Jeg er gravid. Det går overhovedet ikke.

Jeg har haft en fødselsdepression, der ændrede mit liv for altid. Har aldrig følt, at jeg vil blive den samme igen. Jeg får medicin, er henvist til psykiater og min totalt nye kæreste (har kun kendt ham i 10 måneder) vil ikke have nogen børn. Det ville jeg jo heller ikke, det talte var vi enige om fra starten.

Det passer slet ikke ind. Min første barn på 5,5 år bor hos sin far og jeg besøger ham eller er sammen med ham sammen med bedsteforældrene 2-3 gange om ugen.

Det passer ikke ind på nogen måde. Og jeg er ikke interesseret. Men hvorfor er abort alligevel så svært?

Rosa-Sofia skriver:

Jeg har haft en fødselsdepression, der ændrede mit liv for altid. Har aldrig følt, at jeg vil blive den samme igen. Jeg får medicin, er henvist til psykiater og min totalt nye kæreste (har kun kendt ham i 10 måneder) vil ikke have nogen børn. Det ville jeg jo heller ikke, det talte var vi enige om fra starten.

Det passer slet ikke ind. Min første barn på 5,5 år bor hos sin far og jeg besøger ham eller er sammen med ham sammen med bedsteforældrene 2-3 gange om ugen.

Det passer ikke ind på nogen måde. Og jeg er ikke interesseret. Men hvorfor er abort alligevel så svært?

Jeg tror at for de fleste (heldigvis) er abort svært og ikke noget man skal tage let på. Men jeg tror med din forhistorie at abort at det eneste rigtige, for din skyld 

Ja et eller andet sted, viser det jo bare, at jeg er et følsomt og eftertænksomt menneske og det vil jeg tusind gange hellere være end følelseskold.

Man kan gerne ville være gravid ja, men man kan ikke gerne ville have en abort, den er jo altid konsekvens af noget man ikke vil, altså at være gravid.

Til dig... Det lyder som om du godt ved hvad det rigtige er... Men det er ikke ens betydende med at det ikke er svært at gøre 

Rosa-Sofia skriver:

Jeg har haft en fødselsdepression, der ændrede mit liv for altid. Har aldrig følt, at jeg vil blive den samme igen. Jeg får medicin, er henvist til psykiater og min totalt nye kæreste (har kun kendt ham i 10 måneder) vil ikke have nogen børn. Det ville jeg jo heller ikke, det talte var vi enige om fra starten.

Det passer slet ikke ind. Min første barn på 5,5 år bor hos sin far og jeg besøger ham eller er sammen med ham sammen med bedsteforældrene 2-3 gange om ugen.

Det passer ikke ind på nogen måde. Og jeg er ikke interesseret. Men hvorfor er abort alligevel så svært?

Abort er et svært valg, fordi det ikke kan laves om.

Fik selv en abort for nogle år siden. Det var hårdt, men i dag ved jeg, at jeg traf den rigtige beslutning.

Det er klart at abort er et svært valg da det jo også har en følsemæssig betydning for resten af dit liv men det lyder klart til at være der rigtige valg For dig/jer heller give "barnet" en værdig død end et uværdigt liv 

Jeg har fået abort før, da jeg var 18 og igen, da jeg var 21 år. Da jeg var 18 år tænkte hverken jeg eller kæresten os om. Siden er det uheld en glemt p-pille, denne gang et kondom, der gik i stykker. På en eller anden måde føles det så surrealistisk. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg for evigt skulle have så let ved at blive gravid.