Mom skriver:
God formiddag..
Hvor mange af Jer oplever efter en weekend eller ferie, at jeres barn aftenen forinden begynder at græde fordi han/hun ikke kan overskue at komme i skolen dagen efter?
Vores ellers meget glade og afbalanceret dreng, har det måske slet ikke så godt som vi gik og troede... 
Igår aftes, brød han nærmest sammen, da han blev puttet til natten (han er iøvrigt 10 år). Han kunne slet ikke overskue at komme i skole idag, og hans egne ord er, at han ikke kan overskue alle de ting han føler at han skal huske, og alle lektierne (selvom han faktisk når dem i lektiecafeen). Det tog en jævn rum til, at få ham til at falde til ro.
En af de ting, som han holdt MEGET hårdt på, var han IKKE ville have at jeg kontaktede skolen (hans klasselære), da han IKKE vil have specielaftaler! Der måtte ikke ændres noget!
Han sagde igår at han godt kan lide det sociale i klassen, men at det er alle de ting han skal huske (han havde ingen konkrete eksempler).
I morges, efter morgenmad, kan jeg se at han "hænger med mulen", og jeg spørger om han er træt, eller om han stadig er ked - svaret er begge dele.
Han klagede desuden over "ondt" i benet. Ligesom han igennem de sidste måneder har klaget over "ondt" i maven et par gange..
Tænk nu hvis det er stress :-(
Jeg har selvfølgelig talt med lægen, som sagde at hvis han stadig var ked onsdag/torsdag, så skulle vi ringe og få en tid..
Hvad oplever I med jeres skolebørn?
Jeg vil sige man skal vælge at lytte, det kan sagtens "bare" være en reaktion på nu er god ferie slut og jeg kan ikke overskue hverdagen begynder igen - hvem har ikke den følelse?
Men du skriver noget der alligevel får mine alarmklokke til at ringe, nemlig han føler han skal huske en masse og ikke kan (også selvom du har oplevelsen af det går rigtig godt).
Min datter brød sammen med hvad de kalder belastningsreaktion på stress i efteråret, det var mere end blot tudeture, for det kom som en lyn fra en klar himmel med tvangstanker. Men hun sagde noget af det samme: der er så mange krav og jeg føler hele tiden jeg ikke kan leve op til dem, jeg skal vide om jeg har lært noget, men jeg kan ikke en gang huske hvad det var jeg skulle lære. Med lektiecafeen er især de halvstore og store børn blevet pålagt et ansvar for selv at kunne tilrettelægge deres lektier, selv vide hvad skal jeg bruge tid på hvornår og hvorfor, hvad er mest konstruktivt. Før havde de måske mor eller far der havde læst ugeplanen og lige huskede dem på det en ekstra eller sagde de møg irriterende ord: jeg kan se du har stil for til om 14 dage var det ikke smart at komme i gang nu? Det skal de slet gøre nu, og det er skisme svært, de lever nu med den kroniske dårlige samvittighed jeg havde i alle mine år som studerende og som jeg elskede jeg sagde farvel til på arbejdsmarkedet... De kan altid lige gøre det lidt bedre, og det får de formodentlig også at vide...
Et konstruktivt forslag er at spørge din søn om han kunne tænke sig at du og han kiggede på ugeplanen søndag aften og sammen tilrettelagde hans lektier i lektiecafeen. Og så ellers bliv ved at lytte til ham, men kør det ikke op men vær løsningsorienteret.
Jeg måtte heller ikke sige noget i skolen for min datter og hun skulle i hvert fald heller ikke have særordninger og skolens udmelding var hun fungerede så godt og de slet ikke så det vi så, hun brugte alt sin energi på at hænge sammen der oppe og faldt så sammen her hjemme.
