere på en graviditet.

Og så skal du måske tænke dig om med hvordan du beskriver din kæreste og om du er villig til at han udstiller dig på samme måde. 

Newsence skriver:

Jeg tænker her at der er 2 til at skændes.

 

1. at du føler intet for ham kan nemt være hormoner. Det er meget normalt og derfor ville jeg personligt ikke tage nogen beslutning pt hvis jeg var dig.. Det lyder som om du er meget stresset og det går ud over ham

2. det lyder som om han har forventninger som du på ingen måde kan efterkomme. Han er jo egentlig ret sød. Vil bygge rede og savner noget tid med dig ( måske for at I kunne finde hinanden igen) men han glemmer at snakke med dig om det. Han glemmer at I skal være 2 om beslutningerne.

 

Ærlig talt for I forventningafstemt eller kommer i begge bare og siger" Nu gør jeg sådan fordi...

Spørger I nogen sinde hinanden om det er ok? Har du spurgt ham om det var ok du ikke holdt ferie i uge 7? og har han spurgt dig om du syntes det var ok at du skulle blive hjemme??

Syntes I skylder hinanden at snakke om tingene i stedet for bare at bestemme som 2 individer. I er et par og ting skal koordineres med den anden... 

 

Og så til sidst. Det er sgu nemt at snakke med ens tætte veninder og så få ret. Hvordan ville du have det hvis han på den måde betroede sig til sine venner som kun hørte hans side af historien og de så bare frøs dig ude uden at du havde en chance for at forsvare dig?? Der syntes jeg faktisk at både du og dine veninder bare jer meget forkert og umodent an. Det er fint nok at betro sig til veninder og at de giver råd, men du skal på ingen måde tage deres ord for gode vare om at du har ret. DE tager jo det parti de hører historien fra OG de skal på ingen måde tage en aktiv straf i brug. Der går både du og de langt over stregen. Havde jeg været din kæreste havde jeg i den grad følt mig udstillet og jeg ville i den grad følt vi havde tabt noget fortrolighed som par.

 

Så ærlig talt syntes jeg i begge opfører jer temmelig umodent. Og jeg syntes I begge skylder jeres barn at blive voksne og få kommunikeret ordenligt MED hinanden, OM hinanden og TIL hinanden. 

 

Husk mænd kan også reagere på en graviditet.

Og så skal du måske tænke dig om med hvordan du beskriver din kæreste og om du er villig til at han udstiller dig på samme måde. 

Fantastisk godt svar  

Newsence skriver:

Jeg tænker her at der er 2 til at skændes.

 

1. at du føler intet for ham kan nemt være hormoner. Det er meget normalt og derfor ville jeg personligt ikke tage nogen beslutning pt hvis jeg var dig.. Det lyder som om du er meget stresset og det går ud over ham

2. det lyder som om han har forventninger som du på ingen måde kan efterkomme. Han er jo egentlig ret sød. Vil bygge rede og savner noget tid med dig ( måske for at I kunne finde hinanden igen) men han glemmer at snakke med dig om det. Han glemmer at I skal være 2 om beslutningerne.

 

Ærlig talt for I forventningafstemt eller kommer i begge bare og siger" Nu gør jeg sådan fordi...

Spørger I nogen sinde hinanden om det er ok? Har du spurgt ham om det var ok du ikke holdt ferie i uge 7? og har han spurgt dig om du syntes det var ok at du skulle blive hjemme??

Syntes I skylder hinanden at snakke om tingene i stedet for bare at bestemme som 2 individer. I er et par og ting skal koordineres med den anden... 

 

Og så til sidst. Det er sgu nemt at snakke med ens tætte veninder og så få ret. Hvordan ville du have det hvis han på den måde betroede sig til sine venner som kun hørte hans side af historien og de så bare frøs dig ude uden at du havde en chance for at forsvare dig?? Der syntes jeg faktisk at både du og dine veninder bare jer meget forkert og umodent an. Det er fint nok at betro sig til veninder og at de giver råd, men du skal på ingen måde tage deres ord for gode vare om at du har ret. DE tager jo det parti de hører historien fra OG de skal på ingen måde tage en aktiv straf i brug. Der går både du og de langt over stregen. Havde jeg været din kæreste havde jeg i den grad følt mig udstillet og jeg ville i den grad følt vi havde tabt noget fortrolighed som par.

 

Så ærlig talt syntes jeg i begge opfører jer temmelig umodent. Og jeg syntes I begge skylder jeres barn at blive voksne og få kommunikeret ordenligt MED hinanden, OM hinanden og TIL hinanden. 

 

Husk mænd kan også reagere på en graviditet.

Og så skal du måske tænke dig om med hvordan du beskriver din kæreste og om du er villig til at han udstiller dig på samme måde. 

Ingen grund til at jeg skriver noget, for du har skrevet det hele.