Eksperthjælp: "Jeg har allermest lyst til at hæve stemmen og sige NEJ"

Linda Stæhr

Hej Linda.
Jeg skriver til dig da jeg er i tvivl om hvorvidt min søns opførsel er normal og hvordan jeg skal tackle det.

Marius er 19 mdr gammel og blev storebror for små 4 uger siden til lille Anton.

Anton er flaskebarn og dermed er jeg ikke nødsaget til at hære hos ham konstant som hvis jeg ammede og derfor er far rigtig meget inde over for at jeg kan være mest muligt sammen med Marius også. Jeg gør meget ud af at prioritere Marius og bruger ligeså meget tid med ham som inden lillebror kom og vi laver mange ting bare os to, så han er bestemt ikke blevet glemt.

I starten var han super kærlig overfor Anton. Aede ham, gav ham mysser og samlede sutten op hvis Anton tabte den. Nu er han bare blevet så voldsom imod ham. Han aer en enkelt gang og så går det ellers over i slag og rivemærker i ansigtet. Han virker ikke til at tage sig af at Anton begynder at græde. Indtil nu har jeg prøvet at tackle situationen på den måde de "kloge" siger man skal. Jeg fortæller Marius stille og roligt at "av av det gør ondt på Anton når du slår, så bliver han ked af det, men han kan godt lide hvis du aer ham Stille og roligt" feks.. Men det virker slet slet ikke han bliver bare ved og voldsommere og voldsommere hører slet ikke hvad vi siger. Jeg har allermest lyst til at hæve stemmen og sige NEJ og fjerne ham når han ikke er god ved ham - jeg skal jo også passe på Anton- men det er ifølge hvad jeg kan læse mig til ikke pædagogisk korrekt? Jeg er bare desperat og har brug for at finde en løsning der virker og som han forstår. Jeg synes jo det er rigtig ærgerligt at det skal være en ubehagelig og træls oplevelse for alle hver gang Anton og Marius er vågne på samme tid... Jeg kan ikke engang få lov at sidde i sofaen og give ham flasken uden at Marius vil rive flasken ud af munden på ham eller river ham i fødderne osv. Jeg prøver ellers at inddrage ham - i starten nød han at hjælpe til, men det bliver bare for voldsomt hver gang nu så jeg tør ikke bede om hans hjælp...

Han er desuden lige så hård overfor vores stakkels hunde men det har stået på længe. Jeg kan simpelthen ikke få ham til st stoppe. Hvis man viser ham hvordan han skal ae så griber han bare hårdt fat i pelsen og river til..

Det er ligeledes et problem når han vil kramme og kæle med mig.. I starten er det alm mysser og en god krammer men så bliver han for ivrig og borer sig fast i mig med tænder og hænder og det gør virkelig virkelig ondt.
I situationen med mig og hundene er jeg 100 på at han ikke gør det for at være ond- han gør det af kærlighed og ved hundene fordi han synes det er sjovt at jagte dem... Med Anton er jeg i tvivl om han bevidst er hård ved ham...
Hvad gør jeg? Er så bange for at det aldrig bliver bedre og han ender med at gøre skade på Anton. Og er det overhovedet normalt?

Lindas svar

Kære Mie

Jeg hører historien om et helt normalt barn der er blevet storebror (hvilket er ved at gå op for ham).

Jeg tænker du allerede har læst om søskendejalousi på min hjemmeside. Men endnu mere relevant er måske denne Førstehjælp til provokerende børn.

Min svar bliver lidt direkte i dag, for der er ting du overser: Marius tigger efter grænser! Han bider og krammer dig hårdt, slår hunden og river sin lillebror. Imens forsøger du være pædagogisk korrekt og forklare tingene for ham… men en dreng på 19 måneder forstår ikke rationaler og har brug for tydeligere konsekvenser.

Fint at du forklarer, hvad du ønsker i stedet (”du skal ae&rdquo og at du viser ham det. Men denne sag handler ikke om forståelse, fra Marius' side – det handler om grænsesætning.

Mit svar er helt kort: Lær Marius at han opnår din opmærksomhed og godhed, når han gør alle de gode ting og lær ham, at han ikke bliver set/hørt eller får nærhed, når han bliver voldelig.

Du refererer flere gange til ”god pædagogik” eller ”de kloge”. Men hvem siger, at "de kloge" er alle andre end dig? Og at du ikke selv kan fornemme god pædagogik?! Lyt til din indre længsel efter at sige tydeligt fra! Du skriver direkte: ” Jeg har allermest lyst til at hæve stemmen og sige NEJ og fjerne ham når han ikke er god ved ham” Det synes jeg er præcist, hvad du skal gøre. Jeg kunne godt tænke mig at få fingrene i den ”fagperson” som siger du ikke må gøre netop dette: Sig fra tydeligt og lad der være konsekvens, fx at han lærer at aggressiv adfærd skaber afstand mellem mennesker. Dette kan du vise ved fysisk at flytter ham 2 meter væk, hver gang han er aggressiv overfor nogen/noget.

Siden du godt kan lide ”de kloge” vil jeg fagnørde lidt i dette svar:

Har du hørt om Pavlovs teori om operent betingning? Det er god pædagogisk forforståelse. Teorien beskriver at både mennesker og dyr lærer ved at koble det de gør sammen med det konsekvensen bliver. Det betyder i praksis, at du kan påvirke din søns handlinger, hvis du laver et tydeligt erfaringsmønster han kan lære af. (Altså at du siger tydeligt fra overfor en bestemt type adfærd som ovenfor beskrevet).

Denne teori sætter til gengæld ingen rammer for, hvad god konsekvens er eller hvor voldsom/nænsom konsekvenserne bør være for ikke at skade barnet. Så det vil jeg forsøge at beskrive i følgende punkter:

1.Her har jeg først en vigtig regel: Ingen vold mod børn, der skal lære ikke at være voldsomme – det er hverken sundt eller rationelt at gå til fysisk skade af børn – nogensinde (selvfølgelig).

2 Dit barn skal lære DIT reaktionsmønster at kende for at tilpasse sin adfærd til det. Det er desuden i samspillet med dig, at barnet lærer at kunne forstå resten af verdens reaktioner. Dit reaktionsmønster skal derfor være pålideligt, konsekvent, autentisk (passe til dig) og med kærlighed som klangbund.

Du skal med andre ord lære dine børn, hvilke tonelejer (og konsekvenser) der betyder hvad: Hvilken reaktion, der betyder hvad. Hvis det barnet gør, er fuldstændig forrykt, så skal du reagere ud fra det helt røde felt i dit spekter. Og er noget forkert, men knap værd at bemærke, skal det måske kun udløse et løftet øjenbryn. Børn afkoder superhurtigt dette kan lære at rette ind i forhold til din reaktion. MEN det kræver, at du er konsekvent og bevidst om dine egne reaktioner fra helt i rødt til stille og roligt – og at du har accepteret dem. Dette kan ofte med held aftales med den anden forælder – selvom udtrykket selvfølgelig skal være personligt.

Hermed ikke sagt, at dette er den eneste tilgang til opdragelse – som du forhåbentligt vil erfare på min hjemmeside, men det er det jeg tror du mangler lige pt.

Personligt

Så er mit røde felt, at jeg hæver stemmen og straks griber ind og standser ulykken, hvis noget mine børn/støttebørn gør er helt forrykt. Dette tonefald genkender de og forstå, at her er intet til forhandling, og at denne type adfærd skaber afstand. Hvis dette så gentages igen, så giver jeg mindre af det børnene altid længtes efter – nemlig opmærksomhed.

I praksis kunne du fx sige nej, flytte ham 2 meter væk eller sætte dig med ryggen til din søn, når han er voldelig. Du skal bare være klar til at være til stede, så snart han ”giver sig” og ønsker dit nærvær igen… husk mønsteret skal være tydeligt og forudsigeligt.

Lær Marius, at han opnår din opmærksomhed og godhed, når han gør alle de gode ting og lær ham, at han ikke bliver set/hørt eller får nærhed, når han bliver voldelig.

Hvis dette ikke er nok svar, vil jeg meget gerne hjælpe dig videre personligt, du kan bestille en telefonisk rådgivning hos mig her.

Jeg ønsker dig og din familie alt det bedste.

Venlig hilsen

Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien