Har brug for et (kærligt) los i r....

Jeg er ny her, og det bliver nok lidt langt, men jeg håber I vil bære over med mig. 

Sagen er den at min mand og jeg nu har forsøgt at blive gravide i ca. 18 måneder uden succes. Vi har aldrig været meget nøjagtige med at ramme ÆL osv, vi havde mere holdningen at "det er ikke at vi direkte forsøger, det er mere at vi er holdt op med at bruge prævention"-agtige. Sådan rigtig overskudsramte lod vi som om, selv om at vi begge blev mere og mere blegnæbbede som månederne gik. 

I oktober tog jeg beslutningen at få tjekket om det var mig den var gal med. Jeg har altid tænkt at hvis vi fik problemer med at få børn, så ville det være mig den var "gal" med, fordi jeg fik foretaget en abort som 18-årig, og havde fået overbevist mig selv om at det havde smadret min livmoder, eller min ret til at få børn, eller alle mulige andre tanker. Men der var jo kun en måde at finde ud at det på.

Ret skal være ret; jeg vejer for meget, og jeg havde en klar forventning om at min læge ville sige at vi ikke kunne blive gravide før jeg tabte i hvert fald 15 kg. Og det sagde hun selvfølgelig ville være en fordel, men ikke desto mindre er hun en dejlig læge, der syntes jeg alligevel skulle have taget blodprøver for at tjekke hormoner osv, og skulle have foretaget en røngten af æggelederne bare for at være på den sikre side. 

Så jeg fik foretaget alle prøverne, og jeg er, med lægens ord, fuldstændig fin og sund, omend jeg måske nok skulle forsøge at smide nogle kilo, hvilket var bedre end jeg havde turde håbe på. 

Manden måtte jo så gå til sin læge og så var det chokket kom i starten af december. Han har meget svært nedsat sædkvalitet, og vi blev anbefalet at søge fertilitetsbehandling, og direkte IVF/ICSI, fordi hans læge ikke forventede at insemination var en mulighed for os overhovedet. Min mand er et pragteksemplar af et menneske. Sund og veltrænet, og det var vist bare aldrig en mulighed nogle af os overhovedet havde overvejet. 

Jeg græd hele december. Og jeg er rasende på min svigermor, på en måde jeg slet ikke troede var mulig. Jo, vi har holdt projekt PB for os selv - vi har været gift i et par år, vi er i slut-tyverne - men vi har ikke lagt skjul på vi gerne vil have børn. Og da min mand fortæller svigermor om de rædselsfulde prøveresultater på sædprøven siger hun at det var hun da bestemt ikke overrasket over at høre, da min mands far (der desværre ikke er hos os længere) også havde svært nedsat sædkvalitet, og de havde da godt nok fået at vide det kunne være arveligt, men de havde jo fået deres børn "naturligt", så det havde hun egentlig ikke tænkt på at fortælle min mand. 

Jeg ved jo et eller andet sted godt at det er irrationelt at rette min vrede over at skulle i behandling mod svigermor, men jeg kan slet ikke forstå hvordan man ikke fortæller sådan noget til sin søn, der er gift og har udtrykket ønske om at få nogle børn. Jeg ved sgu ikke hvad jeg skal stille op med min vrede; der er jo intet formål i at stille sig op og skrige af svigermor, men hold nu kæft hvor har jeg dog haft lyst. 

Alt andet lige står vi nu her. Det er januar, vores lille husholdning har startet på livsstilsændringer og motion, så vi kan søge behandling så snart mit BMI kommer under 32, og jeg er skiftevis helt vildt opsat og motiveret, og dybt, dybt ulykkelig og skidebange for hvad vi skal igennem det næste års tid i hvert fald, formentlig. Jeg er heldig at min mand er lyttende, forstående og meget åben om hans egne følelser omkring vores nye situation, men jeg kan virkelig mærke at vi begge er meget rystede over at være endt her.

Så kære jer, der har stået i denne situation. Hvordan fik I forliget jer med tanken om at behandling var den eneste mulighed? Hvordan gav I slip på idéen om at "gøre det selv"? Hvordan sørgede I for at det ikke gik ud over forholdet, hvis I er i behandlig med en partner? Og hvis der er nogle som helst der har gode råd til hvordan man kommer ud over vreden og afmagten (også den rettet mod svigermor), så modtages de med kyshånd. 

Jeg trængte virkelig til at få det her ned på skrift - tusind tak til jer der har læst dette til ende.

Jeg tror ikke svigermor havde det i tankerne før i nævnte det. Men i samme sekund i siger det, slår det hende og hun får lagt det frem på en meget provokerende måde. 

Dog havde det ikke ændret på noget særligt, nødvendigvis, selvom hun havde sagt det. Som du selv siger din mand er sund i forhold til dig og havde nok mest af alt, af den grund, nok ikke set den komme. For det er det vi får smidt i hovedet hele tiden...Store kvinder, kvinder med usund livsstil osv er problemet. Som du selv siger, så du også dig selv som kilden til problemet. Men det noget fis! Kender mange der er overvægtige, direkte store, som har fået børn uden problemer. Men tynde splejse som ikke kan. (Ved godt der er lidt om snakken dog, og at et vægttab aldrig skader��)

Husk at booste hans selvværd. Han føler helt sikkert dybt inde at hans mandom er svækket. Jeg troede ikke det havde den store betydning for mig at jeg var problemet. Men det hæmmer mig i at føle ret til at udtrykke frustrationer for min partner, fordi det jo er mig der er problemet og ham der er sød at blive. Har en fantastisk mand, men lige meget hvor dejlig han er og aldrig har hentydet det mindste, så vil man altid føle sig som en fiasko, da det jo er det vi er sat på "jorden" til at gøre. Forplante os 

min mand og jeg har været sammen i snart 9 år og har prøvet i 5 år. Fik afvide tidligt jeg havde problemer, så smed p.piller i en alder af 22. Vi har været i direkte behandling i 3 år. Jeg har aldrig villet hænge i tingene og hver gang det går galt (negativ test el. Mister) rejser jeg mig hurtigt igen, for det bliver ikke bedre af at hænge sig i det.

Men jeg har for nyligt opdaget at jeg nogen gange rejser mig for tidligt, fordi min mand omvendt ikke vil såre mig og derfor slet ikke er kommet af med sine frustrationer, fordi han egentligt tager mig i sine arme og omvendt  beskytter mig. Det er kærlighed, men farligt! Jeg har også selv glemt at mærke efter, helt ned i tæerne, hvordan jeg egentligt har det. Så vi har lige måtte taget 2 psykolog timer over 2 gange (parterapi?) Fordi vi simpelthen, uden at lægge mærke til det, kører i ring og måske det egentligt har givet den modsatte effekt af hvad vores begges intentioner er, vi har skubbet hinanden væk  Mener stadig man ikke skal hænge sig for meget i følelser og drukne sig selv i selvmedlidenhed. Men vi skulle have haft noget hjælp!

Så min anbefaling. End imellem tag en time hos parterapeuten, bare en gang hvert halve år feks. Også selvom i ikke på nogen måde ser det nødvendigt og i ingen problemer har. Hvis man vil hinanden er det et godt at fikse problemerne før man skaber dem.. Man snakker anderledes sammen hos en parterapeut og jeg giver mere slip fordi man føler sig mere berrettiget og sikker med han eller hendes tilstedeværelse.

Det er vores begges bokse time. Giv los og hjem og hygge 

Ps. Behandlingen skal du ikke være bange for. Det eneste jeg syns har været lidt av er æg udtagninf, men det er jo det hele værd. At indtage hormoner osv gør dig bare det sejere. Jeg føler mig i hvert fald sej, når jeg kn stå og sprøjte mig selv og endda fortælle mit barn jeg brugte 600 nåle på at lave ham eller hende 

Jeg er ny her, og det bliver nok lidt langt, men jeg håber I vil bære over med mig. 

Sagen er den at min mand og jeg nu har forsøgt at blive gravide i ca. 18 måneder uden succes. Vi har aldrig været meget nøjagtige med at ramme ÆL osv, vi havde mere holdningen at "det er ikke at vi direkte forsøger, det er mere at vi er holdt op med at bruge prævention"-agtige. Sådan rigtig overskudsramte lod vi som om, selv om at vi begge blev mere og mere blegnæbbede som månederne gik. 

I oktober tog jeg beslutningen at få tjekket om det var mig den var gal med. Jeg har altid tænkt at hvis vi fik problemer med at få børn, så ville det være mig den var "gal" med, fordi jeg fik foretaget en abort som 18-årig, og havde fået overbevist mig selv om at det havde smadret min livmoder, eller min ret til at få børn, eller alle mulige andre tanker. Men der var jo kun en måde at finde ud at det på.

Ret skal være ret; jeg vejer for meget, og jeg havde en klar forventning om at min læge ville sige at vi ikke kunne blive gravide før jeg tabte i hvert fald 15 kg. Og det sagde hun selvfølgelig ville være en fordel, men ikke desto mindre er hun en dejlig læge, der syntes jeg alligevel skulle have taget blodprøver for at tjekke hormoner osv, og skulle have foretaget en røngten af æggelederne bare for at være på den sikre side. 

Så jeg fik foretaget alle prøverne, og jeg er, med lægens ord, fuldstændig fin og sund, omend jeg måske nok skulle forsøge at smide nogle kilo, hvilket var bedre end jeg havde turde håbe på. 

Manden måtte jo så gå til sin læge og så var det chokket kom i starten af december. Han har meget svært nedsat sædkvalitet, og vi blev anbefalet at søge fertilitetsbehandling, og direkte IVF/ICSI, fordi hans læge ikke forventede at insemination var en mulighed for os overhovedet. Min mand er et pragteksemplar af et menneske. Sund og veltrænet, og det var vist bare aldrig en mulighed nogle af os overhovedet havde overvejet. 

Jeg græd hele december. Og jeg er rasende på min svigermor, på en måde jeg slet ikke troede var mulig. Jo, vi har holdt projekt PB for os selv - vi har været gift i et par år, vi er i slut-tyverne - men vi har ikke lagt skjul på vi gerne vil have børn. Og da min mand fortæller svigermor om de rædselsfulde prøveresultater på sædprøven siger hun at det var hun da bestemt ikke overrasket over at høre, da min mands far (der desværre ikke er hos os længere) også havde svært nedsat sædkvalitet, og de havde da godt nok fået at vide det kunne være arveligt, men de havde jo fået deres børn "naturligt", så det havde hun egentlig ikke tænkt på at fortælle min mand. 

Jeg ved jo et eller andet sted godt at det er irrationelt at rette min vrede over at skulle i behandling mod svigermor, men jeg kan slet ikke forstå hvordan man ikke fortæller sådan noget til sin søn, der er gift og har udtrykket ønske om at få nogle børn. Jeg ved sgu ikke hvad jeg skal stille op med min vrede; der er jo intet formål i at stille sig op og skrige af svigermor, men hold nu kæft hvor har jeg dog haft lyst. 

Alt andet lige står vi nu her. Det er januar, vores lille husholdning har startet på livsstilsændringer og motion, så vi kan søge behandling så snart mit BMI kommer under 32, og jeg er skiftevis helt vildt opsat og motiveret, og dybt, dybt ulykkelig og skidebange for hvad vi skal igennem det næste års tid i hvert fald, formentlig. Jeg er heldig at min mand er lyttende, forstående og meget åben om hans egne følelser omkring vores nye situation, men jeg kan virkelig mærke at vi begge er meget rystede over at være endt her.

Så kære jer, der har stået i denne situation. Hvordan fik I forliget jer med tanken om at behandling var den eneste mulighed? Hvordan gav I slip på idéen om at "gøre det selv"? Hvordan sørgede I for at det ikke gik ud over forholdet, hvis I er i behandlig med en partner? Og hvis der er nogle som helst der har gode råd til hvordan man kommer ud over vreden og afmagten (også den rettet mod svigermor), så modtages de med kyshånd. 

Jeg trængte virkelig til at få det her ned på skrift - tusind tak til jer der har læst dette til ende.

Jeg stod som 23-årig med en 24-årigt kæreste da vi fik samme besked. Han har nedsat sædkvalitet, og jeg selv har ingen passage i æggelederne (opdaget da jeg fik en gul og æggelederen sprang). 

Nå, men hvorom alting er, så var det et kæmpe chok for os begge, pludselig at tage stilling til medicin, nåle, scanninger, og i det hele taget en total afromatisering af dét at få børn. Jeg græd SÅ meget over 'tabet' af den der positive test, som man pludselig opdagede hjemme en morgen sammen med min kæreste. 

Vi snakkede meget om det, men kom frem til at det var den eneste måde for os at få den drømmebaby vi ønskede. Vi snakkede åbent om det med familie og venner, og det var, for mig, en KÆMPE hjælp, støtte og lettelse.. Jeg tror det handler om at finde lige netop dét der fungerer for jer, i en verden hvor man pludselig bliver et nummer i rækken, og man konstant skal håbe og håbe og håbe lidt igen.. 

Lige en sidebemærkning; Hvis i skal i det offentlige, mener jeg dit BMI skal være under 30.. Er dog ikke helt sikker! Men sejt i er gået i gang med livsstilsændring. 

Alt held og lykke til jer :-) 

Anonym skriver:

Jeg er ny her, og det bliver nok lidt langt, men jeg håber I vil bære over med mig. 

Sagen er den at min mand og jeg nu har forsøgt at blive gravide i ca. 18 måneder uden succes. Vi har aldrig været meget nøjagtige med at ramme ÆL osv, vi havde mere holdningen at "det er ikke at vi direkte forsøger, det er mere at vi er holdt op med at bruge prævention"-agtige. Sådan rigtig overskudsramte lod vi som om, selv om at vi begge blev mere og mere blegnæbbede som månederne gik. 

I oktober tog jeg beslutningen at få tjekket om det var mig den var gal med. Jeg har altid tænkt at hvis vi fik problemer med at få børn, så ville det være mig den var "gal" med, fordi jeg fik foretaget en abort som 18-årig, og havde fået overbevist mig selv om at det havde smadret min livmoder, eller min ret til at få børn, eller alle mulige andre tanker. Men der var jo kun en måde at finde ud at det på.

Ret skal være ret; jeg vejer for meget, og jeg havde en klar forventning om at min læge ville sige at vi ikke kunne blive gravide før jeg tabte i hvert fald 15 kg. Og det sagde hun selvfølgelig ville være en fordel, men ikke desto mindre er hun en dejlig læge, der syntes jeg alligevel skulle have taget blodprøver for at tjekke hormoner osv, og skulle have foretaget en røngten af æggelederne bare for at være på den sikre side. 

Så jeg fik foretaget alle prøverne, og jeg er, med lægens ord, fuldstændig fin og sund, omend jeg måske nok skulle forsøge at smide nogle kilo, hvilket var bedre end jeg havde turde håbe på. 

Manden måtte jo så gå til sin læge og så var det chokket kom i starten af december. Han har meget svært nedsat sædkvalitet, og vi blev anbefalet at søge fertilitetsbehandling, og direkte IVF/ICSI, fordi hans læge ikke forventede at insemination var en mulighed for os overhovedet. Min mand er et pragteksemplar af et menneske. Sund og veltrænet, og det var vist bare aldrig en mulighed nogle af os overhovedet havde overvejet. 

Jeg græd hele december. Og jeg er rasende på min svigermor, på en måde jeg slet ikke troede var mulig. Jo, vi har holdt projekt PB for os selv - vi har været gift i et par år, vi er i slut-tyverne - men vi har ikke lagt skjul på vi gerne vil have børn. Og da min mand fortæller svigermor om de rædselsfulde prøveresultater på sædprøven siger hun at det var hun da bestemt ikke overrasket over at høre, da min mands far (der desværre ikke er hos os længere) også havde svært nedsat sædkvalitet, og de havde da godt nok fået at vide det kunne være arveligt, men de havde jo fået deres børn "naturligt", så det havde hun egentlig ikke tænkt på at fortælle min mand. 

Jeg ved jo et eller andet sted godt at det er irrationelt at rette min vrede over at skulle i behandling mod svigermor, men jeg kan slet ikke forstå hvordan man ikke fortæller sådan noget til sin søn, der er gift og har udtrykket ønske om at få nogle børn. Jeg ved sgu ikke hvad jeg skal stille op med min vrede; der er jo intet formål i at stille sig op og skrige af svigermor, men hold nu kæft hvor har jeg dog haft lyst. 

Alt andet lige står vi nu her. Det er januar, vores lille husholdning har startet på livsstilsændringer og motion, så vi kan søge behandling så snart mit BMI kommer under 32, og jeg er skiftevis helt vildt opsat og motiveret, og dybt, dybt ulykkelig og skidebange for hvad vi skal igennem det næste års tid i hvert fald, formentlig. Jeg er heldig at min mand er lyttende, forstående og meget åben om hans egne følelser omkring vores nye situation, men jeg kan virkelig mærke at vi begge er meget rystede over at være endt her.

Så kære jer, der har stået i denne situation. Hvordan fik I forliget jer med tanken om at behandling var den eneste mulighed? Hvordan gav I slip på idéen om at "gøre det selv"? Hvordan sørgede I for at det ikke gik ud over forholdet, hvis I er i behandlig med en partner? Og hvis der er nogle som helst der har gode råd til hvordan man kommer ud over vreden og afmagten (også den rettet mod svigermor), så modtages de med kyshånd. 

Jeg trængte virkelig til at få det her ned på skrift - tusind tak til jer der har læst dette til ende.

Kære TS!

Jeg kan sagtens forstå dine følelser. Vi havde prøvet i over 2 år inden vi fik kontaktet lægen og kom i behandling. Til vores første samtale fik vi afvide at jeg har PCO (er også overvægtig) og skulle tabe mig så mit BMI var 32. Derudover fik vi afvide at min kæreste også har svært nedsat og vi af disse grunde aldrig ville kunne lave børn naturligt - som læge sagde direkte var vi et dårligt match på det punkt

Jeg har også fået grædt en del, men har forliget mig med situation, da der jo nu er styr på det og vi får hjælp af specialister. Det er dog stadig svært til tider, når det ikke lykkedes.. Mit råd til dig er, at bruge din energi på at tabe vægt og forberede en sundhverdag. Jeg begyndte at løbe i forsommeren og nåede at gennemføre 2 løb inden vinteren. Det hjalp for mig. Nu vil jeg så begyndte at cykle lidt, da jeg må holde løbepauser efter ægoplægning..