Ja. Der skulle gå over et halvt år før de fandt årsagen.
Jeg vågnede d. 2 januar 2014 og havde voldsomt ondt i ryggen, jeg kunne ikke ligge, sidde, stå - jeg kunne intet. Jeg blev indlagt på akutafdelingen og fik scannet ryggen, taget hjertekardiogram, blodprøver, blodtryk, osv. Men der var intet at se på røntgen og jeg blev sendt hjem samme dag.
Det viste sig dog at være en muskel i skulder området der satte sig fast og "låste" mine ribben så det gjorde voldsomt ondt at trække vejret. Jeg døjede med det i næsten 2 år og har heldigvis ikke oplevet det de sidste 5 mdr.
Hvordan havde du det efterfølgende, altså i og med at du havde ondt og var "syg" nok til at blive indlagt akut og så gå hjem med beskeden om at alt tydede på du havde det ganske fint?
Jeg er sådan lidt ambivalent nemlig. Jeg er igang med udelukkelsesmetoden, når nu mine blodprøver var fine og scanninger intet viste.
Jeg har nemlig haft smerteligt ondt siden søndag i sidste weekend, altså før nytår og døjede med ondt i maven (mest venstre side) men stort set hele mit korpus fra brystkasse til lænd og mave og langs rygsøjlen, tog smertestillende og kunne ikke sove ordentligt, kunne ikke sidde ordentligt og kunne ikke ligge ordentligt uanset hvad jeg gjorde og havde kvalme og hovedpine. Torsdag skulle vi fejre nytår med mine forældre, de er begge læger, så tænkte at det skulle de nok kunne finde ud af når de lige havde undersøgt mig sådan ud fra symptomer og lidt mærkning etc. Der endte jeg så med at bruge min nytårsaften på at kaste op og vær sløj og få varmepuder på skiftevis ryg og mave og medicin (smertestillende) efter råd med dem sagde de jeg lige skulle afvente og se hvad der skete. Fredag aften havde jeg det lige dårligt, så efter lidt overtalelse ringede jeg til vagtlægen (min far havde sagt at så længe min mave arbejdede (han lyttede med stetoskopet) så ville de nok ikke gøre så meget ved det, så vægrede mig lidt for at ringe og "spilde" deres tid. Men jeg gjorde det, for tænkte også det må briste eller bære. Nu havde jeg døjet med det i næsten en uge, smerter jeg ikke har oplevet før og symptomer som passede på alle mulige scenarier men ikke noget bestemt så intet kunne udelukkes og selv mine forældre blev en snert bekymrede og der skal altså noget til at ryste deres grundvold. De ville så gerne se mig, der blev taget urintests for at udelukke graviditet, blodprøver for alle mulige sygdomme med 'sten' indblandet og de sporede lidt blod i urinen, men havde lige haft mens. hen over julen, så måske var det bare rester. Lægen sagde så lørdag efter scanninger at de kunne se mine æggestokke var en smule forstørrede men ikke alarmerende men jeg skulle nok lige checkes hos gynækologen, hvilket allerede var planen da jeg har fået foretaget keglesnit i starten af 2015. Så nu er jeg igang med at finde en tid hos egen læge, som kan henvise mig til gynækologen som forhåbentligt så kan give mig grønt lys derfra og så er der kun fys. tilbage, har en mulighed for at bruge een i løbet af det næste år, så udelukkelsesmetoden...
Det er bare det der med at man kan have SÅ ondt og så lægerne ikke finder noget... Der var også een der spurgte ind til om det var psykisk og jeg blev helt harm, for jeg vil da nødig have nogen tror jeg vil digte en sygdom op som gør mig fysisk dårlig hvor jeg rent faktisk vil tillade nogen at tage blodprøver på mig og lægge mig i drop. Især ikke når man kender min frygt for nåle, et barn på 3 år klarer den slags bedre end jeg. Men at der er en lillebitte mulighed for at nogen vil tro jeg lider af det der Munchausen by proxy, den selvskadende udgave... Jeg fik det helt elendigt over at andre kunne tænke sådan, fordi lægerne ikke kunne finde noget... Nu render jeg heller ikke lægen på dørene for er godt ord, jeg går altid pænt længe for det meste går over af sig selv ellers kan det klares med lidt varmt at drikke, at danse, eller få sovet ud. Tyr sjældent til piller, det er så rædselsfuldt at skulle sluge. Bvadr.
Så på en måde er det jo faktisk "rart" at læse at det kan ske..
På den anden side, så er det også bare lidt bekymrende at der kan være noget, men som lægerne ikke kunne opfange... Men som kroppen ved... Og igen det kan også være at fordi jeg gik så længe med det, at hvad end det så var, så er det forbipasseret a.la i en eller anden nyresten-agtig/blære/blindtarmsbetændelse (var det ikke da jeg ikke havde ondt i højre) osv.. Er dog stadigvæk på smertestillende (bare det man har hjemme) som lægen syntes jeg skulle da jeg blev udskrevet, jeg skulle kontakte dem igen hvis det blev forværret med opkast, diarré, smerter pillerne ikke kunne tage, blødninger osv. Det er det heldigvis ikke, smerterne er minimale men de er der desværre endnu og underlivet føles som om der sidder en lidt stram elastik rundt om - og jeg foretrækker ikke at have bukser på (går ikke som dagplejemor) eller nogen der ikke strammer omkring navleområdet... og jeg har stadigvæk problemer med at finde en rar sovestilling..
Og på den anden side så er jeg jo så lettet over at jeg bare er en ung kvinde med masser af liv i og fine prøver..
Tak fordi du svarede på mit tidligere ikke så detaljerede spørgsmål 
