er jeg fjollet/mærkelig?

Jeg sad og så en mindevideo på youtube for to medlemmer af en musikgruppe der desværre døde alt for unge.

Den ene var kun lige fyldt 23 og den anden ville være fyldt 22 et par måneder senere da de kørte galt på en regnvåd vej, fordi deres manager kørte 137 km/t hvor man måtte køre 100 km/t.

Jeg var tæt på at begynde at græde, da jeg syntes det var forfærdeligt at to piger med så meget livsglæde skulle dø fordi han ikke kunne finde ud af at køre ordentligt. Min søster så mig, og da hun fik at vide hvorfor jeg sad med tårer i øjnene sagde hun; "hvorfor tuder du? det er jo 1½ år siden og du kendte dem slet ikke!"

Er det bare mig der er fjollet/mærkelig eller er det normalt at føle en form for sorg over hele deres situation? Især når baggrundsmelodien der hørte til videoen var sørgelig?

Nej af samme årsag er eer meget jeg ikke der og undgår, og det samme med nyheder, meget rummer jeg ikke særlig godt, græder også nemt eller bliver rørt 

Anonym skriver:

Jeg sad og så en mindevideo på youtube for to medlemmer af en musikgruppe der desværre døde alt for unge.

Den ene var kun lige fyldt 23 og den anden ville være fyldt 22 et par måneder senere da de kørte galt på en regnvåd vej, fordi deres manager kørte 137 km/t hvor man måtte køre 100 km/t.

 

Jeg var tæt på at begynde at græde, da jeg syntes det var forfærdeligt at to piger med så meget livsglæde skulle dø fordi han ikke kunne finde ud af at køre ordentligt. Min søster så mig, og da hun fik at vide hvorfor jeg sad med tårer i øjnene sagde hun; "hvorfor tuder du? det er jo 1½ år siden og du kendte dem slet ikke!"

Er det bare mig der er fjollet/mærkelig eller er det normalt at føle en form for sorg over hele deres situation? Især når baggrundsmelodien der hørte til videoen var sørgelig?

Jeg kan tude over alt jeg ser/læser om folk der er blevet slået ihjel, eller bare døde... Om jeg kender dem eller ej, om det skete i går eller for 20år siden.

Jeg er da ligeglad med om jeg kender dem eller ej, det er sku da sørgeligt, når nogen mister livet..

Anonym skriver:

Jeg sad og så en mindevideo på youtube for to medlemmer af en musikgruppe der desværre døde alt for unge.

Den ene var kun lige fyldt 23 og den anden ville være fyldt 22 et par måneder senere da de kørte galt på en regnvåd vej, fordi deres manager kørte 137 km/t hvor man måtte køre 100 km/t.

 

Jeg var tæt på at begynde at græde, da jeg syntes det var forfærdeligt at to piger med så meget livsglæde skulle dø fordi han ikke kunne finde ud af at køre ordentligt. Min søster så mig, og da hun fik at vide hvorfor jeg sad med tårer i øjnene sagde hun; "hvorfor tuder du? det er jo 1½ år siden og du kendte dem slet ikke!"

Er det bare mig der er fjollet/mærkelig eller er det normalt at føle en form for sorg over hele deres situation? Især når baggrundsmelodien der hørte til videoen var sørgelig?

Næh. Det er i mine øjne ganske naturligt. Mange af os bliver jo også rørte over fiktion, hvilket er helt irrationelt, eftersom der er tale om rent opdigtede personer. 

I dag smågræd jeg over en film, jeg viste en 8. klasse i engelsk. Jeg har alle tre klasser på årgangen, og det var så tredje gang på to dage, jeg græd over samme - opdigtede - hændelse. Jeg har også hulket mig igennem højtlæsning af Harry Potter for mine børn - bl.a. på grund af husalfen Dobbys død 

Så længe, man bevarer sin proportionssans og ikke sørger mere over ukendte mennesker end over sine nære, er det da bare udtryk for indlevelse. Det eneste, der kan skræmme mig, er, at en overskrift om 27 dødsofre i en ulykke eller krigshændelse i en anden del af verden kan lade mig upåvirket, fordi jeg ikke kan rumme, at det er den grusomme virkelighed. I dén sammenhæng virker det langt ude at tude over en imaginær husalfs død. 

Anonym skriver:

Jeg sad og så en mindevideo på youtube for to medlemmer af en musikgruppe der desværre døde alt for unge.

Den ene var kun lige fyldt 23 og den anden ville være fyldt 22 et par måneder senere da de kørte galt på en regnvåd vej, fordi deres manager kørte 137 km/t hvor man måtte køre 100 km/t.

 

Jeg var tæt på at begynde at græde, da jeg syntes det var forfærdeligt at to piger med så meget livsglæde skulle dø fordi han ikke kunne finde ud af at køre ordentligt. Min søster så mig, og da hun fik at vide hvorfor jeg sad med tårer i øjnene sagde hun; "hvorfor tuder du? det er jo 1½ år siden og du kendte dem slet ikke!"

Er det bare mig der er fjollet/mærkelig eller er det normalt at føle en form for sorg over hele deres situation? Især når baggrundsmelodien der hørte til videoen var sørgelig?

Nu bed jeg ikke om du er gravid det er jeg og her den anden da læste jeg om en kvinde der var gået op på taget af mit hospital og var hoppedet i døden med sin 4 mdr gamle baby jeg stor tude 

Anonym skriver:

Jeg sad og så en mindevideo på youtube for to medlemmer af en musikgruppe der desværre døde alt for unge.

Den ene var kun lige fyldt 23 og den anden ville være fyldt 22 et par måneder senere da de kørte galt på en regnvåd vej, fordi deres manager kørte 137 km/t hvor man måtte køre 100 km/t.

 

Jeg var tæt på at begynde at græde, da jeg syntes det var forfærdeligt at to piger med så meget livsglæde skulle dø fordi han ikke kunne finde ud af at køre ordentligt. Min søster så mig, og da hun fik at vide hvorfor jeg sad med tårer i øjnene sagde hun; "hvorfor tuder du? det er jo 1½ år siden og du kendte dem slet ikke!"

Er det bare mig der er fjollet/mærkelig eller er det normalt at føle en form for sorg over hele deres situation? Især når baggrundsmelodien der hørte til videoen var sørgelig?

Det er der ikke noget unaturligt i, desværre bliver vi tit opdraget til at skulle kontrollere vores følelser istedet for at rumme dem. 

Det handler om hvor meget i kontakt med sine følelser man er og hvor udviklet ens empati er.

hvis jeg ser f.eks. Sporløs alene så kan jeg hyle så meget at jeg bliver nødt til at holde pause, kan bare så levende sætte mig ind i de følelser de går igennem at jeg slet ikke kan lade være. Jeg vælger af gode grunde forskellige ting fra, kan ikke holde ud at se nyhederne.. At simpelthen for svært ved at distancere mig fra de forfærdelige tin der sker ude i verden.

Anonym skriver:

Nu bed jeg ikke om du er gravid det er jeg og her den anden da læste jeg om en kvinde der var gået op på taget af mit hospital og var hoppedet i døden med sin 4 mdr gamle baby jeg stor tude 

nej, jeg er ikke gravid. Jeg har altid kunnet føle sorgen når jeg har set/læst noget sørgeligt, men efter jeg fik børn er det blevet rigtig slemt - jeg tudede da jeg så Bridge of Terabithia. 

LonglivetheQueen skriver:

Det er der ikke noget unaturligt i, desværre bliver vi tit opdraget til at skulle kontrollere vores følelser istedet for at rumme dem. 

Det handler om hvor meget i kontakt med sine følelser man er og hvor udviklet ens empati er.

hvis jeg ser f.eks. Sporløs alene så kan jeg hyle så meget at jeg bliver nødt til at holde pause, kan bare så levende sætte mig ind i de følelser de går igennem at jeg slet ikke kan lade være. Jeg vælger af gode grunde forskellige ting fra, kan ikke holde ud at se nyhederne.. At simpelthen for svært ved at distancere mig fra de forfærdelige tin der sker ude i verden.

Da jeg var nybagt mor så jeg den serie der hedder  One litre of Tears med min mor, og vi blev enige om at vi vist fik grædt en liter tårer pr. afsnit. 

Anonym skriver:

Jeg sad og så en mindevideo på youtube for to medlemmer af en musikgruppe der desværre døde alt for unge.

Den ene var kun lige fyldt 23 og den anden ville være fyldt 22 et par måneder senere da de kørte galt på en regnvåd vej, fordi deres manager kørte 137 km/t hvor man måtte køre 100 km/t.

 

Jeg var tæt på at begynde at græde, da jeg syntes det var forfærdeligt at to piger med så meget livsglæde skulle dø fordi han ikke kunne finde ud af at køre ordentligt. Min søster så mig, og da hun fik at vide hvorfor jeg sad med tårer i øjnene sagde hun; "hvorfor tuder du? det er jo 1½ år siden og du kendte dem slet ikke!"

Er det bare mig der er fjollet/mærkelig eller er det normalt at føle en form for sorg over hele deres situation? Især når baggrundsmelodien der hørte til videoen var sørgelig?

det kunne jeg også have gjort.

min store søn er lige nu meget interesseret i hvem kongen og dronningen er.

så vi så film på youtube og jeg fortalte. Og ja så siger barnet mor hvorfor græder du. Vi så vielsen med Frederik og Mary.

plejer at sige det er sundt at være lidt mærkelig og sundt at græde også af glæde.