Jeg har en datter der fik ondt i livet og hendes forklaring var netop kravene, især kravene fra hende selv (som jo så var givet hende qua skole, veninder, os, Snapchat, youtubere mm). FUCK det er svært at få hende til at forstå hun i den grad lever op til alle de krav vi har, nemlig at hun er hende på godt og ondt.
Og mig som mor, jeg har aldrig følt mig så handlingslammet, selv da Lia døde følte jeg at jeg kunne handle mere. Med en datter med ondt i livet kunne jeg bare være (og det var jo så nok også handling), skrev, opsøgte "eksperter" osv. Men i bund og grund kunne jeg intet gøre...! Jeg er stadig så bange, bange for om hun nu gemmer det, bange for om hun kommer til at handle på det der gør ondt, bange for jeg overser, bange for det kommer tilbage (det dukker op til overfladen en gang inellem), bange for det er min skyld, bare bange.....!
Hvor ville jeg ønske vi alle turde sætte tempoet ned, ville ønske den selv iscenesættelse døjede af, ønske man i cyperspace var det hele menneske og ikke kun den hvor maven bliver trukket ind og man altid gør det rigtige. Kan huske jeg selv har haft det, der var en tendens på Facebook for nogle år siden blandt mine venner, st de postede hjemmebag, hjemmekreativitet med børnene, skovture med børnene, ja alt i alt vildt glade, harmoniske, velstimulerede børn med en helt igennem overskuds, lækker, smilende mor, det er nu erstattet af løberuter, kærestemiddage, kærlighedserklæringer mm. Puha jeg halser bagefter og har kronisk dårlig samvittighed - det samme har min datter i hendes cyperspace virkelighed. Jeg er bare voksen og kan sige det højt, kan grine lidt af det, kan se igennem det...
Jeg kunne fortsætte, men så ville det blive om folkeskolen og pokulere og den lader jeg ligge sådan en skøn lørdag 
men det var bare for at skrive, det rammer ikke kun dem med bogstavet og diagnoser. Min datter var den ene dag velfungerende, socialt meget aktiv, vellidt, havde en masse interesser, blev valgt til mange spændende ting osv. Og den næste lå hun her her hjemme med tvangstanker. Det er nu 3 måneder siden og hun er ikke tilbage hvor hun var, men jeg tror hun er i stor bedring (igen jeg er bange for at overse det), skolen har intet ser ja tror faktisk de anser mig for hysterisk, men hun har været i stand til at skjule det hundrede procent i skolen. Jeg som mor håber vi som familie har lært noget, og hun har forstået vi elsker hende ligegyldigt hvad og vi har ikke krav til hende udover at være hende og så selvsagt opføre sig ordentligt over for andre og sådanne tibg
