Skal jeg sige noget?

Jeg er 30, hun snart 26. gravid 8. uge. ikke planlagt. valgt at beholde barnet. 

Det sidste stykke tid har mange ting ændret sig. 

Jeg får hele tiden kritik. ingen komplimenter i de sidste 2mdr ca. selvom jeg giver hende af og til.

Til jul fik jeg en plastik drikkedunk (den var fed) men må indrømme jeg havde forventet noget andet også. bare et brev, eller noget. nu føler jeg mig egoistisk over at kunne blive skuffet over det.

måden hun snakker til mig på er meget kommenderende og siger jeg noget til det, påstår hun jeg aldrig lytter!!!

beder jeg hende prøve at forklare hvad hun føler, siger hun jeg alligevel ikke vil forstå hende, selvom jeg ihærdigt prøver at få hende til at tale ud så jeg kan forstå det.

så synes hele vores kommunikation er ved at miste gnisten, det glade, det elskelige, hengivende mm. og savner ægte kærlighed. jeg føler selv jeg knokler og gør alt hvad jeg kan for at gøre hende glad. men hun virker virkelig trist, sur, nærtagende og kommenderende og nu føler jeg mig ikke tilstrækkelig.

Hvad stiller jeg op? 

Av, det kan ikke være sjovt!  Jeg tænker, råb op! Sig som det er, at du føler dig utilstrækkelig, når ethvert forsøg på kommunikation bliver slået hen med, at hun ikke stoler på at du lytter til hende. Vis hende, at du mener det alvorligt - Både, at du vil hende, men også, at du ikke vil finde dig i hvad som helst.

Hvis den adfærd, hun har nu, får lov til at fortsætte, bliver den kun værre når hun kommer længere hen i graviditeten, og endnu mere igen, når barnet kommer.

Så sig fra, nu, og tag ikke nej for et svar, når du prøver at tage en snak (det skal selvfølgelig ikke være midt i, at hun er igang med noget andet).

Husk også, det er hårdt arbejde at være gravid, så det er helt normalt, hvis hun sover meget mere end hun plejer, og overlader mere af det huslige til dig. Den del skal nok komme igen senere, bare rolig. Man bliver bare vanvittig træt og utilpas af at gro et menneske.  Men det må ikke blive en undskyldning for, ikke at kunne snakke om tingene.

Går det helt galt, så slæb hende med til noget par-terapi. 

Øv stakkels dig... Det er trælst når parforholdet kører i hårdknude!

 lige et enkelt spørgsmål - hvad er historikken? Hvor længe har I været kærester? Bor I sammen?  Havde I besluttet jer for at "det var jer to" inden den uplanlagte graviditet eller "hænger I på hinanden" pga graviditeten? 

Kvinder er jo ekstra følelsesladede under graviditeten - og mange følelser gør ikke  altid ens (eller ens partners) liv lettere! Ud over hormonerne er der jo også en masse overvejelser... Ligesom du lyder lidt til at være i tvivl kan hun nok også inderst inde være i tvivl om hun virkelig vil forholdet - og så bliver tvivlen kanaliseret over i surhed.. Men det kan også bare være almindelig usikkerhed og hormoner... Det er svært at gisne om... Specielt uden mere info...

PS:lige meget hvad skal du helt sikkert sige noget!  Hun skal ikke "have lov" at gå rundt og opføre sig mopset overfor dig i længere tid - så risikerer du,  at hun helt mister respekten for dig - og så bliver det kun værre...

farmanden1985 skriver:

Jeg er 30, hun snart 26. gravid 8. uge. ikke planlagt. valgt at beholde barnet. 

Det sidste stykke tid har mange ting ændret sig. 

Jeg får hele tiden kritik. ingen komplimenter i de sidste 2mdr ca. selvom jeg giver hende af og til.

Til jul fik jeg en plastik drikkedunk (den var fed) men må indrømme jeg havde forventet noget andet også. bare et brev, eller noget. nu føler jeg mig egoistisk over at kunne blive skuffet over det.

måden hun snakker til mig på er meget kommenderende og siger jeg noget til det, påstår hun jeg aldrig lytter!!!

beder jeg hende prøve at forklare hvad hun føler, siger hun jeg alligevel ikke vil forstå hende, selvom jeg ihærdigt prøver at få hende til at tale ud så jeg kan forstå det.

så synes hele vores kommunikation er ved at miste gnisten, det glade, det elskelige, hengivende mm. og savner ægte kærlighed. jeg føler selv jeg knokler og gør alt hvad jeg kan for at gøre hende glad. men hun virker virkelig trist, sur, nærtagende og kommenderende og nu føler jeg mig ikke tilstrækkelig.

 

Hvad stiller jeg op? 

 

 

 

Hvis jeg skal være helt ærligt er første trimester i en graviditet rigtig svær og rigtig hårdt.. Den hårdeste periode i hele graviditeten..

tænker du må være tålmodig, dog uden at acceptere ALT.. Jeg tror det vil vænne i uge 13-14 og hun vil få det lidt bedre og have meget bedre overskud og kærlighed til dig..

Jeg er 30, hun snart 26. gravid 8. uge. ikke planlagt. valgt at beholde barnet. 

Det sidste stykke tid har mange ting ændret sig. 

Jeg får hele tiden kritik. ingen komplimenter i de sidste 2mdr ca. selvom jeg giver hende af og til.

Til jul fik jeg en plastik drikkedunk (den var fed) men må indrømme jeg havde forventet noget andet også. bare et brev, eller noget. nu føler jeg mig egoistisk over at kunne blive skuffet over det.

måden hun snakker til mig på er meget kommenderende og siger jeg noget til det, påstår hun jeg aldrig lytter!!!

beder jeg hende prøve at forklare hvad hun føler, siger hun jeg alligevel ikke vil forstå hende, selvom jeg ihærdigt prøver at få hende til at tale ud så jeg kan forstå det.

så synes hele vores kommunikation er ved at miste gnisten, det glade, det elskelige, hengivende mm. og savner ægte kærlighed. jeg føler selv jeg knokler og gør alt hvad jeg kan for at gøre hende glad. men hun virker virkelig trist, sur, nærtagende og kommenderende og nu føler jeg mig ikke tilstrækkelig.

 

Hvad stiller jeg op? 

 

 

 

I bliver nødt til at snakke om det her NU! I mine ører lyder det ikke til at jeres parforhold er stærkt nok til at overleve en uplanlagt graviditet, hvis der allerede nu er så dårlig kommunikation.

I bliver nødt til at diskutere om I er sammentømrede nok til at kunne klare en hverdag uden søvn, med skrig og skrål og lortebleer og ingen tid til romantik og sex - for sådan kan det første år (eller mere) af jeres liv som forældre snildt komme til at se ud. Jeres verden, og jeres forhold, kommer til at blive vendt 180 grader på hovedet når I får et barn. 

Og hvad hvis scenariet er at I går fra hinanden? Vil I stadig gerne have barnet, og vil I kunne fungere som skilsmisseforældre?

Det er hårde spørgsmål, men personligt kan jeg ikke forstå at man er parat til at sætte et barn i verden hvis ikke man har diskuteret de her ting til ende - specielt ikke når barnet ikke er et ønskebarn.