Frustreret forælder til 5 årig!

jeg bliver simpelthen nød til at høre, om I forældre oplever det samme... Jeg er så tyndslidt og frustreret at jeg snart ikke kan rumme det mere! 

vores datter er lige fyldt 5 år her i december. Hun har siden hun var helt lille haft et vældigt temperament, som er mere tydelig i nogle perioder end andre og især når hun er træt, kan hun ikke rumme særlig meget.

jeg tænker nogle gange på om hun er sensitiv eller om hun "bare" er en temperamentsfuld pige....

vi oplever for tiden, at hun ikke kan rumme at ting/handlinger mm. Afviger fra hendes egne tanker og forestillinger... Hun kan simpelthen ikke rumme, at vi fx. Børster tænder på hende - kan finde på efterfølgende at gå fuldstændig i selvsving efter tandbørstning fordi det skulle hun selv have gjort. 

Hun kan finde på at spørge om noget og får et svar, passer svaret hende ikke eller havde hun en ide inde i hovedet om, at det var et andet svar end der kommer, kan hun også flippe skråt over det... Vi snakker raseri anfald i voldsom grad. Hun er bla. Begyndt at slå os, hvilket hun ikke har gjort før. Hun råber og skriger og dikterer at vi skal sige noget andet end vi gjorde, så det passer ind i hendes forestillinger. 

Hun vil have ret hele tiden og ønsker min opmærksomhed HELE TIDEN , hun kan næsten ikke rumme at vi har besøg for så skal hun dele opmærksomheden. Hun flipper igen i raseri anfald, hvis hendes far og jeg snakker sammen og vil bestemme og høres hele tiden. 

Det der bekymrer mig mest er, at hun faktisk virker manisk / autistisk i hendes tankegang... Hele verden skal formes ind til hendes univers og gør det ikke det, har vi igen raser anfald med råben, skrigen, smadret ting, sparken og slåen til højre og venstre. Hun virker ekstremt ufleksibel og jeg kan ikke finde ud af, om det er grænsesøgende adfærd eller hun reelt ikke kan rumme "verden" her og der.... 

Hun har alle dage været en "hystade" herhjemme og er i bund Og grund en følsom pige med en lettere hård skald udadtil. 

Når hun er i børnehave og sammen med bedsteforældre mm. Er der intet, det er kun herhjemme og sammen med mor og far, at hun får de voldsomme raseri anfald. 

Jeg har forsøgt at snakke med hende om det, sætte ord på hendes følelser, spørge hende hvorfor og hvad der ligger til grund for det hele og hun har svært ved at forklare og siger, at hun bliver ked af det. Hun siger vi ikke forstår hende eller hører efter hvad hun siger og er for tiden i en rolle, hvor hun ofte føler sig som et "offer" og kommer med udtalelser som: "du vil jo ikke snakke/lege med mig" mm.  Vi snakker meget om, at det er i orden at være ked af det, sur osv. Men at vi alle skal kunne være her og alle de følelser godt kan komme ud på anden vis og giver hende alternative handlemåder. 

Det skal lige siges, at hun har været meget syg og haft lang juleferie her i december + hun i november sagde farvel til bedsteveninden i børnehaven, da hun flyttede fra byen. Tænker der er mange ting der roder rundt i det lille hovede, men bekymrer mig over hendes adfærd og vi er slidt tynde herhjemme af konstant at have konflikter med hende.. Hun kan skrige og rase i 3 timer i streg og vi er alle der, hvor vi er trætte og brugte! 

Oplever I andre det samme med jeres på 5 år????

Vores pige på 5,5 er også meget bestemt! Og vil også meget gerne have tingene præcis efter sit hovede! Om der er "noget" eller hun bare er strid, stædig og bestemt, ved jeg ikke. Vi har haft lidt forskelligt inde over hende og ADHD er da blevet nævnt, men om jeg tror det er det, ved jeg ikke. 

Hun er heller ikke så god til at tingene bliver gjort i en "forkert" rækkefølge, eller at det bare ikke bliver som hun havde planlagt. 

Hun bliver også meget hysterisk og sur, men som oftest kan hun distraheres/drilles (så hun griner), og så har hun glemt det. 

Jeg synes da det lyder som om i gør det rigtige med at sætte ord på det og snakke meget om det.

Loa skriver:

Vores pige på 5,5 er også meget bestemt! Og vil også meget gerne have tingene præcis efter sit hovede! Om der er "noget" eller hun bare er strid, stædig og bestemt, ved jeg ikke. Vi har haft lidt forskelligt inde over hende og ADHD er da blevet nævnt, men om jeg tror det er det, ved jeg ikke. 

Hun er heller ikke så god til at tingene bliver gjort i en "forkert" rækkefølge, eller at det bare ikke bliver som hun havde planlagt. 

Hun bliver også meget hysterisk og sur, men som oftest kan hun distraheres/drilles (så hun griner), og så har hun glemt det. 

Jeg synes da det lyder som om i gør det rigtige med at sætte ord på det og snakke meget om det.

 

Tak for svar �� Dejlkgt at høre, at vi ikke er helt alene her... Det der kan bekymre mig er, at hun faktisk har rigtig svært ved at komme ud af følelserne igen!

Rsa skriver:

jeg bliver simpelthen nød til at høre, om I forældre oplever det samme... Jeg er så tyndslidt og frustreret at jeg snart ikke kan rumme det mere! 

vores datter er lige fyldt 5 år her i december. Hun har siden hun var helt lille haft et vældigt temperament, som er mere tydelig i nogle perioder end andre og især når hun er træt, kan hun ikke rumme særlig meget.

jeg tænker nogle gange på om hun er sensitiv eller om hun "bare" er en temperamentsfuld pige....

vi oplever for tiden, at hun ikke kan rumme at ting/handlinger mm. Afviger fra hendes egne tanker og forestillinger... Hun kan simpelthen ikke rumme, at vi fx. Børster tænder på hende - kan finde på efterfølgende at gå fuldstændig i selvsving efter tandbørstning fordi det skulle hun selv have gjort. 

Hun kan finde på at spørge om noget og får et svar, passer svaret hende ikke eller havde hun en ide inde i hovedet om, at det var et andet svar end der kommer, kan hun også flippe skråt over det... Vi snakker raseri anfald i voldsom grad. Hun er bla. Begyndt at slå os, hvilket hun ikke har gjort før. Hun råber og skriger og dikterer at vi skal sige noget andet end vi gjorde, så det passer ind i hendes forestillinger. 

Hun vil have ret hele tiden og ønsker min opmærksomhed HELE TIDEN , hun kan næsten ikke rumme at vi har besøg for så skal hun dele opmærksomheden. Hun flipper igen i raseri anfald, hvis hendes far og jeg snakker sammen og vil bestemme og høres hele tiden. 

Det der bekymrer mig mest er, at hun faktisk virker manisk / autistisk i hendes tankegang... Hele verden skal formes ind til hendes univers og gør det ikke det, har vi igen raser anfald med råben, skrigen, smadret ting, sparken og slåen til højre og venstre. Hun virker ekstremt ufleksibel og jeg kan ikke finde ud af, om det er grænsesøgende adfærd eller hun reelt ikke kan rumme "verden" her og der.... 

Hun har alle dage været en "hystade" herhjemme og er i bund Og grund en følsom pige med en lettere hård skald udadtil. 

Når hun er i børnehave og sammen med bedsteforældre mm. Er der intet, det er kun herhjemme og sammen med mor og far, at hun får de voldsomme raseri anfald. 

Jeg har forsøgt at snakke med hende om det, sætte ord på hendes følelser, spørge hende hvorfor og hvad der ligger til grund for det hele og hun har svært ved at forklare og siger, at hun bliver ked af det. Hun siger vi ikke forstår hende eller hører efter hvad hun siger og er for tiden i en rolle, hvor hun ofte føler sig som et "offer" og kommer med udtalelser som: "du vil jo ikke snakke/lege med mig" mm.  Vi snakker meget om, at det er i orden at være ked af det, sur osv. Men at vi alle skal kunne være her og alle de følelser godt kan komme ud på anden vis og giver hende alternative handlemåder. 

Det skal lige siges, at hun har været meget syg og haft lang juleferie her i december + hun i november sagde farvel til bedsteveninden i børnehaven, da hun flyttede fra byen. Tænker der er mange ting der roder rundt i det lille hovede, men bekymrer mig over hendes adfærd og vi er slidt tynde herhjemme af konstant at have konflikter med hende.. Hun kan skrige og rase i 3 timer i streg og vi er alle der, hvor vi er trætte og brugte! 

Oplever I andre det samme med jeres på 5 år????

Det kunne faktisk godt lyde som min datter du beskrev. Hun er dog lige blevet 6 år i december. 

Hun smadre dog ikke ting... Endnu. 

Har tænkt lidt på om hun kan være manisk, hun kan gå fra at være ovenud glad til rasende på et split sekund og har ogsp et temperament der siger spar 2. 

Hun har et par gange slået ud og sparket efter min kæreste. Tænker det er for at prøve hans grænser af da han kun har været i billedet i 9/10 mdr. 

Nogen gange orker jeg hende slet ikke for at være ærlig og tænker det værste. En dag græd jeg mig selv i søvn fordi tonerne var end med at gå lidt for højt grundet hendes flip. 

Hun kan være meget opmærksom på min kæreste og jeg og "holder" øje med os. Lidt ligesom din datter lyder det til. Hvis vi fx holder i hånden kan hun siger at jeg elsker min kæreste højere end hende. På trods af at jeg altid fortæller hende hvor højt jeg elsker hende og altid vil elske hende højest. Hvis vi putter på sofaen og har spurgt om hun vil være med og ikke vil kan hun ogsp finde på at sige at jeg kun vin putte med min kæreste og aldrig med hende.

Det er virkelig frusterende. Trøster mig med at min mor siger jeg var lige sådan, kan dog ikke huske det. Tænker også lidt er det er enebarns syndrom. Har haft mange tanker. 

Tror ikke du er alene. 

Liv_86 skriver:

Det kunne faktisk godt lyde som min datter du beskrev. Hun er dog lige blevet 6 år i december. 

Hun smadre dog ikke ting... Endnu. 

Har tænkt lidt på om hun kan være manisk, hun kan gå fra at være ovenud glad til rasende på et split sekund og har ogsp et temperament der siger spar 2. 

Hun har et par gange slået ud og sparket efter min kæreste. Tænker det er for at prøve hans grænser af da han kun har været i billedet i 9/10 mdr. 

Nogen gange orker jeg hende slet ikke for at være ærlig og tænker det værste. En dag græd jeg mig selv i søvn fordi tonerne var end med at gå lidt for højt grundet hendes flip. 

Hun kan være meget opmærksom på min kæreste og jeg og "holder" øje med os. Lidt ligesom din datter lyder det til. Hvis vi fx holder i hånden kan hun siger at jeg elsker min kæreste højere end hende. På trods af at jeg altid fortæller hende hvor højt jeg elsker hende og altid vil elske hende højest. Hvis vi putter på sofaen og har spurgt om hun vil være med og ikke vil kan hun ogsp finde på at sige at jeg kun vin putte med min kæreste og aldrig med hende.

Det er virkelig frusterende. Trøster mig med at min mor siger jeg var lige sådan, kan dog ikke huske det. Tænker også lidt er det er enebarns syndrom. Har haft mange tanker. 

Tror ikke du er alene. 

åh, hvor jeg kender det... Den dybeste medfølelse herfra og rart at vide, vi ikke står alene 

Det lyder på mig som om i har en klog lille pige, som kan sætte ord på sine følelser. Tænk at en 5 årig kan fortælle at hun ikke føler sig hørt og set! 

Jeg læste en gang at børn som havde et forskelligt temperament i forhold til forældrene ofte blev misforstået og tolket som forkert. Hvis det var mig ville jeg fokusere på de sider ved hendes personlighed som i oplevet som kvaliteter. Fx at hun er en fighter, at hun gerne vil selv, at hun har store følelser. Fortæl hende at i elsker hende for den hun er. 

Jeg har to meget forskellige børn og særligt den ene er forskellig fra mig i temperament, men det kan også være forfriskende og lære en at se verden på en ny måde. 

Hvis i gør hende til et problem, så er det da helt sikkert at hun vil føle sig forkert og kæmpe endnu hårdere for at få jeres kærlighed. 

Kh 

Kildebakken skriver:

Det lyder på mig som om i har en klog lille pige, som kan sætte ord på sine følelser. Tænk at en 5 årig kan fortælle at hun ikke føler sig hørt og set! 

Jeg læste en gang at børn som havde et forskelligt temperament i forhold til forældrene ofte blev misforstået og tolket som forkert. Hvis det var mig ville jeg fokusere på de sider ved hendes personlighed som i oplevet som kvaliteter. Fx at hun er en fighter, at hun gerne vil selv, at hun har store følelser. Fortæl hende at i elsker hende for den hun er. 

Jeg har to meget forskellige børn og særligt den ene er forskellig fra mig i temperament, men det kan også være forfriskende og lære en at se verden på en ny måde. 

Hvis i gør hende til et problem, så er det da helt sikkert at hun vil føle sig forkert og kæmpe endnu hårdere for at få jeres kærlighed. 

Kh 

Tak for din respons  Den er jeg helt med på og vi sørger for altid at samle op på konflikter, så vi bliver "gode venner " igen og hun ikke føler sig forkert... Hun får at vide hver dag, at selvom vi bliver vrede eller andet, elsker vi hende og vi giver hende anerkendelse på alt det vi kan... Problemet er nærmere nok, at hende og jeg faktisk ligner hinanden enormt meget og hun ikke giver far plads, hvis lunte er længere end min... Det gør mig bare ondt at se hende kæmpe så meget med/ mod sig selv, som jeg selv har gjort...

kan dog ikke helt sætte mig ind i hendes rigide møsnstre og som jeg ser det, manglende fleksibilitet i henhold til at afvige fra egne forestillinger og ideer/tanker , hvilket er det der bekymrer mig mest.