Eksperthjælp: Måske gør jeg for meget...

Linda Stæhr

Hej Linda. Jeg har en dreng på 20 mdr og en lille en på 7 uger. Den store har taget det rigtig flot at blive storebror og er så god imod den lille, og han er bare helt vild med ham. I juleferien hyggede vi rigtig meget sammen alle 4, hvor vi mest bare var herhjemme og det har været skønt. Nu er Marius så startet i dagpleje igen efter ferien og hold nu op hvor har det bare væltet ham! Han er mildest talt umulig fra morgen til aften - vel og mærke hvis jeg er til stede. Han pylrer og brokker, vil ikke have sin mad og vil heller ikke undvære, vil sidde på skødet, men ikke alligevel osv osv, og han er er hængetræ uden lige, han skal være i mine arme hele tiden, og græder og skriger hvis jeg ikke går den vej han lige havde tænkt sig.. Har aldrig oplevet ham sådan før og han opfører sig kun sådan når jeg er til stede- i dagplejen er der intet og Heller ikke når far er alene med ham. Jeg ser ham kun sur og ked og det gør mig rigtig ked af det da han normalt er en meget glad og smilende dreng.. Jeg savner virkelig min glade dreng..

Jeg stiller måske også for store krav til mig selv som mor. Jeg har det lidt sådan at begge drenge skal aktiveres og snakkes med 100% af deres vågne tid- jeg får dårlig samvittighed hvis Marius leger selv i 5 minutter, eller når lillebror bliver nødt til at sidde 10 minutter i skråstolen fordi jeg skal hjælpe Marius med noget..når så Marius lige pludselig opfører sig sådan her bliver jeg rigtig bekymret for om han er på vej ud af trivsel. Han har altid fået stor ros i dagplejen og har altid stortrives. Jeg har bestemt ikke lyst til at hans trivsel pludselig falder og han ikke har det godt.

Jeg gør meget for at han ikke skal føle sig overset pga lillebror, og far tager den lille meget, så jeg kan bruge tid med en store, så kan ikke forestille mig at det er fordi han ikke får nok opmærksomhed- tværtimod..
Hvad tror du? Er det hel normal opførsel eller hvad sker der mon

Lindas svar

Kære mor

Jeg hører du er en super engageret mor, der kun ønsker dine børn det allerbedste. Du spørger, hvad jeg tror: Jeg tror dit helt normale barn er begyndt at kræve noget nyt af dig, som du lige skal finde den rette respons til. Obs. Et barn op omkring 2 år vil forsøge at afprøve dine grænser rigtig meget. Det er en del af det at kapere og forstå alle de nye indsigter, der kommer til i denne aldersgruppe.

Når du skiver: ”Jeg stiller måske også for store krav til mig selv som mor”, så får jeg indtryk af at du arbejder på overtryk for at gøre alt perfekt for dine to små… men samtidig lyder det til, at din intuition siger dig, at det er for meget, og at du ikke kan stå ved dig selv i det. Læs evt. på min hjemmeside om skyldfølelse.

Ved du mon, at HELE familien skal trives sammen, ikke kun børnene?! Husker du på, at en mor der trives lettere kan give trivsel til sine børn? Hvornår er der ro til, at du kan genvinde overblikket og egen-trivslen tilbage, når du forsøger at ”aktivere” BEGGE drenge i al deres vågne tid? Lidt simpel tal analyse siger mig, at dit mål er at aktivere 200 % mens du højst har 100 % tid, hvoraf der også er huslige, personlige og parforholdsmæssige ting der skal løses! Får du overhovedet set på faren for tiden, eller falder I begge om, når børnene endelig begge sover indimellem?!

Hvis dit reaktionsmønster er, at forsøge at være alle steder på en gang, så vil du udtrykke forvirring og magtesløshed. Hvis et barn mærker sin mor have disse følelser vil det tolkes som en krise og det SKAL gøre børn klæbende og pylret. Samtidig kræver hans alder yderligere, at han prøver andres grænser af og tilsammen ser du et barn, der skifter mening, er krævende, klæbende og ikke trives – lige nu.

Det er fuldstændig normalt at opleve en mindre krise med hvordan man skal være mor, når barn nummer to kommer og kræver tid og plads i familien.

Men her er det gavnligt at huske, at børn ikke engang har godt af at blive ”aktiveret” 100 % af tiden.

Hvornår skal Marius lære at undersøge på egen hånd og lære at underholde sig selv? Hvornår skal Marius lære at vente på tur? (også med at få kærlighed)? Det lyder barsk, men hvis børn vokser op og altid forventer at få tingene, så snart ønsket melder sig, så bliver de krævende, utålmodige og hensynsløse. Lyder det som egenskaber du genkender i dit barn for tiden? Det er det du tillader ham at gøre, fordi du dybt inde SYNTES at du ikke gør nok og godt nok. Læs evt. om behovsudsættelse på min hjemmeside.

Men det gør du! Faktisk lidt for meget.

Så hvad gør du i stedet?

1. Start med at få hjælp til at få mentalt overblik igen (få et kram, sov ud, lad nogen passe nogle timer) mens du og faren får talt tingene igennem.
2. Mind dig selv om følgende: ”Min søn har en kærlig mor, faktisk så kærlig en mor, at hun er villig til at sætte alt til side til fordel for sine børn” – men sig samtidig: ”Men en mor, der giver for meget, får ikke børn der trives… - snarere det jeg ser lige nu. Jeg som mor skal trives, for at mine børn kan trives”.
3. Aftal dernæst med faren, hvornår Marius kræver for meget: SKAL han fx have lov at blive løftet, hver gang han kræver det. Kan du nøjes med at sætte dig på hug og give ham et kram? SKAL Marius have lov at ombestemme sig hele tiden, eller skal du sætte en grænse og sige ”Stop, nu gør vi sådan her”?

Når du tør tage styringen igen og sætte grænser for, hvad Marius får lov til at bestemme (og ombestemme), vil han falde til ro. Hvis ikke forældrene tager magten, så gør børnene. Og det kræver enorme ressourcer at bestemme så meget over sine forældre – det er ikke trivsel.

Jeg håber med alt dette, at du er klædt på til at skabe den forandring der er nødvendig. Husk at du ikke skal klare alt selv.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Ps. netop nu holder jeg oplæg i aarhusianske institutioner med titlen: "Sådan løser du tilbagevendende konflikter med dit barn". Dette kan bestilles her.