Anonym skriver:
Fair og forståeligt at du tænker sådan. Det er en meget lang historie som overhovedet ikke er beskrevet i detaljer, og der er skam flere forskellige grunde til at jeg ikke smutter lige nu som ikke er beskrevet her. Men nej jeg er ikke bange for at være alene med barnet, det er ikke det som det omhandler, jeg går ikke i detaljer med det da jeg ikke har brug for råd om min situation, men derimod bare en god anbefaling. I øvrigt har psykiater aldrig været nævnt, da det jo er en medicinsk uddannet og slet ikke det jeg søger.
Jeg er på linie med Modesty her. Jeg vil bare tilføje, at så længe barnet er inde i dig, kan du frit flytte hen hvor du vil. Det kan du ikke når barnet er født.
Ud fra det du skriver, lyder du desværre mere nedbrudt end du selv vil erkende. Hele situationen lyder meget uholdbar. Som modesty skriver, gå til psykolog bag mandens ryg, for at få hjælp til at tackle kærestens udbrud, som du selv har læst dig frem tin en diagnose for. Skal barnet så også gå til psykolog for at lære hvordan far skal tackles?
Hvorfor ikke flytte væk fra manden mens du kan. Hvis han så indvilger i at gå i behandling både ham alene, men også på sigt jer to sammen, så kan i måske flytte sammen senere.
Det er ikke rimeligt at et barn skal være forsøgsperson, fordi du tror du kan "redde ham". Det kan du ikke hvis han virkelig er som du formoder.
Det er godt ment det jeg har skrevet, selvom du nok vil opfatte det anderledes.
Jeg håber du finder en kompetent psykolog, og at du ikke kæmper imod, men får indsigt i hvad du er oppe imod(hvis han er som du har dianostiseret).
Ønsker det bedste for dig, og håber for barnet at du er væk fra ham, inden det kommer til verden.
Anmeld
Citér