Besynderlig tankegang, der rammer økonomisk dårligt stillede familier hårdest. Jeg har en elev i 8., der pjækker. Hans mor - og vi - gør, hvad vi kan, men man kan ikke bære en 14-årig i skole, og hans mor kan ikke tage fri fra arbejde hver dag for at sikre sig, han kommer afsted - og ikke kommer hjem i utide. Hvordan skal det dog hjælpe på situationen at give hans arme mor en "bøde"?
Vi har indført en meget, meget bogligt fokuseret skole med dage fra 8-15. Når man - som flertallet af de pjækkende elever, jeg kender til - oplever skoledagen som nederlag på nederlag, konstante påmindelser om, at man ikke er god til det faglige og ikke har interesse for litteraturhistorie og andengradsligninger, så er det, uanset afvekslende undervisningsaktiviteter, hårdt at være dømt til fuldtids"arbejde". Hvor længe ville vi andre holde til at være på en arbejdsplads, hvor vi konstant oplevede ikke at slå til, selvom kolleger og chefer var flinke?
Det støder mig, at økonomisk velstillede forældre i yderste konsekvens vil kunne regne de økonomiske konsekvenser af deres børns fravær med som en ubetydelig merudgift i feriebudgettet, når de skal på årets tredje rejse, mens den dårligt stillede enlige mor, hvis barn trives skidt i skolen, kommer til at mærke det, så det OGSÅ gør ondt på pengepungen.
Anmeld
Citér