Jeg har en skøn datter på næsten 8 måneder, der har været igennem nogle hårde måneder, med indlæggelser og operation. Af flere fagfolk har vi fået af vide, at diverse vaner som natamning og at hun sover i vores seng det meste af natten, ikke var noget vi skulle pille ved, så hun fik masser af tryghed og nærhed. Nu er hun rask, og har været antibiotikafri siden jul (det fik hun dagligt), og der er nu en flaskehals af vaner, som Jeg gerne vil ændre:
- Sove i egen seng
- Falde i søvn hurtigere (tager 1-2 timer)
- Slutte natamning (ammer kl. 00, 3 og 5)
- Få hende til at sove tidligere, for uanset hvornår hun går i seng, står hun op kl. 6 og er tydeligt ikke klar til dagen. Hun har brug for en powernap efter en time. For tiden overgiver hun sig omkring 21.30.
Hun får 3 hovedmåltider og 2 mellemmåltider om dagen, jeg ammer i alt 5 gange i døgnet, hvoraf 3 er om natten. Hun får både flaske og bryst inden sengetid. Hun vejer 8 kg. Hun sover lur ca 2*2 timer om dagen, og der falder hun hurtigt til ro. Har forsøgt at bruge voksiposen om natten også, men det vil hun ikke finde sig i.
Jeg ved, at det bliver nogle hårde kampe (måske i hvert fald), men hvordan skal det gribes an? Er der noget der er bedre at starte med end andet?
Mvh Charlotte
Lisbeths svar
Hej Charlotte!
Det har da været en hård tid for jer med indlæggelser og operation.. Dejligt hun nu er rask og ude af medicinen.
Du må være slidt efter flere måneder, hvor du har været meget på for at sikre hende mest mulig nærhed og tryghed, for at komme sig bedst muligt.
Selvom hun nu er ude af medicin og rask som du siger, er der gået flere måneder med sygdom. Det slider også på en baby,, så der kan gå et stykke tid, hvor hun stadig har brug for meget nærvær, samsovning og hyppig amning..
Hun forstår ikke,hvad der er passeret, hendes krop husker og utrygheden kan komme. Du kan endda forvente ,hun har endnu mere brug for dig/jer ,efter hun nu er blevet rask.
Der kan gå flere måneder, førend hun er så stabil, hvor du kan begynde at ændre på nogle af de ting du beskriver.
Mit råd er at lade hende styre om hun vil ammes, sove tæt, stå tidligt op, powernappe en time efter. Det er normalt at så lille et barn tager en hurtig lur efter de er stået op.
Jeg tror den tid, hun får lov at styre er givet godt ud, hun bliver hurtigere klar til , du kan gå videre uden kamp.
Når hun er stabil ,ville jeg starte med at få hende i seng lidt før. Så der bliver tid til enten forældretid eller søvn til jer.
Giv hende noget babymassage, eller fodmassage og et dejligt bad, så hun er godt afslappet inden putning.
Du skriver hun både får flaske og bliver ammet ved puttetid. Alligevel ammer du igen efter ca 2,5 time. Du kan overveje at droppe flasken eller amningen, så du kan få lidt søvn. eller er er det fordi hun skal tage mere på ?
Hvis hun vægtmæssigt er på sin kurve, er det tiden at hun skal ammes mindre om natten. håber en tår vand og en sut og scch du skal sove, kan klare det. så tiden mellem amningerne bliver lidt længere.
Hvis hun på sigt skal sove i egen seng, er det en god ide at have en madras på gulvet eller have sengen tæt på jeres. Jo hurtigere hun mærker I er der, jo større chance for at hun sover videre.
Håber du kan bruge lidt af dette. Jeg er sikker på I får en hverdag som bliver noget lettere med tiden.
Fortsat held og lykke med hende.
Varme Hilsner
Lisbeth Jess
Lisbeth kan kontaktes til private sessioner i hjemmet.
Se Lisbeths hjemmeside: Dit-barn.dk