Jeg har en krise XD

Puh, normalt vil jeg aldrig bruge sådan et offentligt tilgængeligt forum, til at skrive private ting på... Men nu har jeg simpelthen brug for at lukke lidt luft ud, og i har desværre trukket nitten.. 

Here it comes:

Jeg er gift med en sød mand, han er dygtig, som i virkelig dygtig til sit fag. Vi var sammen et par år, og han blev færdiguddannet lidt før vi blev gift, men kunne intet arbejde finde, havde en stor gæld og jeg var på en ungdomsuddannelse og fik ca 1800kr i SU. Så vores start var bestem ikke lutter lagkage. 

Sådan har det ca forsat indtil i dag, godt og vel 5 år senere. Vi har nu 2 piger på 3,5 år og 11 måneder. (Den mindste var ikke planlagt.) Siden dengang vi blev gift og til nu har vores tilværelse været op og nedture, allermest nedture. 

Misforstå mig ikke, jeg elsker min mand selvom vi selvfølgelig kan diskutere og skændes. Vi har nogle virkelig dejlige piger og familiemæssigt fungere vi egentlig rimeligt godt, trods en "7-års krise"... :b 

Jeg har lidt svært ved at skrive det her... 

Ud ad til virker det hele til at køre på skinner, vi bor i et lejet hus og har en fin næsten ny bil, pænt tøj og altid er pigerne pæne og rene. Vi får mad på bordet osv osv. 

Men min mand har i al den tid kun haft ét fucking fast arbejde.! Han blev uddannet midt i krisen, vi flyttede og han fandt et job. Her fik han en lorte løn, og det var et rigtig dårligt arbejdsmiljø... Jeg var her ikke startet videregående udd endnu, men gjorde det et par mdr senere. Skod tid. Så blev han efter en tid fyret, da vi havde skimmelsvamp i lejligheden og vi var syge konstant. Chefen troede ikke på ham.. Det er det eneste faste job min mand har haft de seneste 6 år ca. Derfra har alt kun været vikar og han har ikke kunne finde noget fast, trods kun ros og billigelse fra chefer. Nu er han så endt i en branche med virkelig store muligheder og han kommer til sin ret - i og med at han er sindssygt dygtig til lige netop det arbejde.

Men IGEN har det vist sig at være meget sæson arbejde-agtigt, og han er lige blevet "fyret". Så han er endnu engang på dagpenge. 

Hver evig eneste gang vi lige når at få betalt alle rykkerne og kan se vandoverfladen, bliver vi hevet ned i dybet igen.! Hver gang vi rykker 1 skridt frem, føles det som om vi bliver slået 3 tilbage nogle måneder efter.. Som regel er det ikke nok med at han så går ledig, nej der sker altid et eller andet ekstra - der gør at vi skal pludselig betale store regninger  

Jeg føler bare at der er noget konstant, og jeg kan ikke klare mere. Hver gang jeg tænker: så, nu går det endelig godt, og det kan umuligt gå galt nu. Så gør det, det sjovt nok... For jeg prøver virkelig at være optimistisk, vi spare op og køber feks ny bil. (Den gamle var til skrotpladsen) men ikke lang tid efter er det igen bye bye job, og så er opsparingen væk, men en ny udgift har erstattet den.

Jeg har selvfølgelig ikke hjulpet ret meget til selv, da jeg kun har SU. Men min uddannelse har trukket i langdrag pga barsler og en sygemelding. Jeg er dog snart færdig. Men uddanner mig praktisk talt til arbejdsløshed.. Yaay.!! 

Mit egentlig problem, er at mit hoved er fyldt op nu, jeg kan ikke rumme mere. Det tære for voldsomt på mig, jeg er totalt ude hvor jeg ikke kan bunde mentalt. Jeg prøver og prøver, lapper og lapper. Ringer til dit, ringer til dat, laver afdragsordninger, og midt i al det her rod oppe i mit hovede, bliver jeg bare mere og mere irriteret på min stakkels mand. For det er jo ikke hans skyld at der var finanskrise, og i forhold til mange andre dårligere ramte familier i dk har vi ikke rigtig manglet noget basalt. 

Det der drejer rundt og rundt oppe i mit hovede, er at vi på 7.!!! År ikke er kommet videre. Vi har ikke kunne købe hus, vi har ikke haft mulighed for at undvære su lån, få sparet op til fremtiden eller ting i den dur. 

Hver gang er min mand helt sikker på at det snart går godt, og lige nu står han foran en fantastisk arbejdsmæssig mulighed med fastansættelse. Men først til foråret, og igen - intet er helt sikkert. Jeg tror bare ikke jeg kan klare flere måneder sådan her, jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg støtter min mand i at nå hans drømmejob, men samtidig trøstespiser jeg, tager på og kan knap og nap fokusere på at gøre noget for mig selv.  

Aj det var en lang smøre med selvmedlidenhed. Undskyld mange gang til dem der er mindre heldigt stillet, og ikke engang har deres helbred til at søge fastansættelser... Men det var dejligt at komme ud med..  

Tak fordi i gad læse med. God aften.. 

Anonym skriver:

Puh, normalt vil jeg aldrig bruge sådan et offentligt tilgængeligt forum, til at skrive private ting på... Men nu har jeg simpelthen brug for at lukke lidt luft ud, og i har desværre trukket nitten.. 

Here it comes:

Jeg er gift med en sød mand, han er dygtig, som i virkelig dygtig til sit fag. Vi var sammen et par år, og han blev færdiguddannet lidt før vi blev gift, men kunne intet arbejde finde, havde en stor gæld og jeg var på en ungdomsuddannelse og fik ca 1800kr i SU. Så vores start var bestem ikke lutter lagkage. 

Sådan har det ca forsat indtil i dag, godt og vel 5 år senere. Vi har nu 2 piger på 3,5 år og 11 måneder. (Den mindste var ikke planlagt.) Siden dengang vi blev gift og til nu har vores tilværelse været op og nedture, allermest nedture. 

Misforstå mig ikke, jeg elsker min mand selvom vi selvfølgelig kan diskutere og skændes. Vi har nogle virkelig dejlige piger og familiemæssigt fungere vi egentlig rimeligt godt, trods en "7-års krise"... :b 

Jeg har lidt svært ved at skrive det her... 

Ud ad til virker det hele til at køre på skinner, vi bor i et lejet hus og har en fin næsten ny bil, pænt tøj og altid er pigerne pæne og rene. Vi får mad på bordet osv osv. 

Men min mand har i al den tid kun haft ét fucking fast arbejde.! Han blev uddannet midt i krisen, vi flyttede og han fandt et job. Her fik han en lorte løn, og det var et rigtig dårligt arbejdsmiljø... Jeg var her ikke startet videregående udd endnu, men gjorde det et par mdr senere. Skod tid. Så blev han efter en tid fyret, da vi havde skimmelsvamp i lejligheden og vi var syge konstant. Chefen troede ikke på ham.. Det er det eneste faste job min mand har haft de seneste 6 år ca. Derfra har alt kun været vikar og han har ikke kunne finde noget fast, trods kun ros og billigelse fra chefer. Nu er han så endt i en branche med virkelig store muligheder og han kommer til sin ret - i og med at han er sindssygt dygtig til lige netop det arbejde.

Men IGEN har det vist sig at være meget sæson arbejde-agtigt, og han er lige blevet "fyret". Så han er endnu engang på dagpenge. 

Hver evig eneste gang vi lige når at få betalt alle rykkerne og kan se vandoverfladen, bliver vi hevet ned i dybet igen.! Hver gang vi rykker 1 skridt frem, føles det som om vi bliver slået 3 tilbage nogle måneder efter.. Som regel er det ikke nok med at han så går ledig, nej der sker altid et eller andet ekstra - der gør at vi skal pludselig betale store regninger  

Jeg føler bare at der er noget konstant, og jeg kan ikke klare mere. Hver gang jeg tænker: så, nu går det endelig godt, og det kan umuligt gå galt nu. Så gør det, det sjovt nok... For jeg prøver virkelig at være optimistisk, vi spare op og køber feks ny bil. (Den gamle var til skrotpladsen) men ikke lang tid efter er det igen bye bye job, og så er opsparingen væk, men en ny udgift har erstattet den.

Jeg har selvfølgelig ikke hjulpet ret meget til selv, da jeg kun har SU. Men min uddannelse har trukket i langdrag pga barsler og en sygemelding. Jeg er dog snart færdig. Men uddanner mig praktisk talt til arbejdsløshed.. Yaay.!! 

Mit egentlig problem, er at mit hoved er fyldt op nu, jeg kan ikke rumme mere. Det tære for voldsomt på mig, jeg er totalt ude hvor jeg ikke kan bunde mentalt. Jeg prøver og prøver, lapper og lapper. Ringer til dit, ringer til dat, laver afdragsordninger, og midt i al det her rod oppe i mit hovede, bliver jeg bare mere og mere irriteret på min stakkels mand. For det er jo ikke hans skyld at der var finanskrise, og i forhold til mange andre dårligere ramte familier i dk har vi ikke rigtig manglet noget basalt. 

Det der drejer rundt og rundt oppe i mit hovede, er at vi på 7.!!! År ikke er kommet videre. Vi har ikke kunne købe hus, vi har ikke haft mulighed for at undvære su lån, få sparet op til fremtiden eller ting i den dur. 

Hver gang er min mand helt sikker på at det snart går godt, og lige nu står han foran en fantastisk arbejdsmæssig mulighed med fastansættelse. Men først til foråret, og igen - intet er helt sikkert. Jeg tror bare ikke jeg kan klare flere måneder sådan her, jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg støtter min mand i at nå hans drømmejob, men samtidig trøstespiser jeg, tager på og kan knap og nap fokusere på at gøre noget for mig selv.  

 

Aj det var en lang smøre med selvmedlidenhed. Undskyld mange gang til dem der er mindre heldigt stillet, og ikke engang har deres helbred til at søge fastansættelser... Men det var dejligt at komme ud med..  

Tak fordi i gad læse med. God aften.. 

Sådan har det også været her hos os, bare med omvendte fortegn. Forstår fuldt ud frustrationen - har mærket den fra min mand, da jeg stod uden arbejde og når jeg fik et, så varede det ikke længe så brast den drøm. Af forskellige årsager. Han har også været lapperen. Er lige blevet fastansat her i august sidste år og vi er endelig begyndt at kunne gøre meget mere af det vi ville og har haft ideer og drømme om. Så hvis bare du holder ved, så kommer det til at gå jer godt også uanset hvor mange kameler der skal sluges. Forstår godt rutchebaneturene er helt af helvede til, men det skal nok gå og brug du bare hvad du har brug for som ventil til at slukke lidt ned for alle frustrationerne. Det er helt okay! I skal nok klare den  Hilsen een der kan fejre 8 år med manden her den 25. januar  

Søger han kun indenfor sit fag? Eller søger han bredere? 

Anonym skriver:

Sådan har det også været her hos os, bare med omvendte fortegn. Forstår fuldt ud frustrationen - har mærket den fra min mand, da jeg stod uden arbejde og når jeg fik et, så varede det ikke længe så brast den drøm. Af forskellige årsager. Han har også været lapperen. Er lige blevet fastansat her i august sidste år og vi er endelig begyndt at kunne gøre meget mere af det vi ville og har haft ideer og drømme om. Så hvis bare du holder ved, så kommer det til at gå jer godt også uanset hvor mange kameler der skal sluges. Forstår godt rutchebaneturene er helt af helvede til, men det skal nok gå og brug du bare hvad du har brug for som ventil til at slukke lidt ned for alle frustrationerne. Det er helt okay! I skal nok klare den  Hilsen een der kan fejre 8 år med manden her den 25. januar  

Tak for din søde besked. Dejligt at det går godt for jer. Ser frem til at vi ikke bliver slået hjem så mange gange  

Benjamins'mor skriver:

Søger han kun indenfor sit fag? Eller søger han bredere? 

Han er uddannet inden for et fagområde, men har mange kurser og "tillægs"uddannelser. Så han er kvalificeret til at arbejde inden for mange arbejdsområder, men som sådan er det stadig inden for en bestemt slags brancher. Da vi var unge søgte han ALT muligt (uden succes), men nu søger han ikke job i netto og sådan noget. 

Meget høj-røvet sagt, og undskyld, så  søger han ikke jobs under 180kr i timen som start løn. 

Han var her i dec et par uger på en fabrik som vikar, han blev tilbudt fast stilling, men hans supervisor sagde at han skulle sige nej, han er alt for overkvalificeret og ville ingen fremtid have sådan et sted. 

Igen jeg ved det lyder højrøvet, men et eller andet sted kan jeg godt forstå han gerne vil blive i sin branche. Der har også været ret meget vikarjobs inden for faget, men aldrig noget ordentlig fast. Ikke før nu, men nu står han så over for sit drømmejob om nogle måneder.

Det er ikke så meget min mands situation, men mig der igen skal samle stumper og holde ud indtil. Men mit hovede kan ikke følge med denne gang.  Jeg står med eksamener og har ikke overskud, så havde brug for at få lidt luft et sted ingen ved hvem jeg er.. 

Jeg synes det lyder som en rigtig træls situation og jeg kan godt forstå du er træt.

Men tænk lige, at nu har du klaret 7 år og potentielt er det kun et par måneder mere. Måske du alligevel kan klare det. Og så synes jeg du skal tale med din mand om hvordan du har det. Hvis du er ved at vælte er han nødt til at vide det for at kunne hjælpe. Måske i kan lave en aftale om at hvis drømmejobbet ikke kommer i løbet af foråret så udvider han sin horisont og går efter et hvilken som helst (næsten) fast job fremfor for et job indenfor sit fag. Når i så er økonomisk på højkant, så kan han begynde at søge drømmejobbet igen. Det samme gælder selvfølgelig dig når du er færdiguddannet. Er der ikke jobs at få indenfor branchen så må du søge bredt og være med til at sikre jeres økonomiske stabilitet. Hellere stabilitet med få midler end ustabilitet og varierende midler.